De er typisk oppe i 30erne, har uddannelse og job på plads, men den perfekte mand har ikke indfundet sig. Sidstnævnte vælger stadig flere kvinder at se bort fra og tyer i stedet til kunstig befrugtning. Men til trods for, at vi befinder os i det 21. århundrede, er fordømmelsen af enlige mødre fortsat til stede til en vis grad.
Et nyt speciale fra Sociologi på Københavns Universitet forfattet af Rikke Plauborg afsøger den proces, der ligger bag beslutningen om at blive selvvalgt enlig mor, og her er mange overvejelser i spil.
»Jeg kastede mig over emnet, fordi det forskningsmæssigt er underbelyst,« siger Rikke Plauborg, som selv kender flere kvinder, der har valgt selv at få børn via insemination.
»Jeg havde fulgt den offentlige debat og syntes, den virkede unuanceret. Disse kvinder bliver fremstillet som egoistiske og kræsne, og derfor ville jeg gerne bidrage med et mere nuanceret billede,« siger Rikke Plauborg.
Mandlige pædagoger
Ikke mindst frygten for, at beslutningen om at blive enlig forældre skal skade barnet, dominerer i processen op til, at beslutningen tages. Hvilke konsekvenser kan det få for et barn at vokse op uden en tilstedeværende far og uden at have mulighed for at få kendskab til sin biologiske far? Vil det påvirke barnets identitetsdannelse og evne til at danne sociale relationer og begå sig godt i parforhold?
»Kvinderne tænker meget over disse faktorer, siger Rikke Plauborg, som betoner, at fraværet af faren gør sig gældende, uanset om der er tale om en åben eller en anonym sæddonation. For selv om donoren er kendt, forpligter manden sig kun til én kontakt med barnet, og først efter det er fyldt 18 år.
»Derfor vælger mange kvinder bevidst at sende deres børn i daginstitution med mandlige pædagoger eller at lave aftaler med mænd i deres eget netværk,« siger Rikke Plauborg.
Kernefamilien betragtes af mange som det bedste udgangspunkt for et barns opvækst, og det opfattes som forkert bevidst at vælge at sætte et barn i verden, som ikke får en tilstedeværende far. Derfor føler kvinderne, at de skal forsvare deres valg både i forhold til sig selv og over for omgivelserne. Og ofte forsvarer kvinderne deres beslutning med, at det er bedre for et barn at vokse op med en selvvalgt enlig mor end med forældre, der konstant skændes, eller som er skilt og derfor gør børnene til pendlere. Men der er som nævnt også et ydre forsvar over for de omgivelser, der ikke altid er så forstående, som kvinderne kunne ønske.
For selv i vor tid opfattes kernefamilien som den bedste løsning:
»Og det gælder også nogle af kvinderne selv. Derfor har de et behov for at forsvare sig,« siger Rikke Plauborg, som personligt har været overrasket over den modstand over for disse kvinders valg, som kommer til udtryk i medierne.
»Der har jo til alle tider eksisteret enlige mødre. Tidligere er det bare foregået på en lidt anden måde, nemlig ved, at man er gået ud i byen og blevet gravid. Det er, som om det faktisk også i dag er en mere accepteret model,« siger hun.
Også i det offentlige system ser man anderledes på selvvalgt enlige mødre. Eksempelvis modtager de ikke det særlige børnebidrag, som andre enlige mødre gør. Det vækker harme blandt nogle af de kvinder, som Rikke Plauborg har interviewet til sit speciale.
» … dem der så er blevet gravide ved et engangsknald, de får det tilskud, og det gør vi andre ikke. Hvad er det for et signal gud, hvor er det dog latterligt,« som det formuleres af en af kvinderne.
Det optimale parforhold
I USA hedder de Single Mothers by Choice (SMC) eller blot choice mothers, mens den danske betegnelse er blevet Selvvalgt Enlige Mødre (SEM).
Ifølge den amerikanske forsker Thomas Knoll findes der i USA et enlig-mor- hierarki, hvor rangordningen bygger på to aspekter: Er kvinderne selv skyld i, at de er blevet enlige mødre? Og hvor nær kommer de i øvrigt på kernefamilieidealtypen? Enker, der er helt uden skyld i, at de er enlige, rangerer således højst. Dernæst kommer kvinder, som er blevet enlige på grund af dårlige mænd, som ikke tager ansvar som mand, far og forsørger. Nederst i hierarkiet rangerer ugifte enlige teenagemødre og mødre, der har fravalgt kernefamilien.
Når disse kvinder rangerer lavest, skyldes det ifølge Knoll, at de opfattes som en trussel mod de rådende magtforhold mellem kønnene. Og ifølge Rikke Plauborg kan den politiske beslutning i Danmark om at fratage de selvvalgt enlige mødre det særlige børnebidrag tolkes som en del af den manglende accept af denne gruppe.
»Og mange ser ned på det faktum, at disse kvinder trodser kravet om en far og en mor. De bliver anset for egoistiske og moralsk afsporede,« siger Rikke Plauborg og peger på, at udenlandske undersøgelser viser, at børn af selvvalgt enlige mødre klarer sig godt:
»Det afgørende for, om et barn får en god opvækst, er i høj grad ressourcer både sociale og økonomiske. Og der skulle de selvvalgt enlige mødre stå stærkt.«
Kommentarer
Jeg har ikke en dyt sympati eller ondt af de kvinder som ikke har forstået at prioritere korrekt.
“Også i det offentlige system ser man anderledes på selvvalgt enlige mødre. Eksempelvis modtager de ikke det særlige børnebidrag, som andre enlige mødre gør” siges det i artiklen.
Det er da en underlig måde at behandle den selvvalgte mor på - man burde nærmest gøre det attraktivt for ressourcestærke enlige kvinder at få et barn - vi er jo en aldrende befolkning, så vi behøver fødsler af nye borgere.
Bortset fra, at jeg er enig i prioriteringens vigtighed Anna-Marie, og jeg ikke lider af medlidenhedens svøbe, så kan jeg godt føle med andre.
Og disse enlige mødre, er ofte selv uden om deres situation, men det samme kan ikke siges om børnene. De er helt uskyldige i mødrenes valg.
