Hans stemmeleje er en anelse monotont og stilen oplæsende. Men de over hundrede tilhørere - mange af dem tilrejsende fra Storbritanniens ypperste universiteter - er tryllebundne, da den anerkendte og kontroversielle skotske filosof Alasdair MacIntyre møder op og folder sig ud på London Metropolitan University i et foredrag med den provokerende titel »Intolerance, censur og andre betingelser for rationalitet«.
Den 81-årige, lynende skarpe professor bruger den danske Muhammed-sag som eksempel på, at ubegrænset ytringsfrihed er en farlig ting, i et forsøg på overbevise de fremmødte om, at »der eksisterer et meget stærkt argument for at indføre rationel intolerance«. Dette - siger han - vil i visse tilfælde omfatte at begrænse ytringsfriheden og censurere bøger for samfundets bedste.
»Jeg håber, jeg kan overbevise jer om, at I allerede er rationelt intolerante, selv om I sikkert ikke roser jer selv nok for det,« siger professoren, som får medarrangørerne fra Human Rights and Social Justice Research Institute til at spidse øren med påstanden om, at der »ikke er en eneste god grund til at tro på, at der findes en naturlig ret eller menneskeret« til f.eks. ytringsfrihed.
»Argumenterne, der er blevet fremstillet i de seneste 200 år, til støtte for denne påstand, er alle dårlige argumenter,« siger han og tilføjer, at »konsekvensen af at henvise til naturlige rettigheder eller menneskerettigheder er, at det styrker en dårlig politisk vane med at tænke i abstrakte, generelle og universelle termer i tilfælde, hvor vores tanker burde være koncentreret om det konkrete, lokale og enkelte«.
Den fælles debat
Hans udgangspunkt er, at »i moderne samfund kan vores fælles politiske bedste kun blive bestemt gennem brede rationelle drøftelser på græsrodsniveau«, og hans pointe er, at ubegrænset ytringsfrihed i nogle tilfælde skader denne debat.
»De stærkeste stemmer i en politisk kultur af pseudodemokratisk vrøvl vil ofte være fyldt med fordomme, og det vil ofte spærre for det værdifulde, der udvikles på græsrodsniveau. I sidste ende vil det skade i græsrodsindflydelsen og i stedet styrke en effektiv politik, der dikteres ovenfra,« forklarer professoren, som hovedsagelig er kendt for sine moralfilosofiske og politiske teorier.
Ekstreme eksempler, som ifølge MacIntyre bør medføre, at fortalerne udelukkes fra »både politisk debat og fra uddannelsen af fremtidige deltagere i den politiske debat«, omfatter bl.a. holocaustbenægtere og de »44 til 47 procent af den voksne amerikanske befolkning, som tror på, at mennesker har eksisteret i mindre end 10.000 år.«
»Sådanne overbevisninger er uforenelige med enhver form for respekt for den videnskabelige kanon, og dens skødesløse og overlegne omgang med kendsgerninger udtrykker i høj grad den samme type foragt for intellektuel tankegang som holocaustbenægtere,« sagde han.
Trods afvisningen af »naturlige rettigheder«, mener MacIntyre hverken, at f.eks. tortur, fængsling uden rettergang eller begrænsning af ytringsfriheden gennem trusler og forbud som i Kina og det tidligere Sovjetunionen er hensigtsmæssig eller bør være lovligt. Det kan blot gøres ulovligt med henvisning til andre gode argumenter - eller »gøres til en socialt etableret, institutionaliseret rettighed, uden at gøre det til en juridisk rettighed«.
Dansk eksempel
Som eksempel henviser han til Muhammed-krisen, hvor han mener, at »det er svært at se«, hvordan muslimer verden over kunne undgå at opfatte tegningen af profeten med en bombe i turbanen som krænkende.
Han holder sig dog til de danske muslimers reaktion og påpeger, at de havde to grunde til at reagere på de krænkende tegninger.
»For det første antydede krænkelserne stærkt, at det sandsynligvis aldrig ville blive muligt for muslimer at føle sig permanent og på fredelig vis hjemme i Danmark; at de ikke som hovedparten af muslimerne i Europa ville kunne blive ‘europæiske muslimer’ ligesom franske muslimer, irske muslimer osv.,« forklarer MacIntyre.
