I Jagten på de røde lejesvende undgik et enkelt billede enhver omtale. Det stod ellers fremme på bordet lige ved siden af tilrettelæggeren og smilede tavst til os i glas og ramme. Ikonet på 70’ernes jagt på røde lejesvende, ikke bare i Danmarks Radio, men hvor som helst, Erhard Jacobsen.
Gennem et årti prøvede han med sine Aktive Lyttere og Seere at drukne Danmarks Radio i klager over påstået venstreorientering uden at opnå så meget som én lille bitte næse til de anklagede. Men han gjorde det så højrøstet, at ekkoet runger endnu. I sine sidste år i politik et par årtier senere opnåede han næsten status som go’e gamle Erhard, og det er vel det, der har givet ham den selvfølgelige plads i programmet.
En af mine tidligste erindringer om ham er fra først i 70’erne under USA’s julebombardementer af Nordvietnam. Massive bombetogter, der havde samme formål som de allierede bombninger af tyske storbyer under Anden Verdenskrig: at ramme fjenden på det blødeste punkt - civilbefolkningens moral. Sammenligningen med Hamburg og Dresden er Erhard Jacobsens egen fra en tv-debat dengang. Han fortalte, hvordan han som ung under krigen havde jublet, når han hørte, at de tyske byer blev jævnet med jorden. Og han ville godt lige minde om, at USA var vores allierede. Ordene var nogle andre, men budskabet klart: Det Vietnam-pladder gad han ikke høre på.
Et årti senere, midt i 80’erne var Erhard Jacobsen en tur i Sydafrika som regimets gæst. Hjemme igen kunne han berette, at de sorte havde det fint, og at de hjemlige apartheidmodstandere godt kunne stikke piben ind: De anede ikke, hvad der foregik i Sydafrika, for de havde ikke været der, men det havde han.
Det står enhver frit for at bruge de to nedslag til enten at få bekræftet, at Erhard Jacobsen var skidt karl - eller lune sig ved mindet om en hædersmand, der holdt stand, mens andre stillede deres karsebakker til rådighed for marxismens ugræs. De kan dele sig efter anskuelse - ærindet her er et andet.
Fra ‘De’ til ‘du’
Da jeg begyndte i skolen i 1966, hed de lærere, jeg kan huske, fru Pedersen, frk. Jakobsen og hr. Hoffmann. Vi sagde ‘De’ til dem, og hvis inspektøren kom ind med en besked midt i timen, rejste vi os pænt op og blev stående, til vi fik besked på at sætte os. Få år senere var vi stadigvæk på efternavn med lærerne. Men vi var blevet dus, og inspektøren sagde ‘bliv siddende’, når han kom brasende. I de sidste år frem til realeksamen i 1976 hed lærerne Hans, Erling og Birthe - og inspektøren var begyndt at fatte, hvorfor vi grinede af ham, når han af gammel vane sagde ‘bliv siddende’. Da jeg blev student i 1979 var der fire-fem hvide huer i klassen. Resten af os gad ikke have det lort.
Det er den udvikling, virkelighedens røde lejesvende indgik i. Og den forandring, der fik alle Erhard Jacobsenerne til at rejse sig og råbe: Nu kan det være nok!
Ikke forandringen fra ‘De’ til ‘du’, men det store, den var en lille del af: At markørerne i en generation eller to bare sådan uden videre forkastede, hvad de fik tilbudt af sideskilning, høflighed, kirkebryllupper, pæne manerer, salmesang, missionærstillinger, plisserede nederdele, værnepligt, pudsede sko, bufærdighed, samfundssind og fire halve i en madkasse af blik. Og skiftede hele pakken ud med et hjemmestrik af afghanerpelse, brune ris, piberygning, klasseanalyser, pædagogsnak, boformer, verdensrevolution, ølkassereoler, teatergrupper, undergravende konspirationer, Ebbe Kløvedal, bare patter, elevorganisationer, kapitallogik, bevidsthedsudvidende stoffer, lilleskoler, aktionsgrupper, kunstnerkollektiver, kvindehøjskoler, tidsskrifter, forlag, politiske partier, storfamilier, fagkritik og plantefarvning. Ikke at alle var til det hele, men det var omtrent udbuddet, da jeg blev gammel nok selv at se mig om.
Det må have været kedeligt at have været der uden at have være med. Det var i hvert fald svært at sætte en finger på, endsige rulle det tilbage. De, der forsøgte med et: bliv nu klippet; hænderne over dynen; skru nu ned etc. kunne kun fremstå som det, de var: old hat og udenfor.
Og med tiden kunne samfundet da også bruge det meste. Selv borgerlige mandlige politikere lod håret vokse så langt som ned i nakken eller til midt på ørene. Musikindustrien var rigtig vaks til at finde melodien. Og det er næsten plat i dag at påpege, hvor meget moderne ledelse, der henter inspiration fra den så udskældte rundkredspædagogik - eller at den kritiske forbruger ikke længere er en hippie, der spiser brune ris, men en guldgrube af omsætning. Da støvet havde lagt sig, blev det, som Poul Schlüter sagde, da han blev statsminister: Det skal nok gå alt sammen.
De udfordrede ikke
Alligevel var der noget, de satans 68’ere ikke skulle tilgives: De udfordrede ikke autoriteten; de ignorerede den. Erhard Jacobsen var en af de første til at se det og til at lave politik på det. Som bekendt tabte han alle sine konkrete slag om Danmarks Radio, men ideologisk vandt han ikonisk status ved at sætte fingeren på det centrale: Revolutioner er skide svære at stoppe - ikke dem, der udkæmpes med krudt og kugler, men dem, hvor folk bare begynder at opføre sig anderledes, end de har fået lov til. Det er en tabersag - i hvert fald i et demokrati.
Han brugte andre ord for det, men havde et meget konkret blik for, hvad man i 70’erne ville have kaldt tidens kulturrevolutionære potentiale - og for at enhver omvæltning har tabere, der stadig vil have lov at være der. Han var ikke født i året for den russiske revolution og politisk skolet som ung socialdemokrat i de tilspidsede 30’ere for ingenting. Hans generation havde oplevet de mest betændte perioder af Den Kolde Krig. For næste generation var røderusserne en sang af C.V. Jørgensen.
Alt blev malet rødt
Tegningen af periodens engagerede hovedstrømning som en marxistisk kampenvognshed blev påbegyndt af Erhard Jacobsen: Alt, hvad der kunne fremstilles som ‘rødt’ blev det, så enhver nuance gik fløjten. Og alt, hvad de ‘røde’ sagde, skulle modsiges - ubetinget.
Det var forandringens blindgyder, han sorterede og eksponerede. Og dem var der mange af: De værste var et resultat af den åndelige og kulturelle indavl, der kommer af at lukke helt af for det omgivende samfund - eller blive udelukket fra det. Det mest ekstreme tilfælde, Blekingegadebanden, valgte selv sit vakuum, og de tragiske resultater er velbeskrevet - for de fleste andre blev det ved snakken. De mere kuriøse blindgyder stod i køen til bollerummet, mens de snakkede om, at hash, modsat alkohol, var bevidsthedsudvidende.
Meget af det, han sagde, var i bedste fald noget forbandet vrøvl, for nu at bruge et af hans egne udtryk. Men sigtet var klart, og han kæmpede indædt - vel at mærke mens han stod midt i det, og ikke som en del af en bagklog eftertid. Og han blev kaldt grimme ting: Goebbels, Nixon, McCarthy - Goebbels har han formentlig opfattet som en fornærmelse.
En enkelt gang oplevede jeg ham live. Under en partilederunde i tv op til et valget i 1977 havde han med perfekt timing ‘afsløret’, at lærerne i Albertslund skolede eleverne i revolution og marxisme. Det viste sig siden at dreje sig om en klasse, der i samtidsorientering havde haft om Pinochets kup i Chile få år tidligere. Men det virkede og gav ham afgørende momentum i slutspurten af valgkampen. Nogle måneder efter var der afregning i Albertslund Kulturhus mellem Erhard Jakobsen og byens borgere, der på den tid havde ry for mestendels at bestå af pædagoger og andre røde lejesvende. Det blev et festfyrværkeri af en aften med gensidige nedgørelser, beskyldninger, underløb, latterbrøl og buhråb. Og bragende ovationer, når nogen fik en fuldtræffer ind - tilhænger eller modstander, bare den sad. Personligt opnåede jeg omtale i Albertslund Posten for mit bidrag til løjerne. Ingen blev klogere på noget, og det var vist heller ikke meningen.
Men der var stil over ham. Det kan man ikke tage fra ham.
Kommentarer
Vi begynder lige med et lille citat.
