Hollands kamp er hele Europas

Den mærkværdige regeringskoalition i Holland er ikke et særtilfælde, men afslører måske en dybere sandhed om tilstanden i moderne europæisk politik. For politikernes diskussioner om offentlige besparelser sætter fart i kulturkampen. Vælgerne, der ser deres velfærdssamfund smuldre, sætter hårdt mod hårdt på den værdipolitiske scene

Geert Wilders sidder på anklagebænken for at opildne til had mod muslimer. Men i
stedet for at bekæmpe ham burde den politisk korrekte elite gå i dialog med ham og de bekymrede, der støtter ham.

Koen Van Weel

Geert Wilders, Hollands berygtede højreekstremist, er emnet for en ny bog, Troldmandens lærling, af den hollandske akademiker Meindert Fennema. Og Wilders er bestemt en person, der er svær at overse i hollandsk politik. Ud over at være sigtet for at opildne til racehad ved en domstol i Amsterdam er hans parti, Frihedspartiet (PVV), den vigtigste støtte for en skrøbelig regeringskoalition, der endelig har overtaget magten efter flere måneders forhandlinger mellem Kristendemokraterne (CDA) og de liberalkonservative (VVD). Som Meindert Fennema udtrykker det, vil Holland meget snart have to udenrigsministre: En officiel, som sidder med i regeringen og vil følge en moderat linje baseret på samarbejdet mellem Europa og USA, og en uofficiel minister, Geert Wilders, hvis ekstreme anti-islamisme er baseret på den forudsætning, at der ikke findes en moderat udgave af islam, og at enhver tro på det modsatte sandsynligvis vil bringe den vestlige civilisation i fare.

Europas bekymringer

Wilders' omdømme rækker langt ud over hollandsk politik. Han har senest skabt debat ved at holde en tale ved Ground Zero i New York på årsdagen for angrebene den 11. september 2001. Og i 2009 blev han nægtet indrejse i Storbritannien, hvor han var inviteret til at holde foredrag i Overhuset i forbindelse med en visning af hans anti-islamiske film, Fitna.

Men Wilders er ikke bare en mester udi ekstrem optræden og ditto synspunkter. Hans ord er i samklang med en bredere bekymring, som gennemsyrer moderne europæisk politik: Problemet med at integrere Europas store mindretal af muslimske borgere, de europæiske arbejdstageres bekymring for at blive underbudt og udkonkurreret af billig arbejdskraft samt bekymringen for, at vestlige værdier bliver fortrængt til fordel for selvhad og etisk relativisme. Wilders giver med andre ord stemme til en følelse af panik og fremmedgørelse, der ikke kun findes i Holland, men også i mange andre europæiske lande. Den er f.eks. baggrunden for Sarkozys tiltag mod romaerne i Frankrig, og budskabet i en kontroversiel bog af chefen for den tyske centralbank, Thilo Sarrazin, Deutschland schafft sich ab.

Ikke stueren

Ifølge Fennema har de dominerende partier i hollandsk politik begået store fejl ved at betegne Wilders som en islamofobisk racist og afvise hans synspunkter som afskyelige og uden for rammerne af acceptabel politisk diskurs. I forsøget på at lukke munden på Wilders, først politisk og nu med retslige tiltag, er den liberale elite i Holland krøbet uden om det ømtålelige spørgsmål om, hvordan man skal reagere på disse bekymringer.

Fennema beskriver Wilders' person og verdenssyn detaljeret og forsøger således at se verden med Wilders' øjne for at forstå, hvor hans holdninger stammer fra. Fennema ønsker at give indblik i det, venstrefløjen afviser som ren demagogi. Den ambition har udløst anklager mod Fennema, som beskyldes bl.a. for at være en apologet for PVV.

Han svarer ved at henvise til, at Wilders udstiller, hvor skrøbeligt og intellektuelt uholdbart den hollandske elites postmodernistiske og multikulturalistiske verdensbillede er. Ifølge Fennema er Wilders en slags republikaner, der blot har et horn i siden på islam. Han mener, at de venstreorienterede er bange for ham, fordi de i multikulturalismens navn har forkastet deres egen nationalidentitet. Som Fennema udtrykker det, har de ikke noget svar på Rousseaus berømte kritik af de 'påståede kosmopolitter', der »praler af, at de elsker alle, så de ikke behøver at elske nogen«.

Socialdemokratisk håb

Fennemas indsigt i fænomenet Wilders' opståen er værdifuldt som modgift til mange frisindede europæeres hysteriske reaktion på Wilders' succes. Han hævder, at vi i dag er vidner til intet mindre end sammenbruddet af det velfærdsdemokrati, som blev etableret efter Anden Verdenskrig. Som følge af en underhåndsaftale mellem erhvervslivet og fagforeningerne fastholdt den gamle erhvervselite styringen af økonomien, men opgav til gengæld kontrollen med det kulturelle establishment (skoler, universiteter osv.). Denne aftale var i overensstemmelse med det socialdemokratiske håb om, at samfundet kunne ændres gennem kultur og i særdeleshed gennem uddannelse.

Aftalens sammenbrud

I kølvandet på 1968-oprøret overtog den nye venstrefløj den hollandske arbejderbevægelse. Og med den sociale revolution i tresserne fik den en politisk stemme gennem modstanden mod Vietnam-krigen og udviklede et relativistisk, kosmopolitisk verdensbillede, som multikulturalismen måske er den mest konkrete manifestation af.

