Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus i stormvejr

Og det er alt den jord jeg har
Og alt hvad jeg begærer
Jeg håber det går an jeg ta’r
Hvad mine såler bærer

Større billede

Større billede

Større billede

- Ludvig Holstein, 1915

Hver morgen står Vagn Ginnerup op klokken 4.30. En lille, muskuløs mand med et viltert gråt hår og brede ansigtstræk. Han nærmer sig de 80, men driver stadig et mindre kvægbrug i det nordøstlige Salling, selv om der ikke er meget tilbage af det. Han er født på egnen - i oplandet til den lille by Jebjerg - og har arbejdet i landbruget det meste af sit liv, men først i starten af 1970’erne fik han sit eget på den anden side af byen, modsat fødegården. Sammen med konen Aia og deres seks børn har han drevet gården med malkekvæg, en snes hektar, et par heste, får, høns, et hundekobbel, der gøede om natten, høloft og hårdt fysisk arbejde. Lidt hjælp til høsten, men ellers har han gjort det meste selv og ikke kendt til dårligt vejr, influenza eller ferier fra gården. Når vejret er rigtigt, skal der pløjes; når temperaturen er rigtig, skal der sås, og hver morgen klokken fem er han trasket over i stalden for at sætte malkningen i gang.

Vagn Ginnerup har stadig et par køer og dyrker stadig jorden, men han skal ikke længere malke om morgenen. Alligevel står han op kl. 4.30, for »jeg kan ikke sove mere,« som han siger på det bredeste sallingbomål, der kan opdrives i 2010. Så sidder han der i sit stille køkken, indtil solen står op. Vagn Ginnerup er Danmarks sidste landmand.

Borgeren og forbrugeren

»Nej, dem kommer der ikke flere af,« siger landbrugsminister Henrik Høeg, mens han tygger færdig på et stykke chokolade fra Summerbird. Fra sin ministerstol har han panoramaudsigt ud over Københavns havneløb forbi den Sorte Diamant og ned langs Christians Brygge. Eftermiddagssolen står skarpt ind gennem glasfacaden.

»Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste. Det er de meget store brug, der skal ruste os til kampen på det internationale marked. Og den kamp, det må vi erkende, har været utrolig hård de sidste år.«

Faktisk så hård, at man i dag taler om landbrugets største krise siden 1930’erne. Det Økonomiske Råd, vismændene, landmændene selv, landmændenes banker, landbrugskonsulenterne og politikerne fra højre til venstre - de er alle sammen enige: Landbruget, der årligt bidrager med 100 milliarder til statskassen og beskæftiger omkring 165.000 danskere, er et korthus i stormvejr.

Svinepriserne har siden 2007 været i frit fald på det internationale marked, den fejlslagne høst i Rusland har sendt foderpriserne voldsomt i vejret, konkurrencen med en billigere produktion i udlandet og slagtesvinene, der bliver sendt i samme retning, har ramt svineproducenter og slagterier, mens stigende miljøkrav, komplicerede afgifts- og tilskudsregler og utallige landmænds forfejlede investeringer i alt muligt andet end landbrug - i schweizerfranc, vindmøller i Tyskland og lejligheder i Budapest - har vendt en økonomisk himmelstige til en stejl nedtur.

Men frem for alt er krisen bundet op på det, landmændene går og står på: jorden. De rystende ustabile priser på ejendomme og jord, der med en afsindig himmelflugt under opturen gjorde et samlet landbrug insolvent i den finansielle krise. Jorden i området omkring Mors, Thy og Salling, hvor Vagn Ginnerup har sin gård, kostede omkring 35.000 kroner per hektar indtil midten af 90’erne. Herefter steg priserne voldsomt og toppede omkring 2006 - enkelte steder helt oppe omkring 400.000 kroner per hektar. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at de en dag ville falde - og landmændene købte og købte med udsigten til endnu større fortjeneste. I dag bliver der stort set ikke handlet jord i området, og når der undtagelsesvis går en handel igennem, står det i glimt klart for de ekspansive landmænd, hvor alvorlig situationen er med en hektarpris på et sted mellem 150.000 og 175.000 kroner. Det er en af hovedårsagerne til, at landbruget i dag tegner sig for en samlet gæld på 350 milliarder. Og netop jorden er den skakbrik i spillet om et af Danmarks største eksporterhverv, der politisk set ikke kan røres.

Stavnsbånd og nye herremænd

På Nordmors - nogle kilometer fra Vagn Ginnerups gård - ligger Mølhavegård, hvor Lene og Christian Nørgaard bor med deres tre børn. Mølhave er den type landbrug, Henrik Høegh går og glæder sig over, for siden Christian Nørgaard kun 21 år gammel overtog gården efter sin far, der blev syg af meningitis, gik det i syv år kun en vej for landbruget. Christian Nørgaard havde større ambitioner, end faren havde haft, og han var ikke bange for at kaste sig ud i en ekspansiv udvidelse af svinebruget. Han omlagde produktionen til opformering og opkøbte sammen med sin kone gårde og jord helt op i Han Herred nord for Mors. Parret råder i dag over seks gårde og en produktion, der er blandt de allerstørste i området med 20 fuldtidsansatte medarbejdere og en produktion på 75.000 smågrise om året. Gården er blevet til en mindre virksomhed, der årligt omsætter for knap 45 millioner kroner, men Christian og Lene Nørgaard har økonomisk set ikke meget at glæde sig over ved udsigten fra deres køkkenbord hen over gårdpladsen, hvor vinden sender kaskader af regn ind fra vest.

»Ja, regnen er det mindste problem, vi har,« siger Christian Nørgaard næsten uden at bevæge munden. Han kigger over mod de syv-otte hvidkalkede staldbygninger, der ses fra vinduet.

»Den største kamp lige nu er at få betalt regningerne. Der var en sund egenkapital i gården helt frem til sidste år, men jorden er blevet ved med at falde siden 2008, og ejendomshandlerne stoppede. Nu sidder vi uhjælpeligt fast. Vi har fået stavnsbåndet genindført, nu er det bare bankerne og pengeinstitutterne, der er herremændene.«

Christian Nørgaard bliver tavs, og man kan høre køkkenurets sekundviser og vinden tage i staldens tag. Han har svært ved at skjule sin foragt for bankerne.

»På et tidspunkt stod de jo på nakken af hinanden for at låne os penge, og der var ingen grænser for, hvor meget ekstra vi kunne tjene, hvis vi udvidede. Det kunne ikke gå galt, og i dag er der så ingen, der vil låne nogen noget som helst. Det hele er gået i stå,« siger han. Da Christian og Lene Nørgaard købte den sidste ejendom, var det på betingelse af, at de udvidede med endnu en stald.

»Nu kan vi ikke låne pengene til at bygge den. Det er jo fint nok, at de strammer grebet, men der er ingen mening i at sætte det hele i stå. De er bange for, at det skal blive tydeligt, hvor insolvente landmændene er på Mors, hvis det viser sig, at jorden er alt for billig. Og der skal ikke ret mange tvangsauktioner til, før landbruget tager pengeinstitutterne med sig.«

Igen bliver der stille ved bordet. Han ser over på sin kone, Lene Nørgaard. Hun er lys med spinkle træk og kortklippet hår. Hun siger heller ikke noget, så han fortsætter.

»Jeg tror ikke, der er én eneste svineproducent i dag, der ville beholde sin bedrift, hvis han kunne komme derfra med skindet på næsen. Siden 2008 har det bare været … træls.«

‘Men vi blev jo klogere’

Det var mere end bare en generel økonomisk optur og kornprisernes stigning, der sendte jordpriserne i vejret op gennem 00’erne. Faktisk påpeger de fleste landbrugskonsulenter i området, at prisen skal helt ned omkring 100.000 kroner per hektar, før det i sig selv vil kunne give overskud at drive jorden, men de færreste landmænd køber jord for blot at drive den. Frem til den nye landbrugslov, der blev gennemført i år, var der stramme regler for, hvor meget jord man skulle have for at matche antallet af dyreenheder i bedriften. Havde man 1.000 søer skulle man således kunne godtgøre, at man havde jord til at sprede svinenes gylle ud, så da svineproduktionen gik allerbedst, kunne det altså sagtens svare sig at have et stort underskud på jorden, så længe det gav et tilsvarene overskud i stalden. Jordpriserne blev desuden ved med at stige, så nogle konsulenter og bankrådgivere mener også, at nogle landmænd havde en tendens til at se lidt let på produktionen, så længe jordpriserne bare steg og steg. Dertil kommer, at EU’s støttesystem, som er det eneste reelle tilskud, landmændene får, følger jorden. De er altså støttet efter, hvor meget jord de har, og ikke efter hvor stor deres produktion er. Reglerne på landbrugsjorden har på den måde været med til at pumpe prisen i vejret, men i dag har man lempet på den danske lovgivning, så man ikke længere er forpligtet på at eje den jord, gyllen skal spredes på, hvilket flere konsulenter og landmænd mener har haft yderligere effekt på jordprisens fald.

»Vi forestillede os jo slet ikke, det kunne gå den anden vej. Men vi blev jo klogere,« siger Lene Nørgaard og ler lidt nervøst.

»Men som vi siger til hinanden hver aften, så er vi jo glade for det vi laver. Det kan da godt være, det er træls, vi ikke tjener nogen penge lige nu, men vi står jo op om morgenen og glæder os til at komme på arbejde.«

Er I nervøse for, om I overhovedet overlever?

»Ja,« siger Christian Nørgaard.

»Hver dag og hver nat tænker jeg over, hvad der skal ske, for så længe fødevarerne ingenting må koste, så længe har vi et problem med avancen, og hvis jordpriserne ikke stabiliserer sig, og foderet bliver ved med at stige, så bliver der for alvor problemer.«

Christian Nørgaard tager overtøj på og går over mod staldbygningerne. Han er høj og bred med begsort hår og lys, næsten gennemsigtig hud. Han tager lange, tunge skridt, der ikke lader sig mærke af regnen og den stærke vind fra vest. Vi går forbi en åben grøn affaldscontainer, der flyder over med døde smågrise. »Spildproduktion,« kalder han dem og forklarer, at hver so laver 32 smågrise om året. Det er syv grise mere end for 10 år siden, og i det hele taget har landbruget haft hårdt brug for at optimere produktionen siger han.

»Vi bliver presset af andre EU-lande og så af stigende miljø- og dyrevelfærdskrav, som ingen vil betale for. Jeg ved ikke, hvordan Informations læsere er, men mange danskere har så høje krav til, hvor søde og gode vi skal være ved dyrene, og de har utrolig travlt med alt det, vi ikke må på en gård. Når de så står ude ved køledisken, ser de på én ting, og det er prisen. Der taber vi stort mod udlandet, der har helt andre regler for dyrevelfærd og medicinering, så de kan producere en pakke fars, der sælges for 15-20 kroner. Med med de priser kan det ikke være grise, vi har gået og kløet bag ørerne alle sammen.«

Det er dem, landbrugsministeren Henrik Høegh kalder ‘container-tømmere’. Og de kan være svære at tale til: »Der er forskel på forbrugeren og borgeren, og det er lettest at tale dyrevelfærd med borgeren,« som ministeren beskriver det.

‘De ser sunde og fine ud’

Ovre ved staldbygningerne møder vi Betty Solsø og hendes mand, der har hørt, at der vil være rundvisning på gården i dag. »Det kan I godt kalde det,« siger en lidt overrasket Christian Nørgaard og mumler noget med, at Folkebladet må have misforstået noget, da de ringede tidligere på ugen.

Betty Solsøs mand siger ikke rigtig noget. Hun taler til gengæld som et vandfald. Hun er gammel morsingbo, forklarer hun. Er vokset op på en gård på Sydmors, men siden har hun slået sig ned i Salling og har ikke været på en gård siden sin ungdom i 1950’erne.

For en, der ikke har været på et moderne landbrug, kan det være en lidt voldsom oplevelse at se, hvordan vores frikadeller egentlig begynder livet. Endeløse rækker af søer står i små båse. Fuldautomatiske foderanlæg. Døde smågrise, der ikke klarer de første timer i verden. Blod, ajle, gylle og en skarp sur-sødlig lugt. »Den sidder i støvpartiklerne,« forklarer Christian Nørgaard.

»Så du kan ikke få det væk bare ved at gå i bad. Det sidder fast helt inde i dine porer.« Han ler - igen næsten uden at bevæge munden - og kommer med en anekdote.

»Dengang Lene og jeg gik til dans inde i Nykøbing - det var hver mandag, før vi fik børn - når jeg begyndte at svede, kunne man lugte det, selv om jeg var helt ren, inden vi tog hjemmefra og havde været i bad to gange. Men det gjorde vi nu alle sammen på den danseskole.«

Betty Solsø lader sig ikke slå ud af lugten eller den store svineproduktion. Nærmest tværtimod. Hun er fyr og flamme.

»Hold op, hvor ser de godt ud,« udbryder hun, da vi når ind i den første store stald, hvor ovsne søer på størrelse med små biler står skulder ved skulder.

»Og hvor har de meget plads. Det er slet ikke som dem, der stod i svinestien, da jeg voksede op. De ser så sunde og fine ud.« Hun kommer med en malende beskrivelse af, hvordan svin plejede at stå bundet til pæle med kæder.

»Det gav sådan nogle grimme sår.«

Søerne står i båse, der ikke er større end grisens krop, men hvis de bakker, åbner en lille låge, og de kan gå frit på en tre meter bred gang. Det er der ikke mange, der gør, fortæller Christian Nørgaard: »De kan godt lide at stå i fred for de andre.«

Vi trækker ind i stalden ved siden af, hvor drægtige søer farer. Her er varmt. Smågrise, som kun er få minutter gamle, ryster søgende rundt efter et sted at die.

»Jeg kan huske, hvordan de lå og døde, hvis de kom om på den forkerte side af soen,« siger Betty Solsø.

»Ja, det er der altså ikke råd til længere,« siger Christian Nørgaard og fortæller, hvor træt han er af folk, der tror, at svineavlere lader deres søer få skuldersår og smågrise ligge at dø.

»Det er jo simpel forretning. Du har ikke et landbrug ret længe, hvis du behandler dyrene sådan.«

Svinets land

Længere oppe ad gangen lyder et hvin. Det er Betty Solsø, der er gået i forvejen og har opdaget en lille bitte markmus, der løber langs væggen. Da vi kommer derop, kvaser Christian Nørgaard den med støvlen, så man hører skelettet knase.

»Den var da sød,« siger Betty Solsø let bebrejdende.

»Det er et skadedyr,« siger Christian Nørgaard.

Intet andet sted i verden er der en større ‘svinetæthed’ end i Danmark. Hvor Europas største svineproducent, Tyskland, har 70 svin pr. kvadratkilometer, går der med vores 13 millioner svin 300 på hver kvadratkilometer. Siden det i midten af forrige århundrede lykkedes os at fremavle en svinerace med et ekstra ribben, har vi haft et fornemt internationalt renommé for vores fine kødkvalitet. Og med den danske andelsbevægelse fik vi sat produktionen i system helt ud i slagterierne, så også på leverancen var vi i mindst et halvt århund- rede vores konkurrenter overlegne.

I dag stopper produktionen ligesom på Mølhave i stigende grad på smågrisestadiet, hvorfra de sendes ud af landet til opfedning, hvor de senere også slagtes. For 10 år siden var det mindre end 10 procent af grisene, der røg den vej. I dag er det en fjerdedel, hvilket koster både slagterier og arbejdspladser i bedrifterne. Men som Christian Nørgaard påpeger, er landmændene i en position, hvor de er tvunget til at se på bundlinjen, og selv om det koster dyrt at fragte smågrisene, er tyskernes svinenoteringer så meget højere end de danske, at det kan betale sig. Desuden slipper landmanden for den gylle, svinene producerer under opfedningen - en gylle, der igen skal købes jord til.

Hvis svinetætheden er tæt i Danmark, er den i området omkring Mors, Salling og Thy nærmest klaustrofobisk. Her er ikke mange kød- og malkekvægsproducenter, og de sidste årtiers voldsomme strukturændringer har sendt effektiviteten i de større og større brug i vejret, og svineproduktionen er eksploderet. Strukturændringen mod de større brug er kommet sent i dette hjørne af landet, for da det meste af landet oplevede en økonomisk optur op gennem 50’erne og 60’erne, var området her hårdt ramt af arbejdsløshed og økonomisk stagnation. Derfor stykkede man en masse gårde ud i mindre brug, mens resten af landet gik den modsatte vej. Den ekspansion kom først for alvor her, da det engelske marked kollapsede i midten af 90’erne med et omfattende udbrud af mund- og klovsyge. Først her begyndte opturen, og først her fik bønderne kapital til at udvide bedrifterne. De fleste storbønder i området har derfor opkøbt jord i den periode, hvor priserne steg til himlen, hvilket har gjort området særligt sårbart over for de sidste par års konjunkturfald.

Hvis bankerne også ryger …

På en egn, hvor landbruget er så bærende for økonomien, er det ikke bare de enkelte bedrifter, der bliver ramt - det er hele samfundet. Maskinstationer, traktormekanikere, vognmænd, landbrugssmede, håndværkere, inseminører, køleanlægsprodu- center, computerprogrammører, pengeinstitutter, planteavlere og naturligvis de lokale detailforretninger. Som Landbrugsminister Henrik Høegh erkender:

»Ja, hvis landbruget falder sammen i sådan et område, er der ikke meget tilbage.«

Den erkendelse er man også nået til hos Mors’ to hæderkronede banker, Morsø Sparekasse og Morsø Bank, der har op mod 20 procent af deres udlån bundet op i landbruget. Derfor er Morsø Bank netop blevet ‘kåret’ til Danmarks mindst sikre bank af analysefirmaet Niro Invest og Dagbladet Børsen, og for at undgå katastrofen er de to pengeinstitutter i færd med at fusionere. Men det kan ikke hindre katastrofen helt, siger den erfarne landbrugskonsulent Flemming Pedersen fra Landbo Limfjord, der dækker Salling, Mors og dele af Thy.

»Vi har krydset kraftigt fingre for, at den fusion går igennem - ellers ser det svært ud for en del af vores kunder, men der vil komme tvangsauktioner og brug, der vil lukke - både store og små,« siger han.

»Det bliver især svært for landbruget, hvis det skulle trække nogle banker med sig. Så skal de ud og lede efter nye lånemuligheder, og det bliver umuligt for en stor del af dem, som det ser ud nu.«

Derfor holder de vejret i området for tiden, mens de venter på den store eksplosion. Ingen banker har endnu råd til at lade landmænd gå konkurs, og ingen har lyst til at låne penge ud til investeringer, der måske ville kunne sætte gang markedet igen.

»Vi holder alle sammen vejret, fordi bankerne ikke vil låne landmændene penge. Vi har både folk, der vil købe og folk, der vil sælge, men at finde en fællesnævner for det er næsten umuligt. Alle er interesseret i, at prisniveauet på jord kommer længere ned, men vi er nervøse for, at det kommer for langt ned, så insolvensen bliver endnu større. Man er meget usikker på, hvilket niveau man skal ind og arbejde på,« siger Flemming Pedersen, der som konsulent gerne tager sin del af skylden for at have været for optimistisk før sammenbruddet.