På den anden side, så har disse unge mødre selv været børn, og hvem ved hvorfor de er blevet som nogle af dem er?
Det er jo hverken sikkert at de har en IQ der imponerer, eller opbakning fra faderen eller familien.
Som altid, er det nødvendigt ikke at se problemet eklektisk, men individuelt.
Robert Kroll
Rimeligt ofte er der ikke tale om ressourcestærke kvinder, men netop det modsatte.
Den selvvalgte mor er ofte en kvinde med lavt selvværd, og lav selvtillid, og faderen er ofte en ungdommelig tumpe.
Af mangel på bedre, så prøv at se programmet:
De unge mødre…
Det bør være en menneskeret at have en mor og en far.
De børn, der ikke på en meningsfuld måde kan referere til et ophav, bliver forældreløse helt eller delvist, og mangler dermed noget basalt i livet.
Ved adoptioner - eller ved sammenbragte familier på anden vis - er der naturligvis ikke nogen biologisk linje, men en meningsfuld erstatning.
Selv i de tilfælde hvor stodderen er skredet, og barn og mor er efterladt, er der alligevel en far at forholde sig til uanset smerten ved forskellige grader af svigt.
Jeg er betænkelig ved den nye form for ikke-far tilstand, og jeg mener ikke at konflikten handler om, hvorvidt de stærke kvinder, der vælger denne form, er i stand til at opdrage et barn. Selvfølgelig er de det.
Frihed under det ansvar - ikke - at skade andre individer,er en ret.
Og så er efter min mening,temmelig vide rammer.
Jeg er enig med Peter
Man fratager disse børn på forhånd muligheden for at få at vide hvem deres far er. Det bør være en menneskeret.
‘Hvad så hvis de kan får det at vide og opdager at han er en stodder?’ Kan nogen indvende. Jamen det er vigtigt at få vished så de kan komme videre i deres liv istedet for dette evigt nagende spørgsmål om deres baggrund.
Der er kun en mulig forklaring på anonyme donorer er tilladt: De voksnes egoisme
Jeg tror ikke de børn kommer til at stå svagere eller stærkere end børn af en “politisk korrekt” konstellation af forældre.
Som det ser ud nu, så er hver 4. barn præget så det kan mærkes rigtig meget senere i livet af alkoholiske forældre.
Børn bliver smidt frem og tilbage mellem forældrene, alt efter hvemd er skal have dem. Det giver nogle en rodløshed der vil noget.
Sådan kan man så blive ved.
Så jeg bliver ikke forarget af at en kvinde vælger at blive mor med hjælp. I stedet for hun fiser ud i nattelivet og har et engangsknald.
Den er ike særlig flaterende. Og hun behøver jo ikke finde ud af hvem manden er. For hans rolle er udlevet. Ikk?
Det jeg tror at forargelsen bunder i, er at nogen føler sig truet. For hvis de virkelig brød sig om at gøre en forskel for de børn der havde brug for det. Så er der rigeligt at tage fat på. Men det gør de ikke.
Så det er bare ren forargelse.
;)¨
Uha, hvad bliver det næste. At kvinder ikke må cykle? LOL
Denne kommentar er anbefalet af:
Til supplement af hvad jeg skrev før, så blot den bemærkning, at det er noget rystende, så reaktionære og kvindefjendske nogle af debatdeltagerne er.
Det er kanon fint, hvis en enlig veluddannet, ressourcestærk kvinde beslutter at få et barn helt for sig selv (uden far). Samfundet bør sanelig støtte hende , og i hvertfald ikke gøre valget surt.
I gamle dage døde kvinderne ofte under fødsler og de var afhængige af mændene i enhver henseende.
I dag er en mand ikke en nødvendighed for en kvinde - det kan vi mænd lige så godt erkende først som sidst.
Denne kommentar er anbefalet af:
insimination uden oplysninger om faderskab eller mulighed for barnet for at finde ud af faderskab senere er en moralsk forbrydelse over for barnet. Det burde også være en kriminel en både for dem der skaffer sæd og dem som modtager den på de betingelser.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kan jo prøve at anskue sagen fra en anden vinkel, hvis det i stedet var ressourcestærke enlige fædre det drejede sig om. Se et øjeblik bort fra alle de biologiske detaljer, vi kan jo sige at den enlige mand betaler en rugemor og af den vej “anskaffer” sig et barn eller flere.
Som mand og far (godt nok i en traditionel kerne) vil jeg da hævde, at mænd kan give børn ligeså meget kærlighed, omsorg, tryghed, stimulation osv. som kvinder.
I ligestillingens navn bør det da også være en mulighed eller hvad?
Rasmus Knus: Man kan diskutere om det at få børn overhovedet er en rettighed. Er det noget man kan kræve?
“…I dag er en mand ikke en nødvendighed for en kvinde - det kan vi mænd lige så godt erkende først som sidst…”
Og hverken børn eller mænd har brug for enlige mødre. Det kan kvinder lige så godt erkende først som sidst:
Experiments in living - the fatherless family:
http://www.civitas.org.uk/pubs/experiments.php
Og rigtige mænd, som oprigtigt tænker deres børns ve og vel ind i deres dagligdag, går sgu ikke rundt og støtter den slags - SLET ikke hvis de er klar over, at de selv skal betale for alle disse enlige mødres komplet latterlige selvrealiseringsprojekter.
“…Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler, hvis de gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv, jf. tabel 13.3. Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv….”
Velfærdsrapporten, side 381-382
I dette land betaler mænd skat for, at deres snotforkælede velfærds-kvinder kan erstatte deres børns fædre med et surrogat; nemlig velfærdsstaten.
Det er dybt til grin mand. Fuldstændigt skingrende åndsvagt simpelthen….
Ole Falstrup, det kan ikke diskuteres,
Det er ganske enkelt ikke en menneskeret at få børn.
Det bør heller ikke blive det. Ikke mindst på en klode som ganske bestemt er overbefolket hvad mennesker angår ville det være vanvittigt om vi begyndte at opfatte det at får børn som en menneskeret.
Derimod er det på høje tid at vi ophøjer til status af menneskeret, retten til i det mindste at kende eller kunne få viden om, ens biologiske mor.
Det har i overvejende grad været en naturret indtil nu. Men med ny teknologi er det en ret der for alvor er ved at blive undergravet.