“Da jeg begyndte i skolen i 1966, hed de lærere, jeg kan huske, fru Pedersen, frk. Jakobsen og hr. Hoffmann. Vi sagde ‘De’ til dem, og hvis inspektøren kom ind med en besked midt i timen, rejste vi os pænt op og blev stående, til vi fik besked på at sætte os.”
citat, op. cit.
Er det ikke mageløst, at det er denne tid, denne beskrivelse af en virkelighed, som er væk, som både Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative vil have tilbage - især i skolen….
Al deres tale om disciplin handler jo netop om dette, at komme tilbage til en (rosenrød) tid, som var engang - i deres (egne) hoveder…
Og jeg kan godt huske Erhard Jakobsen og hans udfald mod lærerne i Albertslund, hvor eleverne lærte ‘om den russiske revolution ved at læse Lenin’.
Siden kom det frem, at der var tale om at lære at læse kilder og at udøve kildekritik, sådan som rigtige historikere gør….
Men den slags rørte ikke Erhard Jakobsen, sålænge han kunne mene, at det var galt at man lærte om den russiske revolution i skolen….på den måde som han troede man gjorde…
Denne kommentar er anbefalet af:
Smukt Jon, blot mangler du at reflektere lidt over det faktum at selv Erhardt Jacobsen startede sin karriære som - venstreorienteret - venstreoreinteret socialdemokrat det er - men det var faktisk også ret meget til venstre dengang han var ung.
Du kunne så have filosoferet lidt videre - vi hører at Bent Jensen i sin unge dage havde en periode med Mao-fascination (noget han akkurat ligesom salig Jacobsen behændigt siden har glemt)
At selv den anden elendige historiker Blüdnikov havde trostsky på hjernen i sin ynge version (hvad han dog i det mindste havde mod nok til at erkende offentligt)
og så kan vi så filosofere lidt over hvad det er i mennesket der driver nogen af os til disse besynderlige absolutismer og ønsker om at dræbe og rette beskyldninger mod alle andre - snarere end at skulle erkende kernen i vore egne lastefulde ungdommelige flirt….
Også jeg husker Erhardt som en af apartheidregimets fremmeste fortalere… sammen med Brian Mikkelsen, i øvrigt, der besøgte landet som leder af en KU delegation, med rejsen finansieret af det sydafrikanske apartheidregimes ambassade… Totalitarismen har altid haft en utrolig fascinationskraft på højrefløjen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, ren Morten Koch, ren fiktion og tynde plots.
Jon,
Nogle gode pointer.
Hvad jeg har gået og tænkt mest på på det seneste er at vi mangler nogen analyser af hvad der gik galt med det “røde” projekt. Nu da det med liberale øjne gudskelov er forbi, og man har sådant lidt heksejagt i ny og næ burde modtrækket være - hvad gik der galt? hvorfor fortsatte det røde projekt ikke? Vi sad for et par dage siden her i dagligstuen og snakkede om at Røde Mor var lige ved at blive mainstream, men så begyndte det hele at lukke ned hen omkring 1980. Selv forlod jeg Danmark in 77, så jeg er selvsagt ikke kvalificeret til at foretage analysen, men jeg synes det er en pinende nødvendig ting at gennemgå. I USA kom Reagan ind, i England Thatcher, i Danmark Schlütter, på samme tid næsten lissom Bush og Fogh kom ind på samme tid, næsten som om der var en master plan. Men hvad gik galt? Hvordan kunne de komme afsted med det? Var alle modtrækkene lovlige, blev det foretsaget ting under bordet lissom da CIA pumpede penge i politikken overalt i Europa efter anden verdenskrig for at få slået kommunisterne ud af den parlamentariske proces, eller blev det hele blot fordrejet med smart marketing, så alt rødt indhold blev til røde floskler, som kunne køres ud på et sidespor?
HVAD GIK DER GALT?
Det kan være meget smukt med Blütkopf og Erhards jagt på de røde og nu har de overtaget, men man bør vel ikke rulle over på ryggen og lege død? Find da ud af hvad der gik galt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det forekommer mig Bob at du rejser problemstillingen og de spørgsmål som burde have været rejst for meget længe siden af dem der så sig selv som ’det nye venstre’ eller som ’marxister’. Du hørte ofte folk påstå at deres opfattelser grundede på en videnskabelig tilgang til de problemer de så i de vestlige samfund de levede og stadig lever i.
Hvis det der med videnskab var blevet taget alvorligt ville man ha engageret sig selv i lidt videnskabeligt funderet selvransagelse, i stedet for at overlade den slags til tågehorn fra højresiden.
