Hvad skal man egentlig kalde en politisk styreform, hvor oplysninger til befolkningen filtreres gennem et lag af udspekulerede spindoktorer, hvor politikere i videst muligt omfang kun ytrer sig efter at have sikret sig, at de har en statistisk kontrolleret vælgertilslutning i form af meningsmålinger og grundige analyser af befolkningens holdninger bag sig? Totalitær? Eller er det trods alt at overdrive? Det er det måske, men tanken er nu ellers nærliggende, når man tænker på, at den befolkning, der konsekvent bliver analyseret, meningsmålt og styret, sidder bænket og døllet hver aften foran fjernsynets mere og mere idiotiske underholdningsprogrammer, som næsten alle er enige om at hade, men som tilsyneladende ikke er til at stoppe. »Måske har vi skabt et monster,« udtalte vores statsminister for et stykke tid siden. Det var specielt spindoktorerne, han tænkte på. Hvad er nu det? tænkte man. Er statsministeren nu pludselig blevet systemkritiker? Sådan en slags dissident, nærmest, af fortidens østeuropæiske type?

Men nej, sådan skulle det heller ikke forstås. Det er DK, det her, det er bare Lars Løkke, tag det helt roligt. Ord og handling, ikke sandt, det hører ligesom ikke rigtig sammen i en indenrigspolitisk dansk sammenhæng. I alt fald har Lars Løkkes parti, regeringspartiet Venstre, nu hyret en hel flok journalister, bl.a. fra Ekstra Bladet, til at udføre én eneste opgave: at grave så mange skandaler om oppositionens politikere frem som på nogen måde muligt. Nu skal de have, de røde! Hvis man allerede i forvejen, med statsministerens ord, kunne spørge, om det er et monster, ‘vi’ har skabt, så er der absolut ingen tvivl om, at det nu får lov til at vokse sig meget større. For nu bliver oppositionen vel nødt til også at hyre folk til at svine regeringspartierne til? Det er ligesom med doping i cykelsport, hvis bare én bruger det, er de andre nødt til at følge trop, ellers har de ikke en chance på den store klinge. Gad for resten vide, hvad det er for en slags ‘journalister’, der er villige til at påtage sig sådan et job? Professionel skidtfinder, sikke en jobbeskrivelse. Og er det hip som hap, hvilken politisk fløj de arbejder for, når bare de får nok funklende mammon for det? Gode penge, der slet ikke lugter, men bare gør bankbogen dejligt tyk og fed. Men OK, det kan jo være, de i virkeligheden er en slags idealister, der mener, at Løkkes regering fortjener at få lov til at fortsætte - og at finde kompromitterende historier, holdbare eller ej, om oppositionen er en god og fædrelandsnyttig gerning.

Nu er det Ole Sohns tur. Om der så i virkeligheden er noget at komme efter, vil jo vise sig. Men et eller andet mellemværende med offentligheden har manden nu, det kan ikke rigtig nægtes. Han har et ret omfangsrigt forfatterskab bag sig, hvor han beskriver ofrene for kommunismen, nøgternt og solidt endda, men det er ikke rigtigt, som hans partiformand, Villy Søvndal, gentagne gange har sagt, at han også har gjort rede for sin personlige udvikling fra formand for DKP, lige til partiets allersidste krampetrækninger, og til nu, hvor han - så vidt jeg da ved - også af politiske modstandere anerkendes som en både dygtig og hæderlig parlamentariker. På det punkt, det personlige, er han gået særdeles stille med dørene. Ole Sohn er også forlægger, og i den egenskab udgav han for et par år siden en tysk krimiforfatter fra det tidligere DDR. Da hun på et tidspunkt fik at vide, at hendes danske forlægger var tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, blev hun rasende. Hvis hun havde vidst det på forhånd, sagde hun, ville hun under ingen omstændigheder have udgivet sin bog hos ham. Så der er mange følelser i den sag, og selv om Ole Sohn ikke behøver at udfolde sig i kunstarten JEG VIL GERNE SIGE UNDSKYLD, så ville der vel ikke gå noget af ham, hvis han i det mindste forklarede sig. Hvis han fortalte mennesker som f.eks. den tyske krimiforfatter, hvorfor han i sin tid var formand for DKP - og hvorfor han ikke er det længere. Det kunne måske også lukke munden på vamle typer som Søren Espersen, der jo kun lever på lånt tid, når det drejer sig om at gøre op med fortidens synder. Espersen og hans meningsfæller, heriblandt pæne mennesker fra Venstre og Konservative, kunne godt bruge en anledning til at tænke på, at den nuværende nutid skam også bliver fortid en dag. En fortid, der vil blive et ualmindeligt sort kapitel i Danmarkshistorien. Bare sådan en ting som nutidens behandling af flygtninge og indvandrere og af fattige i al almindelighed, samtidig med at de velhavende forgyldes. Hvor mange vil mon i fremtiden have lyst til at lægge navn til det? Læg lige mærke til hvor behændigt nærværende klummeskriver undgår at trække ‘nazikortet’. Det er slet ikke sikkert at fremtidens klummeskrivere - eller historikere for den sags skyld - vil være nær så skånsomme.

Men gudbevares, der er selvfølgelig noget, der hedder realpolitik. Det er et andet ord for nødvendighedens politik, den, der desværre kan indebære, at landets ministre kommer til at lyve en lillebitte smule for Folketingets medlemmer. Det er ikke så godt, det er faktisk direkte ulovligt, og hvis de presses hårdt nok, kan de godt drives til at sige undskyld. Men der sker dem ikke noget. Det skal Søren Espersen og hans parti nok sørge for.