Den bekymrede
 Frederiksberg

Kære brevkasse.

Jeg har et alvorligt problem. I mange år har jeg læst Information. Og det bliver jeg ved med. Hvad kan jeg gøre ved det?

Svar I:

Her stryger vi ikke folk med hårene, så jeg siger det lige ud: Udsigten til andet end symptombehandling er ringe.

Du har læst Information i »mange år«, hvilket forudsætter, at du minimum er »mange år« gammel. De to oplysninger har jeg tilladt mig at give til regnedrengene på analysekontoret i vores abonnementsafdeling, og diagnosen er klokkeklar: Du er kernelæser. Det kan være generende at have på fornemmelsen, men det er straks værre, når fornemmelsen bliver til vished med alt, hvad det indebærer.

Du er formentligt placeret i bermudatrekanten mellem ’idealistisk frontkæmper’, ’de gamle’ og ’livsnyderne’. Der kan være et skvæt ’metro-økolog’ i dig, men det er mindre sandsynligt, hvis du er på min alder eller ældre. Det indikerer, at du er kritisk, betragter enhver dag som en ny dag, du er selvstændig, moderne, frisindet og åben over for verden – også den store ude omkring. Dine holdninger er mere erfaringsbårne end input-baserede (jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det er vist nok sådan noget marketings-swahili for, at man ikke kan bilde dig hvad som helst ind). Det kan endvidere ikke udelukkes, at du har kat.

Det ville være fint nok alt sammen, hvis ikke de karakteristika var forbundet med to andre træk: Du ser dig selv som aktør i et fællesskab; ikke som en som brik i en segmentanalyse – og du foretrækker at få stillet spørgsmål, der kvalificerer dig til selv at forstå verden, frem for at labbe færdige svar i dig.
Dit problem er med andre ord, at du læser avisen for folk, der ikke vil sættes i bås. Og dermed er du havnet i – en bås. Surt show.

Det er vigtigt, at du gør dig klart, at du ikke har gjort noget forkert. Men når du oplever det som et problem, så er der et problem. Og det kræver handling.

Du kan dårligt sige avisen af, da der ikke rigtigt findes noget alternativ for sådan nogle som dig.

Men du kan overveje dele af din øvrige adfærd: Erstat P1 og DR2 med Radio Voice og TV3+. Se dine film i Palads i stedet for Grand ­Tea­tret. Server citronmåner til dine gæster i stedet for hjemmebag. Begynd at foretage dine daglige indkøb i Aldi og Rema 1000. Og skift din eventuelle kat ud med en kamphund.

Det er som sagt kun symptombehandling, men jeg lover dig: Regnedrengene nede på analysekontoret kommer virkelig til at skulle kratte for føden, når de skal finde en bås til dig. Og det kunne de ærligt talt godt trænge til.

Jon Jørgensen

Svar II:

Jeg kan ikke se anden udvej, end at du må sige avisen op og holde dig langt væk fra den et par måneder. På den måde kan du se, om du faktisk savner den. Faren er jo altid, at det udvikler sig til kedelig rutine, drevet af din angst for at være alene med dine havregryn og erkendelsen af, at vi alle skal dø, og at der er en god chance for at det gør enormt ondt.

Du vil nu gennemleve faser. Sandsynligvis vil du først blive oplivet, men sorgen lurer lige om hjørnet. Jeg vil anbefale, at du sletter Information fra din Facebook samt holder dig lidt fra andre abonnenter i din omgangskreds. Du vil nok i starten opleve, at du ser Information alle vegne. Det gør du ikke. Holder du dig bare fra få udvalgte kiosker og venstreorienterede værtshuse på Nørrebro, skulle du være på den sikre side. Hvis du står i en brandert og får lyst til at skrive et læserbrev, så husk, at det aldrig tidligere fik dig til at føle dig hørt eller mødt.

Du vil nok også få lyst til udnytte din nyfundne frihed til at prøve andre tryksager eller udforske nettets muligheder. Det vil jeg ikke anbefale, men kan du ikke lade være, så hold dig til at skimme Politiken. Al erfaring viser, at det aldrig er den første, man prøver efter et brud, som man holder ved. Man har måske tudet under læsning eller er kommet til at kalde den ved den gamle avis’ navn. Det er er ikke noget godt udgangspunkt for en varig relation. (Information har en progressiv linje med fokus på alternative livsformer, så den tilgiver publicistiske sidespring.)Jeg skriver dette med stor sindsro. Du skal nok komme igen. Helt nem at leve med er den ikke. Men det ved den godt.

Anna von Sperling