Som jeg ser var og er problemet først og fremmest at man netop ikke havde nogen videnskabelig tilgang, tværtimiod var der i overmåde mange tilfælde tale om bare en anden slags religiøs vækkelsesbevægelse. Og tilhængerne havde de hele - bibler, ikoner, statuer, apostle, profeter, Rom, Peterskirker, paver, Mekkaer, relikvieskrin, paradismyter, religiøse optog bannere og med rødkindede trosbegejstrede tilhængeres i gader og stræder, tro på egen ufejlbarlighed, kætterinkvisitioner og intolerance, folkefører der tilranede sig magt over andre – du kan selv fylde ud – alt det samme åndssvage nonsens vi har set i hver eneste religiøs vækkelsesbevægelse i den samlede menneskeheds historie.
Forskellen var bare at de dennegang gik rundt i egen indbildning og mente at de skam ikke var religiøse - nej nej nej – de var skam ateister og tilhængere af materialistisk livssyn og videnskab.
Hvad kan man sige andet end at menneskeheden gerne vil narres og at der er et naturligt behov for at tro på noget der kan bringes orden og forståelse i tilværlsens kaos og at dette behov ligger der frit og kan udnyttes af demagoger af enhver art, hvis bar de evner at få andre til at følge sg blind med lovning om tusindårsriger.
Men klassekampen er ikke vundet, konflikterne , de samme er der stadig, også sulten og nøden er der stadig, menneskehedens manglende evne til at at styre sin egen vækst er der også, ødelæggelsen af naturgrundlaget er der også og meget af de de tidligere tænkere sagde er stadig korrekt på alle afgørende punkter – Marx var den første til at påpege at al historie er en kamp mellem modstridende interesser og at nøglen til forandring ligge i at være bevidst om dette – det er stadig rigtigt. Når Kropitkin sagde at al magt korrumpere og total magt korrumperer totalt, amte han også noget centralt, oven-i-købet noget som mange i 70ernes vækkelsesbevægelse hele tiden nægtede at se i øjnene.
Der er derfor stadig et behov for venstreorientering baseret på ægte videnskabelighed – gene en venstrefløj som er skeptisk over for enhver der opkaster sig selv til profet og enhver der har i deeer om absolutte og finale løsninger og – ja – en venstrefløj der ikke lader sig narre ind i bare en anden for for religiøs gudsdyrkelse.
Det ville kort sagt være forbandet sundt hvis det var muligt at mobilisere en skeptisk, kruitisk og udogmatisk venstrebevægelse - en der ikke ophøjer nogen til profter eller jordiske guder og en som derfor ikke har profeter og absolutte løsninger på noget somhelst liggende i ærmet. En som derimod mener at god videnskabsetik er det bedste redskab for virkelig forandring i rening af mere balance, mindre vækst og mere lighed, respekt for individet og social retfærdighed.
Så er Røde Mor og Troels Trier nok et af de værre eksempler du kunne møde op med - nu vi taler om religiøs vækkese, rødkindet begejstring for det absolutte og medlemskab af den der romerkirke med hovedsædet ovre østpå og relikvieskrinet på trappen foran ‘peterskirken’
“Hvad gik galt?”
Måske en del af svaret ikke handler ret meget om “Erhardt”, Glistrup, eller interne danske forhold overhovedet.
Hvis der kom en “vending” omkring 1980 eller lidt før, er det måske muligt at den “røde terrorisme” var en del af baggrunden - og have givet bagslag. Debatterne drejede sig vel dengang i reglen om helt andre emner, men derfor kan den vel i det stille have ødelagt megen sympati.
Selv da Vietnam krigen var værst var det jo ikke sådan at de fleste af os unge vendte USA ryggen helt. Vi blev enormt kritiske og eksperimenterende og mange flirtede med komunisme, buddhisme og mikro makro. Men i bund og grund opgav vi aldrig kærligheden til den amerikanske kultur, som vi primært kendte fra film og musik. Derfor blev alle protestsangene, selv Røde Mors, evindeligt brygget over tre bluesakkorder. Vi ville ændre den amerikanske/imperialistiske kultur. Men vi ville sku ikke opgive den og vi var helt på de rene med at De røde lejesvende i DR gik til stregen, måske netop fordi de vidste at Erhard var med på en lytter. Det var en del af legen. Ellers var det såmænd også blevet totalt tandløst og det var diskussionerne alt for alvorlige til. Men egentligt revolutionære var vi egentlig ikke. Bare allerhelvedes utilfredse med tingenes tilstand. Det hjalp så lidt da USA slap grebet og humøret udviklede sig stiller og roligt mod eufori, da muren faldt helt af sig selv (eller var det fordi Macca havde besøgt Moskva?) Anyways, det der foregik i DR var gennemsigtigt og det var måske også derfor Erhard kom til at fremstå lidt komisk. Som om ikke alle vi andre også havde både øjne og ører?
