I den forgangne uge er en af de mærkværdigste begivenheder inden for den i tiden så populære happening-genre løbet af stablen. Det drejer sig om forfatteren og multikunstneren Claus Beck-Nielsens fingerede selvbegravelse.
Begravelsen skal nok få et par stykker til at spærre øjnene op, ligesom man må formode, at de mennesker, der i løbet af ugen har besøgt dødslejet på H.C. Andersens Boulevard, har spærret øjnene op.
Men det må også formodes, at mange føler sig fascineret, og måske endda har haft lyst til at deltage i ligtoget ud til Assistens Kirkegård her i weekenden.
I hvert fald har firmaet Das Beckwerk, som Claus Beck-Nielsen i de senere år har ladet sig repræsentere igennem, gjort, hvad det kunne for at mane folk til at følge med live.
På den hjemmeside, som er oprettet i forbindelse med happeningen, opfordres folk til at se den på linje med den franske filosof Jean-Paul Sartres storstilede begravelse i 1981. At det nok skal lykkes at få publikum ud af stuerne, tyder de foreløbige presseindslag om Funus Imaginarium, som værket kaldes, på. Adspurgt har flere således udtalt, at de da synes, det lød »rigtig spændende«.
Foreløbig er der imidlertid ingen, der har spurgt til, eller sat spørgsmålstegn ved selve formålet med det. Nemlig at gøre en ende på alt, hvad der hedder identitet og statsborgerskab.
Hvad går det ud på?
Inden alle mennesker går amok i en storstilet event-rus og begynder at følge Claus Beck-Nielsen på hans Via Dolorosa og muligvis kaste sig helt ned i graven til voksdukken eller oprette en eller anden særlig Beck-Nielsen-kult eller Beck-Nielsen-religion mener jeg, det må være på sin plads at spørge, hvad hans projekt egentlig går ud på? Hvad den dybere motivation er for det? Og om det nu også er så utrolig frigørende og efterstræbelsesværdigt, som folkene bag værket gerne vil fremstille det?
Med andre ord: Hvad vil det egentlig sige, at identiteten og statsborgerskabet skal begraves?
Hvorfor mener manden, der ikke vil hedde Claus Beck-Nielsen, at disse ting skal afskaffes? Og kan det nu også være rigtigt, at det vil bringe alle de mennesker, der følger hans opfordring, i en form for permanent Nirvana eller lykketilstand, hvor alle deres problemer med ét forsvinder som dug for solen?
For ikke at tale om hele verdens problemer. For det er intet mindre end det, der synes at være den endegyldige vision eller utopi.
Er identiteten udvendig?
Lad os tage det første først: Når Claus Beck-Nielsen og hans ansatte siger, at identiteten og statsborgerskabet skal begraves, hvad menes der så helt konkret med det? Her viser det sig, at de har en idé om identitet som noget rent udvendigt; noget man nærmest kan smyge af sig som en irriterende, snærende overfrakke, hvorved man angiveligt bliver helt fri til »bare at være menneske«, som det hedder. Men kan det nu også passe, at identiteten er noget rent udvendigt; at den alene er et spørgsmål om profil, image, x-faktor, sociale roller og Facebook? Eller, hvis vi taler om den kollektive identitet, om nationalitet, race og religion?
Ikke, hvis man spørger psykologien. Mange af de psykologer, der i dag arbejder med identitet, og som måske er dem, der ved allermest om, hvad identitet er, fordi de beskæftiger sig med identiteten, som den fremtræder hos virkelige mennesker af kød og blod, og ikke som den fremtræder ud fra en eller anden abstrakt teori, vil sige, at identiteten har flere lag eller sider.
Det er rigtigt, at identiteten har flere udvendige lag; det er således de lag, vi så at sige »viser verden« i vores tøjstil, forbrug, boligindretning, politiske tilhørsforhold, arbejdsroller og religiøse og nationale tilhørsforhold.
Men psykologerne kan også fortælle os, at der ikke kun findes en ydre identitet. Der findes også en indre identitet, og den er i sidste ende grundlaget for enhver positiv og sund identitetseksperimenteren.
Denne indre identitet kaldes for jeg-identiteten, og uden den, vil der ikke være tale om en positiv identitetseksperimenteren, men om en negativ; om identitetsforvirring, tomhedsfølelse og manglende evne til at orientere sig her i verden.
Den indre identitet står, modsat de ydre, ikke til forhandling, om man så må sige. Den er ikke noget, der kan multipliceres, som den personlige livsstilsidentitet og den sociale rolleidentitet. Trylles væk kan den slet ikke.
At forestille sig, at den skulle kunne begraves, således at mennesket kan leve videre, bare nu mere frit, svarer til at tro, man kan lade som om, man ikke er blevet født.
Når Beck-Nielsen derfor taler om, at identiteten skal begraves, så vidner det om, at han, selv om identitet er selve omdrejningspunktet for projektet, tilsyneladende ikke rigtig har sat sig ind i, hvad identitet er, og hvordan identitet fungerer i forhold til virkelige mennesker af kød og blod. Der er tale om en udpræget skrivebordsidé, som han henter inspiration til i forskellige modeteorier der for øvrigt havde deres storhedstid for over 40 år siden. Symptomatisk nok kan man da også bemærke, at psykologien er den vidensform, Beck-Nielsen vil have mindst med at gøre, skønt det er den disciplin, der overhovedet var den første til at beskæftige sig med identitet i den betydning, ordet har fået i dag.
Hvad ligger der bag?
Med hensyn til den personlige motivation, så mener jeg nok, det kan være værd at henvise til det første værk i det efterhånden mangeårige kunstprojekt, som Beck-Nielsen har udviklet, og hvor fake-begravelsen her i weekenden må siges at være den foreløbige kulmination, nemlig bogen Claus Beck-Nielsen (1963-2001) en biografi, som udkom i 2003.
Her beretter en fortæller, der nok vedkender sig visse lighedstræk med forfatteren og civilpersonen ved navn Claus Beck-Nielsen, men som også gerne vil slippe for at skulle identificeres med ham, om et andet avantgardistisk, happening-agtigt kunstprojekt, hvor han over et par måneder klædte sig ud som hjemløs og bevægede sig rundt i Københavns byrum.
Selvudslettelsesprojekt
Kun for at opdage, at man her i Danmark kun kan hjælpe en person, hvis man ved, hvem han er, hvis han kan identificeres gennem sit personnummer. Kunstprojektet løber imidlertid, fremgår det af bogen, af sporet, da det viser sig, at han efterhånden lever sig så meget ind i rollen som hjemløs og bums, at hans kone ikke kan holde ham ud længere og forlanger skilsmisse.
Denne bog udmærker sig imidlertid frem for andre værker i selvudslettelses-projektet ved også at have en indre-psykologisk dimension med. Den kommer kraftigst til udtryk i den dagbog, som fylder en del af værket.
I dagbogen fremgår det, at skilsmissen har været et fuldkomment chok for den kunstner, der iscenesatte sig i rollen som hjemløs, det vil sige Claus Beck-Nielsen, og at han faktisk opfatter hustruens krav om skilsmisse som en form for død.
Sikkert en opfattelse mange mennesker med smerteligt ruinerede ægteskaber bag sig kan forstå. Alligevel vælger den, der fortæller historien og som vi altså nu ikke mere må kalde for Claus Beck-Nielsen at omtolke den traumatiske begivenhed og gøre den til det stikmodsatte: Det lykkeligste, der nærmest kunne hænde.
Så lykkelig, at det faktisk er noget, han vil anbefale alle mennesker at prøve. For så kan de én gang for alle slippe for deres identitet; de kan slippe for besværet med at være Nogen.
Hér kortslutter det efter min mening. Ud fra en psykologisk betragtning ville man nok sige, at der var tale om en gigantisk efterrationalisering og fortrængning. Det er i sig selv meget menneskeligt. Problemet opstår, kan man sige, når denne individuelle, personlige, private brist skal gøres til en massebevægelse a la Jesus Kristus, Moon, John Lennon, Jonestown, Microsoft you name it.
Virker det?
Hermed giver svaret på det sidste spørgsmål, jeg stillede, vel nærmest også sig selv. Det er ikke identiteten, her forstået som jeg-identiteten, som vores navn er det tydeligste mærke for, der er problemet, og som skaber konflikter her i verden, for nu igen at henvise til projektets hjemmeside og til, hvad det stiller os i udsigt af forjættelser, hvis bare vi følger med på Das Beckswerks vogn.
Tværtimod er det manglen på genuin jeg-identitet, der gør os intolerante, chauvinistiske og til lette, manipulerbare ofre for alskens former for totalitære ideologier herunder identitsløshedens i Beck-Nielsens version. Der jo netop ikke tolererer anderledes tænkende, f.eks. folk, der ikke vil af med deres identitet.
Det fremgår ikke mindst af den retssag, der i øjeblikket verserer, hvor Beck-Nielsens tidligere partner og kompagnon, Thomas Skade-Rasmussen, har sagsøgt ham for at stjæle hans personlige identitet, helt ned til barndomserindringer og private fotos. »Bare ærgerligt,« siger Beck-Nielsen. Du, Rasmussen, har intet forstået. Du må ikke have din egen mening om tingene. Follow me og bliv identitetsløs. Eller mit imperium smadrer dig i en retssal.
Hvis målet med kunsten og litteraturen er at skabe øget indsigt i og erkendelse af det menneskelige, som jeg mener, det er, og ikke øget tildækning og forvanskning af det, som vi har rigeligt af i forvejen, må man derfor sige, at Funus Imaginarium er et temmelig ugennemtænkt projekt. Det gør os ikke klogere på det identitetsproblem, som Claus Beck-Nielsen har helt ret i, er et af de væsentligste psykologisk-eksistentielle problemer i dag. Det gør os faktisk dummere på det.
I den forbindelse er det i øvrigt kun ironisk, at der henvises til Sartres begravelse som en slags forbillede. Sartre var en virkelig indsigtsfuld filosof, der viede hele sit liv til at prøve at finde ud af, hvordan vi kunne blive, ikke identitetsløse, men hele mennesker. Måske er det snarere sådan et projekt, vi har brug for i dag?
Marianne Stidsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet
Kommentarer
Das Beckwerk er maksimal selviscenesættelse; at lægge sit borgerlige navn bag sig er indbegrebet af en kunstneridentitet.
Så nok smyger Beck-Nielsen en identitet af sig, men resultatet er, at så venter den næste. Faktum er at han hverken slipper sin identitet eller stiller spørgsmålstegn ved identitet. Tværtimod Beck-Nielsen gør ekstremt meget op i sin identitet - det siger sig selv - ellers ville han ikke kalde sig Das Beckwerk.
Det betyder også at “begravelsen” er i modstrid med sig selv. Istedet for det, det skulle være peger Das Beckwerk og “begravelsen” i stedet på hvor meget identitet betyder for en kunstner ligesom følget til “begravelsen” peger på, hvor meget den sociale opmærksomhed betyder for at Beck-Nielsen kan fastholde sin kunstneridentitet.
Den indre modsigelse i Das Beckwerk gør begravelsesprojektet overfladisk og ufrivilligt morsomt.
Der er ingen egentlig samfundskritik.
Projektet er da heller ikke i stant til at sætte identitetsprocesser under debat, som f.eks. Sartre og hans inspirator Kierkegaard kunne, samtidig er det for overfladisk til at følge Camus ind i absurditeten.
Der er tre grundlæggende problemer: 1 Das Beckwerk accenturer identitet. 2. Derved peger det på kunstneren selv - hans egen identitet, i stedet på det det skulle . 3. Kunstværket peger på kunstneren selv og derved ikke ud over sig selv og sætter ikke identitetsprocesser under debat.
Det er ikke absurd kunst. Det er bare absurd, men også lidt morsomt.
I sin selvreference og selvparodi ligger Beck-Nielsen på kunstnerisk niveau med Sidney Lee.
Nå, “fred være med Beck-Nielsen!”
Nu er det op til bookmakerne at sætte odds på, om hvor og hvornår Beck-nilsen genopstår i Paradis Hotel.
Det blive spændende at følge på tv3+
Der er to tilgange til “det eksistentielt autentiske”.
Den ene repræsenteres her af aftiklens forfatter, som adskiller jeg-identiteten, en ægte kerne af en slags, fra andre ydre og omskiftelige identiteter. Det er en tilgang som har været populær i den humanistiske- og eksistentielle psykologi gennem bla. Carl Rogers og Maslow. Kend dig selv, så du kan være dig selv tro, er tanken. Den kan også findes hos Herder og Rousseau eksempelvis.
Den anden, som her repræsenteres af Beckwerket lader til at være den mere radikale, mystiske tilgang, som ikke retter sig mod det enkelte menneskes egenart, men derimod retter sig mod jeg’ets opløsning. Den handler i modsætning til den humanistiske psykologis eksistentialisme ikke om at blive dig selv for alvor, men derimod om at slippe for at skulle være et jeg, om at give slip på ambitioner, stillingtagen og præferencer, for blot at være.
I eks. taoismen bliver mystikeren herved fri til at lade sig bevæge af tingene som de er - af sig selv - og acceptere sin skæbne.
Problemet med den sidste tilgang til det eksistentielt autentiske, er at det altid vil være en u-autenticiterende handling at kommunikere den, hvilket også gælder for Beckwerket.
Som Palle skriver ovenfor er problemet, at det, der skulle handle om at bortkaste identitet, ambition og forfængelighed i stedet peger direkte tilbage på det exceptionelle individ der står bag, på Beckwerket, på “kunstner-geniets” egen identitet, ambition og forfængelighed. “Do as I say, don’t do as I do”?
Et interesseret spørgsmål til de to ovenstående kommentatorer: Hvordan kan det være, at I ikke ser denne spænding – mellem det umiddelbare ønske om at ’begrave’ identiteten og den meget vel mulige umulighed af netop dette (at ’kunstneridentiteten’ muligvis kun forstærkes, jo mere den søges ophævet, som I begge synes at pege på) – som en spænding, projektet netop arbejder med; som det så at sige fremkalder? Det virker nemlig til, at I alene ser denne spænding opstå i og ud af jeres egen kritik af projektet?
Snak om en fyr der prøver, at begynde på en frisk. Som Anders Sybrandt Hansen
påpeger, så har Das Beckwerks små happeninger nogle lighedspunkter med andre kulturers forsøg på, at opløse egoet. Problemet er vel altid om man kan slippe sit ego. Til syvende og sidst har vi alle sammen en krop, som læser og reagerer på den omgivende verden og som påvirker vores forståelse af vores plads i verden og vores identitet i forhold til andre. Vi kan nok ikke opløse egoet eller identitet, men folk kan sikkert restrukturere deres ego eller danne deres identitet ud fra nogle andre markører og på den måde få et andet forhold til omverdenen. Hvis man skal være positiv, så kan man vel se Das Beckwerks happening, som et forsøg på, at udfordre den normale borgerlige identitetsdannelse, på den anden er det jo ikke et udtryk for, at hans krop kan undgå en eller anden form for skæbne eller identitet, men bare at han prøver at danne sin identitet ud fra nogle andre markører. Det negative er hvis han tror, at den form for identitetsdannelse er alle andre overlegne og at hvis nogen beklager sig over de konsekvenser hans handlinger har, så er det bare fordi de hænger for meget ved en identitet, som han selv mener han har opgivet.
Beck-Nielsen er en intelligent kunstner, som fortjener kvalificeret kritisk modstand.
Stidsens kronik sætter et helt nødvendigt spørgsmålstegn ved soli- og validiteten ved Beck Nielsens identitetsophørshappening plus alle projektets afarter og den deraf evt. opstående kult med tilhørende tilbedende ædende-alt-råt-disciple.
Men Stidsen lider af en dårlig vane som hun har til fælles med mange akademikere; hun strør om sig med følgende indskudte sætning: “så at sige” i alle dens mange varianter. Således også i den aktuelle kronik: “de lag, vi så at sige viser verden”; “den indre identitet står, modsat de ydre, ikke til forhandling, om man så må sige.” og “Problemet opstår kan man sige,…”
“så at sige” er jo i familie med “havde jeg nær sagt”, som kan bruges som en form for markering af ydmyg beskedenhed overfor egen omnipotent genial indskydelse. Problemet er at sætningens betydning i sin helhed relativeres og dermed på en måde ophæves, ja udslettes (havde jeg nær sagt).
Det kan være på sin plads at undsige sine sætninger i en samtale. Men i en gennemarbejdet og (forhåbentlig) gennemtænkt kronik virker det absurd at (så at sige) slå sig selv på munden. Og absurditeten bliver ikke mindre af at emnet for udsigelserne er ”selvudslettelse”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Godt set Erik Højer.
Stridsens problem er at hun ser kunsten på en forsker præmisser, kunsten skal ikke nødvendlgvis blotlægge eller ‘gøre os klogere på identitetsproblemet’. Som Das Beckwerk har udtalt i en tidligere artikel gør han det da også klart at det ikke er et gennemtænkt projekt i hvert fald i akademiske forstand. Han siger bl.a.:’ Det er mere gennemført end gennemtænkt. Jeg er meget opmærksom på nødvendigheden af fremmede elementer, jeg ikke kan styre. Det er det, der er værkets motor, at indrette sig efter alle de tilfældigheder, det sætter i gang’.
Det er ikke psykologisk forskning der bliver bedrevet - det er kunst.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Kizaja
Jeg kan umiddelbart godt lide værket - det er interessant - selvom det virker en kende pretentiøst på mig.
Hvis værket italesætter ønsket om- og umuligheden af at være en identitetsløs kunstner, så bliver det sterilt for mig, for den mest hippe kunst de sidste 50(?) år netop har været den slags meta-kunst eller anti-kunst, som vi efterhånden kan til hudløshed.
Hvis det handler om et moderne menneskeligt vilkår bliver det mere interessant. Selvom vi også har hørt det før, så er det interessant udført.
Min kritik er udelukkende at identitetsproblemer er ‘flogging a dead horse’, det kan ikke løses i et værk al den stund at mediet modsiger budskabet.
Efterhånden tænker jeg: Identitet? Hvordan ser jeg mig selv, hvordan ser andre mig? helt ærligt, er det ikke verdens mindste og mest forfængelige problem?
Egoet eller jeg-identifikationen kan kun, hvis den skal afvikles nogenlunde harmonisk , afgå ved naturlig afblomstring.
Det er sin sag at illustrere dette fænomen kunstnerisk.
Her har individet ,formerly known as CB, valgt at tage udgangspunkt i en begravelse af samme CB.
Paradoksalt nok så giver netop et menneskes død en maksimal eksponering og opmærksomhed om lige netop det menneske ,som er afgået ved døden.
For mig at se ligger svagheden i denne happening i , at fokus visuelt er på budbringeren snarere end budskabet.
Selvfølgelig bruger enhver kunstner af sig selv, sit eget livs etc.men her forekommer iscenesættelsen, budskabet til trods, mig rimelig narcissistisk.
Men eftersom individet,formely known as CB, og denne identifikation helt er afgået ved døden er dette vel en saga blot, og som en konsekvens heraf ændrer Das Bechwerk navn til Das Werk eller noget lignende, idet Bechwerk jo klart referere til individet formerly known as CB, som ikke er mere, og så er der jo ingen grund til længere at opretholde denne identifikation.
Det bliver spændende at følge de næste beretninger fra identitetsløshedens ingenmandsland.
En ikke mindre svær opgave.
Stidens kritik vidner (tilsyneladende) om, at hun ikke rigtig har sat sig ind i værket, hvorfor jeg vil anbefale http://www.funusimaginarium.com/?side=publicrelati….
Jeg har i hvert fald ikke været i tvivl om, at det er den ydre identitet, der er på spil.
