Resultatet efter søndagens parlamentsvalg i Venezuela blev endnu en sejr til præsident Hugo Chávez’ politiske blok, PSUV.
Med godt 96 procent af stemmerne optalt, står det klart, at præsident Chávez’ politiske koalition vinder et sikkert flertal på minimum 95 af kongressens 165 sæder. Koalitionen af oppositionspartier, anført af det socialdemokratiske PODEMOS, vinder mindst 62 sæder. Og det lille centrum-venstre parti, PPT, der i 2000 brød med Chávez, vinder to sæder.
Sejrens størrelse, der til trods for det bestående flertal, ikke når de højder, som Chávez og hans politiske partifæller havde håbet på, kunne muligvis aflæses i Chávez’ nærmest historisk bemærkelsesværdige fravær ved selve sejrsfesten foran præsidentpaladset i Miraflores.
Her dukkede præsident Chávez ikke op som ventet, men sendte i stedet en besked ud på Twitter, hvor Hugo Chávez kalder søndagens valg »en solid sejr.«
Tusinder af Chávez-støtter måtte derfor nøjes med ordene fra PSUV´s kampagneleder, Asristobulo Isturiz:
»Vi har fået en vigtig sejr, men vi nåede ikke vores mål om 110 sæder,« lød den relativt korte konklusion, der betyder, at PSUV har tabt deres absolutte flertal i kongressen.
Absolut magt
Ved det forgående parlamentsvalg i 2005 boykottede en næsten samlet opposition valghandlingen på grund af beskyldninger om, at resultatet var fikset på forhånd.
Siden har præsident Chávez og hans politiske blok kontrolleret Venezuelas lovgivende forsamling med langt mere end to tredjedele af sæderne og dermed absolut flertal. Det politiske debat har derfor været stendød, og PSUV-blokken har egenhændigt kunne ændre en lang række af landets love, ligesom et absolut flertal har betydet, at Chávez´ politiske blok uden debat har kunnet vælge - og dermed kontrollere - sammensætningen af Venezuelas højesteret, nationale valgråd og andre statslige kontrolinstanser som den offentlige anklager og statsrevisionen. .
Men nu er det slut, og det blevet fejret af oppositionen, der dog, kort efter resultatet blev offentliggjort, rasede mod valgsystemet, som Ramon Guillermi Aveledo fra koalitionen af oppositionspartier, Mesa de Unidad democrática, kaldte »et perverst system, hvor man med færre stemmer kan opnå flertal.«
Oppositionens bitterhed skyldes, at parlamentet i december 2008 ændrede Venezuelas valglove, så det ikke nødvendigvis er de mest populære kandidater, der vælges ind i kongressen.
Sammenlignet med antallet af stemmeberettigede, vælges der i dag færre parlamentsmedlemmer i byerne end på landet.
Det betyder i praksis, at det er nemmere at blive valgt ind i kongressen i landdistrikterne - hvor Chávez’ politiske blok står stærkest - end i byerne, hvor oppositionen har mere medvind.
Frem mod 2012
Holder de foreløbige resultater, var valget mellem opposition og den siddende regering også langt tættere, end fordelingen af sæder i parlamentet antyder.
Ifølge oppositionens tal - der dog ikke er endeligt bekræftet af det nationale valgråd - vandt oppositionen op mod 52 procent af det samlede antal stemmer. Altså flertallet eller i hvert fald lige omkring halvdelen af samtlige stemmer. Men størstedelen af oppositionens vælgere er koncentreret i forholdvis få valgdistrikter omkring landets største byer.
Alligevel er resultatet bekymrende for Hugo Chávez, der nu ser frem mod det kommende præsidentvalg i 2012. Her er det antallet af stemmer og ikke hvorfra, folk stemmer, der afgør valget. Og selvom præsident Chávez ifølge de fleste troværdige meningsmålinger fortsat nyder personlig opbakning fra mellem 40 og 50 procent af befolkningen, så er hans popularitet langt fra fortidens højder på op mod 70 procent, da han genvandt præsidentembedet i 2006.
Ny politisk tid
Under valgkampen er præsident Hugo Chávez og flere af hans ministre flere gange blevet spurgt om, hvordan de vil forholde sig til at skulle forhandle med oppositionen i parlamentet. Hvis altså de skulle gå hen og miste deres absolutte flertal
Præsident Chávez har hver gang afvist at svare, da han »ikke gider tage stilling til hypotetiske spørgsmål,« men på selve valgaftenen svarede vicepræsident i PSUV, Freddy Bernal, på spørgsmålet. Denne gang fremsat af CNN.
»Vi er ikke i stand til at samarbejde med oligarkiet - med borgerskabet - for de har altid været imod folkets interesser. Det er oppositionen, der har ødelagt Venezuela,« svarede Freddy Bernal.
Et svar, som CNN’s journalist, Carlos Montero, synes lød «lidt aggressivt.«
»Det er ikke aggressivt, men radikalt. For Venezuela står over for et radikalt valg: Enten er det kapitalismens hærgen, eller også er det vejen mod et ægte deltagerbaseret demokrati,« sagde Freddy Bernal.
Venezuelas nyvalgte parlament træder i kraft fra starten af 2011. Det giver godt tre måneder med fortsat absolut flertal til Chávez’ regerende PSUV. Derefter skal der igen forhandles politik i det venezuelanske parlament.
Men det bliver nærmest en umulighed, spår den britiske journalist, Phil Gunson, der siden 1999 har rapporteret fra Venezuela:
»Der eksisterer ikke længere nogen politisk debat i Venezuela. Der er bare to fløje, der råber af hinanden,« lyder vurderingen fra Phil Gunson.
Kommentarer
I Norge har vi samme type valglov som i Venezuela, en stemme i Finnmark er mye mer verd enn en stemme i Oslo, dette sikrer at hele landet er med i beslutningsprosessen. Har da Norge en udemokratisk valgordning?
Fra 138 medlemmer til ca.100 giver vel stadig et flertal i nationalforsamlingen!
Var det ikke Chavéz selv, der ændrede valgloven til præsidentposten, så han ikke længere kan sidde i al evighed, som man formelt kan i Danmark, eller som kongen/præsidenten på livstid?
Mig bekendt findes et hav af partier i Venezuela ud over det regerende socialistparti (Partido Socialista Unidol), og deraf er flere socialist- og kommunistpartier, og den nævnte opposition, Mesa de la Unidad Democrática, består vel af 16 forskellige partier med forbindelse til og støtte fra udlandet, men oprindelig omkring socialdemokratiske partier (MAS og PODEMOS). En af de kendte oppositionspolitikere er, så vidt oplyst, Maria Corina Machados, der deltog i militærkuppet mod præsidenten.
Journalistikken fra Venezuela, Bolivia og Columbia er ofte både forenklet og ensidig med udgangspunkt i den danske regerings udenrigspolitiske holdning.
Denne kommentar er anbefalet af: