Et dødsfald, et psykisk sammenbrud, flere grelle tilfælde af eklatant mangel på dømmekraft, alkoholmisbrug, bagvaskelse, racisme, et par fyresedler og et dramatisk folketingsvalg.
Det går ikke stille for sig, når Danmarks Radio kaster sig over det danske demokrati med Adam Prices nye søndagsdramaserie, Borgen. Den synes ikke ligefrem at tegne et realistisk billede af, hvordan tingene virkelig foregår på Christiansborg, men er i stedet – at dømme ud fra første afsnit – en kulørt fantasi, et højspændt politisk (melo)drama fuld af stærke personligheder og typer og voldsomme hændelser.
I pressematerialet beskrives Borgen blandt andet som en serie »om de sving, informationsstrømmen slår på vej til de såkaldt almindelige borgere, der er hele grundlaget for det danske folkestyre, vi værdsætter.«
Og det er nogle gevaldige sving, der bliver slået i Borgen. I hvert fald var det først, da jeg besluttede mig for netop at se serien som en fantasifuld udgave af virkeligheden, at den begyndte at give mening og faktisk blev ret underholdende. Indtil da havde jeg svært ved at sluge de mange kameler, Adam Price og hans medforfattere, Tobias Lindholm og Jeppe Gjervig Gram, serverede for mig. Mere om dem lige om lidt.
Lige fra hjertet
Borgen begynder tre dage inden folketingsvalget, hvor Arbejderpartiet med Michael Laugesen (Peter Mygind) i spidsen står til at tage magten fra De Liberale og statsminister Lars Hesselboe (Søren Spanning) med hjælp fra De Moderate, der ledes af Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen), seriens egentlige hovedperson.
Familiemennesket Birgitte Nyborg er åbenbart en af Borgens få anstændige politikere, og midt under partilederdebatten beslutter hun sig for at kaste al forsigtighed og pragmatik overbord og tale lige fra hjertet. Det belønner vælgerne ved at sende De Moderate på himmelflugt, og meget tyder på, at hun i afsnit to af Borgen bliver statsminister.
Birgitte Nyborg repræsenterer en midtsøgende holdning, og interessant er det, at højre- og især venstrefløjen i Adam Prices optik er en slags skurke, mens helten findes i midten og står for ærlighed, anstændighed og en ligefrem politik, der forsager enhver populisme og leflen for meningsmålinger.
’Dyden i midten,’ står der på forsiden af en tabloidavis dagen efter valget, og det er da ganske sympatisk af Price og Co. således at hylde anstændigheden – det afspejler sikkert en stor del af danske vælgeres håb for fremtiden – men det understreger også kun fiktionen i Borgen.
Jeg tvivler på, at Dansk Folkepartis Søren Espersen sidder og klapper i hænderne over Borgen, som han på forhånd frygtede ville tage venstrefløjens parti. Der er godt nok ikke ligefrem meget ’rød lejesvend’ over serien, men den tager utvetydigt afstand fra den form for politik, Espersen og hans partifæller bedriver.
Skiderik og sladrehank
Omkring de forskellige partiledere svæver ægtefæller – Birgitte Nyborgs mand, Philip (Mikael Birkkjær), der har sat sin egen karriere på pause for hendes skyld, spiller en vigtig rolle – partikammerater, pressefolk og ikke mindst en række medierådgivere, altså dem, vi kender som spindoktorer.
Vigtigst i første afsnit af Borgen er Birgitte Nyborgs ambitiøse, kyniske Kasper Juul (Pilou Asbæk), der tilsyneladende ikke tror på andet end sejren, og Lars Hesselboes Ole Dahl (Claus Riis Østergaard), der får ca. 15 minutters skærmtid, før han falder død om efter at have været i seng med den fremadstormende, unge tv-journalist Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) fra TV1.
Hun har i øvrigt haft en affære med Kasper Juul og får Birgitte Nyborg til for åben skærm at trække De Moderates altafgørende støtte til Arbejderpartiet tilbage. Og hvorfor gør Birgitte Nyborg så det? Fordi Michael Laugesen er en racistisk, dameglad smartass, der vil sige hvad som helst for at blive statsminister og ingen tro har på det danske folkestyre.
Han er indtil videre Borgens værste konstruktion, og det store spørgsmål er, hvordan i alverden denne skiderik overhovedet blev formand for det parti, man må formode er baseret på virkelighedens socialdemokrati.
Lige efter Oles død får den ulykkelige Katrine Fønsmark af sin hårdkogte redaktionschef, Torben Friis (Søren Malling), besked på at afløse den garvede tv-veteran Hanne Holm (Benedikte Hansen) som ordstyrer i den prestigefyldte, direkte transmitterede partilederdebat. Nogen har sladret om, at Hanne Holm er begyndt at drikke igen. Er det Birgitte, eller er det i virkeligheden hendes misundelige kollega, Ulrik Mørch (Thomas Levin), som også gerne vil have de fede interview- og værtsopgaver?
Inkarneret folkelighed
Intriger er der altså nok af i Borgen, hvor også tøj og tasker købt på statsministeriets regning – statsministerens kone får et mindre psykisk sammenbrud i en butik i London, og det eneste betalingsmiddel, Lars Hesselboe har på sig, er firmakortet – får betydning for valgets udfald.
På Borgens politiske palet er der desuden blevet plads til Ny Højre, Miljøpartiet, Solidarisk Samling – gæt selv, hvilke ’rigtige’ partier de er baseret på – og Frihedspartiet. Og lige så karikeret som Michael Laugesen er Frihedspartiets formand, Svend Aage Saltum, der i Ole Thestrups trinde skikkelse er lige dele Glistrup og Kristen Poulsgaard.
Frihedspartiet minder ikke meget om virkelighedens Dansk Folkeparti, men mere om Fremskridtspartiet, og med sine fodformede sko og for korte bukser er Saltum – en rolle, Thestrup er født til at spille – da også den inkarnerede, rindalistiske folkelighed.
Hvad enten det er partier eller personer, er de skåret meget skarpt af Adam Price og hans medforfattere. Der er ikke plads til de store nuancer, hvilket sammen med de fiktive navne kun understreger, at Borgen er en fantasi.
En velspillet, veliscenesat og underholdende fantasi, javist, og jeg er da spændt på fortsættelsen. Men at tro, at den har meget med dansk politik anno 2010 at gøre, vil være forkert og blot gøre én frustreret over de mange urimeligheder og letkøbte dramaturgiske greb, mens man ser den.
’Borgen’. En tv-serie af Adam Price instrueret af Søren Kragh-Jacobsen. Sendes på DR1 søndage kl. 20.
På DR P1 kan man på torsdage kl. 21.08 høre spin off-radioføljetonen ’Uden for Borgen’, der handler om embedsmændene på Christiansborg
Kommentarer
en serie om valgkampagne lige før valgkampagnen?, det ligner politisk spin så vandet driver af DR, lad os nu se…
Den er en klar fantasi over de politikere, vi har, tilsat virkelige historier fra ind- og udland i de seneste 10-15 år. Og den er en dejlig drøm om, hvordan politik burde være. Måske den ligefrem kan sætte lidt fut i befolkningens drømme om indflydelse på samfundet?
Hvis man skærer alt dramaflæsket fra, synes jeg faktisk det var et overraskende sandfærdigt billede af hvordan dansk politik anno 2010 ser ud. Et forgøglet mediecirkus, hvor man har for travlt med at skiftevis dække en andens ryg og stikke en dolk i den til at kunne regere landet forsvarligt.
Det, der foregår på Christiansborg i virkeligheden har heller ikke altid noget med ”folkets” virkelighed at gøre!
Det’ sat’me godt fjernsyn, under alle omstændigheder…
Helge Berg du rammer sømmet hver gang :)
Så vidt jeg har forstået får Birgitte Nyborg en øjenåbner allerede i anden del af serien, hvor livets hårde realiteter (måske) går op for hende.
