’Vi har brug for engle og dæmoner’

»I religionens fravær søger vi tilflugt i en enhver form for spirituel oplevelse, vi kan få, og frygt er en spirituel oplevelse.«

Større billede

Større billede

Det siger den mexicanske filminstruktør Guillermo del Toro, der har gjort det til sin levevej at skræmme andre mennesker. Og det er der flere gode grunde til.
Da del Toro var blot otte år gammel faldt han i søvn i sin mors skød, mens de så Stormfulde højder (1939), drengens første film og en gotisk tragedie om fortabt kærlighed, der blander store følelser og overnaturlige elementer.

Sammen med Mary Shelleys lige så gotiske gyserroman Frankenstein, som lille Guillermo læste nogenlunde samtidig, gjorde filmens sort/hvide billeder og stemningsfulde musik et uudsletteligt indtryk på det unge, påvirkelige sind, og straks efter at have set den, begyndte han at lave sine egne film med et Super 8-kamera.

Oplevelsen af at noget, han selv – som en anden dr. Frankenstein – havde skabt, blev bragt til live oppe på lærredet, var så stærk, at han vidste, at han skulle bruge sit liv på at lave film.

En god katolik

Familien del Toro var velhavende – faren havde en bilfabrik – og Guillermo fik en strengt katolsk opdragelse. Som dreng yndede han også at tegne monstre i sine notesbøger. Men monstrene skræmte hans dybt religiøse bedstemor, som opdrog ham, og hun prøvede at uddrive de dæmoner, hun mente, havde taget bo i drengen, ved at kaste vievand på ham. Han kunne til gengæld ikke lade være med at grine, hvorfor hun blev bange og kastede endnu mere vievand på ham.

At sige, at Guillermo del Toro havde et kompliceret forhold til sin bedstemor, der opdrog ham, er lidt af en underdrivelse, ligesom det er svært at overvurdere den betydning, hans opvækst har haft for hans videre liv og karriere.

En anden gang tvang bedstemoren Guillermo til at gå til skole med flaskekapsler i skoene, så hans fødder var helt blodige, da han nåede frem. Tanken var, at han skulle sone sine synder og hele tiden tænke på at være en god katolik.

Fascinerende og frygtelige

I dag er Guillermo del Toro 46 år gammel, frafalden katolik, men dog troende, og han tegner stadig monstre i sine notesbøger, der lægger til grund for hans populære, beundrede film, Cronos, Mimic, The Devil’s Backbone, Blade II, Hellboy og Hellboy II og Pans labyrint. Alle film, som for længst har sat en stor, fed streg under, at del Toro er en af tidens mest spændende filmmagere, som kan både det kulørte og det mere personlige – og som ikke selv skelner mellem de to.

Han fortæller eventyr af den mørke, men opbyggelige, humanistiske slags, gerne med børn i hovedrollerne, fulde af gotik, mærkelige væsener, både forførende og skræmmende, seksuel og religiøs symbolik og drømme og mareridt. Han mener, at fantasien sætter én fri, at billedsiden er i hvert fald halvdelen af enhver god, filmisk fortælling, og han tror på, at eventyret rummer sandheden om mennesket og den verden, mennesket lever i.

Del Toro, der sammen med landsmændene Alejandro González Iñárritu og Alfonso Cuarón er en af frontløberne i den nye, mexicanske filmbølge, har efterhånden har hele verden som arbejdsplads, og han laver lige så gerne film i Hollywood som i Spanien og Mexico, hvor han også skriver og producerer for unge, fremadstormende filmmagere, han tror på.

Og så er han forfatter. I dag udkommer Mørke, andet bind i en vampyrtrilogi, som han har skrevet sammen med amerikaneren Chuck Hogan. Det er en bog, der om noget understreger den mexicanske multikunstners evne til at fremmane fascinerende og frygtelige væsener, der ikke synes at være af denne jord.

