I al stilfærdighed har regeringen besluttet at ombringe grundlæggende principper for åbenheden i den danske forvaltning. I hvert fald er det påfaldende, at et af det nye folketingsårs vigtigste lovforslag foreløbig ikke har påkaldt nævneværdig opmærksomhed, skønt intet mindre end retssikkerheden de næste 10-15 år er på spil, hvis ellers det lykkes regeringen at gennemføre sin offentligheds- og forvaltningslov i efteråret 2011. De to love vil indskrænke borgernes og pressens adgang til den offentlige administration. Vi taler altså om to søjler, dette lands demokrati hviler på.

Hvor offentlighedslovsforslaget ventes fremsat om nogle uger, er der høringsfrist til torsdag i denne uge for den ny forvaltningslov, der fastsætter nye regler for den sagsbehandling, der regulerer forholdet mellem borger og myndighed. Foreløbig har Information stort set været ene om at skildre loven, selv om den ifølge Oluf Jørgensen, mediejurist ved Danmarks Journalisthøjskole og medlem af offentlighedskommissionen, er »en bombe under borgernes retssikkerhed«.

Vedtages den som fremsat, vil f.eks. forældre til tvangsfjernede børn fremover ikke kunne få adgang til den vurdering, der har ført til fjernelsen. Forældre vil kunne få adgang til alt materiale i sagen, men vil være afskåret fra det skøn, der førte til indgreb. De får altså præmisserne, men ikke konklusionen. Det samme vil gælde i skattesager, byggesager og i andre socialsager. Foreløbig har Justitsministeriet forsøgt at berolige:

»Når Oluf Jørgensen kan få sådan et indtryk, må vi selvfølgelig overveje, om vi kan gøre det klarere,« skrev ministeriet til Information.

Vi tror gerne på, at Justitsministeriets embedsmænd vil fundere over Oluf Jørgensens kritik. Men at ministeriet lover at tænke sig om, er ikke nok - kravet må være en tilbundsgående undersøgelse. For Oluf Jørgensens stærke retorik skyldes jo, at de indskrænkninger, han ser i forvaltnings-loven, vil få konsekvenser for offentlighedsloven. Og her er i forvejen grund til ængstelse.

Tilhængerne af den nye lov fremhæver flere fremskridt. Og der er bestemt forbedringer. Åben adgang til myndighedernes postlister og databaser forbedrer kontrollen af magten. Det er prisværdigt, at Danmark indfører, hvad der har været fast praksis i eksempelvis Sverige i årevis. Men på et langt mere centralt område venter en ubehagelig beskæring ændring: Fremover skal såkaldt ministerbetjening være undtaget aktindsigt. Det bryder med gældende lov, der tillader aktindsigt i korrespondance mellem ministerier og styrelser. Her må vi spørge: Hvad kan foregå i et ministerium eller en styrelse, som ikke i sidste ende er ministerbetjening?

Ifølge formanden for Offentlighedskommissionen, ombudsmand og professor Hans Gammeltoft-Hansen, skal ændringen beskytte den politiske proces: »Hvis man som embedsmand skal rådgive sin minister i en vanskelig politisk sag og ved, at de ting, man skriver ned, (…) senere (…) kan blive gjort til genstand for meget indgående granskning (…), vil man nok være meget forsigtig med, hvad man siger, og hvad man skriver,« sagde han til P1. Denne urovækkende melding er pakket ind i et utvivlsomt velment forsøg på at vise hensyn til de stakkels embedsmænd. Men det ændrer ikke, at ombudsmanden her lader hensynet til statsmagten gå forud for hensynet til borgeren.

Hvis den ny offentligheds- og forvaltningslov ender med et tilbageslag for pressens mulighed for at kontrollere ministeriers og myndigheders arbejde, vil det ikke være første gang i danmarkshistorien. Der vil gå en linje tilbage til 14. september 1770, hvor Johann Friedrich Struensee afskaffede censuren og indførte ‘fuldstændig skrivefrihed’. Pressen begyndte at gå kritisk til værks, hvilket magthaverne ikke brød sig om. Nogle år efter at Struensee var blevet henrettet på Østre Fælled, nedsattes en trykkefrihedskommission, der slukkede ‘pressefrihedens lys’ med Frederik VI’s censurlov i 1799.

Satiriske tegninger fra den tid er bevaret, og en af dem blev publiceret anonymt af Johannes Wiedewelt som håndkoloreret kobberstik med titlen Pressefrihed. Som det ses her på siden, er motivet en gammel kælling - pressen - med kyse, sammenbundne vinger og fodlænker, så hun kan nagles fast, hvis hun gør sig ud til bens.

Wiedewelts kobberstik er nyttigt at erindre sig i 2010, hvor vi tager åbenhed og frihed for givet. Pressen kan - og skal - være frygteligt irriterende for magthaverne, da vores samfundspligt er at være kritisk. Det har den til fælles med Wiedewelts kælling. Men et åbent og frit samfund bør bevare og beskytte kællingen, hvis det fortsat vil kalde sig demokratisk. Denne selvfølgelighed er nu under pres. Får Oluf Jørgensen ret i sin kritik, vil magten lukke sig om sig selv og ekskludere borgerne fra afgørelser, der griber ind i deres liv. I sin yderste konsekvens er denne tankegang rodfæstet i principper, der hyldes og praktiseres af regimer, vi ikke anerkender som demokratiske.