»For det andet styrkede krænkelserne de ekstremistiske muslimers argument om, at islam og de vantro europæere aldrig vil kunne leve fredeligt sammen, og at moderat islam er offer for illusionen om, at det er muligt at blive integreret i de europæiske samfund.«
Centralt i forståelsen af Alasdair MacIntyres argument er, at han netop ikke mener, at krænkelser skal kunne forsvares med henvisning til ytringsfriheden.
»Når ubegrænset ytringsfrihed tillader den slags krænkende tale, som har tilbøjelighed til at gøre netop rationel diskussion umulig, er ubegrænset ytrings- frihed en meget dårlig ting,« mener MacIntyre.
»Krænkelser har den effekt, at de forvrider og sætter en stopper for rationel politisk debat, og i de tilfælde, hvor det sker, er der et godt argument for at begrænse ytringsfriheden ved at forbyde dem,« slår han fast.
Han mener, at Jyllands-Postens forsvar efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne var »moralsk usammenhængende«.
»På den ene side brugte de som forsvar (…) at de tidligere havde krænket kristendommen. På den anden side hævdede de, at det ikke havde været deres intention at krænke islam, og at trykningen af tegningerne ikke udgjorde en krænkelse,« siger MacIntyre.
På trods af, at MacIntyre ikke accepterer Jyllands-Postens argumenter, så konkluderer han, at sagens afslutning netop giver moderne samfund et svar på, hvordan man kan håndtere tilfælde, hvor ydmygende tale bliver farlig for samfundets bedste. Ikke ved at ty til kinesiske tilstande med forbud, men som det skete med aftalen mellem imamerne og Jyllands-Posten i 2006. Her udsendte Jyllands-Posten et åbent brev, hvor avisen skrev, at de 12 tegninger ikke var »tænkt som krænkende«, men at de »uafviseligt (har) krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde«.
»Jeg mener, at dette udfald er betydningsfuldt. Hvis resultatet af en krænkelse er en konfrontation mellem krænkeren og den krænkede, så krænkeren bliver stillet til regnskab for sine handlinger og tvinges til at forklare og retfærdiggøre eller undskylde det, så rationel debat bliver fremmet i stedet for at blive hæmmet, så bliver krænkelsen en sag, man kan tage ved lære af,« sagde professoren.
»At sådan en regnskabspligt bør påbydes - måske påbydes juridisk - under lignende omstændigheder, er den sande lære, vi kan drage af episoden - ikke at forbyde krænkelser og andre former for fjendtligsindet tale,« konkluderer han.
Kilder: London Metropolitan University, Wikipedia, bookrags.com m.fl.
Født 1929. Filosof. Især kendt for sine moralfilosofiske og politiske teorier. Uddannet på University of London og Oxford University og startede sin undervisningskarriere på Manchester University i 1951. I 1969 flyttede han til USA, hvor han de næste mange år var professor i filosofi på forskellige amerikanske universiteter. Er netop blevet tilknyttet London Metropolitan University. Han har skrevet 33 bøger om filosofi, teologi og religion. Det moralfilosofiske hovedværk er ‘After Virtue’ fra 1980 og de tekster, der fulgte: ‘Whose Justice, Which Rationality?’, ‘Three Versions of Moral Enquiry’ og ‘Dependent Rational Animals’.
Kommentarer
Den såkaldte ”lynende skarpe” skotske filosof Alasdair MacIntyre på 81 år burde èn gang for alle pakke sine ejendele sammen, og udvandre til enten Saudi-Arabien eller de andre islamiske diktaturer, for manden er tilsyneladende ramt af en senilitet af dimensioner, som gør ham til en skamplet på begreber som demokrati og personlige frihedsrettigheder for alle mennesker.
Under alle omstændigheder står vi her med en gammel mand, der tilsyneladende ikke fatter i sit akademiske univers, at den ubegrænsede ytringsfrihed er og bliver ”demokratiets tikkende hjerte” for alle frihedselskende mennesker, og hvor man kun står til regnskab for sine ytringer over for den til enhver tid gældende demokratiske lovgivning i et land, uanset etnisk og kulturel samt religiøs baggrund.