Artiklen giver et godt tidsbillede, men har vi glemt at Erhards overgearede hadekampagner formentlig også skyldtes, at han var maniodepressiv? Der er stadig politikere som fungerer på den måde.
Politiske ekstreminster er ofte dygtige til “negative campaigning” - men det kan være udtryk for kollektiv kold beregning fremfor individuelle mani. Eller at manikerne bliver brugt som marionetdukker …
@ Karsten Aaen: NEJ, desværre er det ikke tiden med ‘hr. Jensen’ og ‘De’, som VKO ønsker tilbage. De ønsker at undergrave demokratiet og oprette en politistat: Ombudsmand, rigsrevision, er sat ud af spillet. Vi står med det ene ben i diktaturet.
Primær-demokratiet er knust - de politikere, der er tættest på borgerne er sat ud af spillet. Uimodsat løgn og hate speech præger vores hverdag. De, der ikke klapper i og makker ret demoniseres.
“Men der var stil over ham.”
Ja, hvis man med begrebet stil mener, at man hæmningsløst offentligt tilsviner folk med andre holdninger end sin egen og hænger hæderlige folk ud på løgnagtigt grundlag, så var der masser af stil.
Søren Kristensen, hvornår var det lige, at USA “slap grebet”?
“Men i bund og grund opgav vi aldrig kærligheden til den amerikanske kultur, som vi primært kendte fra film og musik.”
Jeg var ikke med dengang, men det forekommer mig temmelig væsentligt at skelne mellem “amerikansk kultur” og så magtapparatet i Washington. Når det kommer til stykket vil også amerikanere jo helst have fred og samarbejde.
@ Morten Børre Nielsen: Lige præcis! Modstanden mod Vietnam krigen var størrelsesordner mere skarp og hård i USA end i Danmark. Herhjemme var det stort set kun venstrefløjen og blandt de unge der var imod krigen, mens det i det politiske establishment fra midten af socialdemokratiet og mod højre blev betragtet som “antiamerikansk” at protestere mod Vietnam-krigen. Men amerikanerne selv var modstandere af krigen, så der var overhovedet ingen modsætning mellem den amerikanske ungdomskultur og det at være krigsmodstander, tværtimod.
Ad samme bizarre gammelborgerlige logik bliver det nu (i DR-produktionen “Jagten på det røde lejesvende”) uden diskussion præsenteret som suspekt at Jens Navntofte i 1975 beskrev krigens afslutning som “en befrielse”. Historierevisionisme der vil noget.
Det hører med, at en dengang kendt psykiater (navnet heldigvis næsten glemt) udtalte, at Erhard trængte til at komme i behandling, og at han gerne stillede sin ekspertise til rådighed herfor. Ytringsfrihed? Erhard havde delvist ret og bør få oprejsning. Det var mest hans facon, der var anstødsstenen.
”..mest hans facon…”
Nej; det var mest hans uvederhæftige beskyldninger.
Erhard havde sgu ikke ret i noget som helst. Det her handlede om at der i hans øjne burde være berufsvebot for kommunister, ja i virkeligheden enhyuver form for venstreorienterede eller bare radikalt orienterede personer på DR.
Det var ok at folk dag ud og dag ind videregav hvad reelt ikke var andet end CIA propaganda og den USAs syn på verden. Men hvis der var nogen der på noget tidspunkt sagde bar det mindste der tydepå at manden/damen havde holdninger der ikke var i overensstemmelse dette burde de fjernes.
Selvfølgeliog var der der da også en kommunist her og der på DR, havde der ikke været det ville det sgu ikke være ent nyheds og underholdningsorgan i et demokratisk land. Erhardt ville have noget i retning af eet Sydafrikansk TV diskede op med, nogt der kun propaganderede i overnsstemmelser med hans egne opfattelser.
Det er rigtigt at det langt om længe synes som om han har sejret ad helvede til. Ktitisk radie og TV er så sandeligt i tiltagende grad død.
