Alt mens S og SF opfordrer danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen for at redde velfærdsøkonomien, indkalder Europa-Parlamentet forskere fra EU og USA til at belyse, hvordan mindre arbejde kan være med til at redde det globale klima.

Det skete i Bruxelles forleden, hvor parlamentets Grønne gruppe var vært for en konference under titlen Klimaforandringer og arbejdstid - mere retfærdigt arbejde for at beskytte klimaet. Blandt de indkaldte fagfolk var den svenske sociolog Jörgen Larsson, Göteborgs Universitet, der sammen med kollegaen Jonas Nässén, Chalmers Tekniske Universitet, har lavet nye undersøgelser af sammenhængen mellem arbejdstid, indkomst, forbrug og klimabelastning.

»Der er en temmelig stærk kobling mellem indkomst og energiforbrug,« fortæller Jörgen Larsson.

De to forskere har set på, hvor mange penge en gennemsnitlig svensk husstand bruger på en række produkter, serviceydelser og aktiviteter, og hvor stort energiforbruget er pr. krone brugt på hver af disse mange forbrugsområder. Lagt sammen når forskerne frem til, at energiforbruget i gennemsnit er 1,06 Megajoule pr. forbrugt svensk krone. Oversat til CO2-udledning fra dette energiforbrug finder forskerne, at et forbrug på én krone i snit resulterer i en 44,7 grams CO2-udledning.

Jo mere man arbejder, desto mere tjener man, og desto mere forbruger man.

»Mere præcist betyder en forlængelse af arbejdstiden med én pct., at CO2-udledningen via det øgede forbrug stiger med 0,85 pct.,« siger Jörgen Larsson.

Det svarer til, at en ekstra times arbejde om ugen - 12 minutter pr. dag som foreslået af Socialdemokraterne og SF - fører til en stigning i CO2-udledningen på 2,2 pct..

Det omvendte gælder også: Jo kortere arbejdstid, desto mindre indkomst og desto mindre forbrug.

»Mindsker man arbejdstiden med én pct., så mindskes energiforbruget og klimabelastningen med 0,85 pct..«

Fremtiden

Jörgen Larsson og Jonas Nässén har også lavet fremtidsscenarier. I Sverige er der som gennemsnit for perioden 1980-2005 sket en produktivitetsstigning på to pct. om året. I samme periode er arbejdstiden kun gået ned med 0,1 pct. om året.

»Produktivitetsstigningen er altså hovedsagelig blevet brugt til at sikre højere indkomster og dermed større privat og offentligt forbrug, snarere end til at forkorte arbejdstid og give mere fritid,« siger Jörgen Larsson.

I forskernes fremtidsscenarier har de set på to mulige udviklinger: I det ene scenarie bliver de forventede produktivitetsstigninger i tiden frem til 2040 - fortsat to pct. pr. år - brugt som hidtil, dvs. til at sikre folk mere i løn og dermed større privatforbrug. I det andet scenarie veksles halvdelen af den årlige produktivitetsstigning til kortere arbejdstid for den enkelte.

»Lønstigningen over tid kommer dermed til at løbe langsommere, men samtidig mindskes den gennemsnitlige arbejdstid med 25 pct. frem til 2040. I Sverige betyder det, at den nuværende ugentlige arbejdstid på 40 timer falder til 30. Og for energiforbruget er konsekvensen en stigning i 2040 på kun 12 pct. mod en stigning på 30 pct., hvis vi som hidtil veksler hele produktivitetsstigningen til øget indkomst og forbrug.«

Jörgen Larsson understreger, at man i scenariet med den lavere arbejdstid har regnet med, at en betydelig del af arbejdstidsreduktionen for den enkelte - nemlig 30 pct. - omsættes til beskæftigelse for folk, som ellers ville være arbejdsløse. Trods denne arbejdsdeling fører scenariet med lav arbejdstid altså til en markant mindre vækst i det samlede energiforbrug.

- Når S og SF taler for, at alle vi danskere skal arbejde en time mere om ugen, så vil det altså føre til øget energiforbrug og klimabelastning?

»Absolut, det må man forvente. Tjener folk flere penge, har de for vane at bruge dem, det giver øget forbrug.«

- På den anden side siger de to partier, at vi ikke kan sikre økonomien og velfærden, hvis ikke vi arbejder mere? Og slet ikke hvis vi går ned i arbejdstid?

»Velfærdsøkonomi er ikke mit forskningsfelt. Men der er jo delte meninger, om øget arbejdstid er den eneste måde at finansiere den fremtidige velfærd. Nogle taler jo for at beskatte noget andet end arbejdet og arbejdsindkomsten.«

- Kan man ikke klare klimadilemmaet ved mere arbejde ved at afkoble væksten i økonomi fra væksten i energiforbrug, dvs. ved løbende energieffektivisering?

»Vi har i vore fremtidsscenarier medregnet en energieffektivisering - dvs. energiforbrug pr. BNP-krone - svarende til den, vi hidtil har præsteret, dvs. en effektivisering på 0,9 pct. om året. Men har man en BNP-vækst på f.eks. tre pct. årligt, vil energiforbruget fortsat vokse med godt to pct. årligt.«

Hvor stærkt klimabelastningen i form af CO2 fra energiforbruget samtidig vokser, afhænger af, hvor effektivt samfundet stiller om fra fossil energi til CO2-fri energikilder som sol og vind.

»Hvis vi skal nå klimamålet om højst to graders temperaturstigning og samtidig opretholde en økonomisk vækst som hidtil, er vi nødt til at mindske CO2-udledningen pr. BNP-krone med syv-otte pct. pr. år hvert år. Hidtil har vi aldrig kunne præstere mere end højst to pct. pr. år,« siger Jörgen Larsson.

»Så udfordringen vi står over for, er under alle omstændigheder enorm, men en arbejdstidsforkortelse kan være et vigtigt element i en klimastrategi.«

Sundt med arbejde

Juliet Schor, amerikansk sociologiprofessor ved Boston College, fremlagde på Bruxelleskonferencen lignende analyse.

»Vi må reducere vækstraten for BNP - ellers kan vi ikke nå klimamålene,« lyder Schors konklusion.

Hos Socialdemokraterne er finansordfører Henrik Sass Larsen ikke enig.

»Øget forbrug og velstand behøver ikke hænge sammen med, at vi også forurener mere. Desto rigere vi er, desto større chancer har vi jo for at opfylde ønskerne om at tage hensyn til miljøet. F.eks. er det forbundet med visse omkostninger at lave forskning og udvikling af ren energi. I øvrigt hører jeg til dem, der synes, det er sundt, at vi har noget arbejde,« siger Sass Larsen.

Denne artikel er anbefalet af: