Skulder ved skulder

»Det er ude af vores hænder, hvad var det lige der skete for vores rock ‘n roll«

De Eneste To, 2010

Simon Kvamm tror på Gud. Han er helt holdt op med at sige, at han tror på noget mellem himmel og jord, når det nu bare er Gud, han taler om, har han forklaret dagbladene frem mod udgivelsen af sit nye album De Eneste To, der udkom i sidste uge. Den er lavet i duet med åndsfællen Peter Sommer, og Simon Kvamm er sammen med sin nye makker blevet så sikker på sig selv og sin tro, at han ligefrem drister sig til at sige, at han slet ikke fatter, at man ikke kan tro. Han fatter heller ikke folk, der venter med at få børn, som han messer på pladen. »Det er liv, der tæller og ikke tanken.« Der er i det hele taget en del, der er gået op for Simon Kvamm, og det er den drivkraft, han nu arbejder på som kunstner og rockmusiker. Det er slut med at gemme sig bag ironi og smarte vendinger for den moderne rockstjerne - og Peter Sommer står bag ham. Rockrebellen er død og ham, der står tilbage, er with a cause. De mener hvert et ord, de siger. Og de tør sige, at de elsker hinanden.

»Så længe der er blod i min krop, så skal du aldrig føle tørst,« som Peter Sommer erklærer til Simon Kvamm på albummets åbningsnummer. »Skulder ved skulder/ Så giver det mening,« skråler de i kor.

Det er to mænd, der ikke er bange for at vise deres allerinderste følelser, og sammen tegner de en hel generation af mandlige musikere, der insisterer på at stå ved sig selv. Det, de tror på, og det, de føler. De dukker op i anti-prostitutionskampagner som Tag Stilling Mand, spiller til klimakoncerter, er med i støttekredsen for de afviste irakere fra Brorsons Kirke og i talkshows på tv, og i radio taler de om politik, danskernes moral og deres personlige dybeste tanker. Isam B, Mikael Simpson, Ataf, Kristian Leth, Søren Huss og Jokeren, der for få år siden kaldte sig selv for Gigolo Jesus, men i dag skriver en blog om tvivl, kunstnerisk krise og knudemænd i modemagasinet Cover:

Som en anden Mickey Rourke,

vansiret af plastikoperationer, smiler

jeg til blitz’erne,

og drømmer om dengang jeg var

førsteelsker.

Jeg er ikke kommet for pengene.

Jeg er kommet fordi jeg ikke kan andet.

Fordi alternativet er værre.

Som en zombie, levende begravet i min krop,

reciterer jeg mine vers med tomme øjne.

Tankerne er hos min moderate hyre og flasken som står backstage.

Hos håbet om en enlig milf, der har fået

en babysitter i aften.

Der er tomheden og det overfladiske popstjerne tilbage, og Jokeren skriver sig ud af det. Det handler om at tænke stort og dybt, som Kristian Leth for nylig sagde til Politiken i anledning af, at han sammen med sit anmelderroste band The William Blakes udkom med sit tredje album.

»Hvis ikke I har en ambition om at lave noget, der går ud over jer selv, der er større og vildere end jer selv, noget, som der ikke kan sættes ord på - så kan det godt være, I er dygtige, men så betyder det ikke noget,« sagde han og fortsatte interviewet med en kritik af det moderne samfund og af at have mistet kontakten med det guddommelige og det spirituelle.

»Grundlæggende har vi udraderet det hellige. Vi har fundet ud af, at det er vi for fede til i det her samfund, og derfor raver vi rundt og kan ikke finde ud af en skid.«

Mere end bare et kram

Det er ikke noget nyt, at rockstjernen krænger sine følelser ud, men alligevel repræsenterer denne generation af mandlige musikere et normbrud, mener Anders K. Sørensen, der er musikanmelder på Urban og forfatter til bogen Hankøn om manderoller og iscenesættelsen af den moderne mand, der udkom sidste år.

»Med den metroseksuelle mand blev det ok at læne sig op ad de ydre udtryk, der normalt havde været forbeholdt kvinder og et homoseksuelt miljø,« forklarer Anders K. Sørensen.

»Men med denne type af rockstjerne er det nu også tilladt på et følelsesmæssigt niveau at stå ved og tilkendegive, at man holder meget af en mand på en mere direkte måde - noget der rækker ud over at man gerne må give hinanden et kram.«

For eksempel når Kvamm og Sommer på deres seneste plade har gjort enormt meget ud af at fortælle om deres mandefællesskab og den intimitet, de har.

»De har ligefrem beskrevet det som en forelskelse i et interview,« påpeger Anders K. Sørensen. Og det kan man kun, hvis to ting gør sig gældende: Dels at samfundet ikke er homo-forskrækket, for da må du enten vælge kvinden eller manden. Og dels skal man kunne hvile så meget i sin maskulinitet, så ingen finder anledning til at betvivle den.

»Jeg tror, Kvamm og Sommer er meget oprigtige om deres forhold til hinanden. Men den måde, de bruger den kærlighed til at beskrive hinanden, udtrykker et klart skift i, hvad en rockstjerne og en mand i det hele taget kan gøre.«

Man kan kalde det et klart skift. Men man kan også kalde det for rockstjernens død. I hvert fald som vi kender ham, mener ungdomsforsker Johannes Andersen, lektor ved Aalborg Universitet.

