Opslag til denne artikel

Emneord:Irak-krigen, krigen i Afghanistan
Personer:Mogens Camre

Vores aktive deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan viser med al ønskelig tydelighed, at Danmark ikke kan føre krig. Vore soldater er fremragende, men den politiske ledelse er elendig, og det er soldaterne, der betaler prisen.

Hvad der gælder for Danmark, gælder for Europa, måske med undtagelse af England. Vi vil ikke se i øjnene, hvad krig er, og slet ikke hvad guerillakrig i middelalderlige diktaturstater er. Politikerne siger, at vi ved vores eksempel skal vise, hvordan en udviklet civilisation opfører sig. Det er opskriften på at tabe krigen.

Vi sender unge, idealistiske soldater af sted til fjerne lande med den ene hånd bundet på ryggen og Genève-konventionen i den anden. De står over for fanatikere, som er opdraget til at elske døden, og som aldrig har hørt om ‘krigens love’ og ikke ville drømme om at overholde dem, hvis de kendte dem.

Forkerte ansvarlige

Først chokeres vi over vore egne tab, som vi ikke vil erkende er en følge af, at vi sender folk i krig med håndvåben i den tro, at der er tale om en venligsindet politiaktion. Soldaterne kan ikke kende ven fra fjende, for fjenden skjuler sig i civilbefolkningen. Dernæst kommer forargelsen over, at fjenden bliver skudt eller kommer til skade, for slet ikke at tale om, at der også er civile tab. Tænk om Vesten havde ført Anden Verdenskrig på den måde, som politikere og jurister mener, at krig skal føres i dag. Så havde Hitler vundet.

I Afghanistan kæmper danske soldater tæt sammen med amerikanske og engelske soldater. Danmark satser på at holde Hamid Karzais korrupte styre ved magten - som det mindste af to onder - og samarbejder med afghanske soldater og politifolk. Tilsvarende var vore styrker i Irak for at sætte Saddams styre fra magten og har medvirket til at hjælpe det yderst problematiske regime under Al Maliki til magten - igen som det mindste af to onder.

Derfor er det fuldstændig uhyrligt, at danske soldater skal gøres ansvarlige for, hvad der sker med fanger, som vi i medfør af det militære samarbejde overdrager til amerikanerne og englænderne, og som overdrages til de lokale tropper eller politi. Hvis vi mener, at de lokale soldater og politifolk ikke handler acceptabelt, hvordan kan vi så samarbejde med dem, og hvorfor skal vi så hjælpe deres overordnede til magten?

Forsvarsministeren vil nu have et ansvar placeret hos soldaterne. Det er det afgørende svigt: at stikke kniven i ryggen på de unge mænd og kvinder, der sætter liv og førlighed på spil. Der er kun en konklusion: Kald soldaterne hjem, politikerne vil ikke have ansvaret for at føre krig.

Mogens Camre er tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti