Populærkulturen har koloniseret os

Efter jeg kom hjem fra Afghanistan og startede på min uddannelse, fandt jeg, at vi i et videnssamfund som Danmark, hvor unge mennesker har alle muligheder for at udvikle sig intellektuelt og åndeligt, i stedet sidder fast. Jeg har grublet over, om jeg kunne formulere en fællesnævner for fænomenet, et dækkende begreb. Og kom frem til det lidt prætentiøse begreb åndelig materialisme. Åndelig i den forstand, at vores ambition ikke længere fokuserer på materielle goder for deres egen skyld. I stedet er vort forbrug rettet mod livsstil og oplevelser, vi søger for at afgrænse vor personlighed. Og som vi dernæst hænger på os i samtale med hinanden, som vi tidligere hængte smykker på os foran spejlet. Vi skal gå rundt i det rigtige tøj i vores rigtigt møblerede lejlighed, og vi skal tage på de autentiske ferier til de eksotisk rigtige steder. Det har mange kritiseret, men få uddybet. Jeg tror selv, at det er udtryk for, at materialismen er blevet mangeartet for at leve op til den stigende efterspørgsel på individualitet, men forudsætningen er stadig den samme: Vores individualitet og eksistens er afhængig af de varer, vi forbruger.

Eksistentiel ensretning

Problemet er, at den åndelige materialisme er overfladisk. Vi køber vores livsstil med udgangspunkt i populærkulturens forskellige narrativer, frem for at lade den udspringe af vores egen tankeverden og sjæleliv. Det er altså ikke intellektuel fordybelse og åndelig frigørelse, der er i højsædet, selv om vi har bevæget os væk fra 1950ernes og 60ernes ensrettede forbrug. Vi har stadig fokus på ting, der kan definere os over for andre i en flygtig hverdag, og som kan give andre et overlegent førstehåndsindtryk. Men hvorfor?

Når man opholder sig i dårligt fungerende samfund, kommer man til at sætte Danmark på en piedestal og give det status af paradis. Et sammenhængende samfund, hvor alle er tilpas, hvor busserne kører til tiden, og sommeren er dejlig. Hvor folk kan ligge i fred i byernes parker og skabe deres liv og udfolde deres meninger, som de vil. Når man så kommer tilbage til Danmark, ser man mest folk begrænse sig selv. Men jeg mener ikke, at det er deres egen skyld. Det er en konsekvens af den populærkulturelle maskine, som vi i søgen på identitet har lukket inden for i vor sjæl.

Mennesket har internaliseret populærkulturen, den har erstattet tidligere sociale normer og dogmer som religion eller patriarkat. Det har haft store konsekvenser for vores væren. Det har ført til en eksistentiel ensretning af vores tankeverden. Man kan godt appellere til både følelserne og intellektet samtidig, de kan faktisk forstærke hinanden, men populærkulturen appellerer kun til de mindst komplekse følelser og behov, hvorved intellektet frakobles fuldstændigt, og hverdagen bliver monoton.

Ikke dermed sagt, at der ikke skal være plads til populærkultur. Til at mine licenspenge bliver brugt på X-Factor og dansesjov med kendisser og politikere. Vi lever i en kapitalistisk verden og i et af de mindst dårlige systemer. Der skal være plads til markedets livsblod i et markedsdrevent vækstsamfund. Men hvorfor skal populærkultur fylde næsten det hele for selvsamme samfunds borgere?

Forfængelighed

Det er et problem, at mennesker på trods af subsistens- og behovsmæssigt overskud stadig fokuserer på form frem for indhold. Vi forspilder vores civilisatorisk enestående mulighed for at udvikle os intellektuelt og åndeligt. Selv ser jeg symptomerne på universitetet, hvor der har været en tendens til at diskutere Paradise Hotel og politisk taktik for dens egen skyld frem for at diskutere fagenes større linjer og implikationer for samfundet såvel som for de studerendes egen tankeverden. Studiet betragtes som et deltidsjob, man søger væk fra i ens fritid. Populærkultur og forbruget af den er der, man søger hen. Når de studerende senere er færdige på selv samme uddannelsesinstitutioner, bruger mange så karrieren og den akkumulation af økonomisk kapital, der er forbundet hermed, til at opnå social kapital ved forbrug rettet mod den livsstil, der definerer dem over for andre i en hverdag hvor vi mere og mere ligner hinanden. Vi reproducerer simpelthen populærkulturen via vor egen forfængelighed og ønske om det gode, originale liv, samt ønsket om indflydelsen over andres.

Forvandlingen til juletræ

Måske er vi med på legen, fordi vi ellers ikke ville ane, hvad vi skulle bruge vores penge til. Vi tjener jo ikke længere penge blot for akkumulationens skyld, som tidligere var den protestantiske kristendoms fordring, med et jævnt og virksomt liv på jord. Nej, folk har indset, at de har en udløbsdato. Derfor er en hedonistisk populærkultur mere passende, den har erstattet religionen og dens dogmer. I et samfund, hvor alle har noget og få for lidt, opnår man lettere social status og magt over omverdenen med korrekt livsstil end gennem kapitalakkumulation, da det giver os et skær af autenticitet.

Men som den tidligere, fysiske materialisme, rummer den åndelige materialisme efter min mening også tomhed. Uden at gå Marx for meget i bedene tror jeg, at mennesket grundlæggende er et kreativt væsen, der har det bedst, når det skaber. Men menneskelig skabertrang fylder mindre for mange i dag, hvis vi ser ud over karrierepræstationer. Om vi har erstattet det materielle underskud med et tidsunderskud, ved jeg ikke, men jeg finder, at mennesket i visse tilfælde via deres forbrug af livsstilsdefinerende varer reducerer sig fra kreativt væsen til juletræ. Det ser skam meget pænt ud, men har en vegetativ natur og er mest til pynt. Ved at følge den åndelige materialisme, hopper vi på en karrusel, hvis fordring er, at man aldrig kan komme op på den flotteste træhest. Alligevel må vi ikke hoppe af karrusellen, selv om vi får kvalme.

Men der er en ganske enkel løsning på denne kvalme, nemlig ikke at sætte sig op og i stedet blot gå videre. Evt. over på biblioteket eller hen til et debatarrangement. Vi kan også, lige som medierne, grådigt betragte karrusellen,z mens den kører, for derefter at forklare andre, at det er en livsnødvendig ting at lade den fylde ud i vores tankeverden. Men ingen af delene tror jeg, at vi får et indsigtsfuldt liv af.

Fremmed for mennesket

Argumentet for at give populærkultur den dominerende plads i vores tankeverden er, at vi har brug for at slappe af, at vi har brug for dumme ting. Det vil jeg gerne forfægte. Det er ikke nødvendigt for os som tænkende væsener. Det er snarere nødvendigt for noget lavt i vores naturlige behov, nemlig behovet for at se på mennesker i situationer, som opfører sig dummere og mere simpelt end os selv, eller det vi beskæftiger os med til hverdag. Det er dejligt uforpligtende. Så kan vi glemme ansvar, vi kan glemme, at verden brænder og at vi en dag skal dø. Fred med det, hvis det er det, vi grundlæggende vil. Det tror jeg bare ikke, at det er. Hvad kan vi så gøre for at modstå populærkulturens massive overgreb? Der findes ikke konkrete svar, jeg forsøger ikke at kolonisere jeres tankeverden. Men jeg tror, at vi kan begynde med ikke at bukke under for tendensen til det dumme. Lad være med at tænde for tvet, medmindre der er et program, du rent faktisk gerne vil se. Lad være med at gå på nettet for at klikke på artikler om øksemordere i Kansas eller om, hvem den nye X Factor dommer skal være. Det er blot dyrebar tid tabt på gulvet. Jeg selv er i dag gået så langt som til ikke at have noget tv. Vildt.

Og pludselig sidder jeg en eftermiddag og ved faktisk ikke, hvad jeg skal bruge min tid på. Det er ret skræmmende. Jeg kan sidde længe og trille tommelfingre og lytte til den larmende tavshed. Jeg får lyst til at ryge igen, til at se japanere falde på halen på nettet i sindssyge talkshows. Men så kommer inspirationen pludselig. Og lysten til at udfolde mit liv på mine egne præmisser, frem for på populærkulturens, som både kulturelt og eksistentielt er blevet så fordrejet, at den nu er grundlæggende fremmed for karakteristikken af mennesket som værende et tænkende væsen.

Jon Kjellund er stud.scient.pol. Københavns Universitet, sprogofficer, officer af reserven, tidligere udsendt til Afghanistan