Når unge muslimer i Vollsmose beskriver problemerne med den lokale imam Abu-Alamin, som Information berettede om i weekenden, siger flere af dem: ‘Hvis bare vi havde en rigtig imamuddannelse.’
De mener, at en uddannelse vil kunne udklække imamer, som har viden og indsigt i islam, og som samtidig har en dyb forståelse for det danske samfund. Imamer, der vil kunne udkonkurrere de mere dogmatiske imamer, der som regel er selvlærte, eller i hvert fald vil udgøre et alternativ til dem. Men kan en imamuddannelse forhindre, at enkelte dogmatiske imamers prædikener udvikler sig til vold på gaden? Nej, mener Niels Valdemar Vinding, ph.d.-studerende ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet.
»Når det sker, handler det jo ikke om islam. Det handler om de sociale problemer, som skal løses ved blandt andet at sikre folk uddannelse og arbejde,« siger Niels Valdemar Vinding og tilføjer:
»En imamuddannelse løser ikke problemerne.«
Han mener ikke, den slags tiltag spiller en stor rolle, når det gælder radikalisering.
»Det er krigene i Irak og Afghanistan, der er med til at radikalisere. Det ændrer en imamuddannelse ikke på.«
En officiel moske
Lene Kühle, lektor ved Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, er mere åben over for, at en imamuddannelse vil kunne afhjælpe problemer som dem, Information beskrev i weekenden.
»Men det er en lang og kompliceret proces at lave en uddannelse, der både har autoritet i det muslimske samfund og samtidig accepteres af det officielle danske,« påpeger hun.
Samtidig er spørgsmålet om en imamuddannelse tæt knyttet til spørgsmålet om, hvorvidt staten og det officielle Danmark skal ansætte imamer. Det er der fra politisk hold ikke opbakning til.
»Hvis vi fik en officiel moské med en imam, der kunne stilles til ansvar for, hvad han sagde og gjorde, ville der også komme en større grad af selvjustits,« vurderer Lene Kühle, der som led i sin forskning har kortlagt de muslimske miljøer i Danmark. Hun understreger, at det også kræver større åbenhed fra politisk side, hvis det skal lykkes.
Flere eksempler fra udlandet viser imidlertid, at der sker en modreaktion mod statens forsøg på at sætte sig på, hvordan islam skal fortolkes, og hvem der skal gøre det. Det fortæller Niels Valdemar Vinding.
I Storbritannien gik staten eksempelvis ind og støttede oprettelsen af et muslimsk fællesråd, hvorefter der med det samme opstod to andre uafhængige som svar på statens indblanding.
Åben invitation
Når unge muslimer ytrer ønske om en imamuddannelse, bør man tage dem på ordet, mener professor Jørgen Bæk Simonsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet.
Men om de forslag, der indtil nu har været fra politisk side, siger han:
»Indtil nu har det kun været ikke-muslimske politikere, der ønskede at definere, hvordan islam skulle se ud. Det er jo absurd.«
Han mener, at skiftende regeringer har haft en tilgang, der handlede mere om at fortælle muslimer, at »nu skulle de høre efter« end at skabe et levedygtigt samarbejdesamarbejde.
Den eneste måde, hvorpå en imamuddannelse kan blive en succes, er, hvis man inddrager det muslimske samfund, mener Jørgen Bæk Simonsen.
»Der er brug for en åben invitation og åben debat om, hvorvidt vi overhovedet skal have en imamuddannelse og i givet fald, hvordan den så skal se ud.«
Kommentarer
Hvis katolikker, russisk ortodokse, græsk katolske, hinduer, buddister, scientologer, jehovas vidner , faderhuset o sv kan hitte ud af at klare deres egne sager uden statens bistand, så kan muslimerne vel også.
Går samfundet ind og organiserer en imam-uddannelse, så kan alle andre religiøse grupper m v kræve samme service - ?