Fennema forlod selv det hollandske arbejderparti (PvdA) i halvfjerdserne som reaktion på, hvad han så som den nye venstrefløjs æteriske elitisme. I stedet meldte han sig ind i kommunistpartiet, som på det tidspunkt fremstod som et mere »jordbundent« alternativ. Han forlod partiet i firserne og tog offentligt afstand fra sin fortid på venstrefløjen på en måde, som gjorde ham til en elsket person på en stor del af den politiske højrefløj i Holland.

I Fennemas analyse ligger svaret på gåden Wilders i underhåndsaftalens sammenbrud. Den gamle erhvervselite holder ikke længere tøjlerne i en afindustrialiseret, nyliberal økonomi. Magten ligger i service- og finanssektoren og ikke i gammeldags industriproduktion. De økonomiske magthavere er nu en yngre generation af nyrige iværksættere og investorer, der ikke respekterer tidligere årtiers sociale pagter og håner de værdier, som venstrefløjen fra 68-generationen satte så højt. Som i mange andre lande, f.eks. Frankrig og USA, er den politiske arv fra 1968 under angreb.

Nøjsomhedens tidsalder

Det mest påfaldende er, at kulturkrige dominerer den politiske debat på et tidspunkt, hvor arbejdspladser, lønninger og offentlige velfærdsydelser er truet i den nye 'nøjsomhedens tidsalder'. Mens budgetbesparelser bliver vedtaget i de europæiske parlamenter, accepterer de fleste fatalistisk, at smertefulde nedskæringer er nødvendige.

Selv i Frankrig og Spanien, hvor spareplanerne ikke har bred opbakning, og protesterne er størst, bevæger man sig hastigt i retning af finanspolitiske stramninger.

Mens de politiske partier er enige om behovet for offentlige besparelser, raser debatten om, hvorvidt man skal forbyde hovedtørklædet eller burkaer. Man kunne forvente, at den politiske kamp ville blive udkæmpet på det økonomiske område, men i stedet er det kulturkrigene, der blusser op i hele Europa.

Er modstanden mod indvandrere og muslimer et supplement til den nye fatalisme på det økonomiske område? Hvis svaret er ja, er den nuværende hollandske regeringskoalition et perfekt eksempel på denne nye form for populistisk teknokrati. Mark Rutte, VVD's leder og statsminister i den nye regering, er legemliggørelsen af den teknokratiske leder. Hans koalitionspartner Wilders repræsenterer det populistiske aspekt. Den mærkværdige hollandske regeringskoalition er ikke nogen undtagelse. Den afslører måske en dybere sandhed om tilstanden i moderne europæisk politik.

Chris J. Bickerton er adjunkt i statskundskab ved universitetet i Amsterdam.

© Le Monde Diplomatique og Information

Oversat af Mads Frese

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Sarpsborg

Jeg er enig i meget af skriverierne. Mht. besparelser på velfærdsydelserne, så kan man nu se nogle effekter af hvor meget landene er kørt i sænk efter mange år med neoliberalisme, hvor produktionen er faldet til det rene ingenting, eller flyttet til andre lande. Dertil kommer at kapitalen i ekstrem grad er blevet koncentreret hos de store selskaber, og de vil ikke slippe deres krav til vækstrater selvom andre er i krise. Så de flytter kapital, arbejdspladser, produktion mm. ud, uden at vill spytte i fælleskassen, med Vestas som det seneste miserable eksempel.

Der er ingen penge fordi ressourcefordelingen er skæv. Det er ikke længere samfundets svage der får de sociale ydelser, men derimod erhvervslivet. Banker, andre aktører, fonde mv. har fået og får får enorme milliardbeløb, og så er der ikke råd til at tage vare på de svage!

Så "krisen" består i at de rige ikke vil opgive deres vanvittige væksforventninger, og Regeringen aktivt vælger at fordele velfærdsmidlerne til at subsidiere erhvervslivet fremfor til syge, skoler, universiteter mv.

En totalt kortsigtet brandslukningspolitik, fremfor langsigtede investeringer. Ja, mere præcist en slags selskabstømning, for pengene bare fosser ud af statskassen, uden at staten selv får noget tilbage. Dermed bliver man nødt til at slanke og sælge ud, for overhovedet at kunne eksistere, mens erhvervslivet bare bruger pengene til at flytte arbejdspladser og produktion ud af landet.

Denne politik efterlader Danmark og de andre lande der følger sporet helt uden håb, og flytter den reelle politiske magt til den økonomiske elite, der vælger at flytte i ly i lande hvor de kan fortsætte deres sindssyge vækstrater ved at drive rovdrift på andre lande, hvor skat, arbejdskraft og produktionsomkostninger er radikalt lavere.

Man må da få øjnene op for dette og stoppe det, da det totalt dræner vores samfund for ressourcer, og sætter os udenfor indflydelse på vores fremtidige situation fordi vi mister økonomisk og politisk gennemslagskraft.

Ikke kun vores stat, men hele vores samfund bliver svagere, fattigere og mister indflydelse!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Kære Magnus,
Bogen udkom i august og er ikke oversat endnu. Jeg afventer svar fra forfatteren, om den påtænkes oversat.

Send en kommentar til min blog, så jeg kan få din mail og svare dig. Bare skriv "test". Din mailadresse kan ikke ses af andre.

Min blog:
anne.eftertanke.dk

anbefalede denne kommentar