Tak for linket, Tobias
Det hele bliver pludselig meget mere spændende: Læst som et ritual, hvor en kollektiv (tros)handling udføres - vi bortkaster sammen vore identiteter - er der kommunitas og katarsis på spil, i stedet for blot dreadfully boring kommunikation og identitet.
Der er selvfølglig stadig et potentielt problem med guruen selv og hans mulige rolle i centrum. Skal identiten dø eller opmagasineres?
Jeg håber virkelig ikke voksdukken skal have lov at ligge på en museum senere, det vil være for plat, og igen omgøre ritualet til blot at være et kunstnerisk udsagn.
Vær seriøs omkring at det er et ritual og brænd den!
Jeg følger i hælene på Tobias og vil anbefale interesserede at læse Funusdialogen (#7) mellem Beckwerkdirektøren og Sophie Calle (som selv forbereder sin iscenesatte begravelse)
http://www.funusimaginarium.com/?side=funusdialogues
Silikonedukken er jo i jorden nu, så kroppen kan hverken brændes eller udstilles - medmindre den døde genopstår!
Ville det falde i Marianne Stidsens smag, hvis Claus Beck-Nielsen, efter i sin tid at være blevet skilt, havde sat sig ned og fået en helt normal (’menneskelig’?) livskrise, og derpå opsøgt en psykolog, der kunne have prøvet at opmuntre han til at (evt. gen-)finde sin ‘genuine jeg-identitet’? Så kunne Claus Beck-Nielsen - et atter helt menneske? - være kommet ovenpå igen, have genfundet glæden ved livet og kunsten; han kunne have giftet sig igen og indsigtsfuldt skrevet romaner om genkendelige ting som skilsmisser og sammenbragte familier - romaner som andre kunne spejle sig i, fordi de havde prøvet det samme. Det hele ville have passet, være gået op, og intet havde ændret sig sådan rigtigt. Ah. Det vi kender. Det samme. Identisk.
Jeg tror, jeg foretrækker, at man tager erfaringer mere alvorligt end som så. Og hvis man ærligt mener, der er noget vedkommende i dem: at man åbent insisterer og aktivt stiler mod bredere bevægelser frem for navlepilleri. I mine øjne er det ikke prætentiøst, men ambitiøst.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hjerneforskningen og memory-engineering (at man laver om på folks hukommelse - primært som traume-behandling) er endnu et eksempel på, at kunstnere/humanister begynder at interesserer sig for et problem, der forlængst er blevet irrelevant.
Det er fuldkommen vilkårligt hvad man husker at have oplevet, og hvem man er. Det kan modificeres på samme måde som memory-indholdet i enhver computer.
Under dyb bevidstløshed (eller død) kan man opleve hvad som helst (himmel, helvede og alt der imellem) - men når man vågner/genoplives kan man kun fortælle, hvad den mekanisk konstruerede hukommelse mener der evt. har fundet sted. Hvis der ikke kan findes noget materiale, vil hjernen tolke det som om, at der slet ikke er gået noget tid.
Hvad der rent faktisk skete, kan ikke opklares ved at spørge hukommelsen. Fra hjerneskader ved vi, at selv lange tidsforløb (f.ex. flere år) som patienten tidligere godt kunne huske, ved en hjerneskade kan slettes.
En del af debattørerne her synes enige med Stidsens kritik af begravelsen. Stidsen m. fl forstår Funus Imaginarium i forlængelse af Beckwerkets udsagn om hvordan det hele skal forstås: som et angreb på identitetsbegrebet. De er her helt på linje med præsten og anmelderen Johs. H. Christensen der i Jyllandsposten sammen dag kaldte hele herligheden for pjat. Når fanden bliver gammel, går hun eller han i kloster.
