Alt det, mennesket ikke er vant til, kalder vi barbarisk. Vi har ingen andre kriterier for, hvad der er sandt eller rigtigt end de meninger og traditioner, der forekommer i vores eget land. Der finder vi altid den perfekte religion, den perfekte politik, den mest veludviklede og perfekte måde at gøre alting på
Michel de Montaigne (1533-1592)
Dansk Folkeparti fremsætter op til finanslovforhandlingerne nogle krav: Stop for indvandring fra det, der - meget upræcist - kaldes ikke-vestlige lande samt afskaffelse af straffelovens paragraf 266b bedre kendt som racismeparagraffen.
Kravene kan realistisk set vise sig at virke hæmmende på vores sociale og kulturelle kompetence og dermed på virksomhedernes evne til at kunne konkurrere og skabe den indtjening, som statens indtægter i så høj grad er afhængig af.
Regeringspartierne er åbne over for en ‘modernisering’ af racismeparagraffen og henviser til internationaliseringen af samfundet. Uden at tage stilling til afskaffelse eller omskrivning af paragraf 266b skal det anføres, at begrundelsen om internationalisering ikke holder vand.
Trods den megen tale om internationalisering/globalisering er dette langt fra en kendsgerning.
På ganske få områder inden for ganske få brancher kan man begynde at tale om semiglobalisering snarere end globalisering. Og globalisering er ikke, som nogle måske i den danske selvopfattelse tror, ensbetydende med, at nu skal alle være ligesom os - jo, jeg ved godt, at andre nationaliteter også ligger under for samme syn på ‘hvis bare alle andre var som os’.
Vi er glade for det, vi forstår ved den danske frigjorthed, men i nogle af sine udtryksformer virker den mere plat, mere uforståelig og mere krænkende for andre nationer og kulturer, end vi er klar over.
Prøv med ytringspli
Der er efterhånden en del eksempler på adfærd og udtalelser, som i store dele af verden ikke er accepteret på samme måde som her i landet. Selv kulturer/lande, som vi synes, vi normalt er bølgelængde med, har ikke så sjældent et andet syn på sagerne. Det gælder også nationer, der har gået mindst lige så meget igennem som Danmark for at opnå ytringsfriheden.
Netop begrebet ytringsfrihed bliver brugt som argumentation i diskussionen om afskaffelsen af racismeparagraffen, og nogle af de, der mest højrøstet taler for en afskaffelse og har fremsat nogle temmelig markante udtalelser om andre kulturers adfærd, mener, de nærmest har en ytringspligt.
Men der er også noget, der hedder ytringspli. Vi har også friheden til at gøre brug af ytringsfriheden på en klog og anstændig måde i vores bestræbelser på sammen med vores medmennesker at skabe en menneskeværdig tilværelse.
Kulturel intelligens
Kulturforskelle er ikke noget, der bør udviskes. De kan være kilde til undren - og fornuftig og kreativ eftertanke, som kan resultere i stor berigelse og gensidigt udbytte, hvis de bliver erkendt og respekteret - og diskuteret på en ansvarlig måde, som medfører, at andre også vil erkende og respektere den danske kulturs udtryksformer.
Nøgternt set indgår dansk erhvervsliv i et nødvendigt samarbejde på tværs af (mange former for) grænser med import og eksport af varer og viden og udveksling af arbejdskraft. Det betyder, at der er et stadigt stigende behov for, at kulturforståelsen øges.
Kultursociologen Elisabeth Plum kalder det ‘kulturel intelligens’. Det defineres som evnen til at handle passende i situationer, hvor kulturforskelle har betydning og som evnen til at gøre sig forståelig og etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturforskelle.
Kulturel intelligens består af tre dimensioner: emotion, forståelse og handling. Vi kan også kalde det kulturel kompetence - og en del af den kompetence er evnen til at udtrykke selv skarpe meninger med anstand og under ansvar.
I takt med at helt nye lande og kulturer melder sig som store spillere på det internationale marked, er der et stadigt stigende behov for, at kulturforståelsen og den interkulturelle kompetence øges. Det defineres som evnen til at handle passende i situationer, hvor kulturforskelle har betydning og evnen til at gøre sig forståelig og etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturforskelle.
Den nuværende regeringhar bl.a. fået udarbejdet et Nationalt Kompetenceregnskab. I sit forord til dette regnskab skriver undervisningsminister Bertel Haarder (V) bl.a.: »Det er regeringens ambition at skabe et uddannelsessystem i verdensklasse. Det kræver de rette rammer, men også en lang række såkaldte nøglekompetencer, som i disse år påkalder sig stigende opmærksomhed som afgørende for vækst og velfærd: Vores evne til at samarbejde, lære, tænke og udvikle nyt, kommunikere effektivt, handle selvstændigt, gøre demokratiske holdninger gældende osv. Med andre ord en lang række af de forhold, som præger og kendetegner vores kultur, og som bidrager til udviklingen af et dynamisk og rigt samfund med stærk social sammenhængskraft«.
Kompetencerne
De undersøgte otte kompetencer, defineret i samarbejde med OECD og 11 andre lande, er: literacy-kompetence, læringskompetence, kreativ og innovativ kompetence, social kompetence, kommunikationskompetence, interkulturel kompetence, demokratisk kompetence, sundhedskompetence og miljøkompetence. Det er målt på forskellige måder, om danskerne besidder disse kompetencer i høj, middel og lav grad.
Danskerne scorer højest på selvledelseskompetence: Høj 52 pct., middel 41 pct., lav syv pct. tæt fulgt af kommunikationskompetence og sundhedskompetence.
Danskerne mangler i overraskende grad interkulturel kompetence (evnen til at forstå kulturel kompleksitet og indgå i fordomsfri dialog med andre kulturer): Lav: 66 pct., middel 29 pct., høj fem pct.
Vi ligger også i bunden, hvad angår demokratisk og læringskompetence: Demokratisk kompetence: Lav: 44 pct., middel 49 pct., høj 7 pct. (hvilket egentlig er overraskende lavt). Læringskompetence: lav 51 pct., middel 38 pct., høj 11 pct.
I sine grundige og interessante kommentarer til målingerne af interkulturel kompetence siger professor Hans Gullestrup, Institut for Erhvervsstudier, Aalborg Universitet bl.a., at begrebet interkultur og interkulturel kompetence skal forstås i en særdeles kompleks og dynamisk helhed:
»Åbenhed og beredskabsevne bliver i denne sammenhæng centrale begreber, ligesom tilstedeværelsen af en vis indsigt om sig selv samt om egne relationer til såvel det nære miljø, som til det noget fjernere og det meget fjerne miljø vil have betydning«.
Det handler både om at have viden og indsigt og en ikke-dogmatisk forståelse og accept af andre mennesker tilhørende andre kulturer - uden nødvendigvis at acceptere hvad som helst. En evne til at kunne forstå egen kulturs placering og rolle i den komplekse helhed og relationerne mellem de forskellige kulturer.
Og Hans Gullestrup er meget klar i mælet:
»Det giver næsten sig selv, at en grundlæggende verdensopfattelse, som medfører en oplevelse af eget værd højt hævet over andre befolkningsgrupper, og egen kultur som noget af det ypperste, nogensinde frembragt, rummer ikke megen plads til accept og vilje til at lære andres måde at være på. Et indhold af en sådan karakter må derfor næsten nødvendigvis føre til en meget lav interkulturel kompetence hos den pågældende befolkningsgruppe, og dermed evne til at indgå i interkulturelle sammenhænge.«
Som nævnt betragter regeringen disse nøglekompetencer som en vigtig forudsætning for fortsat vækst og velfærd. I stedet for en række indgreb mod den kulturelle mangfoldighed er der snarere et alvorligt behov for at finde veje til at skabe muligheder for at øge den interkulturelle nøglekompetence.
I tidligere tider - på Emma Gads tid (1852 - 1921) - var pli en del af den sociale kompetence her i landet. Pli er lig med anstand. To gammeldags ord og begreber - som vi måske vil være tjente med at retablere som dele af vores værdigrundlag, hvis vi skal opnå, at andre vil lytte til danske synspunkter og føle, at de er værd at tage i betragtning.
Paul Hegedahl har arbejdet som leder og bestyrelsesformand og er i dag bl.a. forfatter til bøger om om ledelse, kommunikation og samfundsspørgsmål
Kommentarer
Det er som om at “ytringspli” ensidigt handler om blødere kommunikation. At markere tydelige grænser og synspunkter er da lige så respektfuldt for sin medkommunikator. Kulturel intelligens må vel overlappe politisk intelligens, da andre kulturer også kommunikerer interessebaseret.
Så i valgte mellem respektfulde floskler og tydelig optegning af synspunkter, foretrækker jeg det sidste. Ellers kommer man da aldrig til at kende hinanden ordentligt?
Jens Stoltenberg udtrykte det engang meget præcist:
Nordmændene tager til Danmark på grund af danskerne og på trods af naturen. Danskerne tager til Norge på grund af naturen men på trods af nordmændene.
Sikke en gang ævl!
Jeg har personligt været “indvandrer” i adskillige verdensdele og har fået venner af alle mulige farver og overbevisninger!
Man skal bare respektere folks “hjemmebane”!
Denne kommentar er anbefalet af:
Manglende vilje til integration!
I 1973 kom Danmark med i EU, dengang hed det EF. Der var Oliekrise og billøse søndage, og krisen kradsede også i Danmark. Mælken var dyr og der var økonomiske fordele i udsigt til danskerne. Så vi blev medlemmer med et stort JA ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 med 63,4 % ja-stemmer.
Nu var vi en del af det store fællesskab, vi havde gjort vores pligt, og nu kunne vi så gå tilbage til vores hverdag og glemme alt om hvad det egentlig betød, hvad det gav os af både pligter og rettigheder. Hvad ansvaret er når man er en del af noget større, et fællesskab. Vi behøvede da ikke foretage os noget, Danmark var og er jo et foregangsland, så alle måtte jo se op til os og ønske at blive som os.
Vi var og er jo verdensmestre, det bedste demokrati, det bedste velfærdssystem, det bedste skolesystem, sundhedsvæsen, de mest innovative, en formidabel tænketank. Alt og alle i verden måtte jo formedelst misunde os vort perfekte samfund.
Vi lagde os tilbage og hvilede på laurbærrene. Og det har vi gjort lige siden, i tanken om at vi var simpelthen de bedste, og fordi vi var og i de fleste mening stadig er de bedste, så burde verden indrette sig på os, og ikke omvendt.
Men med udviklingen, især indenfor teknologi, men også den økonomiske udvikling, er verden blevet mindre og mindre, med hvert årti der er gået siden da, jo jo, vi rejste også dengang i halvfjerdserne, Spies havde åbnet mulighed for at næsten alle kunne tage en tur til Mallorca eller Costa del Sol. Men i dag går rejserne langt længere væk, Thailand, Australien, Afrika, verden er blevet vores østers. Vi kan vrage og vælge og helst et sted hvor naboen eller vennerne endnu ikke har været. For vi Danskere elsker misundelse, så længe det er os selv der bliver misundt.
I vores egen forblindelse og manglende selverkendelse, omkring vores egen lidenhed, ser vi det da også som andres misundelse at nogen ønsker at komme til Danmark at leve, det er vort perfekte lille smørhul der tiltrækker dem.
Så når nu alt er så godt, og vi er så perfekte, hvorfor i alverden skulle vi så forandre os i forhold til verden omkring os, og EU endnu tættere på? Næ nej, verden må sandelig tilpasse sig os, ikke omvendt.
Så selv om vi er med i det fællesskab der hedder EU, så er det ikke noget de fleste af os endsige tager stilling til, de fleste aner end ikke hvad det betyder, hvilke implikationer det har for os som borgere, hvilke rettigheder det giver, eller pligter. Det har vel noget med landbrugsstøtte at gøre? EU det er noget der kun har betydning for landbruget, industrien og politikerne.
Har Danskerne indstillet sig på udviklingen, nej, endnu ikke, vores holdninger til os selv og omverdenen har ikke forandret sig synderligt siden halvfjerdserne. Vil den udvikling der har været, med demografiske bølger der skvulper frem og tilbage over jordkloden fortsætte, ja og den vil blive kraftigere, hvad enten vi ønsker det eller ej. Krige og naturkatastrofer vil sørge for dét.
Men er ví nødt til at indrette os på dét, ja, det er vi, hvis vi ikke vil blive til en isoleret ø. Vi er nødt til at lære at der er en verden udenfor Danmark, og at denne verden også har sine værdier, sine kulturer og sædvaner. Vi er nødt til at lære at acceptere og tolerere at ikke alle tænker som os. Vi er nødt til begynde at tænke på os selv som en del af et større fællesskab, først og fremmest det Europæiske, dernæst det globale. For udviklingen den kan vi ikke vende, den vil fortsætte, så vi er, hvis vi som folk ønsker at overleve, nødt til at gøre indrømmelser, at respektere andre, således som vi ønsker de skal respektere os. Vi er pinedød nødt til at integrere os.
Ytringsfrihed og ytringspli, det kan jeg kunne støtte.
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
“Nic Pedersen siger:
Sikke en gang ævl!
Jeg har personligt været “indvandrer” i adskillige verdensdele og har fået venner af alle mulige farver og overbevisninger!
Man skal bare respektere folks “hjemmebane”!”
Ligesom du har jeg været indvandrer (hvorfor citationstegn) i adskillige lande rundt om i verden, og har venner og familie spredt ud over hele kloden og af alle racer.
Men for mig lyder det som om du siger, ja, vi skal respektere spanieren i Spanien, men ikke i Danmark.
Gider du ikke lige forklare den?
Mvh Liliane
Min opfattelse er, at mange danskere bl.a. p.g.a. vores udlængsel og og opdragelse er åbne overfor andre kulturer og besidder interkulturelle kompetencer. Vi har haft en god tradition for at opdrage vores børn til at være kreative og selstændigt tænkende individer med et veludviklet socialt ansvarsgen. Vi skal passe på, at vi ikke trælbinder os selv med en ny “dogme”, nu da vi endelig er ved at være janteloven kvit. Vi danskere kan også være os selv bekendt (her mener jeg IKKE Pia K.)
Jeg vil lige dele en olevelse, jeg har haft for nylig. Jeg er lige blevet fyret efter ganske få dage på en ny arbejdsplads. Jeg var rigtig glad for at komme i arbejde efter 1/2 års ledighed og parat til at engagere mig og være en del af et arbejdsmiljø. Som der står i mit cv, trives jeg med at arbejde sammen med mennesker uanset deres baggrund og nationalitet; faktisk er det nærmest en motivationsfaktor for mig at kunne bruge mine sprogkundskaber - så jeg syntes, det var spændende at skulle arbejde på et kontor som den eneste dansker. Desværre erfarede jeg, at der ikke var den samme velvilje og forståelse den anden vej. Jeg troede, der var en flad struktur i det lille firma og en kort vej til mine overordnede, som havde bedt mig komme med input både til det rent lavpraktiske men også til kreative idéer - inkl. en beskrivelse af min egen rolle i firmaet. Efter at have sendt en mail vedhæftet et par forslag blev jeg næste dag fyret med den begrundelse, at der var et misforhold mellem hvad jeg gerne ville og den administrative rolle, jeg skulle udfylde. Det er en frustrerende og ny situation, da jeg netop er kendt for at være nem og omgængelig at arbejde sammen med. Efterfølgende står det klart for mig, at jeg ikke havde kodet, at der var et skarpt hierarki men kom med min “danske” vi-er-da-alle-lige attitude. Medarbejderne blev opfordret til at “tænke ud af boksen”, og det er da lige det, vi danskere kan - eller hva? Desværre føltes det som om, at det lige præcis var det, de ikke kunne acceptere. En erfaring rigere…
Liliane, en historisk korrektion:
de bilfrie søndage lå i vinteren 73/74 - altså mere end et år efter EF-afstemningen.
“Magne Kolstad siger:
Det er som om at “ytringspli” ensidigt handler om blødere kommunikation. At markere tydelige grænser og synspunkter er da lige så respektfuldt for sin medkommunikator. Kulturel intelligens må vel overlappe politisk intelligens, da andre kulturer også kommunikerer interessebaseret.
Så i valgte mellem respektfulde floskler og tydelig optegning af synspunkter, foretrækker jeg det sidste. Ellers kommer man da aldrig til at kende hinanden ordentligt?” (citat slut)
Mener du ikke at det er muligt at være både respektfuld og skarp på samme tid? At udtrykke sin uforbeholdne mening uden at tilsvine samtidigt?
Jeg mener det er i allerhøjeste grad muligt!
Mine personlige regler for deltagelse i en debat og offentliggørelse af mine tanker er som følger:
1) Gå efter bolden ikke efter manden (velkendt)
2) Kritiser spillet ikke spillerne
3) Formodninger skal udelades, kun hvad jeg selv har oplevet medtages, ikke noget med jeg kender én som kender én, det er “hear-say”
4) Jeg bander og sværger aldrig, eller bruger aldrig skældsord i en debat, i det øjeblik man gør det har man mistet evnen til at udvise respekt for moddebattøren.
5) der er ikke noget der hedder ævl når andre udtaler sig, i stedet for at beskylde andre for at lyve eller ævle, så stil spørgsmål, kritiske eller konstruktive.
Af dem der kender mig er jeg kendt som en sober og på samme tid endog særdeles skarp debattant, trods ovenstående regler.
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
@Hans Jørgen Lassen,
Tak for korrektionen, jeg var endnu blot en bette stump på daværende tidspunkt, og husker det ikke så nøjagtigt.
Men det ændre vel ikke essensen af indlægget.
En lille petitesse. Faktorernes orden er vilkårlig :) Liliane
Liliane - jeg synes du siger det hele :-) Jeg er så enig, men kunne ikke selv have formuleret det - så det afholder jeg mig fra :-)
Susanna Laura Andersen, desværre tager du helt fejl af arbejdsmarkedet - det er srtadig sådan, at chefen er chefen, selvom det nogle steder forsøges skjult. Der skal mere til end propaganda, før vi får brudt hierarkierne ned på arbejdsmarkedet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hel på linie med Nic Pedersen.
En omgang intellektuelle dyre ord eller om man vil : Gammel vin på nye flasker.
Indholdet er er den ældgamle erkendelse af, at man må tilpasse sig forholdene, som det kommer til udtryk i den folkelige visdom udtrykt i mundheld som: Når du er i Rom skal du gøre som romerne, man skal hylde med de ulve, man er i blandt, skik følge eller land fly osv.
Den visdom besidder danskerne mindst ligeså godt som andre nationaliteter. Når man er i Spanien kan det med rette forventes af spaniolerne , at vi (gæsterne) retter ind efter deres normer og vice-versa (Liliane Morriello).
Jeg tror det Nic Pedersen mener er, at vi som udgangspunkt bør kunne forlange af spanieren at han respekterer danskeren (dvs danske normer) i Danmark. Nic Pedersen kan jo rette mig hvis jeg tager fejl. Personligt kunne jeg da heller aldrig drømme om at begynde at indføre danske normer i et fjerntliggende samfund, med mindre jeg blev opfordret til det. At jeg alligevel lever på dansk, når jeg er i udlandet, hænger udelukkende sammen med at jeg rejser som turist og det er der jo knyttet særlige privilegier til, i øvrigt en “toldfri” rolle som accepteres world wide i stort set alle kulturer. Vælger man at slå sig ned permanent et givet sted, er det klart at spillereglerne ændrer sig.
@Svend W. Jensen
Hvor gamle er disse gamle udtryk?
Ja, man retter sig ind efter normer og kultur i de lande man besøger. Det er en del af den gensidige respekt, men kun en lille del.
At vise respekt i det land man besøger, for landets kultur og traditioner, udelukker jo ikke at man også kan og bør respektere de mennesker der kommer til vort land.
Det ene udelukker vel ikke det andet?
Mvh Liliane
Søren Kristensen,
To sjæle, en tanke.
De folkelige mundheld (ordsprog) – de folkelige erfaringer og deraf afledt visdom - er nu ikke så tossede endda.
Tak til kommentatorerne.
Til Magne Kolstad: Jeg kunne godt have udtrykt det mere klart. Du har helt ret. Respekt og ‘tydelig optegning af synspunkter’ skal forenes. Det er bl.a. der, hvor formen for udveksling af synspunkter ikke så sjældent kommer ned på et både lavt og dermed uforståeligt niveau.
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Liliane Morriello,
Spørg i Folkemindesamlingen og tilsvarende institutioner i udlandet. Mange af dem er fælles kulturgods.
” Det ene udelukker vel ikke det andet?”
Nej forudsat , at de gæster der kommer til landet respekterer (tager til efterretning) ”landets kultur og traditioner”.
Gør du ikke det, når du gæster andre lande?
Der sker en hel del manipulation os d’herrer Jensen og Kristensen - sagen er nemlig den, at vi har gjort noget helt andet end at kræve, at folk skal følge normerne her: vi har ændret vores lovgivning, så det bliver stadigt sværere for dem, der kommer til vores land, at leve op til de sociale og kulturelle krav, der stilles!
For 15-20 år siden var der i Danmark en langt bedre forståelse for retten til forskellighed, herunder den klare grænse mellem offentligt og privat. Det er desværre gået sådan, at vores økonomiske sikkerhedsnet har medført, at det i stedet for at sætte os alle mere fri har bundet os i et uheldigt fængsel af forventninger, især skuffede forventninger over dem, der tér sig anderledes end dem selv. Vi har altså fået det modsatte ud af det, end vi kunne have fået, hvis ikke en klasse af økonomer havde afløst politikere med rod i befolkningen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Selvfølgelig respekterer jeg andre kulturer når jeg gæster andre lande, jeg nærmest svælger i dem, det er hele ideen bag det at rejse for mit vedkommende.
Men tråden her lægger op til en debat omkring omgangsformer og ytringspli, og ikke hvorvidt vore gæster lever op til vores lands traditioner og vor kultur.
Tråden lægger op til en debat omkring skrivning og tiltaleformer i mediernes debatter. Og der må vi vist alle indrømme at tonen i visse debatter, nogle mere end andre lader meget tilbage at ønske, og at på disse debatter kan selv dansken fremstå meget barbarisk.
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
St. Ambrose (ca. 387):
“When I am at Rome, I fast on a Saturday; when I am at Milan, I do not.”
Denne vending udviklede sig så med tiden.
Ifølge andre kilder skulle han dog sagt noget, der ligger tættere på nutidens form:
Si fueris Romae, Romano vivito more; si fueris alibi, vivito sicut ibi
Der er meget vælge mellem på nettet, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, kan være svært at afgøre. Her er det dog lige meget.
Der kan givetvis findes endnu ældre vendinger, der udtrykker den samme, universelle tanke.
Ah, men alle disse velmenende - går jeg ud fra - indlæg tager ikke højde for substansen: at vi har ændret på landets skik, så den frihed, vi før hyldede, hvor folk kunne efterleve egne normer i vidt omfang, er blevet forladt. Det er et kulturtab uden lige.
Peter,
hvilke egne normer kan folk ikke længere efterleve?
Hvad tænker du konkret på?
At respektere andre kulturer når man besøger dem, og at forvente den samme respekt når andre kulturer besøger os, udelukker jo ikke at man kan have empati og forståelse for at disse mennesker har brug for tid til at opdage, udforske og lære vort lands traditioner og vor kultur at kende.
En reel integration tager op til tre generationer, vi kan hjælpe denne process på vej ved gensidig respekt, men vi kan ikke ændre den menneskelige natur, som betyder at man forsøger at holde fast ved sin egen kultur og sine egne traditioner. Det gør danskere der lever udenlands også.
