DR’s generaldirektør har ikke så meget andet at foretage sig efter de seneste afsløringer i lydfilen med ham og forfatteren Kurt Lassen end at tage sit gode tøj og gå. Det bør han, inden han bliver smidt ud. Det er i sig selv en alvorlig sag således at handle med fortrolige oplysninger for at styre Kurt Lassens biografi.

Men denne bestikkelsessag bekræfter blot det ubønhørlige indtryk af en mand, der ikke var sin stilling voksen, og som siden tiltrædelsen efter generaldirektør Nissens katastrofale ledelse af den gamle medievirksomhed ikke har været i stand til at sætte sig i respekt som en leder med nødvendige kundskaber, visioner og evner for den vanskelige position.

DR er i sandhed øretævernes holdeplads og er i årevis blevet pint og plaget af det borgerlige flertal - også DR’s bestyrelse - af politikere med et nærmest medfødt had til institutionen.

Plummer har rettet ind og leveret varen til de politiske velyndere, har med stor konsekvens udrenset talent og uønskede holdninger i medarbejderrækkerne, ansat chefer med den rette indstilling og vendt det døve øre til kritik fra udendørs fagfolk, der bestandigt advarede Plummer mod at destruere DR’s kvalitative substans.

Hele genrer er i Plummers tid forsvundet fra paletten, ganske vist dikteret af besparelser, men prioriteret af generaldirektørens og hans folk, der hellere sendte X Factor i primetime end producerede gedigen public service. Kenneth Plummers dispositioner har været kritiseret, men i det store og hele var han i en tid med angst for smagsdommeri og kritik af populisme fredet i medierne. Nu er målet fuldt med denne groteske sag. Plummer burde for længst været udskiftet alene på grund af de antydede forhold, og blandt andet hans cover up af den famøse lydfil fra Forsvarsministeriet. Når Plummer går, rykker VK(O) igen for, mens tid er, at indsætte deres egen kandidat. Så der er ikke en gang rigtig grund til at glæde sig over Plummers fald.