Jeg mener som nævnt også at man burde lovfæste retten til at kende sin biologiske far, men det er en anden sag, og mennekeret er nok at tage den sag for langt historien taget i betragtning.
Må jeg spørge om hvad Anna-Maria Nyberg lige præcis mener med “korrekt prioritering”?
Enig i at det naturligvis ikke er en menneskeret at få børn - ligesom det ikke er en sygdom ikke at kunne få børn.
Og præcis derfor, er det også helt urimeligt, at det offentlige skal betale for enlige kvinders insemination, og for den sags skyld, barnløse familiers behandling (bemærk sygeliggørelsen).
Det er netop et af de aspekter ved ‘velfærdssamfundet’, jeg finder stærkt utiltalende. Tendensen til normalisering og ansvarsforflygtigelse fra individ til stat.
Lad de kvinder, der ikke kan finde en passende far til deres børn eller ikke ønsker at forplante sig på sædvanlig vis, tage ansvaret for deres eget liv og valg, og betale for en insemination, hvis de virkelig ønsker sig et barn (det er VK-regeringen i øvrigt på vej med et forslag om) - eller fravælge moderskabet. Man kan godt leve et meningsfyldt liv uden børn, også som kvinde.
Det kan ikke være en opgave for det offentlige, at finansiere den slags luksusproblemer. Og man kan måske gå så langt som at sige, at det slet ikke er en opgave for det offentlige sygehusvæsen at foretage sådanne behandlinger. Det er som med skønhedsoperationer, en passende opgave for de private sygehuse.
Det kan kun være et offentligt problem, hvis forplantningsevnen eller lysten til normal forplantning bliver så ringe, at befolkningens fremtid er truet.
Og set i et global perspektiv, hvor vi allerede er for mange mennesker på denne jord, ville det da nok være en bedre idé at adoptere nogle børn fra den 3. verden. /O
Velfærdsstaten skal ikke diskriminere mellem børn i ægteskab og børn af enlige mødre eller fædre.
Ydelserne skal følge børnene og grundlæggende være ens uanset om barnet måske “kun” har en enlig ( ressourcestærk eller ej) mor, som har fravalgt en identificerbar far.
Det mandschauvenistiske vrøvl ,om at det er en menneskeret og “livsnødvendigt “at kende sin far, og at kvinder bare har at hægte sig på en mand , er total mørk middelalder.
Den dag kvinderne virkelig begynder at “kvalitetsvurdere” mændenes gentiske egenskaber inden de vælger moderskabet, så er der givet en betydelig del af de danske mænd, der bliver valgt fra og næppe nogensinde får prøvet et parforhold..
Hvor er det dog rart at vide at vi i virkeligheden ikke har rykket os et hak siden Klør Konge var Knægt.
Men et par ganske få, men prominente undtagelser, fremvisses der en så mandschauvanistisk attitude her at selv den mest konservative pave må vride sig af fryd i sin grav.
Hvorfor skulle det være så forkert, at kvinder får børn alene ved insimination? - ret mange kvinder i ægteskaber bliver da også insimineret med sæd fra en ukendt doner - disse børn bliver da heller ikke bekendt med deres fædrende arv.
Spørgsmålet er ikke om hvilken ret en enlig kvinde har til at få et barn, men om hvilken ret barnet har til en far og til forsørgelse fra denne og hans familie? De fleste børn har denne ret, men nu kan man på privat basis fratage barnet denne ret. Hvis inseminationen finder sted på en klinik i stedet for på bagsædet af en bil, mister barnet alle rettigheder.
Hvorfor accepterer man dette? det første svar er at det gør man heller ikke generelt. Hvis en kvinde på bistandshjælp søger om kunstig befrugtning, vil hun blive afvist lige på stedet. Det er en “service” forbeholdt den øvre middelklasse. Det andet svar er at vi har en velfærdsstat som samler stumperne op og som gør at vi kan ignorere FN’s konvention om barnets rettigheder.
Hvis donorinsemination af enlige kvinder er acceptabelt i enkelte tilfælde, så burde det vel også være acceptabelt, hvis alle kvinder valgte denne mulighed. Enver kan sige sig selv at dette er en økonomisk umulighed. Derfor er der også en anden lov. Den er ikke beregnet for gunstigt stillede kvinder, men for den almindelige befolkning som kan risikere at blive afhænhig af offentlig forsørgelse.Moderen kan her blive straffet for ikke at opgive faderens navn. Man understreger i loven at børn har behov for både en mor og en far.
Det samme er sket i England. Vi har indført forskellige love for forskellige samfundsklasser og er blevet et hus i splid med os selv.
Robert Kroll
- kunne du ikke lige forklare mig hvordan det at mene at børn burde ha et grundlæggende krav på at kende deres biologiske ophav – skulle være mandschauvinisme?
Det synes mig som om at børn omtales som de var hundehvalpe eller en eller anden slags pets som – i dette tilfælde kvinder - bør have særlig krav på at ha lov at holde (og det i øvrigt uanset vores overbefolkningsproblemer)
Men børn er ikke pets! Børn er alle rigtige levende mennesker af begge køn - og det er i sandhed chauvinisme –og den sorteste middelalder - at beslutte at børn ikke har krav på at kende eller senere i livet at kunne hente viden om - deres biologiske ophav. Ja det er derimod et overgreb og en form for fascisme - at beslutte at det der er en selvfølge for de fleste af os andre – ja det skal fremtidens mennesker bare ikke have krav på – for det mener vi andre ikke er et behov der skal respekteres.
I det hele taget Marianne Mandoe har jeg fandens svært ved at se eller acceptere at der skulle være noget som helst progressivt eller ligeret i - at insistere på at det voksne menneskes rettigheder bør stå over eller er vigtigere end rettigheder for barnets rettigheder – tværtimod er der tage om at du selv forfølger et ønsker og insisterer på den groveste form for ulighed, ja hvis vi skal eskalere det til også at indbefatte retten til at kende eller hente oplysninger om sin biologiske mor (videnskaben er jo godt på vej til at fjerne den også) så er der tale om en eskalering af overgreb over for andre mennesker som bare er så uheldige at de endnu ikke er blevet voksne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er derimod tale om en enestående grad af egoisme og total mangel på og evne til at forstå eller respektere frmtidige generationers ønsker og berettigede krav.