I Hans Jørgen Lassens ånd: Rom blev ikke bygget på en dag.
Mvh Liliane
PS til Lilliane: jeg husker særdeles godt de bilfrie søndage - min søn blev født på en af dem.
Jeg husker også de hyggelige bilfrie søndag.
Ja, Peter, det var sådan set ikke så ringe. Det kunne jo minde lidt om den gamle tradition med at holde hviledagen hellig, eller om jødernes sabbat, som mentalt givetvist er en udmærket ting.
Magne Kolstad:
Et citat hentet fra ovenstående artikel:
“Kulturel intelligens består af tre dimensioner: emotion, forståelse og handling. Vi kan også kalde det kulturel kompetence - og en del af den kompetence er evnen til at udtrykke selv skarpe meninger med anstand og under ansvar.”
Så jeg synes ikke, du har ret i, at der lægges op til en blødere kommunikation - kun høfligere.
Jeg er i øvrigt helt enig med Liliane Morriello.
@Hans Jørgen Lassen:
=
St. Ambrose (ca. 387):
“When I am at Rome, I fast on a Saturday; when I am at Milan, I do not.”
Denne vending udviklede sig så med tiden.
Ifølge andre kilder skulle han dog sagt noget, der ligger tættere på nutidens form:
Si fueris Romae, Romano vivito more; si fueris alibi, vivito sicut ibi
=
Sandsynligheden for at St. Ambrose [mener du Sankt Ambrosius?] skulle have sagt det du først skriver, tror jeg ganske simpelt ikke på. Hvor skulle han dog have lært engelsk henne?
Så hellere det du også skriver: »Si fueris Romae, Romano vivito more; si fueris alibi, vivito sicut ibi« …
Hvorfor er alle dog så anglificerede? Selv fagfolk ser jeg kalde Kyros II den Store for »Cyrus«. På engelsk.
Ja, med den gamle 2-årige bifagseksamen i engelsk fra Københavns Universitet har jeg lært at holde skæg for sig og snot for sig … Skal man endelig citere Ambrosius på et moderne sprog, så lad det da være på dansk, i en dansksproget sammenhæng …
@ PAUL HEGEDAHL
Brug hovedet
Du skriver “Kulturforskelle er ikke noget, der bør udviskes.”
Der er ikke forskel. Den kultur man opfatter er den man tilhører. Er der “en anden kultur” er det den selv samme kultur som man tilhører, og forskellen er da ikke kulturel men traditionel.
Der findes ikke nogen dansk kultur men der findes traditioner knyttet til det liv der udfolder sig på en egn, by og land. I dag er det ikke så præget af landskabet som det har været og livet i danmark kan opleves over alt i verden.
Det der til hver en tid kultiveres er ideer, dvs. tanker. Men to eller flere tanker kan ikke tænkes samtidig, uden at de begge går i opløsning og noget nyt opstår.
Det er dette nye de konservative kræfter er så bange for. Underlig nok, for som du også er inde på, er det kilde til stor rigdom og ja, det er faktisk det som al fremtid bygger på.
Man kan sgu´ da ikke, i livsverdenen, vedtage omgangsformer! Og siden hvornår er det blevet en uskik at sige sin mening?
Jeg skulle nok mene, at en meget stor del af den voksne danske befokning (måske lige undtaget Tourette/Asperger/ADHD-patienter etc.), har dannet sig en bæredygtig og realistisk praksis angående hvorledes man siger hvad, hvornår og til hvem, men det er altså ikke godt nok?
Vore sociale evner skal multikulturelt reguleres og justeres. Og på hvilken baggrund? At nogle, NOGLE, mener at vi ikke taler pænt om og med muslimer. Det er jo det rene tankepoliti!
Alt det forkvaklede “interkulturelle” sludder, som jo i sidste ende blot er en eufemisme for at den politiske korrekthed skal have forrang for den sunde fornuft, er desværre omsiggribende, og er jo grundlæggende absurd.
Vrøvlet tjener kun det ene formål, at bane vejen for, og lukke munden på og ensrette modstandere af, et ideologisk postulat, om at vi alle skal være éns, dog med den voldsomme modifikation at de såkaldte minoriteter og marginaliserede grupper er mere èns end resten af befolkningen, og skal have særrettigheder- og behandling.
“Vi er et multi-dit-og-dat-samfund”, er den basale præmis for denne snigende totalitarisme og udvaskning af individuel personlighed. Til det er der kun at sige: det er ikke rigtigt.
De etniske og religiøse grupper der konstant refereres til i debatten, udgør 5-6 % af befolkningen. Hvordan kan det nogensinde blive “multi”?.
At disse grupper primært putter sig i enklaver, primært med personer af egen oprindelse gør vel nærmere deres tilstedeværelse til et mono-kulturelt fænomen, ikke et multikulturelt ditto.
Planen er så, at vi skal omkalfaltre vores samfund og omgangsformer, for at imødekomme, og ikke fornærme, disse mennesker (og deres trosfæller rundt om i verdenen)?!
Dét luftkastel kan kun styrte brændende til jorden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Klar tale, Jon!
Liliane Morriello,
Jeg har et ambivalent forhold til dine synspunkter. Nogle af dem er jeg for så vidt enige i, men ikke i den sammenhæng, du sætter dem i.
Der går en undertone i hele dit første indlæg (ligesom i selve artiklen) af, at danskerne er et indelukket frygtsomt folkefærd, ja, måske ligefrem med en eksistentiel kulturel fremmedangst, hvilket jo næsten i visse kredse er blevet et dogme. (Og vi kan godt gennemgå det punkt for punkt i dit indlæg.)
Men overordnet er jeg aldeles uenig med dig.
Min påstand er, at danskerne er et folkefærd, der siden Arilds dage, har været særdeles omkringfarende og hjembragt megen fremmedkultur, der i dag anses for ”typisk dansk”.
Desuden at danskerne er et åbent og nysgerrigt folkefærd med en særdeles stor tilpasningsevne, når de bosætter sig i det fremmede – ja nærmet er kendt og værdsat for det. Og jeg kan godt eksemplificere.
En fransk TV nyhedsstation vil nu sende til Danmark som prøveklud, fordi de anser os (danskerne) for at være meget internationaliserede og åben mod globaliseringen. Hendes (Chefens) begrundelser er lige ved at være for meget i hendes skamrosning af os.
Skal man ”respektere” fremmede kulturer, der kommer ind i landet?
Næh, da ikke umiddelbart. Det kommer da helt an på, hvad de importerede kulturer indeholder. Og jo mere kulturfremmede de er, desto større bliver tilpasningsprocesserne for begge parter. Noget kulturel adfærd kan afvente din 2-3 generationers tilpasning, anden adfærd ikke, medens metoderne til den nødvendige tilpasningsproces selvfølgelig kan diskuteres.
P.S. Rom blev ikke bygget på én dag, gammel vin på nye flasker osv er ”bevingede ord” og ikke folkelige ordsprog (mundheld). Sidstnævnte skal være kortfattede, indeholde en almén viden og altid stå i enten bydeform eller nutid.
Kartoffelspisning og kaffedrikning regnes som ærkedansk.
Kartofler stammer fra Sydamerika, og kaffe oprindeligt fra Etiopien.
Det skal dog bemærkes, at der i sin tid var en vis modstand mod kaffe, før drikken blev almindeligt accepteret.
Selv holder jeg stadig stand.
For god ordens skyld skal det tydeliggøres, at kronikken - dette ævl, som nogle så konstruktivt kalder den - ikke er baseret på egne meninger, men tager udgangspunkt i en seriøs undersøgelse foretaget af Undervisningsministeriet. Se
http://pub.uvm.dk/2005/NKRrapport/
http://pub.uvm.dk/2002/nkr/dokumentationsrapport/
Den handler ikke udelukkende om forholdene internt i Danmark, men om danskernes kontakt med udlandet.
Baseret på egne, mangeårige, praktiske erfaringer overraskede undersøgelsens resultater for såvidt også mig. Med udgangspunkt i de senere års poltiske debat, vil jeg tro, at en tilsvarende undersøgelse i dag ville vise nogle endnu mere deprimerende resultater.
Tak til Lilliane Morello for nogle særdeles tydeligt udtrykte meninger.
Til Svend W. Jensen: En af årsagerne til, at den franske TV-station nu vil sende til Danmark (på engelsk) er, at de føler, vi i Danmark er blevet for anglificerede. Og mon ikke de også har en vis optimisme med hensyn til at tjene nogle penge ved at sætte annoncører i kontakt med et købedygtigt publikum?
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Denne kommentar er anbefalet af:
Jon Vølund Madsen siger:
“Man kan sgu´ da ikke, i livsverdenen, vedtage omgangsformer! Og siden hvornår er det blevet en uskik at sige sin mening?” (citat slut)
Selvfølgelig må man sige sin mening, gøre brug af sin ytringsfrihed og fremkomme med konstruktiv og faktuel kritik. Det tror jeg da ikke der er nogen der er imod.
Men tråden her handler som sådan ikke om ytringsfrihed, men om ytringspli! Altså måden man fremsætter sin kritik på.
Er den faktuel?
Er den konstruktiv?
Fremsat i et sobert sprog?
Er den nedgørende?
Respektløs?
Nedgørende og respektløs fremstilling af en problemstilling, en befolkningsgruppe eller religion, fortæller mere om personen der skriver end de personer der skrives om, mener jeg.
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
@Svend W. Jensen
“Skal man ”respektere” fremmede kulturer, der kommer ind i landet?”
Nej det skal man ikke nødvendigvis, men man er nødt til at acceptere at vore indvandrere kommer fra en anden kultur og respektere det faktum at det tager tid at integrere sig.
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
Paul Hegedahl,
Ja, fransk kulturel arrogance fornægter sig ikke. Også jeg fandt moro ved, at der skulle sendes på engelsk, men derudover er jeg enig i grundsynspunktet, at vi i Danmark næsten ensidigt er kulturelt orienteret mod ”det anglofile”. Selv kompenserer jeg i god dansk tradition med supplering fra ”det tyske”.
” Med udgangspunkt i de senere års politiske debat, vil jeg tro, at en tilsvarende undersøgelse i dag ville vise nogle endnu mere deprimerende resultater.”
I forhold til hvad? I forhold til den forudsatte korrekte beskrivelse af virkeligheden, som du forudsætter.
Jeg er her næsten til identitet enig i Jon Vølund Madsens tidligere fremsatte synspunkter.
Liliane,
citationstegn om indvandrer, fordi jeg ikke slog mig ned permanent nogen af stederne!
Resten har bl.a Svend og Søren allerede uddybet glimrende på mine vegne! :-)
… Ja, og sjovt nok scorer danskerne rigtig højt, når der måles på “lykke”. Så måske er vores følelse af, at vores måde slet ikke er så ringe endda helt rigtig.
Det er da vattet og falsk at skulle synes om kvindeunderetrykkende kulturer med middelalderlige normer.
Vi har det fedt! Mine døtre og jeg har lov til at bestemme over os selv i modsætning til andre kvinder, der som følge af en overordentlig spændende og interessant kultur udsættes for uhyrligheder i tilbagestående samfund. Læs:
http://www.information.dk/243778
Efter mange år i Canada kan jeg omsider se forskellene mellem ytringsformer i Danmark og Canada. Der er helt klart en mere agressiv og nedsættende tone i mange af indlæggene jeg læser her. For eksempel opfordringen “brug hovedet” som svar på et indlæg man ikke er enig i.
Ytringspli er ikke noget man “skal”. Det virker ikke på den måde. Det er nærmere et spørgsmål om hborvidt man ønsker at kommunikere effektivt på tværs af kulturforskelle eller ej. Det er som at lære et sprog. Man skal ikke tvinges til at kunne tale engelsk eller tysk men det hjælper at kunne hvis man vil kommunikere med en englænder eller tysker. Man kan selvfølgelig sige at udlændinge som kommer til Danmark skal lære dansk sprog og kultur og skal kunne kommunikere med os på vores vis. Ok, men det kan vi jo så se at det sker ikke, i hvert fald ikke i meget lang tid. I mellemtiden opstår der så et kommunikationsproblem som giver sig mange uheldige udslag.
