I august i år fremhævede Manfred Nowak, FN’s special rapportør på torturområdet, at Danmark (inklusive Grønland) er det eneste af de 20 lande, han har besøgt de sidste seks år, hvor han ikke har fundet klare tegn på, at tortur fortsat praktiseres.
Det er på mange områder en bemærkelsesværdig konklusion. Det er især bemærkelsesværdigt, at tortur fortsat praktiseres mange steder til trods for, at denne afhøringsform er helt igennem ineffektiv. Den producerer tilståelser, men tilståelserne er uden værdi, og i forbindelse med større sikkerhedsoperationer (læs krige) som dem, de danske styrker har deltaget i, medfører den almindeligvis en kaskade af angivelser, der til sidst tilstopper efterretningskanalerne med mennesker, der bliver ofre for en voldelig statsinstitution. I dette pyramidespil af vold og angiveri går ufattelige mængder af liv og menneskelighed tabt.
Nowaks konklusion om, at Danmark (og Grønland) ikke anvender tortur, er imidlertid også bemærkelsesværdig, fordi den falder sammen med, at Danmark har været en krigsførende stat i såvel Afghanistan som Irak. Nowak synes næsten at underbygge den påstand, at demokratier kan føre rene krige, men er det nu også tilfældet?
Manglende diskussion
De seneste dages offentliggørelser fra de amerikanske War Logs på WikiLeaks peger på, at en helt anden virkelighed gemmer sig bag de inspektioner af fængsler verden over, som Manfred Nowak baserer sine konklusioner på.
Det, vi ser i disse dage, er blotlæggelsen af en militær organisationsform, der har udliciteret tortur til et netværk af lokale og internationale underleverandører.
Danmark har taget del i en international militær-moralsk arbejdsdeling. På den ene side har flertal i Folketinget fremhævet, at vi overholder det absolutte forbud mod tortur. På den anden side har de vendt det blinde øje til, at danske militære enheder samarbejder med lokale og internationale militære organisationer i Irak og Afghanistan, der udfører tortur.
Grundelementerne i denne arbejdsdeling har vi slet ikke diskuteret endnu i den danske offentlighed. Ingen har endnu rejst spørgsmålet om, hvor de efterretninger, som danske enheder har ageret på, kommer fra? Kommer de fra vores torturerende underleverandører i de irakiske og afghanske militær- og politienheder? Eller er de produceret i engelske eller amerikanske lejre, hvor tortur og umenneskelig behandling ligeledes har været udbredt? Hvad gjorde det i det hele taget muligt for danske enheder at lokalisere, identificere og pågribe disse individer?
Velkendt arbejdsdeling
Det er nogle af de spørgsmål, vi ‘af hensyn til fremmede magter’ næppe nogensinde får svar på. Veldokumenteret er det imidlertid, at danske enheder i vid udstrækning pågreb de mistænkte personer, overleverede dem til vores samarbejdspartnere, for derefter med fuld forståelse og stiltiende accept at lade disse enheder anvende tortur som forhørs- og afstraffelsesform.
Den bureaukratiske accept er forudsætningen for, at den moralske arbejdsdeling fungerer. Et sted i produktionslinjen fra den danske patruljetjeneste til Forsvarsministeriet bliver den overflødige emballage fjernet og bureaukratisk renovation frembringer den moralske arbejdsdeling og renfærdighed.
Det skræmmende er måske slet ikke, at de ansvarlige embedsmænd og politikere, der i dag beklager denne tingenes tilstand, oprigtigt mener, at den alene beror på uheldige omstændigheder, dårlig planlægning, uhensigtsmæssige arbejdsdelinger. Det virkelig skræmmende er, at de ansvarlige givetvis ikke har skænket det en tanke, at Gestapo under den tyske besættelse af Danmark anvendte en tilsvarende struktur.
Som Svend Arvid Birkeland har dokumenteret i bogen Taget af Tyskerne, var torturbødlerne i Danmark først og fremmest lokale danske samarbejdspartnere. Tyskerne holdt sig helst i baggrunden.