»Tingene gik jo stærkt, og det var svært at blive ved med at holde pessimismen, så ligesom det øvrige samfund var vi for optimistiske. Alle var jo revet med.«

Det erkender Morsø Sparekasses landbrugsansvarlige medarbejder Kent Kristensen også gerne.

»Vi var for optimistiske, når vi har handlet jord til så høje priser, at det ikke har kunnet bæres hjem af afgrøderne,« siger han, men afviser at stå i vejen for landbrugets videre udvikling:

»Vi er ikke bange for, at nogen skal se, hvor slemt det står til, og jeg synes ikke, man kan beskylde os for ikke at være risikovillige - vi ser på landbruget som alle andre erhverv. Hvis der kommer én med en forretningsplan, der ser fornuftig ud, er vi ikke afvisende over at låne ham penge, men det er jo ikke anderledes end ved private kunder: Hvis du som privatperson har brugt flere penge, end du har tjent de sidste år, er det heller ikke sikkert, vi synes det er en god idé, at du låner til en ny bil.«

I føler ikke noget ansvar for, at der kommer gang i erhvervet igen?

»Nej, vi må forholde os til det enkelte landbrugs økonomi, og det ser svært ud for tiden.«

På landbrugsministerens kontor kender man udmærket historien om landbrugets krise, og Henrik Høeg erkender, at han har store udfordringer foran sig.

»Jamen, det er da et kæmpe problem, at gælden er så høj i det her erhverv. Det går lige nu, fordi der er en lav rente, men vi arbejder virkelig hårdt for skabe modstandsdygtighed over for en stigende rente.«

Men der er meget få håndtag, ministeren kan skrue på, hvis ikke det skal gøre mere skade end gavn, indrømmer han, og derfor har han heller ingen umiddelbar løsning parat.

»Udviklingen mod de store brug er rigtig, men vi har i mange år kunnet leve højt på fødevaresikkerhed, ensartethed og levering til tiden, og det har vi i dag skarp konkurrence i. Vi er nødt til at spille på andre parametre. Det kan være noget med dyrevelfærd, det kan være noget med bæredygtighed, det kan være noget med friskhed. Jeg har ikke løsningen lige her, men at tro, at vi har samme omkostninger som en landmand i Argentina, Brasilien eller Ukraine - det bliver svært,« siger han og medgiver også, at reglerne om dyreenheder, der skal matche jordarealet, har været en usund måde at holde hektarprisen oppe. Omvendt kan det være svært helt at fjerne reglen uden prisen falder yderligere. Det samme gælder EU’s støtteprogram, som han ellers også helst så lagt om.

»Vi er et sted, hvor vi må afsøge de muligheder, der er, og her synes jeg, at landbruget som energileverandør kunne være det nye spændende med biobrændsel og biogas.«

Men den køber de ikke på Mors. Hverken landmænd, pengeinstitiutter eller konsulenter har indtil videre set tiltag, der ville kunne skubbe landbruget i den retning.

»Det bliver en meget lille niche,« siger konsulent Flemming Pedersen.

»Men det kommer ikke til at gøre nogen forskel her omkring - det tror jeg ikke på.«

Den eneste, man rigtig tror på omkring Mors, er en tiltagende nedtur. Tvangsauktioner og landmænd, der må give op, men det er også her - i den nedtur - de samme mennesker ser muligheden for at starte på en frisk. Som en ældre konsulent fra området forklarer det:

»Der kom en ny type landmænd med en helt vild ekspansion. Og det var tiltrængt. Effektiviteten steg, omsætningen steg, og forholdene blev bedre. Nu er det så på tide, at de nye landmænd gør plads til den mere traditionelle landbrugskultur, hvor der også er plads til mindre brug, og hvor en ung mand kan starte en bedrift op fra bunden med 20 hektar. Det ville da være friskt.«