Jeg er ikke interesseret i hvilken kultur er bedre end end anden. Jeg bemærker bare at kultur er en del af ens identitet og man kan ikke ændre sin kultur ret meget når man først er voksen. Derfor er det mere praktisk at kunne kommunikere på tværs af kulturerne hvis man overhovedet vil have andre i tale.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Det er da vattet og falsk at skulle synes om kvindeunderetrykkende kulturer med middelalderlige normer.”
Sådan skriver en af deltagerne i denne debat. Hvordan kan det være, at flere af indlæggene automatisk kommer til at handle om den muslimske del af verden og lige så automatisk går ud fra, at tanker om at kunne “forsøge at opnå viden og indsigt og en ikke-dogmatisk forståelse og accept af andre mennesker tilhørende andre kulturer - uden nødvendigvis at acceptere hvad som helst. En evne til at kunne forstå egen kulturs placering og rolle i den komplekse helhed og relationerne mellem de forskellige kulturer.”
bliver optaget netop som en betingelsesløs accept af alle handlinger - en blødsødenhed, som nogle kalder det? Det drejer sig om, som Dorte Weber skriver, at det er praktisk, ja formålstjenligt, at kunne kommunikere på tværs af kulturerne. Og den kommunikation er nødvendig af en lang række årsager - både alment menneskelige og så sandelig også økonomiske.
Igen må jeg opfordre til, at man sætter sig ind i den undersøgelse, der er grundlaget for kronikken.
I øvrigt er opfattelsen af danskerne som verdens lykkeligste folk i høj grad genstand for debat - bl.a. fordi også begrebet lykke i høj grad er kulturafhængigt.
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Ja jeg finder det bekymrende at forfatteren i sin fokusering paa det inter-kulturelle fuldstaendig overser det intra-kulturelle aspekt, som i den grad vinder frem.
Interessant, jeg har forstået begreberne således:
“Hvis de, der kommunikerer med hinanden, lever i det samme samfund, er der tale om intrakulturel kommunikation. Tilhører de derimod forskellige kulturer, så drejer det sig om interkulturel kommunikation.”
Jeg vil meget gerne opnå større viden. Hvordan griber “det intra-kulturelle aspekt” ind i undersøgelsen af i hvor høj grad danskerne er i besiddelse af interkulturel kompetence.
At det er mindst lige så vigtigt at kunne kommunikere indbyrdes er helt sikkert - og både noget af diskussionen i denne tråd samt desværre ikke mindst i den aktuelle politiske debat tyder på, at her har vi også en del at lære (men både når det gælder interkulturel og intrakulturel kompetence er der givet en lang række andre nationaliteter og kulturer, der også har mulighed for forbedringer)
med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Jeg har ikke læst begge dokumenter men koncentreret mig om det der kaldes social kompetance, som jeg hvis jeg har forstået det rigtigt, dækker over menneskets evne til at kommunikere med andre, det være sig inter- eller intrakulturelt.
De tal der er kommet frem af undersøgelsen af danskernes sociale kompetence, passer meget fint til det jeg havde forestillet mig.
16% har en lav social kompetence.
60% har en middel social kompetence.
24% har en høj social kompetence.
Spørgsmålet er når man ser bredt på medierne, hvilken gruppe har generelt så den største indflydelse på avisernes debatsider?
Jeg er i øvrigt meget enig med Dorte Weber.
@ Paul Hegedahl,
Det har også undret mig hvorledes næsten hver eneste debat uanset, hvorledes oplægget lød, kunne ende med at handle om muslimer, dem og os?
Mvh Liliane
Denne kommentar er anbefalet af:
A propos lykke-undersøgelserne, som nu er bragt op, så har den politiske udvikling i Danmark i de sidste 10 år i den grad gjort mig ulykkelig. Den usikkerhed og mangel på tryghed, der er blevet indført gradvist, har ændret landet og mentaliteten i så høj grad - ikke mindst fordi det simpelthen ikke længere er let over- og gennemskueligt, hvordan tingene fungerer, selvom de på papiret skulle være lettere at forstå end tidligere.
Selve den ordning af samfundet, vi har fået, gør kommunikationen sært bundet til kategorier, hvor man før i højere grad kunne tænke frit.
Tak til Liliane for endnu et nøgternt indlæg
Hans Jørgen Lassen og et par andre deltagere i denne debat har citeret nogle af de gamle romere. For at der ikke skal opstå uklarhed om holdningen til værdier og menneskerettigheder, er jeg fristet til fremover at benytte mig af den metode Marcus Porcius Cato (234 f.v.t. – 149 f.v.t.) så konsekvent benyttede sig af. Han var ihærdig fortaler for de romerske dyder og talte mod Grækenland og den græske kultur. Han afsluttede alle sine taler i det romerske senat med ordene “Ceterum censeo Carthaginem esse delendam”: ”I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges”. Det endte som bekendt med, at Rom ødelagde Karthago i De puniske krige.
Jeg ønsker intet ødelagt eller nedkæmpet, men vil slutte mine indlæg med: Ønsket om større kulturel kompetence er ikke ensbetydende med at give køb på værdier og menneskerettigheder, men et middel til at udbrede respekten for dem!
Med venlig hilsen
Paul Hegedahl
Denne kommentar er anbefalet af:
Poul Hegedahl (og Liliane Morriello),
Det, der bl.a. er blevet reageret på, er det managementsprog, der anvendes i artiklen med en række indforståede plusord og et forsøg på at føre og holde debatten på et meta-plan.
Der er en underliggende tone af: peace, love and understanding – som vi sagde i min glade hippieungdom. At god kommunikation altid er (bør være) imødekommenhed
Uenighederne opstår, når debatten forsøger at give plusordne indhold og bevæge diskussionen fra meta-plan til det praktiske plan – fra teori til praksis.
