S og SF’s omdiskuterede ghettoplan indeholder ikke et eneste forslag til, hvordan partierne vil få ghettobeboerne i arbejde. Det beviser, at planen ikke er andet end tomme overskrifter, mener beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V):
»Der er reelt ingen arbejdsmarkedstiltag i deres plan, og derfor forholder de sig slet ikke til, hvordan mennesker, der bor i ghettoerne, skal integreres. De slår sig kun op på, at de vil stramme retspolitikken, og det vidner om et alt for snævert syn på ghettoer. Derfor må jeg bare sige: Det er en falliterklæring.«
Den syv sider lange ghettoplan fra S-SF fik meget opmærksomhed for sine tiltag om mere politi og overvågning, da den blev lanceret forud for regeringens egen ghettostrategi. Men de to planer er vidt forskellige i ambitionsniveau, mener Inger Støjberg, der fremhæver regeringens plan som langt mere omfattende og helhedsorienteret.
»Vi ønsker virkelig at bringe ghettoerne tilbage til samfundet og gøre modborgere til medborgere. Hos oppositionen rækker opfindsomheden ikke til andet end at sende noget mere politi derud, så de kan hive ghettobeboerne i fængsel,« siger hun.
Bedste redskab
Regeringens egne beskæftigelsestiltag rettet mod ghettoer tæller blandt andet en pulje til oprettelse af jobcenterafdelinger i ghettoerne og en stramning af kontanthjælpsreglerne.
»Den bedste vej til vellykket integration går gennem arbejdsmarkedet. Det at have et arbejde er det samme som at blive en del af det danske samfund,« lyder det fra Støjberg, som er harm over, at begge regeringens forslag er blevet kritiseret, når nu S-SF tilsyneladende ikke har nogle forslag selv.
SF afviser kritik
SF’s politiske ordfører Astrid Krag er uforstående over for kritikken.
»Der er en meget enkelt grund til, at vi ikke har nogen tiltag på beskæftigelsesområdet i vores ghettoplan. Det skyldes, at den ghettoplan, som vi har sendt ud, er en del af den fælles integrationspolitik, vi har lagt frem sammen med Socialdemokraterne for to år siden. Her er der også noget om beskæftigelse,« siger hun og forklarer, at ghettoplanen bygger på »hovedpunkter. Og vi kan ikke folde alle de 14 hovedpunkter ud i vores ghettoplan. Så ville det blive et værk på flere hundrede sider. Derfor har vi valgt at prioritere og udfolde de ting, som er mest aktuelle her og nu.«
Fattigdomsplan
Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen har derimod en anden forklaring på, hvorfor de ikke har beskæftigelsesområdet med i deres ghettoplan.
»Få dage efter, vi fremlagde vores ghettostrategi, fremlagde vi vores 10-punktsplan mod fattigdom, hvor disse ting indgår,« siger hun og henviser til, at »der indgår bl.a. forslag om job±patruljer i de udsatte boligområder.«
Astrid Krag påpeger, at Inger Støjberg burde feje for egen dør og se på årsagen til ghettoproblemerne, før hun langer ud efter oppositionen:
»Det er næsten komisk, at den kritik kommer fra en minister i den borgerlige regering, som har haft magten i ni år. Det er kun fordi, man i de år ikke har ført en tilstrækkelig bolig-, social-, beskæftigelses- og uddannelsespolitik, at vi står med disse problemer i ghettoerne,« siger hun.








Kommentarer
Var det ikke en overvejelse og i samfundets interesse at forsøge at løse problemerne end at blive ved og ved at beskylde oppositionen for at gøre dit og dat. Hvad med at forsøge et bredt samarbejde , men det er måske blevet et fremmedord i Folketinget.
PS: Den bedste løsning ville være at få udskrevet det valg så Folketinget igen kan arbejde og tage fat på at løse problemerne.
Endnu et PS: vil I politikere ikke holde op med at kalde udvalgte områder i de almene boligbebyggelser for ghettoer, da ghetto er et negativt ladet ord..
Det er et problem når der bliver lavet politik på baggrund af generaliseringer af enkeltstående dårlige sager der er blæst op i medierne.
For det første handler fokuset på “ghettoer” tilsyneladende om en gruppe unge på 30-50 personer, noget der ikke berettiger dette fokus, og som mere er en politi opgave.
For det andet så lider Regeringens politik på beskæftigelsesområdet af det problem at man udelukkende kigger på den enkelte, når nogen går ledige. Verden er ikke skruet sådan sammen, at du bare kan gå ud og finde et job, for det ligger reelt i andres hænder.
Jobmarkedet står reelt set ikke til rådighed for mange af disse mennesker, selvom det præsenterer sig anderledes, og Regeringen kun insisterer på at skøjte på overfladen ved at pege fingere af den enkelte og placere ansvaret for konsekvenserne af Regeringens egen økonomiske politik, dér.
Det er naturligvis vigtigt at politikken peger fremad for de implicerede, men at placere en halvtidsjobkonsulent (som de 170.000,- kr rækker til) i hvert belastet område, og så kalde det et “arbejdsmarkedstiltag” kan kun enten være et hån, eller ualmindeligt uoplyst!
Det forholder sig snarere sådan, at man kalkulerer med en høj arbejdsløshed, og blot vil slippe billigst muligt med pseudo tiltag.
Inger Støjbjergs arbejde består således reelt i at slukke brande med skinger retorik, fremfor reelt at gøre noget ved problemerne.
Det burde nok vedtages ved lov, at før beskæftigelsesministeren rent faktisk af egen drift udfører et stykke arbejde, har hun ingen ret til at udtale sig om andres.
Denne kommentar er anbefalet af:
Med de ufattelige få midler, som regeringen har afsat til en beskæftigelses indsats i de såkaldte Ghettoer, så kan man vel sige at planen kun eksisterer på papiret og derfor burde Inger Støjberg stikke piben ind. Forøvrigt er det jo regeringens politireform, hvor man satser på at behandle i stedet for at forebygge, der har skabt problemerne. S og SF forslag om lokal politi er det helt rigtige, fordi det som regler drejer som 20-30 rødder der skaber uro i områderne, med lokal politi kan man forebygge at tingene sker! Gad vide forøvrigt om konen ikke har opdaget at der er mega arbejdsløshed og disse mennesker her står allersidst i køen og det går de bl.a. fordi regeringen har smadret Folkeskolen og den forebyggende sociale indsat.
Jeg bemærkede punktet “stramning af kontanthjælpsreglerne”.
Mon den såkaldte beskæftigelsesminister mener, at endnu større fattigdom skaber flere arbejdspladser???
Denne kommentar er anbefalet af:
Er en negativ tilgang til samfundsproblemer god dansk governmentality?
Christiansborgs mure er åbenbart tykkere end jeg frygtede - for ikke at tale om visse politikeres pander - og Søvndal-fløjen i SF bliver mere og mere populistiske og stigmatiserende, mere end jeg min vildeste fantasi havde drømt om.
Giv dog de drenge i de kedelige og fattige boligområder nogle gode gratis fritidstilbud.
Tag jer nu sammen i folkens - Ledelsen i SF er ved at blive lidt for “stuerene”…undskyld mig her og jernnæven der, det går hen og bliver lidt for pinligt.
Pinligt er det også , at siddende regering har ladet stå til i 9 lange år!! De har nedsat en kommision, der skulle se på problemet…hvad mon den kommission har kostet? og hvad er de nået frem til?? nada.
Kom nu igang med at modernisere ghettoerne, gøre dem attraktive, skab liv, markeder, beboerrådgivere, der kan gå ind og sætte igang og så ikke mindst nærpoliti, som skal kunne kontaktes asap.hv is der er problemer.
Man kan sagtens tvinge folk i arbejde (eller på gaden) ved at skrue på kontanthjælpen, men det er nok uklogt at gøre det så længe man ikke har noget arbejde at tilbyde. I mellemtiden er det en udmærket idé at rive de mest kedelige ghettoer ned, eller i det mindste ombygge dem til noget lidt mere tidssvarende og inspirerende. Det giver nemlig arbejdspladser inden for byggeriet og tilstødende erhverv. Hvis man samtidig ansætter nogle socialrådgivere og jobkonsulenter i de nye bebyggelser betyder der endnu flere arbejdspladser.
Hvem kan tage “komiske Inger” alvorligt?
I princippet er det jo rigtigt, at det er vigtigt at få så mange sociale klienter som muligt ud på arbejdsmarkedet.
Men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at Inger Støjborg åbenbart tror på, at man kan opnå det ved at afsætte 175.000 kroner årligt til en lokalafdeling af et jobcenter i et boligområde og at foretage en yderligere stramning af reglerne for bistandshjælp for gifte par, hvilket i hovedsagen vil ramme flygtningefamilier, der har boet 10 år eller mere i Danmark.
At VKO er deprimerende at høre på er der ikke noget nyt i, men det er forstemmende at S-SF vil sælge så meget ud af menneskeligheden. De (S-SF) er åbenbart af den mening at målet helliger midlet. Hvor er den ordentlige forholden sig til andre mennesker blevet af. hvor er det menneskelige og politiske overskud, der kunne danne modvægten til VKO blevet af. Det er flovt at høre dem kæmpe om laveste fællesnævner. Det kan godt være DF blev erklæret ikke stuerene, men S-SF har valgt at lefle for den indre svinhund i håb om regeringsmagten.
Politi Politi Straf Straf. De gør det stadig lidt bedre end VKO, men de lever slet ikke op til de forventninger man bør ha til dem.
Vi kan vælge mellem skidt og helt vildt skidt. Det kan de (S-SF) sgu ikke være bekendt.
Jamen som sædvanlig, har ministeren ikke fattet
en meter af det hele!