Tal ordentligt ... hvis alle skriger, hører ingen efter

WASHINGTON DC - »Hvorfor jeg er her? Jeg er her fordi det er ‘fucking right’.« Den 21-årige Domitian Alexandru fra Massachusetts er ikke i tvivl. Den lille, sorthårede og meget blege statskundskabsstuderende befinder sig lørdag på the National Mall foran Capitol Hill i den amerikanske hovedstad, for at støtte det eneste, han som »moderat og uafhængig vælger kan skrive 100 procent under på: at amerikanske politikere skal begynde at høre efter, hvad hinanden siger, frem for at svine modparten til.«

Et perfekt eksempel på hovedbudskabet for den stærkt hypede demonstration med de to politiske komikere Jon Stewart og Stephen Colbert i spidsen: at genskabe fornuftens stemme i amerikansk politik.

Stewarts fanskare

Midt i mellem tusindvis af upolitiske og ofte morsomme skilte som ‘Figner for fred’, ‘Alle der vil spille Scrabble, kan starte her’, ‘Mødre ved, hvor vigtigt det er ikke at slå, når man er uenige’, ‘Sarah Palin gør mig impotent, men hun må godt stille op alligevel’, ‘ok, måske er du alligevel ikke Hitler’ og ‘Jeg er ligeglad med, om præsidenten er muslim, bare hans politik er i orden’, står Alexandru sammen med en gruppe andre studerende, der alle er kørt ind med bus fra Massachusetts.

Ved siden af ham står en lærer, Pilar Quezzaire, der er opvokset i New Orleans, men som nu bor i Boston og som har kørt hele natten. Hun er taget til demonstration, fordi hun er en stor fan af the Daily Show, Jon Stewarts program, som hver aften fra mandag til fredag underholder omkring tre millioner amerikanere, de fleste selvbestaltede progressive og liberale af slagsen; selv om Stewart som rapkæftet og respektløs komiker gør sit bedste for også at kritisere både præsident Obama og det demokratiske parti.

Selvbestaltet Jesus?

Den efterhånden ikonisk populære Jon Stewart har høstet bunker af kritik for at indkalde til demonstration så tæt på midtvejsvalget, og ikke mange er i tvivl om, at arrangementet først og fremmest vil hjælpe med til at tilføre noget energi til den trætte demokratiske base af desillusionerede liberale vælgere.

»Hvem tror Jon Stewart egentlig, han er«, stod der weekenden før arrangementet på en sektionsforside i Washington Post, der kritiserede komikeren for at føre sig frem som en liberal Jesus.

»Den progressive medie-elite kan bare ikke få nok af at jap-jap-jappe og falde i svime over, hvor meget de bare elsker the Daily Show. Det er en fast bestanddel af alle politisk korrekte cocktailparties i både New York og DC.«

Quezzaire er nu ikke kun en fan af Stewart. Hun mener også, at »den amerikanske vælger er uhyggeligt uoplyst. Som lærer føler jeg selv, at det er min mission at opdrage ungdommen, og jeg synes, at mine elever er ignoranter, når det drejer sig om politik.«

»Hold da op, hvor er du bare nedladende og bedrevidende,« udbryder en ung mand ved siden af hende, og fortsætter: »Det er jo ikke det, vi er her for. At tale ned til hinanden.«

Moderate konservative

Om morgenen er Informations korrespondent kørt ned til The Mall med en gruppe moderate republikanere af den slags, danske medier systematisk ignorerer eksistensen af, og som da heller ikke dominerer den konservative bevægelse i USA for tiden, hvor den populistiske Tea Party bevægelse har stjålet rampelyset. Stemningen i de to Stationcars er høj, og på spørgsmålet om hvorfor de seks deltagere, der alle er i starten af 50’erne, vil deltage i det klart venstresnoede arrangement, siger Heidi, som er jurist, men som i mange år har gået hjemme og opdraget sine to piger, der nu er fløjet fra reden: »Jeg elsker Jon Stewart. Han står for fornuftens stemme i amerikansk politik. Jeg afskyer, hvad de typer, der lige nu dominerer mit parti, Republikanerne, har gjort ved det, og jeg kan ikke stemme på dem, som det ser ud nu. Lige meget hvor jeg ser hen, ser jeg ekstreme typer uden indsigt, fornuft eller humor. Det er præcis det, JonStewart spidder, og jeg kan kun give ham ret: vi har brug for at genskabe fornuften i amerikansk politik.«

Hendes mand, Whitney, tilføjer med et smil, at det »til gengæld er ærgerligt, at liberale ikke er så gode til at organisere den slags. Vi kan f.eks. ikke parkere nogen steder, vi kan ikke høre noget, og vi har på forhånd opgivet at nå frem til scenen.«

Massivt hvidt

Information har ikke opgivet og begiver sig sammen med en gruppe energiske yngre hollændere, hvoraf nogen er taget hele vejen fra Amsterdam for at følge både Stewart-arrangementet og midtvejsvalg, op mod scenen. Midtvejs må vi dog opgive. Ingen kan rokke sig ud af stedet, da musikken begynder at spille, og Jon Stewart åbner ballet.

»Her er et perfekt udsnit af den amerikanske befolkning,« indleder Stewart: »Hvis der er for mange hvide, ved alle, at det er et racistisk arrangement, og hvis der er for mange minoriteter, tror folk, at det hele handler om at tilrane sig nogle særrettigheder som specielle busser eller retten til at springe buk først.«

Det har han på ingen måde ret i. Der er en massiv overvægt af hvide, yngre mennesker i mængden, og stemningen minder om en nedtonet, bevidst kærlig udgave af en tidlig Roskilde Festival blot renset for mudder og duft af grillmad.

»Alle vil bare have sex med Jon Stewart,« sukker den unge kvinde ved siden af mig. »Skidt med, at han ikke er så høj. Den slags er jo lige meget, når man først ligger ned.«

Informations udsendte indvender, at Stewart er lykkeligt gift og far til to, men det rører ikke den blonde fan, som er kravlet op på skuldrene af en ven for bedre at kunne se:

»Nå ja. Det siger de jo alle sammen,« bemærker hun og trækker på skuldrene, mens Ozzy Osbourne får mængden til at danse og synge i det milde solskin. Folkesangere priser Amerika, og Stewart takker mængden for at give ham håb om en mere civiliseret tone fremover.

Senere anslår medierne og det særlige ‘parkpoliti’, at mellem 200.000-250.000 mennesker har deltaget i demonstrationen, der forløber uden en eneste voldelig episode.

‘Vi slog Glenn Beck’ trompeterer den liberale netavis Huffington Post, der selv har stillet gratis busser til rådighed for newyorkere, der gerne ville deltage. 10.000 af slagsen har sagt ja til tilbuddet.

Om aftenen er Information til ‘afterparty’, hvor flere i selskabet netop er fra New York.

»Det får ingen indflydelse på valget det her,« siger 57-årige Allan, der viser sig at være gammel redaktør på magasinet Newsweek. »Men det får liberale til at føle sig lidt bedre tilpas. Lidt moralsk overlegne i en tid, hvor vi er godt skuffede over, at vores mand i Det hvide Hus ikke har kunnet levere den forandring, vi troede, han kunne. Måske er det ikke så slemt, at han taber på tirsdag. Clinton tabte jo stort i 1994, og han vandt alligevel to år efter. Så har man i det mindste republikanerne at skyde skylden på, hvis det hele fortsætter med at gå ad helvede til.«