Den danske militærjurist Jes Rynkeby Knudsen slår i dagens Information fast, at en fange taget af britiske soldater under en dansk ledet operation i Irak den 10. april 2005, blev dræbt af irakisk politi. Det er et drab, som Danmark ifølge jurister ikke kan fraskrive sig medansvaret for:

»Det lyder som en grim sag. Det er formentlig en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er helt åbenbart et problem for det danske forsvar,« siger menneskerettighedsekspert og professor i jura ved Copenhagen Business School Claus Haagen Jensen og fortsætter:

»Hvis danskerne på tidspunktet for operationen ved, at der er en risiko for, at når disse fanger bliver overladt til det irakiske politi, så risikerer de enten tortur eller at blive slået ihjel, ja, så har de et klart ansvar for ikke at overlade fangerne til dette politi.«

Også jurist og menneskerettighedsekspert ved Amnesty International Claus Juul er klar i mælet:

»Det er sket på et tidspunkt, hvor ingen burde være i tvivl om, at disse fanger risikerer at blive torteret. Det er et brud på Menneskerettighedskonventionen. Og hvis en fange efterfølgende er blevet dræbt af politiet, så har Danmark selvfølgelig et medansvar.«

Jes Rynkeby Knudsen understreger, at det var britiske soldater, der stod for selve tilbageholdelsen af fangen. En konstruktion, der, som Information tidligere har beskrevet, blev indført i Irak af Forsvaret for at fritage Danmark for fangeansvaret.

Men dén holder ikke, forklarer Claus Haagen Jensen.

»Krumspringet med briterne ændrer ikke noget ved noget. Det fritager ikke for medansvar.«

Det er Claus Juul enig i.

»Det er selvfølgelig en helt uholdbar omgåelse. Operationen er, så vidt jeg forstår, dansk ledet, og så har man også ansvaret eller i hvert fald et medansvar,« siger han og tilføjer:

»Når man ser det her eksempel, må man frygte for, hvad der sker i Afghanistan lige nu. De her oplysninger bør få ministeren til at reagere omgående. Hun skal ikke nøjes med en Irak-undersøgelse, men finde ud af, om soldaterne i Afghanistan benytter Irak-modellen - anholdelser ved stedfortræder - og hvis det er tilfældet, så skal det stoppes med det samme.«

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech ønsker ikke at kommentere sagen.