Stidsens kritik er forfejlet (men mindre overfladisk end den andens refleksreaktioner). Hun fremhæver at projektet overser den dimension af identitetsbegrebet der har at gøre med, at mine oplevelser nødvendigvis må være mine, og at denne psykologiske centrering aldrig kan tænkes væk. Det bliver den heller ikke. I den bog som Stidsen udråber til projektets begyndelse – hvilket er forkert, som man kan se – hedder det:
”Hvad mig selv angår, har jeg siden dødserklæringen i Selvudslettelser været i tvivl om, hvem jeg var, og hvad jeg skulle kalde mig selv.” Her vedgås størrelser som intention, subjektivitet og mighed, men indirekte også at dette må forblive en blind vinkel i hvad denne forordsskribent så siden måtte kalde og foretage sig. Det forhindrer jo ikke os andre i at tænke selv desangående. Skulle man have modtaget litterær skoling, kunne man overveje om skellet mellem forfatter og fortæller kan inkarneres. Fiktion i virkeligheden ved hjælp af kunst, eller kunstighed om ikke andet.
Interessant er det at alle omtaler Funus imaginarium som kunst eller i hvert fald kunstrelateret, men ingen af dem jeg har læst, var faktisk selv med. Vi har altså en massivt opreklameret og omtalt kunstbegivenhed som meget få synes interesseret i at forholde sig til konkret. Information har ære af faktisk at have sendt en kritikus ud.
Det var jo gammeldags smukt. Silikonefiguren var så livagtig at ens blik naturligt måtte bevæge sig fra den døde (hvis gummihånd var så kold som min mors i kisten sidste sommer) til den levende, og til de levende, os alle sammen. Og så gik vi der gennem byen i efterårssolen som en ansamling almindelige mennesker gennem en almindelig by, rammesat af noget der var ligeså ægte og naturligt som Paradise Hotel. Og det siger ikke så lidt.
Vil opfordre alle til at møde op i morgen fredag kl. 10, hvor kommunen vil grave Beck-Nielsen op her:
http://maps.google.dk/maps/ms?ie=UTF8&hl=da&t=h&ms…
Her er så den seneste udvikling, i forsøget på at skaffe sig af med den påtvungne, ydre identitet…
http://ibyen.dk/kunst/ECE1084746/afdoed-kunstner-k…
Man kan sagtens interessere sig for identitets-begrebet uden denne “happening”. Det kan gøres med simple tankeeksperimenter, der fokuserer på forholdet mellem identitet og så den måske mest upålidelige af alle menneskelige mekanismer: Hukommelsen.
En forbryder er blevet idømt en straf der rummer 2 komponenter:
1) Han skal tage en pille, som fremkalder totalt hukommelsestab.
2) Han vil blive udsat for 24 timers hård tortur.
Til gengæld må han selv bestemme i hvilken rækkefølge dette skal foregå.
Hvis han fuldt og fast tror på, at han er identisk med sin hukommelse, tager han pillen først og torturen bagefter.
Allerede når hukommelsen er væk, er han selv ude af billedet, og kommer derfor ikke til at opleve den efterfølgende tortur.
Denne vil blive oplevet af en slags “nyfødt bevidsthed” han ikke selv har nogen relation til. Man kan selvfølgelig sige det er synd, at det nye menneske skal starte sin nye tilværelse (hvor alt skal læres forfra som et nyfødt barn) med at opleve straffen for en forbrydelse han aldrig har begået.
Men det kan forbryderen, som skal træffe beslutningen, jo være ligeglad med.
MEN
Hvis forbryderen ikke identificerer sig med hukommelsen men med kroppen, vil han vælge det modsatte: Torturen først og pillen bagefter.
På den måde opnår han dels at modtage torturen (som han under ingen omstændigheder kan undgå) mens han kan huske hvorfor han skal straffes - dels opnår han at kunne starte sin nye tilværelse, hvor alt skal læres forfra, uden den traumatiske erindring om torturen.
Hvad ville DU vælge - tror du på krop (pillen til sidst) eller hukommelse (pillen først) ???
Hmm, Marianne Stidsen. Du mener, Claus Beck-Nielsen mangler forståelse for identitet (the real thing).
Og underbygger bl.a. dine betragtninger med ‘Rasmussens’ retssag vedr. ‘tyveri af identitet’. Se bl.a. her hvor morsom hele denne sag er
http://www.information.dk/186068
Måske overser du noget væsentligt?