Søndag den 19. oktober fyrede B.T. op under en gammel nyhed: Ole Sohn havde været formand for DKP og havde modtaget Moskva-guld. Dagen efter måtte han gå offentlig bodsgang, mens Søren Espersen og Dansk Folkeparti krævede en rigtig undskyldning. Det var ikke nok at sige, at der var ‘svineri’ i DKP og Moskva. Nej, Ole Sohn var at ligne med en nazist!

Med udsigten til at tabe regeringsmagten ved næste valg har medier, der står VKO-flertallet nær, grebet til skandaliseringen som medie-strategi.

Men Moskva-guldet, hvorfor er det en gammel nyhed? Fordi de russiske og østtyske arkiver, herunder Sovjetunionens kommunistiske partis (SUKP), Kominterns (den tidl. Kommunistiske Internationale) og SED’s (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands), nu er blevet tilgængelige for forskere. Dermed kan vi i store træk tegne et billede af støtten og dens omfang. I 2001 udgav jeg sammen med en gruppe nordiske kommunismeforskere en bog på baggrund af det nye kildemateriale, Moskva-guldet. Finansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1990, hed bogen.

Det er herfra, B.T. har sine oplysninger.

Dollar fra Øst til Vest

DKP har altid været på støtten. Ud fra de tal, vi kender, var tilskuddet til partiet måske på 20 pct. af udgifterne i 20’erne.

For 30’ernes vedkommende kan vi støtte os til en gruppe afklassificerede telegrammer sendt mellem København og Moskva i årene 1934-36, som det engelske efterretningsvæsen har opsnappet og afkodet.

I 1935 fik DKP henholdsvis 3.233 kr./måned og 6.812 kr./måned. Omregner vi det til nutidskroner, svarer det til et månedligt tilskud på 82.000 kr i 1935 og 172.000 kr i 1936.

Efter krigen var kommunistpartierne ikke længere del af et verdensparti, selvom man i Moskva prøvede at holde sammen på partierne. Der gik fem år før en erstatning for Kominterns støttesystem så dagens lys.

Den 19. juli 1950 besluttede Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP, at oprette den ‘Internationale fagforeningsfond til støtte for venstreorienterede arbejderorganisationer’ med sæde i Bukarest.

Det første år skulle der skydes to mio. dollar i fonden, hvoraf SUKP ydede en mio. dollar, Kinas Kommunistiske Parti 200.000 dollar, Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED), Det Polske Forenede Arbejderparti, Tjekkoslovakiets Arbejderparti, Det Rumænske Arbejderparti og Det Ungarske Arbejderparti hver 160.000 dollar.

Dette system eksisterede frem til Sovjetunionens opløsning i 1990-91, mens fonden steg fra to mio dollar til 22 mio dollar i 1990. DKP fik fra fonden første gang i 1951, 7.500 kr., som omvekslet til nutidskroner ville være omkring 600.000. Fra 1954-56 fik DKP 25.000 dollar for i 1957 at springe til hele 65.000 dollar.

Men det var ikke den eneste hjælp, DKP fik. I 1956 besluttede SUKP at forære Land og Folk to nye sættemaskiner til en værdi af 60.000 rubler.

Gaveregn

DKP knyttede særlige forbindelser til det østtyske kommunistparti, SED. I året 1950 fik DKP således fra SED en 1. maj-gave »af 9.200 tyske arbejdere«, en automatisk Mercedes-trykmaskine til Land og Folk.

I slutningen af 50’erne inviterede DDR stadig flere danske ungkommunister på besøg. I 1958 skulle DDR tage imod 180 ungdomsturister fra Danmark. Danskerne stillede med busser, mens DDR betalte benzin, eventuelle skader, mad og ophold.

I 1959 bevilgede SED DKP’s trykkeri en korrekturpresse, ‘Voran’, til en værdi af 7.050 DM som gave.

I 1960’erne har vi ikke så mange oplysninger. I 1961 fik DKP 60.000 dollar svarende til 3,7 mio nutidskroner, i 1963 50.000 dollar svarende til 2,8 mio nutidskroner, i 1965 62.000 dollar og i 1966 60.000 dollar. I 1969 fik partiet 100.000 dollar. For 70’erne mangler vi tal, bortset fra de sidste år, hvor støtten var op til 1,3 mio kr. Men i 1965 bevilgedes direkte fra SUKP 70.000 rubler til nyt trykkeriudstyr til Land og Folk. I 1968 bevilgedes mellem 100.000 og 200.000 rubler til ny trykkemaskine fra V/O Vnesjtorgizdat.

SED optrappede i 60’erne sin støtte til kurser for danske kommunister. Det drejer sig om mange penge. I 1961 fik DKP en Victoria-trykkemaskine som gave til en værdi af ca. 38.000 DM samt skrivemaskiner, 15.000 1.maj-tegn og 15.000 omslag til medlemsbøger. I 1963 var det skrivemaskiner og 2.000 plastic-mapper til en værdi af 8.500 DM.

I 1969 ansøgte Knud Jespersen de tyske venner om at få tilskud til køb af en østtysk trykkerimaskine, RO 72, en stor offsetmaskine. Maskinen kostede 1.378.390 kr. Heraf betalte SED 108.500 kr.

Ole Sohn

For resten af perioden har vi kun afskrifter og ikke originale dokumenter at støtte os til. DKP fik fast 350.000 dollar om året 1980-90. Jørgen Jensen står som modtager af pengene til april 1987. Ifølge PET-kommissionens rapport fik han pengene udbetalt på den russiske ambassade.

Udbetalingen den 1. september 1987 blev modtaget af Herluf Bidstrup, Land og Folks tegner. Fra den 16. september står Ole Sohn som modtager af pengene (bortset fra februar 1988, hvor der ikke står nogen modtager).

Ole Sohn sagde, da vi lavede bogen, til mig, at pengene kom som overfakturering af trykkeriordrer til DKP’s trykkeri Terpo. I tv den 17.oktober sagde han, at han fra 1987-90 sad i mindretal i DKP’s ledelse og derfor ikke havde adgang til regnskabets detaljer. Først da han havde flertal i slutningen af 1990, fandt han ud af, at SUKP støttede DKP på denne måde.

Det kan sagtens være tilfældet, at flertallet har villet holde fast ved den russiske støtte uden at inddrage Sohn i det.

Det, man kan undre sig over, er, at han ikke havde mistanke om, at der faktisk flød Moskva-guld ind i partiet. Han må vel have vidst, at SED og SUKP også på andre måder støttede DKP.

I 1988 besluttede SED f.eks. på ansøgning fra DKP igen at lade partiet købe en ny RO 72 offset-trykkemaskine på meget favorable vilkår.

Ikke kun til gavn

Hvilken effekt havde pengene på DKP? Det er naturligvis svært at kortlægge, men givet er det, at pengene ud over at lette partiets økonomiske situation også gav det problemer.

Pengene gav partiet en falsk fornemmelse af mulig rækkevidde og gav det et oppustet bureaukrati. I 1970’erne var der op imod 100 ansatte i DKP-koncernen, og selvom de to trykkerier krævede en del typografer og litografer, var der uforholdsmæssigt mange ansatte til 10.000 medlemmer. Hvad fik SUKP ud af det? De fik et loyalt reklamebureau.

Denne artikel er anbefalet af: