BOSTON - Under fremlæggelsen af sit politiske program torsdag i en tømmerhandel uden for Washington bekræftede USA’s republikanske parti endnu engang, hvad alle efterhånden ved: Politikere i vestlige industrilande er løbet tør for ideer.

To et halvt år inde i den længste økonomiske recession efter Anden Verdenskrig har ingen en klar forestilling om, hvordan man får genskabt fuld beskæftigelse. I USA og Europa ligger arbejdsløsheden urokkeligt fast på 10 procent. 30 millioner mennesker uden arbejde, flere og flere fattige, en voksende indkomstkløft, alt for høje budgetunderskud og udsigt til besparelser på de sociale budgetter er en opskrift på social uro og politisk ustabilitet på begge sider af Atlanten. Hvis protesterne ikke finder sted i gaderne - som i flere sydeuropæiske lande - så vil de finde vej til valgurnerne.

Præsident Barack Obama og hans demokratiske parti står til at blive straffet for den høje ledighed under midtvejsvalget til Kongressen den 2. november. En republikansk overtagelse af Repræsentanternes Hus og en deling af magten med Demokraterne vil med sikkerhed føre til politisk handlingslammelse indtil præsidentvalget i 2012 og måske længere.

Velkendte mantraer

Det opsigtsvækkende ved Republikanernes program, Pledge to America, er, at det blot gentager partiets velkendte mantraer - lavere skat for alle, mindre stat og mindre regulering af finans- og erhvervslivet. Kun ad den vej, kan USA’s private sektor skabe vækst og flere arbejdspladser, hedder det.

Det er, som om Republikanerne og deres allierede i amerikansk erhvervsliv har glemt, hvad der i første omgang forårsagede den vedvarende recession - nemlig en radikal liberalisering af finanssektoren. I Kongressen kæmpede partiet med næb og klør mod Obamas og Demokraternes temmelig beskedne reform af finanssektoren. Nu vil de have lettet reguleringen af banker og virksomheder.

Republikanerne vil ydermere give skattelettelser til en værdi af 4.000 mia. dollar og samtidig bringe budgetunderskuddet og statsgælden ned. Men Pentagon - der tegner sig for en tredjedel af budgettet - slipper for besparelser. Det betyder, at man må gå efter pensionsfonden, sundhedsforsorgen og andre sociale ydelser - en ekstrem upopulær idé i den amerikanske vælgerbefolkning.

I Det Hvide Hus har to økonomiske toprådgivere allerede taget deres afsked. Den mest prominente, Lawrence Summers, skal tilbage og undervise på Harvard University. Han og finansminister Timothy Geithner spillede en afgørende rolle i redningen af det finansielle system. Uden dem kunne situationen vitterlig have været langt værre. Men det ændrer ikke noget ved, at også Obama og Demokraterne forgæves leder efter brugbare ideer inden for de givne snævre politiske rammer i Kongressen.

EU i saksen

I EU-området står det lige så slemt til. De seneste produktionstal antyder, at de første to kvartalers eksportdrevne vækst i Tyskland er blevet afløst af en afmatning. I 2010 kan man højst forvente vækst på to procent i de 27 EU-lande; det er ikke nok til at bringe ledigheden ned.

De europæiske vælgere vil næppe reagere så følelsesmæssigt som de amerikanske. I Europa fungerer det sociale sikkerhedsnet bedre end i USA, hvor ledighed over seks måneder kan betyde økonomisk katastrofe og i værste fald hjemløshed. Ikke desto mindre er befolkningerne på tværs af kontinentet dybt foruroliget over deres fremtid. De hører ikke andet end slidte fraser fra politikere og intellektuelle, som ikke aner, hvad de skal foreslå af nyt.

Den dramatiske krise for møntunionen sidste forår er allerede gledet i baggrunden af den offentlige debat. De absolut nødvendige reformer af EU’s institutioner, uden hvilken euroen næppe vil overleve længe, er blevet overladt til bureaukrater i EU-Kommissionen og præsident Herman Van Rompuy.

I går kunne The Financial Times afsløre, at EU-kommissionen i næste uge vil foreslå økonomiske sanktioner mod lande, der overtræder reglen om et budgetunderskud på højst tre pct. og en statsgæld på højst 60 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). De vil blive pålagt en bøde svarende til 0,2 pct. af BNP. Hvis ideen ikke var så komisk, kunne man sætte sig til at græde over naiviteten. Kommissionen vil straffe økonomisk svage medlemslande med tårnhøje bøder!

For at gøre det hele værre kan Kommissionen ikke blive enig med Van Rompuys reformkomité om at fremlægge et fælles forslag. Hvis man tog sig den ulejlighed at rådspørge sig i de nationale parlamenter og i civilsamfundet, ville der lyde et klart nej til Kommissionens forslag. Intet EU-land vil gå med til at betale bøder.

En ting synes sikker. De mest udsatte lande i EU’s periferi - Grækenland, Irland, Portugal og Spanien - har ikke rigtigt noget valg. De bliver nødt til grundigt at rydde op i deres offentlige finanser og lægge nogle begrænsninger på indkomstoverførslerne, ellers vil de ikke kunne sælge nok statsobligationer til at komme ud af det hul, de har gravet for sig selv.

Hvordan komme videre? Denne uges topmøde i FN om opfyldelsen af 2015-målene for udviklingslandene kunne tjene som en inspirationskilde. Det er ikke alene et kæmpe etisk svigt, at milliarder af mennesker i vores verden lever i fattigdom; det er også absurd, at en så stor masse af potentielle forbrugere ikke råder over midler til at købe nødvendige forbrugsvarer fra indenlandske og udenlandske producenter.

Sagt på en anden måde: Mere international handel og investeringer kan skabe vækst i de fattigere lande og en større middelklasse, som gradvist vil begynde at købe importvarer fra vestlige industrilande. Det har vi gennem de seneste 10 år set ske for de nye økonomier i Asien og Latinamerika, om end ikke i stort nok omfang. Der er stadig for mange handelshindringer for adgang til f.eks. det kinesiske marked, og den alvorligste er utvivlsomt den kunstigt høje mønt, renminbi.

Faren for protektionisme

De store vestlige industrilande ville utvivlsomt kunne sælge flere af deres varer i Kina, hvis valutakursen afspejlede den reelle økonomiske magtbalance. Torsdag slog Obama i bordet under et møde i New York med den kinesiske ministerpræsident, Wen Jiabao, men lige meget nyttede det.

Følgen kan meget let blive en voldsom reaktion i USA. Allerede i denne uge er centralbanken begyndt at øge pengemængden, hvilket vil føre til en svækkelse af dollaren og dermed lavere priser på amerikanske eksportvarer i udlandet, herunder Kina. I værste fald kunne USA’s kongres finde på at opstille toldmure inden midtvejsvalget.

For at undgå en devalueringsbølge og skabe større efterspørgsel i udviklingslandene bør et øget internationalt samarbejde om regulering af valutakurser og flere offentlige investeringer inden for overskudsøkonomierne have den højeste prioritet. Det er en opgave, som ligger lige til G20-gruppen.