Som i så mange andre krige er den moralske ophøjethed baseret på udliciteringen af det beskidte arbejde, der er gode grunde til, at det ikke kun er i vindmølleindustrien, outsourcing er populært i disse år.
Henrik Rønsbo er seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre (RCT)
Kommentarer
Det er en rigtig god reference at få med til sidst med det ‘outsourcende’ Gestapo. Blot føler man nu behov for - inden debat-basherne går igang - at betone, at Gestapo og DK i Afghanistan ikke er sammenlignelige størrelser.
Hvad de har tilfælles er et udemokratisk arbejdsmiljø (krigstilstand) og dermed nogle betingelser for mulige metoder, om de ellers vil det de er kommet for, - helt ligegyldigt hvad man så mener om formålet.
Men DK skal ikke lade sig drive til at oprette kz-lejre for for guds skyld IKKE at være som Gestapo. HA !
Historien vil grine af os. Træk lige vejret et øjeblik. Vi er nok bedre tjent i længden ved business as almost usual, lidt forhøjet opmærksomhed. Ligeså vel vores højhellige ‘Danmarks Anseelse I Udlandet’.
Dansk dødskultur er modtagelig for Gestapo metoder
Henrik Rønsbo indleder med at demaskere Danmark som et paradis på jorden. Med Informations og Wikileaks assistance ikke eden grund viser det sig.
At Danmark (regeringen) lettere krænker internationalt lov pga. krigstilstandene verden over er måske ikke eneste faktor der giver en hjælpende hånde med til at anvende barbariets rædselsfulde værktøjer - tortur. En aktuel udbredt dansk kultur giver muligvis også en kulturel-psykologisk hjælpende hånd med til at tænde torturens bål. Se gerne min video til illustration for denne påstand:
Part 1-2: Swedish Life Culture / Midsummer Fertility Festival versus Danish Death Culture - klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=DSTdqPYOMgE&feature…
Alt andet lige, så udliciterer kommunerne også aktiveringsindsatsen til private aktører. Ideen er at det man har gang i helst skal fremstå provisorisk, for hvordan kan man ellers få borgene, som også er vælgere, til at tro at problemerne ikke varer evigt? Dertil kommer at man samtidig får lettere ved at fraskrive sig ansvaret hvis noget går galt. Det er svært at få øje på ulemperne ved “outscourseing”.
“Danmark ikke anvender tortur” - Er den udbredte brug af isolationsfængsel da ikke længere tortur? Siden hvornår?
Det mest skræmmende er at de ansvarlige embedsmænd og politikere faktisk direkte eller indirekte giver udtryk for, at de mener, at det er moralsk forsvarligt at overdrage
fanger til tortur, bare man teknisk set overholder spillereglerne.
Vi har ikke hørt en eneste, der beklager, at det er foregået - men vi har hørt mange, der benægter at have kendskab til at der foregår.
Fy for den lede.
Billeder taler bedre end ord:
http://www.youtube.com/watch?v=U3dXLZqgPow
Denne kommentar er anbefalet af:
Retsstaten Danmark har for længst vedtaget, at tortur (samt for den sags skyld censur og lignende overgreb på danskernes menneskerettigheder) per definition ikke forekommer! Dette har - iflg. forfatteren til denne kronik, seniorforsker ved RCT, Henrik Rønsbo - selveste FN’s speciale rapportør på torturområdet, Manfred Nowak, bekræftet.
RCT var i hvert fald indtil for få år siden på Finansloven under Udenrigsministeriet med over 50 millioner kroner om året. Foruden eller snarere gennem at behandle torturofre, der primært var kommet til Danmark som flygtninge fra notoriske voldsregimer, var og er RCT og dens søster- eller moderorganisation IRCT en af Danmarks bedste og fornemste PR-repræsentanter for retsstatens nationale og internationale status som verdens førende, demokratiske nation.
Prisen, kald det modydelsen, for denne celebre status og disse mange millioner består i, at RCT/IRCT i ord og gerning altid lever op til og formaliserer førnævnte vedtagelse.
Dette indebærer bl.a., at en statsborger af danske aner, der i Danmark er blevet udsat for tortur - det være sig fysisk som psykisk - og som henvender sig hos RCT for hjælp, vil blive afvist. Det skal medgives RCT og dens principaler, at den mest udbredte for ikke at sige eneste er den psykiske form, eftersom den ikke efterlader synlige sår og ar.
Der er som bekendt næsten aldrig regler uden en undtagelse, men de er sjældne hos RCT. Den mig sidst og eneste kendte går over 9 år tilbage, hvor, iflg. Politiken den 10. juli 2001, RCT v/professor, dr.med. Bendt Sørensen kæmpede for, at ”rigsadvokaten skulle undersøge, om det danske retssystem har begået tortur mod en varetægtsfængslet mor til tre børn ved at fastholde en isolationsfængsling, selvom der forelå en lægeerklæring om, at hun var ”tæt på psykisk sammenbrud”.”
Det skal dog siges, at Bendt Sørensen, der er gift med RCT’s grundlægger og æresmedlem Inger Genefke, efterfølgende og personligt i samarbejde med RCT’s generalsekretær Jens Modvig gjorde et stort nummer ud af at påpege, at ”med hensyn til Helle Jensens sag, er det en sag, som Bent Sørensen udelukkende som privatperson har indbragt for FN’s Tortur Komité”. Desuagtet at Politiken i fortsættelse af ovenstående citat havde skrevet, at ”Det kræver Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre i København i en brevveksling med Rigsadvokat Henning Fode. Politiken har fået aktindsigt i brevvekslingen.”
Enhver østerlandsk tæppevæver med respekt for sin profession og sine guder vil altid og med forsæt lave en lille fejl i mønstret, så de onde ånder kan slippe ud af det færdige tæppe. I Danmark har retsstaten udpeget de urimeligt lange og psykisk invaliderende varetægtsfængslinger i isolation som den fejl, der skal give den et ’menneskeligt’ ansigt; altså at selv verdens bedste og sikreste retsstat kan fejle. Denne mangeårige, gentagne fejl har dog samtidigt de (heldige) bivirkninger, at (1) den flytter fokus fra alle de andre former for psykisk tortur, som retsstaten excellerer i, og (2) den har skabt en så stabil præcedens, at den nu også klassificerer til at komme ind under ovenstående vedtagelse.
Sagt meget firkantet og summarisk ’legaliserer’ for ikke at sige medvirker RCT til psykisk tortur af danske dissidenter/torturofre som modydelse for at kunne føre sig frem som verdens førende center for behandling og rehabilitering af torturofre fra Langtbortistan!
Dette er en anklage mod RCT i almindelighed og for nærværende kronikkens forfatter Henrik Rønsbo i særdeleshed!
Som seniorforsker hos RCT må han være vidende om disse odiøse forhold. Han ville således kun kunne forsvare sin og Centrets ære gennem en anklage mod mig for injurier, hvilket jeg – der tidligere, men forgæves er fremkommet med lignende anklager - imødeser snarest muligt, idet det ellers ville være min påstand, at en fortfarende larmende tavshed blot ville konstituere og yderligere cementere Centrets bekræftelse af skyld ud fra devisen, at ”den, der tier, samtykker”! Som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtrykte det eller, som det hedder på jurasproget: RCT tager (således stiltiende) bekræftende til genmæle på alle mine anklager.
Nu er der måske læsere, der forarges over mit angreb på denne humanitære institution? Det har de imidlertid ingen grund til, for der er jo intet i ovenstående, som er et angreb på det flotte arbejde, Centret gør for alverdens torturofre (jeg er således heller ikke gået ind i B.T.’s afsløringer for nogle få år siden af, hvordan RCT udskrev regninger til skatteyderne på over 80.000 kroner per behandling af en lille halv formiddags varighed). Det, jeg harcelerer over, er de amoralske forhold, jeg afslører i ovenstående, og som jeg naturligvis kan føre bevis for (deraf hidtil ingen anklage for injurier).
Jeg kunne også forledes til at udfritte eventuelle, forargede læsere om, hvad de tror, der er årsagen til, at Henrik Rønsbo skriver denne kronik lige netop nu? Der er indenfor den sidste uge jo allerede mange endog fremtrædende politikere, der lige pludseligt er kommet i tanke om, at de for længst har krævet en forklaring på eller undersøgelse af, hvad der er blevet af de krigsfanger, danske styrker har udleveret til den notorisk uafvendelige tortur, der bliver dem til del i britisk og/eller irakisk fangenskab. Hvorfor brugte RCT dengang ikke sin store indflydelse overfor regeringen? RCT kunne vel sammen med disse fremsynede politikere og kritikere samt pressen have sat hårdt imod hårdt og truet med ikke længere at ville lægge navn til at være retsstatens moralske og menneskeretlige alibi?
Eller er det ’kun’ fordi, WikiLeags og Information har tvunget alle rotterne til at forlade den synkende plimsoller, den krigsførende (og formentligt også i Afghanistan tabende) retsstat, at nu også RCT foregiver forargelse over Danmarks engagementer i tortur i Irak? Er det for at undgå at komme til at sidde ved siden af dens principal, retsstaten Danmark, på anklagebænken, at RCT v/Henrik Rønsbo belejligt har fundet forargelsen frem?
RCT’s reaktion på denne kommentar vil give et godt fingerpeg.
Denne kommentar er anbefalet af:
Da isolation er en afsoningsform som man jævnt hen oplever fanger selv anmode om i kortere eller længere perioder af alskens årsager …
… så det er ikke tortur i sig selv, men man kan profilere sig akademisk på en udhuling af torturbegrebet, fordi der er faktorer som tidsrum og vilkår, der spiller ind på hvorvidt man har en mishandlings-case. Og de er individuelt betingede endda.
Tak til Henrik Rønsbo for at gøre opmærksom på dette meget vigtige felt. At WikiLeaks spiller meget vigtigt rolle i processen om at få bragt klarhed over krigens mekanik og den - skal vi bare sige - statsbilligede korruption, der følger med er åbenlys.
Men noget af det, der sikkert ikke her vil blive tilstrækkeligt belyst, er netop det spegede felt, som kunne kaldes ‘den privatiserede krig’, da WikiLeaks er militære rapporter.
Irak-krigen slog alle rekorder i privatisering. Og hensigten var helt bevist. For det første er krig en voldsomt indbringende forretning, så der var nok om budet i det militær-industrielle kompleks. For det andet er krig en vældig god lejlighed, synes man både i militæret og hos disse firmaer, der byder sig til, til at afprøve strategier, metoder og det nyeste isenkram.
Endelig er udlicitering belejlig, da disse firmaers ansatte ikke kan stilles for en krigsret, da de jo ikke er soldater i den amerikanske hær. Der er eksempler på, hvordan overgreb kom i mediernes søgelys, blev sendt hjem, en uge senere var de tilbage og ansat hos et andet firma, der lavede det samme. Ingen sager efterfølgende. Til gengæld måtte den kvindelige officer, der blev ‘ofret’ og dømt efter Abu Graib, stillet for en militærdomstol og dømt. Hun kunne i øvrigt ligesom flere af de andre anklagede berette om, at der tilstede var ‘sjove typer’ i civil - fra disse privatfirmaer- der skreg hende i øret, mens hun udførte torturen. Ingen af disse folk er nogensinde blevet identificeret, anklaget eller dømt.
Vi taler om firmaer som Halliburton, Blackwater, Cockey, Titan, CACI og KBR. En person som Dick Cheney var dybt involveret i den største ‘contracter’ Halliburton. At en mand som han sad i toppen af landets administration kunne kun lade sig gøre i et gennem-korporatiseret land som USA. Man behøver blot at forestille sig en lignende korrupt relation i Danmark.
Generelt: hvis reglerne for Nürnberg-processen blev bragt til anvendelse efter Irak-krigen, ville folk som Cheney uden tvivl ende i stolen. Men for det første bruger man ikke den slags i internationale domstole, og for det andet var Nürnberg-processen sejrherrernes domstol. Og Irakkrigen blev jo ikke tabt, så sejrherrerne skriver historie derefter. Men så var der lige WikiLeaks ..
Blackwater er ligeledes et skræmmende foretagende. Deres ansatte er i høj grad tidligere specialsoldater fra den amerikanske hær, der blot nu tjener 5-10 gange så meget som i hæren. Amerikanske soldater kan berette om, hvordan de, når de mødte dem, kunne finde på at prale højlydt af det og håne dem for, at de lod sig spise af med så ussel løn.
Blackwater selv og Halliburton kom selv i klemme for ikke at hehandle deres egne ansatte i underordnede stillinger ordentligt. Officerne levede i luksus i særlige lejre - store biler, høje lønninger, gourmetmad, swimmingpools, osv., mens de underordnede udsatte sig selv for alt muligt. Et baghold for en KBR-konvoj (underafdeling af Halliburton) ved Abu Graib vakte noget omtale. Alle signaler på fare var kendt, og alligevel blev de sendt afsted uden ekskorte. Uden last i øvrigt! For disse firmaet scorede kassen på antallet af transporter, de gennemførte - med eller uden last.
Blackwater blev gennemskuet og dernæst udstillet for deres gerninger, så de var nødt til at skifte navn til XE. Deres hele virksomhed har været én lang snyltervirksomhed på den amerikanske regering og skatteyder-penge. Hvad kunne de gøre efter skandalerne, hvor deres chauffører blev dræbt pga. bevidst sløseri med sikkerheden i Felluja, Irak? De hyrer straks et spinn- og lobbyfirma, der kontakter folk i centrale positioner i regeringen. Undersøgelser bliver stoppet. Et år efter har de nye kontrakter for regeringen, og alt er glemt. FEMA (Federal Emergency Management Agency, direkte underlagt den amerikanske præsident - det samme firma, der ‘ikke-undersøger’ Ground Zero efter 9/11, …. lang historie) hyrer dem for 73 millioner dollars. Det er således let for firmaer at operere i krigszoner uden at bliver holdt ansvarlige.
Og det ved den amerikanske regering. Det er bla. derfor de hyrer dem. En gensidig fordel.
For at anskueliggøre hvor mange mennesker der er involveret i privatisering af krigen, er tallet for civile såkaldte contractors i Afghanistan - 171.000, hvilket jo overstiger antallet af regulære amerikanske tropper.
Blot en marginal kommentar:
“Det er især bemærkelsesværdigt, at tortur fortsat praktiseres mange steder til trods for, at denne afhøringsform er helt igennem ineffektiv. Den producerer tilståelser, men tilståelserne er uden værdi, …”
Tortur har, vigtigere end den nominelle funktion som middel til at ekstrahere oplysninger, en vigtig rolle som terrormiddel, der kan disciplinere en befolkning og handlingslamme den, ikke sjældent i årevis efter afslutningen af en målrettet, veludført kampagne, som fx Ronald Reagans terrorkampagne mod selvstændig udvikling i Latinamerika. Det er utvivlsomt noget af det samme, vi ser her, og med god effekt. For Washington er det trods alt en ganske betydelig trusssel, hvis det irakiske folks vilje til demokrati skulle vise sig uknækkelig.
Jeg er enig med Børre Nielsen. Eksempelvis inden for aktiveringsverdenen er man ikke længer helt fremme i skoene med at holde pistol for panden af de arbejdsløse, med krav om at de skal skive x antal ansøgninger om ugen. Det kan selvfølgelig hænge sammen med ressesionen, men ikke desto mindre viste det sig også at kvaliteten af ansøgningerne frembragt under tvang ofte slet ikke harmonerede med de faktiske rescourser hos dem der var tvunget til at skrive dem, hvilket flere HR-medarbejdere gjorde opmærksom på. En situation der minder om når vidneudsagn provokeres frem gennem tortur. Pointen er at der altid er et link mellem frivillighed og sandhed som erfraringerne viser, at det kan betale sig respektere.