Opslag til denne artikel

Emneord:ghettoisering
Personer:Villy Søvndal
Organisationer:Socialistisk Folkeparti

Villy Søvndal spillede i går ud med et ghettoforslag, der har vakt vrede hos de to partier, der skal lægge stemmer til hans ministerpost. Men det behøver ikke at komme SF til skade - mere om det senere.

Først skal det handle om, hvordan Søvndal med sit forslag om et nationalt ghetto-kompromis formåede at udstille Enhedslisten som værende helt ude i hampen, og Radikale som værende en tvivlsom regeringspartner:

»Det er ikke Asmaa Abdol-Hamid (tidligere kandidat for Enhedslisten) og Pia Kjærsgaard, der har noget godt at levere til de her problemer. Jeg synes, vi skal lave det mellem den nuværende og den kommende regering, og det vil sige VK, Socialdemokratiet og SF. Og måske de radikale. Og da Enhedslisten ikke vil være med i en kommende regering, skal de ikke være med til at lægge linjen her,« sagde han til Politiken mandag.

Det gav kollegerne hos både Radikale og Enhedslisten en dårlig start på ugen, mens regeringen og Dansk Folkeparti kunne fryde sig over morgenavisen.

VKO øjnede en kærkommen mulighed for at himle med øjnene og påpege splittelsen i oppositionen, hvor SF ellers plejer at være de første til at prædike mantraet om, at »der er mere, som samler, end som skiller«.

Giftig formulering

Der foregår i øjeblikket forhandlinger om at indlemme S og SF i boligforliget, hvilket kan danne grundlag for en bred aftale om afgørende dele af regeringens ghettoplan.

Men Villy Søvndal ville tilsyneladende selv række hånden ud til et bredt samarbejde over midten, og således skulle han fremstå som en sand statsmand og midterleder, der tager ghettoproblemerne så alvorligt, at en fælles løsning må stå over valgkampen mod VKO.

Måden, Søvndal fik sin symbolpointe formuleret på, betragtes dog af både oppositionsfæller og flere i SF som værende mindre statsmandsagtig.

Ved at nævne Asmaa Abdol-Hamid gnider han salt i et endnu ikke helt lægt sår hos Enhedslisten, der med Asmaa Abdol-Hamid oplevede sin måske største politiske krise nogensinde. Søvndal sammenligner samtidig det lille parti med Dansk Folkeparti og antyder, at Enhedslisten er så langt ude, at SF hellere vil lave ghettopolitik med de borgerlige.

Villy Søvndals klare signal til de venstrefløjsvælgere, som læser Politiken, er, at Enhedslisten er og bliver ekstreme og uden for indflydelse. Dermed får SF-formanden spændt ben for Enhedslistens forsøg på at markere sig som duelige i et parlamentarisk samarbejde.

Meldingen blev af Enhedslistens folketingsmedlemmer opfattet som en regulær svinestreg og en krigserklæring, der strider diametralt mod bestræbelserne på at fremstå som en enig opposition. Særligt ydmygende føltes det, fordi Enhedslisten selv arbejder efter en strategi om kun at kritisere S-SF, når det er strengt nødvendigt, modsat Radikale, som jævnligt melder sig med solomeldinger - til stor irritation for ikke mindst SF.

Ikke med vilje

Forklaringen fra SF-toppen lyder, at Villy Søvndal slet ikke mente det hele så hårdt. Det var ikke med vilje, at han sagde, som han sagde. Midt på dagen blødte han også budskaberne lidt op på TV 2 News. Alle skulle naturligvis være velkomne i det nationale kompromis.

At en partileder, som er kendt for sine presseevner, kommer til at tale over sig i et interview, han selv har bedt om, og i en sag, han selv har opfundet, forekommer sært.

Efter at have svovlet både internt og i medierne sendte Enhedslisten i går et skuffet og forundret brev til Villy Søvndal og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, hvori de efterlyste en forklaring på SF-formandens angreb.

Men kilder i Socialdemokratiet forklarer, at man intet har haft med SF’s udmelding at gøre, mens SF nøjes med at beklage og tale for et fortsat godt samarbejde.

SF kan stadig heller ikke undvære Enhedslistens mandater som grundlag for en ny regering.

Villy Søvndal vandt

At Villy Søvndal var villig til at forære Dansk Folkeparti en gratis omgang og sætte tilliden i oppositionen over styr for at få en overskrift i Politiken, er ikke et udtryk for, at han skulle være særligt på afveje i ghettodebatten. I weekenden var DF på banen med et urealiserbart forslag om at forbyde parabolantenner for at undgå hadske, mellemøstlige tv-kanaler, og VK har også gjort deres for at komme med symbolforslag.

Berlingske Tidende kunne i går afsløre, at dele af regeringens ghettopakke allerede er implementeret. Så trods kritik fra Enhedslisten, kombineret med den kolde skulder, som var statsminister Lars Løkkes reaktion på SF-formandens udstrakte hånd og Pia Kjærsgaards sædvanlige vrangvillighed, formår Søvndal at placere sig lige præcis der, hvor han gerne vil være: I midten af dansk politik og midt i den dagsorden, der vindes bedst ved markante meldinger. At Enhedslisten sidder tilbage med nogle potentielt afskrækkede Politiken-vælgere, er i værste fald ligegyldigt for SF og i bedste fald til deres fordel på valgdagen.