Opslag til denne artikel

Personer:Lene Espersen, Mads Lebech, Niels Krause-Kjær
Organisationer:Det Konservative Folkeparti
Steder:Aalborg

Der vil blive klappet igennem til Konservatives landsråd i Aalborg. Længe og taktfast, om end lidt sammenbidt, vil det konservative baglands begejstring skylle op mod Lene Espersen både før og efter, at hun i dag har holdt sin landsrådstale.

For hvis ikke netop baglandet demonstrativt skulle ranke ryggene og vise deres uforbeholdne opbakning til deres leder midt i hendes karrieres værste politiske stormvejr, hvem skulle så?

Samtidig ligger der også en anden sandhed bag: Selv om hele halvdelen af alle konservative vælgere ifølge en måling, som Børsen offentliggjorde i går, afviser Lene Espersen som den rette formand for partiet, er der reelt ikke noget alternativ til hende.

Godt nok peger en række lokalformænd ifølge Ritzau på den populære, tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech, som en god efterfølger for Lene Espersen. Men tanken om, at Mads Lebech eller for den sags skyld en anden konservativ darling, klimakommissær Connie Hedegaard, skulle komme skridende ind og overtage roret, er »totalt usandsynligt«. Det siger professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Outsider ingen mulighed

»Jeg ved ikke, hvorfor folk graver sådanne outsidere frem, hver gang der er problemer specielt hos de konservative. I hvert fald afslører det en ret stor mangel på forståelse for, hvordan praktisk politik foregår,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Både Lebech og Hedegaard har pure afvist tanken om at blive konservativ formand. Men selv hvis de ville, ville det stadig være urealistisk. Ingen af dem er medlemmer af Folketinget – og hos de konservative vælges formanden af folketingsgruppen. Samtidig er det i praktisk politik umuligt at forestille sig en politisk leder, der ikke samtidig sidder i Folketinget.

Peter Kurrild-Klitgaard peger dog på en anden mulighed: At dele ledelsen af partiet op i en politisk leder og en organisatorisk formand. Sådan en konstruktion havde Konservative i 70’erne, da Ib Stetter var formand, og i slutningen af 90’erne, da Poul Andreasen var det.

Dét kunne give Lene Espersen mere frihed til at koncentrere sig om det politiske.

»Men også her er det igen fuldstændigt urealistisk, at for eksempel én som Connie Hedegaard skulle være interesseret i at komme hjem for at overtage en totalt organisatorisk post,« siger han.

I selve folketingsgruppen ses både økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og justitsminister Lars Barfoed som de mest oplagte arvtagere for Lene Espersen. Men ikke på denne side af et valg.

»En egentlig udfordring af Lene Espersen ville først komme efter et kraftigt valgnederlag – og det ville i øvrigt være meget afhængigt af, hvordan folketingsgruppen kom til at se ud efter sådan et nederlag,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Én dag af gangen

Politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der tidligere har være pressechef for Konservative, er enig. For Lene Espersen og Konservative handler det nu først og fremmest om at stå sammen og undgå for stort et nederlag ved næste valg, mener han. Han forudser en byge af konservative meldinger i alle mulige retninger helt frem til valget »i håbet om, at nogen af dem vil give en scoring.«
I dét lys ser han også Lene Espersens melding i Jyllands-Posten i går om, at hun ikke vil sidde i regering med Dansk Folkeparti.

»Det er en melding, der vil gøre det nemmere for hende at komme igennem weekendens landsmøde – for der er ingen tvivl om, at den har klangbund dybt ind i det konservative bagland. Om den også vil gøre det nemmere for hende i månederne bagefter, er mere tvivlsomt. Men lige i øjeblikket tager Lene Espersen nok én dag ad gangen,« siger Niels Krause-Kjær.