Ja en villighed til at ofre fremtidige generationers ønsker og krav - udelukkende for at tilfredstille nutidens levende menneske
Det er - en form for kannibalisme - hvor vi skal have lov til at æde vores efterkommeres rettigheder.
Naturlighed, balance og omtanke i denne menneskeverden har det meget svært. Gid at vi mennesker var klogere.
Nille Thorsen:
“…Spørgsmålet er ikke om hvilken ret en enlig kvinde har til at få et barn, men om hvilken ret barnet har til en far og til forsørgelse fra denne og hans familie?…”
Der er lige en lille detalje mere, at tage hensyn til.
Der er også et spørgsmål om hvorvidt enlige mødre, som har valgt insermination, har krav på, at samfundets øvrige borgere - og især mænd - bruger frugten af deres arbejde på, at forsørge en bunke enlige, ukendte mødre fremfor at bruge pengene på deres egne ambitioner om en familie.
Hvis vi et øjeblik zoomer ind på kvinderne i det moderne samfund anno 2010…
At flere og flere kvinder i 30’erne vælger at blive kunstigt insemineret, at blive såkaldte solo-mødre, åbner også for en anden væsentlig diskussion, nemlig at fødealderen har forrykket sig drastisk, efter at kvinderne har indtaget uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet. Jeg hørte engang følgende: “Som ung veluddannet kvinde i dag, skal du helst have en uddannelse inden du får børn. Samtidig skal du helst have børn inden eller omkring du fylder 30, ellers begynder du at være lidt sent på den. Når du er over 30 er det allerede sværere at få børn. Din fertilitet falder drastisk”. Det giver reelt den moderne kvinde 5-7 år at føde børn i. Det er selvfølgelig skarpt sat op (og mange får velskabte børn godt oppe i 30’erne), men det viser lidt af “problematikken”. Kvinders biologiske ur tikker anderledes end mænds. Og kvinder, der gerne vil være mødre, men som af forskellige årsager (uheld i kærlighed, bad timing, ja, endog kræsenhed) ikke har fundet en god mand at få børn med, kan vælge at se det sådan, at måske må børnene komme før manden, for når manden kommer er det måske for sent. Sagt med andre ord, så må det ses i et bredere perspektiv.
Jeg er ret overbevist om, at utrolig mange kvinder, der vælger at blive solo-mødre, umådeligt gerne ville have en god og tryg far til deres børn. Netop fordi de ønsker at give deres børn en solid base. Men manden er der ikke. Og tiden løber. Skulle de da gå ind i et forhold, de ikke ønsker at være i? Eller skulle de acceptere, at de så bare ikke får nogle børn? Jeg tror de vælger i stedet at tænke, at de tilsammen med deres netværk af venner og familie, kan være en tryg base for deres barn. Ligesom så mange andre ufrivilligt enlige mødre er det (fx dem, der er blevet gravide ved et uheld ude i byen eller dem, der har været uheldige med et par uansvarlige fædre). Det er værd at diskutere. Som sagt er børn ikke nødvendigvis en ret.
Men måden vi har indrettet os på, har ført nogle forandringer med sig…nogle nye skred i forholdet mellem ungdom/voksenliv og kvinders fødedygtige alder…og nogle nye valg: Kvinder er ikke længere tvunget til som 30-årige og endnu ugifte at acceptere rollen som fortabt pebermø som de ulykkelige kusiner i Thomas Manns ‘Buddenbrooks’…
Samtidig åbner det for en række andre vinkler: kvinder og mænds tårnhøje forventninger til det moderne parforhold, samfundets fokus på frihed og selvudfoldelse, at 40 % af alle københavnere har valgt at bo alene…der er mange faktorer, der spiller ind…
Børn skal have trygge rammer og forældre, der kan rumme deres følelser og spørgsmål såsom “hvem er min far egentlig?”. Den sunde kernefamilie er en smuk ting, der heldigvis trives, men alskens andre konstellationer med lykkelige børn findes også. Jeg ser dem hver dag…
Og ja, så er det mændenes og børnenes vinkler..de er også vigtige, men der manglede lidt om kvinderne her.
At det så i dag er muligt overhovedet at sige sætninger såsom “så må børnene komme før manden” (dvs. den mand, man engang vil leve med, men som ikke er biologisk far til ens barn), viser jo så igen, hvor surrealistisk det er, at det valg er muligt. Og det åbner naturligvis for et utal af komplekse moralske spørgsmål.
Og måske er det egoistisk af kvinder at vælge at få børn, der ikke vil få en far. Jeg ved det ikke. Tager vi jordens overbefolkning som argument, er det i det hele taget egoistisk at få børn.
Katja Marie Rønnike
Jeg er for så vidt enig i flere af dine overvejelser.
Jeg mener samtidig, at årsagen til at der er en tendens til at den enlige mors situation møder modstand, skal ses i lyset af den aktive del af feministbevægelsen.
Det er dem, næsten alle kvinder der lever i en svunden tid, der fører den offentlige debat på området. Ustandseligt fremturer de med krav om særrettigheder, ikke kun på forældreområdet, men også på arbejdsmarkedet.
For disse handler ikke længere om ligestilling mellem kønene, men begrundelser for undtagelser fra ligestilling i kvindeligt favør - med andre ord matriarkalisme.
Feministerne fornemmer det udmærket, men kvindekampen er et så obssesivt/kompulsivt et træk hos disse kvinder, at de nægter at se realiteterne i øjnene, bl.a. at de fædre der ønsker at deltage i børnenes opdragelse på lige vilkår med mødrene, skal have adgang denne ret, hvis moderen af en eller anden grund er imod.
Der kan være gode grunde til at hun er imod, men feministerne går ikke ind for en selektiv bedømmelse af forældreevnen. De vil have forældreansvarsloven tilbagerullet, der som bekendt, ubetinget gav moderen forældreansvaret hvis sagen kom for retten.
Eftersom det er de aktive feminister der fører debatten, så drukner enhver fornuftig diskussion på dette område i disse ekstremistiske feministers udtalelser.
Derfor kan jeg ikke give dig ret i, at der bliver talt for lidt om kvindernes rettigheder, tvært i mod bliver der talt for meget, og det meste af det der bliver sagt, er hverken dokumenteret eller sagligt.
Det vi godt kan blive enige i, er at der ikke bliver talt nok om de mødre, der får børn for tidligt, samt de fædre der ikke interessere sig for børnene.
Desværre drukner den saglige diskussion om disse emner i de gamle feministers forældede tankegang og ofte ekstremistiske holdninger til den nye dagsorden, hvor der tydeligvis er ved at ske en holdningsændring på forældrespørgsmålet.
@Hans Hansen.
Jeg kan udmærket se din pointe. Kvinderne og deres motivation for at tage visse valg mangler generelt ikke mediedække; de var bare fraværende i debatten her. Min pointe var, at vi pga. samfundets indretning vil se flere og flere kvinder i 30’erne, der vil vælge at blive solo-mødre (ligesom vi ser flere og flere par, der pga. alder og faldende fertilitet må ty til kunstig befrugtning). Derfor mener jeg også, vi lige må stoppe op og spørge til kvindernes ståsted og motivation i stedet for at nedfælde deres valg som ren og skær egoisme.
Mht. feminister, så ser det heldigvis ud til, at de mest klarsynede og moderne feminister forstår, at kønnenes “kamp” gælder begge køn, og at ligestilling ikke kun er noget, kvinderne må kæmpe for. Kvinderne dominerer på flere områder - fx på familie-, livsstils- og uddannelsesområdet, og der er da vist også en stigende efterspørgsel efter mændenes oprør…?
I min verden kan den kompetente forælder ligesåvel være en mand som en kvinde. Indsparket om mænds fremtidige ret til kvindelige ‘rugemødre’ er derfor også, om end skræmmende, så interessant. Det er jo på sin vis en biologisk uretfærdighed på spil, når kvinder kan blive kunstigt befrugtet og vælge solo-forældrerollen, mens mænd er udelukket fra den mulighed. Det er ikke så fedt for mændene. Og det er fedt, når de kommer på banen.
Tak for din holdning Katja ;-)
Altså…ærlig talt…hvis jeg var sidst i 30erne og skulle have et barn uden far, mor eller partner, ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang før jeg brokkede mig over at andre ikke kunne lide MIT valg og ikke ville betale for mit barn.
Jeg kunne forstå hvis man ikke kunne få børn og så hjertens gerne ville….så kunne der adopteres osv…og der ville jeg nok synes at det var ok at kæmpe for at få et barn, men når man kan få børn men ikke har en at få barnet med…jamen for fanden da….så må man da indse at man måske ikke lige er den letteste at danse med. At det måske har med en selv at gøre og at der nok skal arbejdes lidt med en selv før man springer manden over og går direkte til barnet.
Noglegange tror jeg at mødre uden en partner får børn fordi de er ensomme. Og for at være helt ærlig, ses det i barnet senere hen. Men lige meget, back to square uno…..prioriteten består i at indse at se hvad der er vigtigst. Er det vigtigst for kvinden at få et barn eller er det vigtigst for barnet at være til?
Det gør ikke noget at tænke lidt længere end til egen næsetip…for hvis man er helt ærlig, er det altså ikke en favorable situation.
Der hviler en pudsig aura af ærværdighed og uegennytte over forældreskabet. Det lovprises og romantiseres - til trods for at det i virkeligheden, uanset hvordan man vender og drejer det, er et 100% egocentrisk projekt.
Det handler i al sin enkelhed om, at en eller to voksne mennesker gerne vil videreføre deres gener, eller i den mere lyriske version, ønsker at spejle sig i et lille barn - af den banale grund, at voksne mennesker i almindelighed er fascineret af små børn - og visa versa. Og især kvinderne er tiltrukket af de små og af moderskabet, fordi hele deres biologiske system skubber den vej, hjulpet godt til af sociale normer etc.
Visse steder i verden drejer spøgsmålet om forplantning sig ganske enkelt om at skabe arbejdskraft og sikre sin alderdom; fornuftsforplantning, ligesom man har fornuftsægteskaber.
I vores del af verden er det dog ikke noget issue længere. Her får folk børn udelukkende af lyst, hvis ikke af uheld vel at mærke.
Trangen til børn er, ligesom trangen til forelskelse, et instinkt, koblet op på en række forskellige drifter og beløningssystemer.
Et er behovet for at give omsorg, især udtalt hos kvinden. Et andet banalt er behovet for selskab.
Hertil kommer så nogle lidt mindre flatterende og gennemskuelige bevæggrunde: Behovet for magt, behovet for identitet, herunder at signalere frugtbarhed. Børn fungerer også i navnlig grad som potensforlængere hos kvinder. Et barn signalerer liv, success og lykke for en kvinde, og barnløshed signalerer det stik modsatte. Derfor bliver presset og frustrationen hos mange kvinder, der endnu ikke har stiftet familie når de når op i 30’erne, enormt. Det er hele deres livsprojekt, der er truet.
Man sætter ikke et barn i verden for dets egen skyld, det barn, der slet ikke eksisterer endnu. Det ville være absurd at påstå. Man gør det heller ikke for menneskehedens skyld. Skulle man handle i menneskehedens interesse, skulle man nok snarere undlade at få børn, så vi kan blive nogle færre mennesker på denne jord.
Således er det helt mærkværdigt og ulogisk, at man overhovedet tilbyder insemination. Det offentlige går langt udover sine naturlige forpligtelser på dette punkt. Det burde virkelig være et privat anliggende at sætte børn i verden, bestemme, hvordan man vil gøre det - og få det gjort, hvis muligt.
Og hvis ikke det er muligt, da acceptere konsekvensen af sine prioteringer og sin skæbne med åben pande.
Det koster i runde tal 200 millioner om året at behandle barnløse kvinder. De penge kunne bruges på andre rimeligere ting, endsige ligge bedre i borgernes lommer. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg hører dig Anna-Marie. At få børn er da også et instinkt, men du har ret i at der KAN være noget egoistisk over det.
Det KAN også være religiøst, at man ikke vil have abort, eller fordi pigen eller kvinden bare er naiv. For drengens vedkommende, KAN han få kolde fødder, og så står moderen alene tilbage med “aben”.
Pointen er, at det er skrækkeligt, at man dømmer alle over en kam, fordi det ikke er alle der fortjener denne modstand. I den sidste ende er det trods alt det uskyldige barn det går ud over …
Og det er utilgiveligt at så mange af de gamle feminister ikke fatter en meter af hvad der foregår her i nutiden.
Det er først og fremmest dem der er skyld i den enorme modstand mod enlige mødre, der ikke altid selv kun er uden om det.
Hvis man holder sig ordret til konteksten, så kan der ikke være meget tvivl om, at oplægget handler om en bestemt type enlig mor.
De selvvalgt enlige mødre forsvarer bl.a. deres beslutning med, at det er bedre for et barn at vokse op med en selvvalgt enlig mor end med forældre, der konstant skændes, eller som er skilt og derfor gør børnene til pendlere.
Disse kvinder er ofte hystader der er temmelig uomgængelige. Derfor er konfrontationer med dem uundgåelige, og på lige fod med fædre med samme karakteregenskaber, så er de voldsomt upopulære.
Det er skadeligt for barnet at opleve disse skænderier, det kan der ikke være tvivl om, men disse forældre skal bare forstå, at det må formodes at ville være fremtidige lovgivningers intention at tvinge forældrene til at sammenarbejde, for ikke at den ene, eller begge forældre helt skal miste forældreretten.
Det kan bare ikke nytte noget, at man skal belønnes med forældreretten ved at spille idiot, og det skal begge forældre forstå …
Jeg har ingen problemer med at kvinder blir enlige mødrer og at de også skal have offentlig støtte og hjælp, for børn i moderate mængder er en gave til ethvert samfund.
Men jeg hælder til den opfattelse, som Goulin gav udtryk for tidligee, at fertilitetsklinikker overhovedet ikke under nogen form bør være på skatteydernes regning. Det er ikke et samfundsproblem at nogen ikke kan få børn, det er et privat problem som de mennesker selv må løfte hvis de ikke mener at de kan leve uden. Overbefolkning er derimod et samfunds og globalt problem som brder sig overalt, ikke mindst i Danmark og Europas hjerte.
Men njeg mener at vi har stærkt brug for lovgivning der kan sikre at hverken sperm eller æg bliver givet væk i grams uden at giveren er registreret og indforstået med at ethvert barn har krav på at kende navnet og den biologiske historie på sit biologiske ophav. Det er når barnet er voksent og hvis barnet ønsker at inhente disse oplysninger. Og det er ikke det samme som at sige at barnet har krav på at omgås, mødes med sit biologiske ophav eller lignende. Men ethvert barn bør have krav på at kende sin egen biologiske historie, evt nedarvede medikale problemer, egenskaber, jævnaldrende slægninge etc.
Loven bør garantere denne ret og det bør også være strafbart for fertilitetsklinikker at omgås denne lov og i visse tilfælde også for kvinder at bevidst omgås en sådan lov.
Børn er ikke kæledyr, men mennesker og disse menneskers rettigheder bør beskyttes. Kvinder og mænd har ikke, og bør aldrig ha, nogen ret til at få børn, det er ikke en menneskeret at få børn.
I øvrigt har jeg aldrig fattet at enlige kvinder skulle have behov for at anvende fertilitetsklinikker. Vi mænd er sgu da oftets lidt for gavmilde hvad angår det at dele sæd ud og så vanskeigt er det sgu da ikke at lokke en mand ud i noget og ikke fortælle ham det bagefter (hvis man ikke har lyst) skulle man have behov for at få et barn. Hele menneskehedens historie er fyldt med eksempler af den art, hvorfor det ofte også er sådan at folk ikke kende deres mandlige ophav, hvad er beklageligt (kvinder burde for deres børns skyld skrive sådan noget ned for eftertiden i det mindste). Men nu er vi på vej derhen hvor end ikke retten til at kende sin biologiske mor længere kan garanteres og det er sgu en hævdvunden menneskeret at vide hvem der er ens mor.
Biologi er et meget anvendt argument i den her diskussion. Men i bund og grund er biologi kun vigtig for dem der mener at biologi er vigtig.
Selv er jeg barn af en enlig mor, der senere hen valgte en far til mig. Jeg tvivler på at nogen biologisk far kunne have været mere eller bedre far end den mand jeg voksede op med som far.
Jeg er nu over 40, og han er stadig min ubestridte far. Jeg har aldrig været interesseret i, eller bare nysgerrig omkring, den mand der render rundt et eller andet sted derude og har doneret nogle gener på et tidspunkt. Han er en ikke-person, noget abstrakt. For hvad kan jeg bruge ham, eller viden om ham til?
Ikke en fløjtende fis.
Min far er den far der har passet mig, lært mig utroligt mange ting, har været der når jeg har haft brug for en forælder, HVER GANG, og som altid har opført sig som en far.
Jeg er meget meget heldig, fordi han har valgt mig til at være hans datter.
Biologi er bare 2 celler der mødes. Forældreskab er alt det der foregår bagefter. Og der kan en ikke-biologisk forælder være lige så god, eller bedre, end en biologisk.
‘…bund og grund er biologi kun vigtig for dem der mener at biologi er vigtig.’
hvaba! - er du ikke et biologisk væsen kære Mandoe? Kan du ikke have genetisk belastede problemer ligesom alle andre - ting som det i visse situationer kan være endog bydende nødvendigt at vide?
Så sandelig - biologi er ikke alt - men biologi er stadig biologi og det er beviseligt sådan at arvemassen er mere styrende and sociale forhold. Det er dokumenteret i omfattende forskning på tvillinger, ikke mindst.
Jeg voksede i øvrigt også op med en enlig mor. Ikke kun uden far men også uden hans far, grunden var en grim dødsulykke og en krig. Så jeg mener også at kunne tale på grundlag af egne oplevelser her. Og jo jeg hørte til dem der mistede noget - det tog mig å at opdage at det var sådan, men det var nu min konklusion.
Men det er for mig absolut ok - at bruge egne oplevelser som del i en debat - det gør vi alle sikkert mere eller mindre. Men vi bør også alle afholde os fra at bruge vores syn på tilværelsen og oplevelser - til at dikterer hvad der er godt for alle andre, hvad de skal mene og bør acceptere.