Erhardt jacobsen var ganske enkelt et mennesker der var modstander af alsidighed - et menneske der ikke ville acceptere at der også skulle være plads til på TV for synspunkter og mennesker der havde synspunkter han ikke selv delte.
Jeg for min part har aldrig næret skygge af sympati for hverken Sovjet, Kina eller nogen af de andre degenererede leninistiske frankenstein stater.
Men jeg har heller aldrig haft noget problem med at der er folk, og skal være plads til folk, der har andre meninger end mig selv. Mere end det, jeg opfatter det som en kvalitet og som udtryk for frihed og demokrati.
Hvad angår Saigon ja så var der tale om en befrielse for styre som ikke var orienteret i retning af national enhed. Resultatet blev ikke et styre jeg har eller havde sympati med, men det blev i det mindste et Vietnamesisk styre og det var ikke så ubehageligt et styre som jeg havde frygtet det ville blive.
@Lars
“Primær-demokratiet er knust - de politikere, der er tættest på borgerne er sat ud af spillet. Uimodsat løgn og hate speech præger vores hverdag. De, der ikke klapper i og makker ret demoniseres.”
Har du overvejet at emigrere, for vi er vel nærmest på linie med Nordkorea, såvidt jeg kan forstå ?
Proportionerne synes mig lidt ude i hampen, men overdrivelse fremme selvfølgelig forståelsen :o)
Erhard Jakobsen var også af den opfattelse, at tv-serien Dallas var skrevet af venstreorienterede amerikanere, der ville udstille” the american way of life”. Jo- han stod fast den gamle hædersmand.
Et Erhard citat:” Journalister forstår kun halvdelen af det man forklarer dem, desværre refererer de den halvdel, de ikke forstår!”
Henning, jo jeg tror der er meget rigtigt i dine forklaringer, blot må man vel vedgive at kunst kun sjældent er videnskablig, jeg har aldrig set nogen kunst der er, og derfor var røde mor, søren sidevind osv følelsesladede floskelfyldte evangelister, men den slags har vel også sin plads som underholdning i en samfundsforandring? Man kunne så måske ønske sig lidt mindre ukritisk tilbedelse af diverse stalinistiske lande i deres musik, men fedt var det alligevel.
Så sku man selvfølgelig bagefter sætte sig hen og gå videnskabeligt til værks, og det skete som regel ikke. Du har også ret i at der som regel opstod førere, som var mere intersserede i at fremme egne synspunkter og egen magtposition end at finde sandheden og foretage sig noget konstruktivt. Det sket ikke altid, men det skete alt, alt for tit, og jeg blev adskillige gange træt af at være involveret i ting og bakkede ud netop af den grund.
Det ville kort sagt være forbandet sundt hvis det var muligt at mobilisere en skeptisk, kruitisk og udogmatisk venstrebevægelse - en der ikke ophøjer nogen til profter eller jordiske guder og en som derfor ikke har profeter og absolutte løsninger på noget somhelst liggende i ærmet. En som derimod mener at god videnskabsetik er det bedste redskab for virkelig forandring i retning af mere balance, mindre vækst og mere lighed, respekt for individet og social retfærdighed.
Med fare for at lyde lidt selvgod vil jeg gerne melde mig som tilhænger af sådan et projekt. Nu har jeg så også både mine 68’er-forældres projekt og den efterfølgende ret firkantede reaktionerne mod deres “lejr” som lige dele inspiration og bagbillede.
Hvad kan jeg sige andet end der stadig er håb for fremtiden.
Netop Bob, kunst er følelser der udtrykker en tidsånd og de skal have lov at flyde - der skal være plad. Det er også og var altid min indvending mod Erhard Jacobsen. Han var et snævertsynes menneske der ikke brød sig om alsidighed. Han ville ikke ha plads til andet end lige det der bekræftede hans egne synspunkter og havde han fået medhold ville de have påbegyndt en mcartyistisk udrensning af anderledes tænkende på DR og andre steder. I virkeligheden havde Erhardt ret meget til fælles med det sovjetunionen han så gerne ville lægge afstand til
I øvrigt siger Flemming Jensen på udmærket vis alt hvad der er at skulle sige om Erhard Jacobsens og de borgerliges ide om dr . man kan høre ham her
http://www.dr.dk/P1/Kanten/Udsendelser/2010/10/061…
‘Det har vist sig, at det i virkeligheden slet ikke var venstresnoede røde lejesvende, man ville til livs - det var substans. Og det har vist sig, at det ikke var objektivitet, man ville ha’ frem - det var harmløshed.’