Liliane bringer klicheen om ”dem og os” i spil. Og her må den relaterer sig til en kulturel tolerance.
Men vi består jo af mængder af ”dem´er” og ”os´ser” og tolerance består netop ikke i at benægte dette, men i at acceptere dette og med den nødvendige tilføjende konstatering af , at der er grænser for accepten (den kulturelle tolerance) og at det man ønsker at kommunikere netop er en præcisering af disse grænse og ikke en accept af.
Hvorfor bringes Islam debatten altid ind i debatter af denne type, spørger Liliane.
Fordi hvis man vil konkretiserer indholdet i meta-debatten og give praktiske eksempler er Islam-debatten så åbenlys forhåndenværende.
Den er udtryk for et kultursammenstød overalt i den Vestlige verden og netop eksemplet par excellence på nødvendigheden af, at ”god kommunikationen” ikke er ensbetydende med imødekommenhed , men godt kan være det modsatte – udtryk for stor kulturel kompetence.
Afslutningsvis vil jeg også godt takke de andre debattører, der er enige med mig. Fordi I er enige med mig er Jeres indlæg ”nøgterne”, alle andre indlæg er det ikke.
@Svend W. Jensen,
Jeg mener da ikke at vi er specielt uenige, faktisk er jeg enig i det meste af det du siger. Jeg debatterer gerne også med dem jeg er enige med, da der gennem god debat kan fremkomme synspunkter og nuancer som jeg endnu ikke har tænkt på eller hørt om.
Derfor er debat blandt generelt enige lige så vigtig som debat blandt generelt uenige.
Kald mig blødsøden om du vil, men ‘dem og os’ ideerne ligger langt fra min tankegang, selvom der i realiteten eksisterer ‘dem og os’ på mange planer i samfundet og livet, faktisk overalt i samfundet.
Os og naboerne.
Eleverne og lærerne.
Forældrene og børnene.
Svenskerne og Danskerne.
Men man kan ikke sige:
Menneskerne og menneskerne, det giver ingen mening.
Og ‘dem og os’ er også anvendelig på mange områder, der er ikke som sådan noget galt i ‘dem og os’.
Der er egentlig en lille sproglig spidsfindighed i brugen af ‘dem og os’, hvis vi bruger simpel matematik så vil vi opdage at:
‘Dem og os’ er noget positivt, dem plus os, 2+2 = 4, positivt.
Men ‘dem og os’ bruges egentlig negativt, menende ‘dem imod os’, dem minus os, 2 - 2 = 0, negativt.
‘Dem og os’ bruges til at skille ad, fremfor at samle, omend sprogligt siger man det modsatte.
I debatter bruges citater fra aviser, politikere, bøger og så videre.
Det vil sige at de allerfleste (og jeg er helt sikkert ikke selv uskyldig i dette spil), debatterer ud fra formodninger om hvordan tingene hænger sammen, argumenterne er altså ikke faktuelle, men rene rygter, det er noget man har hørt eller læst og valgt at tro på. Dette hænger måske sammen med den gamle ide om at hvis det blev sagt på nyhederne så må det nødvendigt vis også være sandt.
Men det eneste sande i det enkelte menneskes univers (hvis vi skal snakke om kvantumviden) er dine egne erfaringer, resten er som sagt tro, man vælger at tro på det man ikke selv har oplevet, men som man får som viden på anden hånd.
Det er vi som sådan også nødt til at gøre, da vi jo ikke kan opleve alt selv, og derfor må støtte os til hvad andre siger og skriver.
Her kommer så udvælgelsesprocessen i spil, for der er ting vi vælger at tro på og andre vi ikke vælger at tro på. Dette er naturligt og menneskeligt.
Men drejede det sig om en retssag, så ville det ikke holde vand. Der gælder kun det du virkelig selv ved og har erfaret gennem dine egne oplevelser. Alt andet er blot tro, formodninger der let kan føre til fordomme.
Jeg er ked af det hvis du har opfattet det som at jeg debatterede imod dig, jeg mener selv at jeg debatterede med dig ;-) Liliane
Liliane Morriello,
Som jeg tilkendegav i mit første indlæg til dig, er jeg enig i mange af dine synspunkter, men at det var sammenhængen du satte dem, der var et problem for mig, så jeg mener heller ikke, at vi skal forsøge at skabe uenigheder, hvor der ingen er.
Mit sidste hip, var ikke møntet på dig, men på Hegedahls ”nøgtern” – det var så én forståelse af social –og/eller kulturel kompetence, hvor der vist var lidt diskrepans mellem teori og praksis.
Hvad du skriver i dit sidste indlæg, har jeg ingen indvendinger mod, men en supplering til din række eksempler på ”dem og os”. Det hele starter vel egentligt med en erkendelse af jeg´et og herfra breder bølgerne sig og omfatter til sidst den kultur, man er født ind i.
Det nøgne menneske eller det universelle menneske er postulatet, du først når til, når du har strippet det for alt det individuelle og hvis man gør det, så vil der selvfølgelig ingen konflikter være.
Men det er vel ikke en målsætning?
@ Svend W. Jensen
Som jeg tidligere har skrevet, er jeg meget interesseret i at lære nyt. Du anvender begrebet ‘Meta-debat’. Jeg har prøvet at google det. Ud over at komme ind på flere debatsider om fodbold og cykelløb, stødte jeg på dette digt:
Digt om metadebatten
Hvad sker der for metadebatten
- debattens værtshus-scoring
Jeg drager til Australien
for at rage klar
med ordenes punktlige rum
For at fylde mig med meta
danse med afblegede håb
løse journalisters drømme
og hviske kærlige ord
i papirvinden -
ESPEN SUENSON
Det giver mig nu ikke større forståelse for, hvad begrebet dækker. Jeg vil være glad for en definition og en præcisering af, hvordan det hænger sammen med en undersøgelse af, om vi danskere er gode nok til at kunne agere i samhandel med f.eks. brasilianere, russere, indere, kinesere - for nu at bruge de hurtigt udviklende økonomier som eksempler.
med venlig hilsen
Paul Hegedahl