Det mener jeg faktisk er en lære som burde være konsekvensen af det tyvende århundrede
Jeg kunne i alle tilfælde ikke drømme om at trække lovgivning og forhold ned over hovedet på andre mennesker. Mennesker der muligvis ikke føler og oplever som mig. Og det udelukkende på grundlag af mine personlige oplevelse - af at have vokset op under gode eller dårlige sociale omstændigheder.
Jeg mener at vi har en forpligtigelse til at give dem der tænker og oplever anderledes de bedste muligheder for også i fremtiden at kunne vælge selv. Børnenes fremtidige valgmuligheder bør altid veje tungere end den mulige moders.
Fordi jeg føler eller mener at noget var ok eller er godt nok for mig. Fordi jeg ikke mener jeg lider eller har lidt overlast eller manglede noget - så er det ikke nødvendigvis sådan at det så også er er godt nok for alle andre og de så skal tvinges til at acceptere hvad jeg dikterer, Marianne.
Jeg vil endog mene at den form tankegang i omfattende tilfælde igennem historien har dannet grundlag for overgreb mod mennesker der tænker og andeledes end mig.
Det jeg argumenterer for er at det enkelte individ bør have sin ret til selv at vælge bevaret, og den ret ser jeg som i tiltagende grad truet.
Visse andre ovenfor argumentereer som om den eneste saligørende, den eneste rettighed der gælder er - kvindens hunger efter at tilfredstille sin lyst til den slags kæledyr som de i deres visdom vælger at betegne som ‘børn’. Og så i øvrigt tenderer mod at beskrive som var det en nødvendig legemesdel for de der ‘kvinder’ og derfor et spørgsmål om ligeret og skrækkelig mandschauvinisme
Maianne: Har du aldrig set ‘sporløs’ på DR1.
Hvis der ikke findes biologi efter kopulationen hvad er så forklaringen på at disse mennesker er så opslugt af at finde deres biologiske ophav? De burde vel være tilfreds med de adoptivforældre de har fået og som sikkert elsker dem?
Eller prøv det her link hvor donorindustrien advarer mod at donorbørn prøver at opspore deres evt. søskende og donorfar
det er et stigende ‘problem’ og ødelæggende for indtjeningen -man forstår deres bekymring - sådan nogen utaknemmelige unger!
De anvender meget fikst det ‘progressive’ argument at familien jo primært er en kulturel størrelse ikke en biologisk -sådan kan man definerer sig ud af alle problemer:
http://politiken.dk/indland/article342010.ece
@ Henning
Shit happens. Også arvelige sygdomme og lign. Uanset om man kender til det eller ej, så enten fpår man dem eller også får man dem ikke.
Det er der i og for sig ikke meget at gøre ved så længe Gen-terapi for det første er så primitivt som det er, for det andet så utilgængeligt som det er.
Hvad nytter det at vide at man KAN få brystkræft? Det kan alle jo. Og at gå og bekymre sig om det kan sikkert øge risikoen pga den psykosomatiske effekt.
@ Henning og Ole.
Og hvor meget af det er social forventninger og hvor meget af det er affødt af et dybtliggende biologisk, og derfor ukontrollerbart, ønske?
Hvis børn konstant bliver mindet om, både af forældre og omgivelser, at de er adopterede, så er det klart at der opstår et ønske, ganske givet også affødt af at der er en forventning om at sådan et ønske opstår.
Og Ole…. at trække “Sporløs” frem i debatten er som at bruge et program der i den grad lever på følelses-porno og en social forventning om at alle har en ubændig trang til at kende et evt. biologisk ophav, som argument.
Der er ingen der siger at det er en psykologisk nødvendighed at kende eller vide noget om den person der har doneret gener. Det kan lige så vel være et socialt pres.
Spørgsmålet “Jamen er du ikke nysgerrig?” er et meget ofte stillet spørgsmål. Og i rigtigt mange tilfælde afføder det nysgerrighed. En nysgerrighed som måske ellers ikke ville være der.
Heldigvis blev jeg aldrig en bønne nysgerrig. Der var ikke behov for nysgerrighed. Og de mange der har spurgt om jeg var nysgerrig har heldigvis heller aldrig affødt nogen form for nysgerrighed hos mig. For hvad kan man bruge det til? Altså ud over en vis portion navlepilleri. :-)
Mennesker har generelt den samme trang til at spejle sig i deres biologiske forældre, som i deres biologiske afkom. Det er et helt symmetrisk behov. Om det er biologisk bestemt, er jeg ikke sikker på. Men det er i hvertfald dybtliggende hos de fleste mennesker - måske Marianne undtaget - og måske ikke helt alligevel :-) /O
Marianne Mandoe:
“…Det kan lige så vel være et socialt pres….”
Og hvad så?
Hvad skulle det ændre, hvis vi altså forudsætter, at du har bare en anelse ret?
Sådan er dét så. Det ændrer ikke en døjt.
Jeg er selv barn af en enlig mor, i øvrigt, oven i købet af af sådan en hystade, som Hans hansen ganske rigtigt mistænker for, at udgøre det primære segement bland “selvvalgt”, enlige mødre. Og jeg er, ligesom Henning Ristinge overhovedet ikke det mindste i tvivl om, at jeg har manglet en rollemodel….af MIT EGET køn…hvilket mange kvinder ganske enkelt er for tykpandede til at forstå.
Men sandheden er snarere, at ingen gider være sammen med disse kvinder, og for at undgå total ensomhed, så vælger de at få et barn, som visse af dem oven i købet etablerer mere eller mindre mental-incestiøse forhold til, og ender med at kalde deres “mænd”, eller deres “små mænd”.
Gæt selv fortsættelsen… hvor er det dog i mange tilfælde både små-klamt og enormt trist….
At vide at man kan få brystkræft kan udgøre forskellen mellem liv og død Marianne, jeg kender to mennesker hvoraf den ene næppe ville have gået til regelmæssige tjek havde hun ikke vidst at der var denne sansynlighed, og hun ville næppe have været i live idag,
Men alty det er lige meget - det der er afgørende er at definere barnets retigheder og at barnests rettigheder altid er vigtigere end forældrernes samme- Forældrerne har fået deres liv, og de kan skalte og valte med det som de synes. Men det burde være samfundet opgave at sikre, med visse rammer og lovgivning, at barnets traditionelle rettigheder ikke forværres eller undergraves af ny teknoliogi og en ny social vikelighed.