Mht. Svend Aage Saltum, spillet aldeles fremragende af Ole Thestrup, så fik jo en glimt af, hvordan han i seriens 2.del giver Birgitte Nyborg gode råd….på ganske fremragende vis…
Jeg ved ikke hvilke kameler Christian Monggård skulle sluge. Jeg skulle selv ikke sluge nogle kameler; tværtimod syntes jeg at serien rigtig fint viste, at alle er -åh- så bange for at sige det, som de mener, for tænk nu hvis….
Og ved I, allesammen….
Folk er blevet trætte af al dette kunstige, opstyltede noget. Både i politik og såmænd også indenfor musikken….
Netop derfor vandt Tyskland Melodi Grand Prix i år - med en deltager, som ærligt og redeligt stod og sang en sang, uden bagtanker overhovedet, men bare fordi, hun kunne lide at synge. Og det i en helt enkel sort kjole.
Præcis på samme måde stod Birgitte Nyborg (i serien) og vandt - i en helt enkel blå kjole.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den politiker der tør det, ku’ (måske) godt gå hen og vinde. Men jeg synes i ‘øvrigt, at Line Barfod ofte nærmer sig…
Måske er jeg naiv, men det er ok…
@ Karsten Aaen
Birgitte Nyborgs kjole er lilla, den farve man får hvis man blander rød og blå og jeg tror ikke det er noget tilfældigt valg (af instruktøren). Den enkle sorte dragt viste sig jo at være “krympet fra renseriet.”
“I hvert fald var det først, da jeg besluttede mig for netop at se serien som en fantasifuld udgave af virkeligheden, at den begyndte at give mening…”
Havde du ventet, at serien skulle være andet end en fantasifuld udgave af virkeligheden???
-øh-
Nå…
Tak for oplysningen. Nu er jeg farveblind (og ja, den er god nok….) så det er da en dejlig oplysning at få…
En hvis “kjole” ikke er helt så rød som den har været og som også er kendt for at tale lige ud af posen er forresten Pernille Rosenkrantz Theil. Bare for at sige hvor svært der er ikke at forsøge sig med sammenligninger.
Hvem var det lige der sagde POLITIKER LEDE
Effektjageri og rystende ligegyldig.
På i hvert fald ét punkt ligner serien virkeligheden:
Der er en mulighed for at få en kønnere statsminister.
Udover at denne serie efter første afsnit synes underholdende, synes den også at være stærk reklame for et dansk midterparti.
Det er nærliggende at fortolke, at Birgitte Nyborg er Magrethe Vestager og hendes parti en slags pendant til virkelighedens Radikale Vestager
Hovedpersonen, er sammen med sin hyggelige bamseagtige partifælle - Lars Knutzon - det eneste gode, ærlige og velmenende menneske på borgen.
Hvorfor er de “radikale” hovedpersoner i serien de eneste med de “rigtige” ærlige og velmenende holdninger?
Skulle man lave en kritisk dramaserie om vores folkestyre, ville det så ikke være nærliggende at lave den mere realistisk? Hvis altså ikke meningen var at gøre den til udtryk for sine egne (forfatters, instruktørs?) holdning og fremme det parti og den slags politiks sag, med hvilken man er enig.
@Jesper
Jeg synes også man skal passe på ikke at overfortolke de politiske budskaber i serien. Selv om partierne og nogle af personerne minder mistænkeligt meget danske partier, repræsenterer de givetvis også generelle politiske strømninger.
F. eks. er det nærliggende at sammenligne det fremmedfjendtlig højreparti i serien med DF, men de har sådan set lige så meget tilfælles med f. eks. Sverigedemokraterne eller Geert Wilders’ Frihedsparti.
Den måde serien fremstiller Birgitte Nyborgs parti minder for mig langt mere om det billede jeg har af S, selv om de i serien rent politisk ligger lidt anderledes. Det er jo også åbenlyst at se Nyborg som HTS, som vel stadig er den mest sandsynlige kandidat til første kvindelige statsminister?
Man kan også se favoriseringen af midterpartiet som en opfordring til de politiske partier på at bruge mere tid på samarbejde og mindre tid på at bekrige hinanden. Der er mange tolkningsmuligheder…