Tomhjernet? Trænger til at tanke tænketoppen op? Nytter det at ty til tv? Her TV2’s sendeflade i aften: »Hvad bruden ikke ved. Restaurant i stuen. Alarm 112. Station 2 politirapporten.«

Pyha, godt, vi har DR med pligt til public service. Den flader sig i aften således: »Hammerslag. Spise med Price. Kontant. Medicinmanden. Borgen. Teenageliv.«

Programoversigterne nærer mistanken om, at seriøsitet er ghettoiseret over på den smalle DR2. På netop denne station rullede i søndags sidste afsnit af den omstridte Jagten på de røde lejesvende.

Selvglæden har VKO-politikere i udsendelsen vanskeligt ved at skjule. De stoltserer over, hvordan de siden deres magtovertagelse i 2001 har haft held med at afrette Danmarks Radio.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen praler: »Der er kommet en anden ånd ind i DR. Altså, det kan man jo bare se på udbuddet af programmer. Nu kører der ikke i prime time analyser af Irak-krigen. Nu kører der X Factor og sådan nogle ting.«

VKO-triumfen på skærmen uddyber Hjort sådan: »I gamle dage havde man da udmærket i prime time kunnet lave en folkeoplysende udsendelse. Men den går ikke mere.«

Den kvikke journalist Rosenkrands udfritter Hjort Frederiksen: Bifalder finansministeren, at det er nat med folkeoplysning i bedste sendetid?

Hjort Frederiksen svarer: »Altså, sådan er det jo. Ikke også?«

Magten taler. Den ændring, magten har afstedkommet, er at sammenligne med en naturkraft. Det ved enhver idiot da. Ikke sandt?

Og godt det samme, at dansk public service ikke plager seerne med udsendelser om krige, hvor VKO har sendt unge danske mænd og kvinder ud med liv og lemmer på spil. Vi vil da meget hellere se Venstres Jens Rohde og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl synge og danse. Ikke også?