Besparelser med dramatiske konsekvenser

Kristina Stoltz nye roman kommer til februar 2011. Den hedder Æsel og er en flugtbog, siger hun.

»Den handler om to af-ghanske brødre, der flygter til Norden. På et tidspunkt skilles deres veje, men begge støder undervejs ind i en række skæbner, hvis fortællinger vi får.«

Kristina Stoltz har været fire år om at skrive romanen. Og hun kunne ikke have skrevet den uden støtte fra Kunstrådet, siger hun. Blandt andet fik hun et stort rejselegat, der satte hende i stand til at researche på de steder og i de miljøer, brødrene bevæger sig igennem på deres flugt- rute. Det gav arbejdsro, og det var helt uvurderligt, fastslår Kristina Stoltz.

»Min økonomi er ligesom andre forfatteres sammensat af mange små beløb,« forklarer hun. Hun skriver børnebøger, læser op, er forlagskonsulent og oversætter. Men er hun i gang med en oversættelse, tager det al hendes arbejdstid. Sammen med et arbejdslegat betyder honoraret for en oversættelse, at hun i heldigste fald kan skaffe sig skrivero i fire-fem måneder. Det er nemlig, hvad man reelt får ud af et arbejdslegat. »Hvis det for eksempel er på 50.000 kroner før skat »for der skal jo også betales skat af legaterne, det glemmer folk ofte!« så er der højst til et par måneders arbejdsro. Men hvis hun ikke kunne få et arbejdslegat, ville hendes bog slet og ret ikke udkomme, det ville være umuligt for hende at finde tid til at skrive den, fastslår hun.

Som et eksempel på, hvordan livet som forfatter er blevet mere og mere trængt nævner hun, at Villy Sørensen for et par generationer siden ved at skrive en kronik kunne skaffe sig arbejdsro i en hel måned. Til sammenligning får Kristina Stoltz 1.500 kr. for at være forlagskonsulent på et værk, der skal læses grundigt igennem og tænkes over, hvorefter hun skal formulere en udtalelse, der tager højde for værkets forskellige aspekter. 20 timers arbejde er næppe for højt sat.

Ikke så mange danskere

Kristina Stoltz håber på, at bibliotekspengene i fremtiden vil komme til at udgøre en stadig voksende andel af hendes indkomst, men hun er ikke optimistisk. For bibliotekerne køber færre bøger og der bliver færre biblio- teker. Endelig presser de frie bogpriser ligeledes forfatterne, samtidig med at de ændrer markedet endnu mere i retning af at favorisere krimier og bestsellerlitteratur.

»Hvis en bog sælger godt i Danmark, sælger den måske 3.000 eksemplarer, men det giver jo ikke smør på brødet i mere end et par måneder. Derfor giver det ingen mening at sammenligne Danmark med eksempelvis de engelsksprogede lande, for der er simpelthen ikke nok mennesker i Danmark til at købe bøgerne,« siger hun. Alene, at Danmark er et så lille sprogområde, burde efter Kristina Stoltz mening være tilstrækkeligt argument for støtte, »for hvis vi ønsker en dynamisk og eksperimenterende litteratur, bliver vi nødt til at have et vækstlag, som kan tænke nyt. Men vækstlaget klarer sig sjældent på markedsvilkår, derfor bliver vi nødt til at have støtteordninger.«

»Det er alle posterne i en forfatterindkomst, der er truet,« konstaterer hun sammenfattende og forudser, at kommende generationer vil holde op med at skrive bøger og gå ind i filmbranchen i stedet!

Plads i hovedet

Mange forfattere er i samme situation som Kristina Stoltz. Enkelte finder ansættelse rundt omkring på højskoler, på Forfatterskolen eller i dagspressen, men for de fleste gælder det, at en forfatterindkomst sammensættes af mangeartede, mindre opgaver.

»Vi står uden for arbejdsmarkedet, vi kan ikke bare søge et job,« siger hun, »at skrive litteratur er vores arbejde!«

Jeg indvender, at man da har set eksempler på forfattere, der både havde et borgerligt erhverv og skrev ved siden af. Mathilde Walter Clarks debutbog skrev hun for eksempel på om morgenen, inden hun gik på arbejde på det reklamebureau, hun skildrer i bogen Thorsten Madsens ego, anfører jeg.

Det kan måske lade sig gøre i en periode, svarer Kristina Stoltz, »men man kan ikke leve et liv på den måde og samtidig have en familie. Det er ikke muligt!«

»For man skal have plads i hovedet for at skrive skønlitteratur. Man kan ikke skrive om aftenen, efter at børnene er lagt i seng, og opvasken er fra hånden. Det kræver både mentalt og økonomisk overskud at skrive bøger, og her er arbejdslegater uomgængelige.«

»For det meste er man nødt til at søge igen og igen. Når man søger, skal det altid være til færdiggørelse af et projekt, man kan jo ikke få støtte til en løs idé. Men man ved ikke, hvornår en bog er færdig,« understreger hun, »man skal have tid. Det er en langsom proces at skrive en bog. Når man er godt i gang, arbejder man til gengæld hele tiden også hvis man løber sig en tur i Fælledparken. Jeg er kommet frem til mange ting, mens jeg har været ude at løbe. Men jeg vidste jo ikke på forhånd, at min nye bog ville tage mig fire år at færdiggøre.«

Frivilligt arbejde

Kristina Stoltz personificerer på flere niveauer vigtigheden af støtte til det danske litterære miljø. Ved siden af sit eget forfatterskab har hun nemlig gennem årene været uhyre aktiv i det litterære københavnske miljø på frivillig basis. I to år afholdt hun månedligt forfattersalonen Kurz und Stoltz i LiteraturHaus på Nørrebro, hvor hun over en hel aften samtalede med en forfatter, som publikum på den måde fik lejlighed til at møde på nært hold. Kurz und Stoltz tiltrak helt forskellige mennesker fra gang til gang, og der var altid fulde huse. »Mon ikke der har været en del potentielle læsere, som er blevet tørnet på hvad betyder det en mere præcis formulering?,« formoder hun.

Kristina Stoltz står desuden, sammen med sin mand og en af parrets venner, bag det lille, eksklusive forlag [FINGERPRINT], der udgiver små, gratis bøger af anerkendte forfattere. Bøgerne er kommet i 250, nummererede eksemplarer, og er prydet med forfatterens finger- aftryk. (Se Information den 14. september).

»Vi har leveret dem til boghandlere i København, men for hver eneste udgivelse har vi fået henvendelser fra Jylland, om vi ikke kunne sende nogle eksemplarer,« fortæller Kristina Stoltz og pointerer, at de tre forlæggere ikke har taget penge for deres arbejde. Derimod har støtte fra Kunstrådet sat dem i stand til at honorere deres forfattere med hver 5.000 kroner. Resten af pengene er gået til trykning og pr. Uden kunstrådspengene havde projektet ikke kunnet føres ud i livet.

Første bog på [FINGERPRINT] var af Kristina Stoltz selv, men den leverede hun uden honorar, understreger hun. Hidtil er der derudover udkommet bøger af Viggo Madsen, Liv Mørk (alias Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard), Dy Plambeck, Ulla Ryum, Preben Major Sørensen og Harald Voetmann. Til oktober kommer endnu to bøger, men indtil da er forfatternavnene hemmelige.

Det hele kræver tid

Både [FINGERPRINT] og Kurz und Stoltz er vigtige indslag i et miljø, der er uundværligt, hvis litteraturen skal holdes levende, udvikles og udfordres, og der stadig skal sættes nye, spændende dagsordener. Anmeldelser og debat i litteraturmagasiner er andre, og fagligt arbejde er endnu et element. Kristina Stoltz bruger også kræfter her. Hun har været fast, gratis klumme- leverandør til litteraturmagasinet Sentura, og hun sidder i bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere.

Hun gør det hele, fordi hun anser det for vigtigt for dansk litteratur, siger hun.

»Men det kræver, at man har tid. Før en aften i Kurz und Stoltz skulle jeg nogle gange læse op på et stort forfatterskab. Jeg har gjort det med glæde,« understreger hun.

»Men man kan ikke arbejde for litteraturen på så mange niveauer, hvis man samtidig er nødt til at stå på den lokale café for at tjene til føden.«

Blå bog
Kristina Stoltz
2000: Debuterer med digtsamlingen ’Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse’
2002: ’Græshoppernes Tid,’ digte
2006: ’Turisthotellet’, roman
2009: ’Hjemstavn nr. 13, et festskrift’, digte
2009: ’Fuglepigen Vega’, børnebog
2010: ’Fuglepigen Vega rejser ud i verden’, børnebog
2011: ’Æsel’, roman