Han kan sælge en utopi

Når der hilses i det venezuelanske militær, så er det med ordene »fædrelandet, socia-lisme eller døden«. Sådan skal det ifølge landets forfatning lyde.

Den socialisme, der hilses på og - hvis denne salut skal tages helt bogstaveligt - også kæmpes til døden for, er ikke en hvilken som helst socialisme. Det er præsident Hugo Chávez’ egen hjemmebryggede samfundsmodel kaldet det 21. århundredes socialisme. Og det lyder jo både lovende og fornyende, hvilket det ifølge præsident Chávez også er.

»Det er en ny form for socialisme,« har præsident Chávez sagt et utal af gange, »ikke en færdigstøbt model, men en socialisme som vi sammen skaber dag for dag.«

Men som årene er gået, peger mange kritikere på, at modellen i bedste fald er noget diffus. I værste tilfælde, at det er en tro - men langsomt udfoldet - kopi at den cubanske kommunisme.

Og da den venezuelanske økonomi fra 2009 gik i bund, og som det eneste land i Latinamerika - foruden jordskælvsramte Haiti - præsterede negativ vækst, så tog kritikken for alvor til. For hvorfor så dårlig økonomi i et land, der er benådet med nogle af verdens største oliereserver.

Det fik den latinamerikanske udgave af CNN til at stille et åbent spørgsmål. Igennem en måned efterlyste journalist og ankermand på nyhedsstationens finansprogram, Alberto Padilla, en økonom, der kunne forklare præsident Chávez’ økonomiske model. Ingen meldte sig. Ej heller fra den venezuelanske regering, der ellers blev ivrigt opfordret til at byde ind.

At CNN og tv-stationen seere kan have svært ved at forstå Venezuelas økonomi, er måske til at leve med. Derimod er det mere opsigtsvækkende, at El Salvadors præsident, Mauricio Funes, heller ikke er med.

Mauricio Funes er valgt som præsident fra det vestreorienterede revolutionære parti, FMLN, og burde som sådan have en god forståelse for de socialistiske termer. Men i sidste uge, da han endnu engang blev spurgt, om hans land agter at følge den venezuelanske model, svarede præsident Funes:

»I El Salvador er det ikke muligt at skabe en socialistisk model og endnu mindre en model som det 21. århundredes socialisme, som jeg egentlig hverken kan definere, eller hvis indhold er særligt klart for mig. Jeg tror ikke, at modellen er særlig indlysende for nogen politiske aktører i regionen.«

Staten overtager

En af dem, der fra sidelinjen har fulgt tilblivelsen af Chávez’ socialisme og politiske model, er den britiske journalist Phil Gunson. Med base i landets hovedstad, Caracas, har han reporteret for blandt andet The Guardian og Miami Herald siden 1999. Samme år som præsident Chávez indtog præsidentboligen i Miraflores. Han peger på, at selv om Chávez nok ønsker at kopiere den cubanske model, så er Venezuela meget langt fra cubanske tilstande.

»Udover en enorm magtkoncentration omkring præsidenten, så er modellen ikke særlig klar. Men Chávez’ magt er stadig rodfæstet i et pluralistisk demokrati. Det er ikke et dikatur, men det er en meget forfejlet økonomisk model,« siger Phil Gunson.

Et af de steder, hvor modellen ifølge Phil Gunson fejler, er statens hastigt stigende ekspropriering af private virksomheder. Alene i 2010 er 174 virksomheder inden for fortrinsvis olie- og fødevareindustrien blevet tvunget til at sælge til den venezuelanske stat.

»Men lige så snart regeringen overtager, falder produktiviteten,« siger Phil Gunson.

-Hvorfor?

»Af flere årsager: Fordi de folk, der indsættes til at styre, ikke vælges ud fra fra deres faglighed, men ud fra deres loyalitet. De ansætter samtidig alt for mange mennsker, hvorfor udgiften til lønninger eksploderer. Og vigtigst af alt, så tror regeringen ikke på profit. Selvskaberne må ikke have profit, så ethvert overskud kanaliseres straks over i eksempelvis offentlige vej- eller skoleprojekter.«

Olie og fattigdom

Mange virksomheder, der overtages, ender helt med at lukke ned. Andre private virksomheder vælger at flytte ud af landet.

»Da præsident Chávez vandt magten i 1999, var der i omegnen af 11.000 industrivirksomheder i Venezuela. I dag er der 6.000,« siger Phil Gunson.

Samtidig er store investeringsprojekter mislykkedes. Venezuela producerer dagligt op mod 1,5 mio. tønder olie, men landet er ramt af konstant svigtende elforsyning.

»Regeringen har ødslet enorme summer væk. Et eksempel er elektricitetkrisen, hvor regeringen har fejlet. Selv om der er blevet budgetteret med flere milliarder dollar til investeringer i el-produktion og net, er der ingen, der idag kan forklare, hvor de penge er blevet af,« forklarer Phil Gunson.

En god del af Venezuelas oliedollar er ifølge den venezuelanske regering brugt på at bekæmpe fattigdom, udbygge skoler og det offentlige sundhedsvæsen. Med hjælp fra omkring 30.000 cubanske læger og sygeplejersker har Chávez gjort det til en borgerret at have adgang til sundhed.

Ikke alle offentlige services fungerer imidlertid lige godt, og der har været en del og tiltagende kritik af præsidentens mange sociale ‘missioner’, der generelt er udmærkede ideer, men som ofte ender i ingenting. Blandt andet på grund af korruption, der er en konstant og ødelæggende faktor, som præsident Chávez, som alle tidligere regeringsledere, ikke har kunnet få bugt med.

Det er imidlertid lykkedes at reducere antallet af mennesker, der lever i fattigdom i Venezuela med omkring 50 procent i løbet af præsident Chávez’ år ved magten.

»I perioden fra 2004-2008 med konstant stigende oliepriser, faldt fattigdommen markant, det er rigtigt,« siger Phil Gunson og fortsætter:

»Men kritikken går på, at det ikke er bæredygtigt. Venezuelas stat afhænger af én eneste vare, olien, og sådan har det altid været. I perioder med gunstige oliepriser har der altid været en tricker-down-effekt.«

Journalist, Francisco Toro, der bestyrer og skriver den politiske blog Caracas Chronicles, er enig.

»I en lang periode var der hvert år flere penge end budgetteret - kagen blev bare større og større. Nu er prisen på olie stabil, og det skaber problemer. Og så er spørgsmålet, om man brugte de mange oliepenge fornuftigt? For Venezuela producerer ikke mere i dag end tidligere, tværtimod,« siger Francisco Toro.

Opposition i knæ

Søndag skal den venezuelanske befolkning til urnerne og stemme om parlamentets 165 pladser. Og selv om det ikke er præsident Chávez’ embede, der er til afstemning, så er det Chávez, der er overalt. Det er hans politiske blok, og det er hans politiske projekt, der er til afstemning.

Over for står en blandet opposition, der strækker fra de yderste venstre til de yderste højre i det politiske spektrum. Det eneste, de er enige om, er at bekæmpe Chávez’ politiske model, det 21. århunderede socialisme.

-Al kritik af Chávez taget i betragtning, hvorfor har oppositionen det så svært?

»Det politiske system havde spillet fallit i slutningen 90’erne, da Chávez kom til magten. Og nu er det meget svært at mobilisere en opposition, og det er endnu sværere at sælge ideen om en opposition. Dels fordi oppositionen nemt kan skydes ned som en tilbagevenden til det gamle system, baseret på en snæver altdominerende elite. Og dels fordi der ikke er nogen nemme løsninger i Venezuela - det er et meget komplekst samfund med meget store udfordringer. Og hvis du skal bryde igennem politisk her, så skal du kunne præsentere en alternativ løsning, der lyder nem og ligetil,« siger Phil Gunson og peger på, at Chávez har det, som oppositionen ikke kan præstere:

»Chávez er en fantastisk karismatisk person, som man knap kan kalde en politikker. Han er mere som en religiøs leder, og hans tilhængere følger ham af tro. Han kan sælge en utopi.«

Selv om præsident Chávez efter mere end 11 år på magten stadig er mere populær hjemme end de fleste andre statsledere i regionen, så har han ifølge opinionsinstituttet Latinobarómetro i 2010 for første gang oplevet, at hans opbakning er faldet til under 50 procent i befolkningen.

Men med en opposition af 16 forskellige partier, der kun kan blive enige om et punkt, nemlig at skulle dæmme op for præsident Chávez’ magt, giver det stadig præsidentens politiske blok en god chance for søndag at vinde flertallet af sæderne i parlamentet.

I så fald vil det være syvende gang af otte mulige, at Chávez’ politiske blok kan fejre en demokratisk valgsejr.