Vreden vældede op i Dansk Folkepartis Jesper Langballe. Det skete i DR2’s sene ‘Deadline’ mandag aften. Langballe og jeg var inviteret i studiet for at diskutere, hvor langt fortids synder belaster politikere.
I et forhåndsbåndet indslag udtalte Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, at en ministerpost til fhv. kommunistformand Ole Sohn nu ville svare til at have givet den danske nazileder Frits Clausen tilsvarende hæder efter besættelsen. Det tilsluttede Langballe sig og hengav sig til en længere udredning om Sohn og hans synder. Til det svarede jeg: »Der er mange andre, der har skeletter i skabet. Dansk Folkeparti har en livslang historie med at skulle støde nazister ud, som er trængt ind i partiet.«
Direkte henvendt til Jesper Langballe sagde jeg:
»Og du har da også selv ytret sympati for en af dem, som Pia Kjærsgaard smed ud som nazist.«
Beskidt antydning
Så var det, at Langballe blev ophidset: »Det var en temmelig beskidt antydning,« nærmest råbte han. Og sagde derpå en hel masse mere vredt, som næsten overdøvede, at jeg svarede:
»Det er ikke en antydning. Det er en kendsgerning.«
Baggrunden er følgende:
Tilbage i 1999 ekskluderede Dansk Folkeparti 19 unge aktive medlemmer, der samtidig var aktive i den yderst højreorienterede organisation Dansk Forum.
I Politiken erklærede DF-næstformand Peter Skaarup:
»Deres budskaber er så tæt, som man kan komme på støtte til nazister.«
Efterfølgende anlagde seks af de ekskluderede injuriesag mod Dansk Folkeparti for nazianklagerne og fik byrettens dom for, at de var »ubeføjede«, men at Dansk Folkeparti som følge af Dansk Forums retorik havde været »i god tro« til at fremsætte dem.
Efter denne ballade vakte det opsigt, da Jesper Langballe i 2006 optrådte som taler på et politisk møde sammen med en af de ekskluderede, der i mellemtiden var blevet landsformand for Dansk Samling.
Ekstra Bladet spurgte Langballe, om ikke han ved sin tilstedeværelse blåstemplede de folk, som Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup tog afstand fra.
Hans svar lød:
»Ja, og det gør jeg med stor glæde.«
Langballe tilføjede om de ekskluderede:
»Jeg ville gerne åbne døren for dem igen.«
Kommentarer
Er det virkelig nødvendigt at bruge spalteplads, papir og CO2 på at prale med at man som moden journalist med dumsmarte bemærkninger kan få en politiker til at blive såret og vred. Jeg er sikker på, at jeg også kan sige noget sårende og urimeligt til denne journalist, som vil svare såret og vredt, men derfor behøver jeg jo ikke trykke det i landets aviser.
Journalistens store idol G. Metz skrev i weekenden om trangen til politisering, og er journalistens ærinde her ikke mere at drive valgkamp gennem politisering af en personlig samtale end løse “velfærdsstatens” ophobede slidgigtproblemer?
Henrik Eismark
Jeg så også Deadline sidste mandag og min tanke var, at det var uhørt som Langballe slyngede om sig med vilde beskyldninger og skældsord. ”Sjovt” nok blev han selv vred, da REHLING OGSÅ KOM MED BESKYLDNINGER MOD LANGBALLE OG DF. DET VAR EN RET BARNLIG FORESTILLING.
Tak Dorthe S. for din allestedsnærværende politiske deltagelse og din kamp for dine egne politiske observanter.
Fair nok at Rehling bringer balance i tingene når Langballe puster sig op med forargelse over andres gamle (glemte) synder.
Der er sgutte meget dumsmart over at kikke undrende på en modpart som Langballe, der allerede muntert gnæggende har brugt de for vor tid pt værste gloser om sine politiske modstandere. I fuld tillid til, at tidsånden tillader ham den slags udfald, uden risiko for at blive modsagt.
Her er Rehling så mand nok til at tale ham imod, hvad der naturligvis er en rystende oplevelse for Langballe. Ikke mindst da Rehling diskret minder ham om, at Langballe selv har omfavnet ægte nazister. DF mener jo også pt, at der er alt for lidt teater om pædofile SFere - så deres argumentationer har for længst passeret en hver form for rimelighed. Men sådan er tidsånden jo, så det skal vi blot acceptere…