En fremmed vilje

Handlingen i Mørke og Blod – første bind i trilogien – drejer sig om den aldrende Abraham Setrakian, som har overlevet Holocaust, men nu står over for en endnu større og tilsyneladende uovervindelig ondskab. Mesteren er en flere tusind år gammel vampyr, som ved den første bogs begyndelse ankommer til New York og i løbet af ganske kort tid er godt i gang med at udslette hele den amerikanske befolkning med sin væmmelige vampyrvirus.

Til at hjælpe sig med at bekæmpe Mesteren har Setrakian blandt andre den dygtige epidemiolog Ephraim Goodweather – nej, de bibelske navne er ingen tilfældighed – dennes assistent og en russiskfødt skadedyrsbekæmper, der er ganske ferm til sit arbejde, men trods alt aldrig har skullet håndtere noget af denne størrelse og beskaffenhed.

Med bøgerne formår Guillermo del Toro – som i sin spillefilmdebut, vampyrdramaet Cronos (1993) – at forny vampyrgenren ved at blande elementer fra mytologi og folklore med mere moderne melodrama og en udpræget sans for gysergenren.

»Det, man basalt set gør, er at bruge gamle principper,« siger han i telefonen fra Los Angeles.

»I gamle europæiske overleveringer var essensen af vampyrisme et lig, som blev vakt til live af en vilje, der ikke var dets egen. Af en fremmed vilje. I vampyrmyterne kom vampyren tilbage og dræbte alle medlemmer af sin familie og dem, han elskede, og tanken om et sultent lig, der kommer tilbage, tørstig efter blod og ødelæggelse, var for mig meget foruroligende, da jeg var dreng. Og jeg tror virkelig, at det var det, jeg havde lyst til at bringe tilbage med bogen.«

Antropologisk interesse

Det er afgørende at tage myterne alvorligt, understreger Guillermo del Toro.

»Jeg bryder mig ikke om postmoderne tilgange til myter, hvor man dekonstruerer dem med et glimt i øjet og en overlegenhed, der viser, at vedkommende, der genfortæller myten, er bedre end den,« siger han.

»Jeg er heller ikke så begejstret for den traditionelle tilgang til myten. I alle film, jeg laver, i alt, jeg laver, er jeg drevet af en nysgerrighed og siger, ’hvad nu hvis denne ting var virkelig i et helt almindeligt hverdagsunivers? Hvad nu hvis vi kunne have en pige midt i en meget hverdagsagtig, realistisk krigssituation? Og hvad nu hvis hun møder et eventyr? Hvad nu hvis vi i en verden fuld af bureaukrati, dumhed og mangel på menneskelig kommunikation putter et monstrøst, magtfuldt væsen som Mesteren? Midt i en by, der er den kvintessentielle by på planeten, New York?’«

Guillermo del Toro fortæller, at han har en næsten antropologisk interesse i monstre og overnaturlige væseners mytologi, og at han prøver at bruge mytologi, der enten er glemt eller lidet kendt folklore, som f.eks. bøgernes urgamle vampyrer, ’strigoi’, der pludselig dukker op i vores tid og verden.

»Strigoi, som stammer fra rumænsk mytologi, er et væsen fra menneskehedens uoplyste dage,« siger han.

»Jeg elsker tanken om, at når et moderne menneske møder noget så primitivt og ur-agtigt som Strigoi, går det op for os, at vores Blackberries, iPhones, computere, flyvemaskiner, radarerne – al den teknologi vi har til vores rådighed – ikke beskytter os. Vi finder ud af, hvor forsvarsløse, vi er. De ødelægger enhver forestilling om modernitet og sikkerhed, vi måtte have, og det gælder i høj grad også for virusepidemier. I den moderne verden, hvor alle er så sofistikerede, har alle en irrationel frygt for vira. Vi vender tilbage til den mørke middelalder, når miltbrand eller svineinfluenza eller fugleinfluenza bliver nævnt. Man ser en masse mennesker på gaden, som bærer ansigtsmasker, og som ingen idé har om, hvordan en virus smitter, og hvor lille eller ingen beskyttelse de ansigtsmasker giver. Men folk bærer dem nærmest overtroisk, som en talisman eller amulet.«

Totemistisk myte

Det er næsten ligesom dengang i 1950’erne, hvor amerikanerne lavede instruktionsfilm om, at man i tilfælde af atomangreb blot skulle gemme sig under et bord for at være i sikkerhed.

»Det er endnu en totemistisk myte, som folk reagerede på på en næsten overtroisk måde,« siger Guillermo del Toro.

»Mærkeligt nok synes der på samme måde at være mere overtro end reel viden forbundet med terrorangreb. Folk ved meget lidt om, hvordan terrorister opererer, men de er villige til at lave en universel bøhmand ud af terroristen.«

Og i sidste ende hænger det sammen med, at vi mennesker har brug for noget at tro på, mener del Toro.

»Vi er tobenede pattedyr, vi udviklede aber, om man vil, men vi er også åndelige væsener. I modsætning til andre dyr har vi brug for en kosmologi og engle og dæmoner for at forstå vores plads i verden, og jeg tror, at vi kan finde plads til frygten, søge tilflugt i en følelse, der i sidste ende er så spirituel som frygten ved at påkalde os ting, der virker moderne, det være sig vira, epidemier og i tilfældet Mørke – vampyrplagen.«

Frygt renser

Guillermo del Toros film og bøger er fulde af religiøse symboler, og selv om han ikke længere er tilhænger af etableret religion som f.eks. katolicismen, er han stadig et troende menneske, som blandt andet tror på frygten. Og frygt er en af de ting, som de fantastiske genrer, ikke mindst gyserfilmen, kan bidrage med.

»Den anden ting, de kan, er, at de ernærer sig af et urinstinkt, som vi alle undertrykker, fight-or-flight (stresspsykologens ’kæmp eller flygt-princip’, red.). Et pattedyrs urinstinkt er at reagere på frygt, men vi lever i en verden, hvor vi er isoleret fra frygten. Vi går fra vores hjem til bilen til kontoret og tilbage til vores hjem. Vi higer næsten efter … nogle af os higer efter en smule frygt i vores liv, og vores fiktioner leverer den, de opfylder et næsten instinktivt behov.«
Derfor tror del Toro også på katarsis og den gavnlige effekt, det kan have at gennemleve store og ekstreme følelser i f.eks. en biograf.

»Katarsis betyder ’renselse’ på græsk, og jeg er helt overbevist om, at frygt er en rensende energi,« siger han.

»Jeg har selv oplevet det, og jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt. Både frygt og kærlighed og enhver anden følelse, jeg har haft gennem kunsten, påvirker helt sikkert, hvem jeg er som menneske.

Et spørgsmål om smag

Guillermo del Toro ser sit samlede værk som et forsøg på at give de uglesete, fantastiske genrer en form for oprejsning efter al den spot og spe, der gennem tiden er blevet dem til del fra litterater og andre af finkulturens vogtere.

»Det er i bund og grund et spørgsmål om smag,« siger han.

»Man kan ikke sige, at kaviar er bedre end et stykke pizza. Det handler om, hvad man bedst kan lide. Og det, jeg som skaber prøver at lave, er kaviarpizza. Jeg prøver at have en meget forfinet tilgang til genrer, som betragtes som noget knap så fint eller godt. For mig er de utroligt noble og kraftfulde, og jeg mener virkelig, at nogle af de mest udødelige, uudslettelige minder, som film har skabt, kommer fra de fantastiske genrer. Det være sig Terry Gilliam eller Jean Cocteau eller David Lean eller Kurosawa eller Polanski – hvis man ser grundigt nok efter, finder man kvintessentielle fantastiske billeder i film af alle fra James Whale til Ingmar Bergman.«