»Den hårde dreng med kant er nærmest ikke en del af rock- og popuniverset længere. Det er nogle meget inderlige og følsomme mænd, som har noget på hjerte og står ved deres følelser, men som på den anden side ikke helt har kontrol over dem,« siger Johannes Andersen og peger på, at det matcher meget godt med tidens kvindelige rock og pop-ideal, der er langt mere ekspressivt.

»Det ser du blandt andet hos Robyn og Lady Gaga. De er stadig følsomme, men har styr på det. De har mere kant i deres attituder, hvor drengene er langt mere undskyldende.«

Manden må være en dreng

Det passer ifølge Johannes Andersen meget godt med den ungdomskultur, vi ser i dag, hvor pigerne bliver styrende og har de store udladninger. De er væsentligt mere offensive og virker decideret intimiderende på drengene.

»Det gør det svært at finde drengerollen i øjeblikket. Det giver to udtryk - enten det stærkt karikerede potente, som vi ser det hos nogle hårdtpumpede hiphoppere. Eller det indadvendte,« siger Johannes Andersen og nævner Kvamm og Sommer i ‘De eneste to’ som eksempel på det sidste.

»De er lidt kejtede omkring deres følsomhed. De har ikke kontrol over den, og de er ikke helt sikre på, hvad den går ud på, og så går der hurtigt mandefællesskab i den. Kristian Leth har lidt af den samme søgen, men han er mere moralsk,« siger Johannes Andersen, der ser en mere afklaret mand i den nye rockstjerne. En afklaret mand, der alligevel søger - og som til tider nærmest ligner en undskyldning for sig selv. For selv om de på den ene side taler højt og længe om livets store spørgsmål, så ved de også godt, at de kan anfægtes.

Men selv om der findes en fællesnævner i de mandlige musikeres udtryk, er der ifølge Annemette Kirkegaard, der har speciale i køns- og identitetsstudier på musik og er lektor på Københavns Universitet, tale om meget forskellige former for maskulinitet.

»Det er til gengæld rigtigt, at de alle forholder sig aktivt til deres identitet som mænd i eller af samtiden. Nogle med humor og selvironi andre med smerte og dybe følelser,« siger hun.

Det strækker sig fra den altid meget følelsesladede Søren Huss, hen over den eftertænksomme Kristian Leth og de jordnære og delvist muntre Kvamm og Sommer til de mere rå, men også reflekterende Jokeren og Clemens.

»De er alle forskellige bud på en maskulin rolle, som taler til forskellige typer publikum. Der er altså ikke tale om noget entydigt perspektiv, og både musikalsk og tekstligt benyttes der faktisk meget forskellige midler.«

Hun mener, at de forskellige bud på at forhandle en maskulin identitet gennem populærmusik forholder sig til den noget stereotype rockrebel gennem at vælge andre tekstlige og musikalske udtryk.

»Disse udtryk omfatter for nogle mennesker værdier som har været opfattet som kvindelige, men jeg tror det vil være en forkert tolkning, hvis man udelukkende ser de nye udtryk som feminine eller som en fraskrivning af eller afstandtagen fra maskuline værdier i musikkulturen.«

Et svært sted at være mand

Også Anders K. Sørensen ser en spændevidde i de forskellige musikeres bearbejdelse af det maskuline følelsesliv.

»På den ene side er der det hudløse, inderlige og det med mandefællesskaberne. Og på den anden siden er der den mere politiserende og moraliserende rockstjerne, som for eksempel Kristian Leth og hans band The William Blakes.«

Tag en musiker som Jokeren. Ifølge Anders K. Sørensen er han en mand, der er blevet langt mere reflekteret og artikuleret med alderen.

»Han står i dag i kontrast til en tidligere mere ubekymret figur,« siger han og påpeger det komplekse ved, at Jokeren dog stadig bruger det ubekymrede drengerøvsideal til at sælge sig selv med i reklamerne.

»Det følsomme univers er et meget svært sted at gå ind i for en mand af hans type, så det bliver spændende at se, hvordan det eventuelt vil blive modtaget på en ny plade. Det er altid lettere at være hård og ekskluderende end at sætte noget i stedet,« siger han og nævner den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss, der altid har stået for det mere inderlige udtryk. I hans første soloudspil Troen og ingen, der udkommer på mandag, bearbejder han den personlige tragedie, der ramte ham i 2007, da hans kæreste omkom i et trafikuheld.

»Den plade har jeg netop hørt, og den er naturligvis ekstremt emotionel. Det er sorgbearbejdelse, han synger på dansk, og han blotter sig i en helt ekstrem grad. Det er meget langt fra det rebelbillede af en rockstjerne, der har været bærende tidligere. Vi er næsten ude i noget bekendelse,« siger Anders K. Sørensen.

Men selv om inderligheden og følsomheden altid har været et vigtigt element i rockmusikken, som musikmagasinet Soundvenues chefredaktør Nicolai Torp påpeger, så er der alligevel en ærlighed, eksempelvis hos Sommer og Kvamm, som er interessant.

»De giver sig i kast med livets helt store spørgsmål - hvorfor er jeg, hvad er jeg, og hvad skal jeg bruge det til. De eneste to er et meget ærligt album, hvor de har besluttet sig for ikke at pakke tingene ind. At de ikke vil være bange for at sige noget, der virker banalt. At de bare siger rent ud hvad de tænker og hvad de føler. Og det gør de.«