@Rene,
Ja, det er kvindens hævn :-)
Mænd og kvinder er lige gode om at tyrannisere hinanden; de gør det bare på forskellige måder, i forskellige relationer og evt. i forskellige faser af deres liv.
Barnet er kvindens levende dukke, hvis ikke-levende modeller hun har øvet sig på hele sin barndom. Kvindens moderdrift er en form for sublimeret begær, som udgør en substitution for det seksuelle begær hos kvinden. Hun har lige så svært ved at tæmme det, som manden har ved at tæmme sin libido.
De er faktisk to sider af samme dobbelt-drift. /O
@ Oliver.
Hvilket årtusind er det nu vi lever i?
Kvindens moderdrift er en form for sublimeret begær, som udgør en substitution for det seksuelle begær hos kvinden. Hun har lige så svært ved at tæmme det, som manden har ved at tæmme sin libido.
For at sige det rent ud. Sikke dog en gang misogynint vrøvl.
@Marianne,
“Hvilket årtusind er det nu vi lever i?”
Lige dette har ikke ændret sig i tusinder af år. Se dig omkring. Hvad er præmisserne overhovedet for denne debat? Kvindens moderdrift, der er så stærk, at hun trodser al sund fornuft.
Og takket være de medicinske muligheder, økonomisk uafhængighed og politisk barmhjertighed med de modersyge kvinder, har hun nu muligheden for at udleve sin drift, uafhængig af en mand.
Der er ikke noget misogynt i den konstatering. Det er bare et faktum.
Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes børn bør vokse op med begge biologiske forældre. At de så kan blive skilt tidligt er en anden sag. Men jeg synes ikke man som udgangspunkt skal sætte et barn i verden hvis ikke den biologiske fader vil tage ansvaret for det.
Og det omfatter både naturlig og kunstig befrugtning. /O
Olivier Goulin:
“…Barnet er kvindens levende dukke, hvis ikke-levende modeller hun har øvet sig på hele sin barndom. Kvindens moderdrift er en form for sublimeret begær, som udgør en substitution for det seksuelle begær hos kvinden. Hun har lige så svært ved at tæmme det, som manden har ved at tæmme sin libido…”
Godt formuleret. Jeg er fuldstændigt enig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er enig, det er framragende formuleret. Det skærer også ud i pap, hvorfor, vi er nød til at sikre at det voksne barns rettigheder beskyttes.Børn er fandeme ikke dukker, som Goulin formulere det, eller kæledyr, som jeg sagde.
Beskyttelsen af deres fremtid og rettigheder har i årtusidner været fuldstændig betinget og underlagt mandens og kvindens driftliv og trang. Det har været fint, det har i det store hele fungeret, omend millioner af børn har måttet vokse op uden deres biologiske far af forskellige grund. Det er alligevel gået. Men nu er vi nået til det punkt hvor vi kan lave børn i reagensglas af en hvilkensomhelst mand og kvindes æg og sæd. Vir nærmer os hastigt det tidspunk hvor vi også kan manipulere og forbedre på arvemassen.
Det er derfor stærkt nødvending at vi ikke længere bare accepterer pattedyrets drifliv som eneste beskyttelse af det voksne barns rettigheder til sin egen biologiske arvemasse.
Der skal lovgives her, og det bør ske hurtigt.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd:
Ifølge en ny stor national undersøgelse af børns trivsel, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - offentliggør i dag, kan kun 4 pct. af kernefamiliebørnene betegnes som udsatte og i fare for at blive marginaliseret, mens tallet er hele 17 pct. for både børn af eneforsørgere og for børn i sammenbragte familier.
Resultatet overrasker seniorforsker og leder af undersøgelsen Mai Heide Ottosen.
http://fpn.dk/liv/born_unge/article2199097.ece
Man kan naturligvis betvivle Det Nationale Forskningscenter for Velfærd’s undersøgelse, men det er svært at anklage dem for ikke at forholde sig kønsneutrale.
Det samme kan man ikke sige om feminismens gentagne påstande. De fortsætter, traditionen tro, med udokumenteret manipulation.
Hvor er det dog besynderligt at det faktisk kun er mænd der har en mening om om kvinder må få børn uden at være i et fasttømret forhold.
At det så oven i købet er beskæmmende at se at mænd generelt, med et par få undtagelser, mener at kvinder bør fratages selvbestemmelsesretten er jo desværre ikke længere overraskende.
Hvis jeg skal være helt ærlig kan jeg godt forstå at en del danske kvinder vælger manden fra og vælger at få barn uden mand. Selv har jeg også valgt danske mænd fra. Jeg har været nødt til at importere en for at få en mand der mener at han skal bestemme over mit liv.
For generelt er danske mænd gammeldags og patriakalske.
Kære mænd…. ryk ind i det nye årtusind. Vil I ikke nok?
Jeg er ikke uenig med dig Marianne er der er enkelte stemme her so bestemt udviser de der chauvistiske tendenser du taler om.
Men at reducere det at få børn til et spørgsmål om ‘kvindens selvbestemmelse’ er midt sagt uigennemtænkt. Jeg håber så sandelig at der er tale om at du ikke har tænkt dig om, for i modsat fald er der tale om en meget ubehagelig form for ekstremistisk chauvinisme.
En der på udmærket vis illustrerer det jeg og visse andre har fremført - at nogen kvinder opfatter børn - ikke som mennesker med rettigheder - men som er en slags vedhæng til deres velbehag og uinskrænkede forgodtbefindende og absolutistiske herredømme.
En slags blindtarme I kan få - ja har krav på at få - for at tilfredstillle jeres behov for dukker, legetøj. kæledyr, ja alt andet end de børn rent faktisk er - nemlig mennesker med rettigheder der har krav på beskyttelse og respekt i lyset af at disse rettigheder - de mest hævdvundne naturrettighder - i tiltagende grad er truet og derfor ikke længere kan overlades fuldt og helt til noget enkeltindivids forgodtbefindende.