»Hvis man ser tilbage på filmhistorien, før man opfandt begrebet B-film, tacklede Universal Frankenstein som en prestigeproduktion med et stort budget og en stor instruktør – James Whale var en respekteret instruktør. De lavede ikke en B-film, og faktisk var Lon Chaney mange år tidligere en stjerne, præcis på grund af monstrene og de chokerende historier, og ingen af hans film blev betragtet som en mindreværdig form for filmkunst. Alle store filmskabere har på et eller andet tidspunkt givet sig af med det fantastiske, Kubrick, Hitchcock med Fuglene, Nicolas Roeg, Luis Buñuel.«

Forbilledet Borges

Det samme gælder litteraturen, forklarer Guillermo del Toro.

»Når folk siger, at ’det fantastiske ikke er en stor genre inden for litteraturen,’ kan man bare nævne Victor Hugo, Jorge Luis Borges, Charles Dickens, Mary Shelley, Lewis Carroll, så mange navne … Robert Louis Stevenson med et af de mest perfekte stykker litteratur, der nogensinde er skrevet, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, eller Flaskedjævelen, og man kan fortsætte listen.«

»Der var et tidspunkt, før vi begyndte at insistere på fornuften som rygraden i det at være menneske, hvor alle forfattere kunne beskæftige sig med forestillingen om det fantastiske og stadig blive betragtet som kunstnere. Med romanen, der er en ung genre, kommer forestillingen om at favne realisme og psykologiske komplekse karakterer, og man mister den umiddelbarhed og råhed, der ligger i fablen og folkeeventyrene. Kun få forfattere har de akademiske evner og intelligensen til at imødegå det, og en af dem er helt bestemt Jorge Luis Borges, der i sandhed foretrækker folkeeventyret eller fablen som en fortælleform.«

I det hele taget er Borges en stor inspiration for Guillermo del Toro, også i vampyrtrilogien.

»Jeg kan blot drømme om at eksistere på den samme planet som ham,« siger del Toro.

»Der er en stor hyldest til Borges i Mørke. Jeg har skabt en helt igennem fiktiv bog, Occido Lumen (som måske kan bruges til at bekæmpe vampyrerne, red.), på samme måde, som Borges plejede at skabe sine fiktive bøger, ved at give den en meget detaljeret fortid. Hvem havde den, hvem ejede den, og hvordan den gik fra ejer til ejer? Han er næsten religiøs skikkelse for mig, Borges, og jeg vil gerne at tro, at der et eller andet sted i Pans labyrint findes en smule af ham – og i The Devil’s Backbone og her og der.«

Gyser som komedie

Guillermo del Toro fortæller, at han oprindeligt have tænkt sig at lave vampyrtrilogien som en miniserie, og han pitchede ideen for Fox Television. De kunne godt lide ideen – men ville hellere have en komedieserie end en gyserserie.

»Jeg blev så forfærdet og vred over det hele, at jeg besluttede mig for at skrive det som en bog i stedet og have absolut frihed,« siger del Toro.

»Og om Gud ville, ville jeg ikke været helt elendig til det. Jeg har skrevet eller været medforfatter på 21 filmmanuskripter. Jeg ved, hvordan man opbygger struktur og skaber personer og den slags. Men jeg besluttede mig for at slå mig sammen med en eller anden, som kunne give bøgerne en meget amerikansk følelse af realisme. Jeg fandt Chuck Hogan og viste ham min ’bibel’ for tv-serien, der var ca. 15 sider og beskrev handlingen i alle tre bøger og alle personerne, og han forelskede sig med det samme i manuskriptet, og jeg læste og elskede hans bøger. Det er der ikke mange, der ved, men vi skrev den første bog på et håndtryk. Vi havde ikke en kontrakt.«

Del Toro fortæller, at Chuck Hogan og han mødes på et hotelværelse, når de skal i gang med en bog. Her sidder de i fire dage og diskuterer bogen i detaljer, inden de går hver til sit og begynder at skrive.

»Han kalder det den ’fire dage lange morgenmad,’ fordi vi begynder på den første dag med morgenmad og slutter fire dage senere med at spise morgenmad. Vi kortlægger hele bogen i løbet af de fire dage. Alt, vi ved om den, og så siger jeg til ham, at jeg vil skrive det og det og det kapitel og denne person. Og han gør det samme. Vi skriver hver for sig og sender så kapitlerne til hinanden og skriver dem igennem, så man får indtrykket af én stemme, og så de hænger sammen med resten af bogen. I den første bog opfandt Chuck sin helt egen person, Fet, den russiske skadedyrsbekæmper, og i den anden bog opfandt jeg en person uden at fortælle det til Chuck, nemlig den aldrende, mexicanske bryder. Og når vi præsenterer hinanden for den slags overraskelser, skriver Chuck dele af bogen igennem for at inkludere den mexicanske bryder, og jeg skriver dele bogen igennem for at få plads til Fet. Det er et meget promiskuøst samarbejde.«

Lovecraft og del Toro

Egentlig er det utroligt, at Guillermo del Toro overhovedet har tid til at skrive bøger. Slår man ham op på The Internet Movie Database, er han tilknyttet adskillige projekter som enten producer, manuskriptforfatter eller producer – eller alle tre på én gang.

Som bekendt for efterhånden hele verden trak del Toro sig for ganske nylig fra det, der skulle blive en to film stor, Peter Jackson-produceret filmatisering af J.R.R. Tolkiens Hobbitten, fordi projektet pga. det kuldsejlede filmselskab MGM’s økonomiske trængsler blev så forsinket, at han ikke længere kunne skubbe andre tinge foran sig. (Jackson har siden selv sat sig i instruktørstolen, mens del Toro tilsyneladende stadigvæk skriver med på manuskripterne.)

Men en ny version af Frankenstein skulle være på vej sammen med en storstilet filmatisering af H.P. Lovecrafts At the Mountain of Madness, som skal laves i 3D og produceres af James Cameron. Der er i forvejen elementer af Lovecraft i Guillermo del Toros film – blandt andet den udflydende grænse mellem drøm og mareridt og virkelighed og en tilforladelig verden, der slet ikke er så tilforladelig – og ’makkerskabet’ mellem de to synes oplagt.

»Lovecraft er en af den slags fyre, jeg beundrer, og ikke kun pga. fiktionen og monstrene, han skabte, men fordi han har en kosmologi,« siger del Toro.

»Han opfatter helt og holdent kosmos som en ondartet størrelse. Forskellen mellem Lovecraft og mig er, at Lovecraft overhovedet ikke er humanist, og jeg elsker at vise både det mørkeste og det mest humanistiske i de film, jeg laver. Mørket er den perfekte kontrastvæske til at vise livets skrøbelige natur.«

Derfor er del Toro nødt til at finde sit mere pessimistiske og hårde syn på verden frem, når han skal i gang med At the Mountain of Madness.

»Jeg vil gerne ære Lovecrafts litterære arv, ja, men jeg vil også gerne ære de pulp-agtige sider af hans forfatterskab. Lovecraft var ikke kun en fantastisk forfatter, han var også en populær pulpforfatter. At lade som om den ene eller den anden side af ham ikke eksisterer, vil være fjollet. Man er nødt til at have både det pulp-agtige og det litterære med, og jeg håber til en vis grad, at At the Mountain of Madness kan gøre det – også bringe ham til et højere niveau produktionsmæssigt. Alle film, der er baseret på hans bøger, er blevet lavet uden store budgetter, og jeg tror, at vi vil lave den første, store, ambitiøse filmatisering af en Lovecraft-bog.«

Han holder en pause.

»Hvis det altså lykkes os at få grønt lys.«

Blod og Mørke er udsendt på dansk af forlaget Hr. Ferdinand. Alle Guillermo del Toros film kan fås på dvd

cmc@information.dk