Hvis klodens 1,4 milliarder troende muslimer ikke kan forstå, at i demokratiske lande som Danmark har man frie valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ligestilling og andre personlige frihedsrettigheder, så må de blive hjemme i deres fædreland, og lade være med at søge til demokratier som vores med påstande om, at de er forfulgte i deres eget hjemland på grund af religiøs fanatisme og islamisk diktatur.
Selvfølgelig er ubegrænset ytringsfrihed en helt naturlig berettigelse, hvis man går ind for basale menneskerettigheder, og der burde eksistere en på alle måder ”ufravigelig konsensus” blandt alle demokratiske opbyggede nationer om, at vi under ingen omstændigheder længere vil finde os i den modbydelige religiøse ”krænkelsesfundamentalisme” fra islam som politisk lovreligion med alle sine æresbegreber og patriarkalske stammekulturer fra år 600.
Vi har kæmpet for det frie ord gennem mere end 100 år, og den skal ikke anno 2010 ”bombes” tilbage til stenalderen, fordi magtgale religiøse fanatikere inden for den muslimske verden ønsker, at millioner af muslimer skal leve med politisk og religiøs enhed under tvang efter en 1.400 år gammel bog ved navn Koranen, for så har vi da ikke lært noget som helst af verdenshistorien med alle sine blodige religionskrige.
Alasdair MacIntyre burde gå på folkepension.
Denne kommentar er anbefalet af:
Glimrende artikel af Mette Rodgers.
Professoren har vel i udgangspunktet hverken mere eller mindre ret i sin kritik af “naturlige” rettigheder og menneskerettigheder end andre kritikere af disse. Ikke mindst “højrekritikere” som S.Krarup. Hvis man på Information synes det kan man jo sætte spørgsmål, men så må man vel se at indvendingerne mod disse rettigheder kan komme alle stæder fra.
Jeg vil gerne sige tak til Ole Brockdorff. Efter endt læsning af artiklen var jeg meget i tvivl om hvorvidt der var noget om McIntyres påstande og efter at have læst Brockdorffs kommentarer er jeg nu fuldstændig overbevist om at det er der. Paradoksalt nok fordi Brockdorff er så rivende uenig, at hans kommentarer kommer til at fremstå en anelse ureflekterede.
Som jeg forstår McIntyre er det, han slår til tromme for at ytringer skal have konsekvenser. Det har de jo allerede. Man kan ikke offentligt beskylde folk for ting, der er beviseligt usande. Det, McIntyre siger er at der er masser af udsagn, der ikke direkte er beviseligt usande, men som derimod saboterer meningsfuld samtale. Disse skal udgrænses.
Spørgsmålet jeg sad tilbage med efter at have læst artiklen er så: hvem skal skønne hvilke udsagn der hæmmer produktiv debat?
Brockdorffs udtalelse:
”…den ubegrænsede ytringsfrihed er og bliver ”demokratiets tikkende hjerte” for alle frihedselskende mennesker, og hvor man kun står til regnskab for sine ytringer over for den til enhver tid gældende demokratiske lovgivning i et land, uanset etnisk og kulturel samt religiøs baggrund”
Problemet som jer ser det er at ”… den til enhver tid gældende demokratiske lovgivning i et land…” kan indbefatte alt fra dagens Danmark til Tyskland lige efter de havde valgt Hitler som landets leder. Historisk set vælger demokratier en gang imellem ledere, der ikke vil alle landets borgere det lige godt. Uden yderligere sammenligning mener jeg at dette fx gælder for Dansk Folkeparti, der helt åbenlyst gerne vil gøre livet svært for danske statsborgere med muslimsk baggrund, skønt de selvfølgelig hverken deporterer dem til KZ-lejre eller Gulag (for også nu også at nævne Sovjets grusomheder i ligevægtens navn).
Demokratier bliver lavet ud fra en række principper, ud fra hvilke man diskuterer sig frem til love, der agerer løsninger på konkrete problemer. At lovene gælder for alle folk uanset etnisk og kulturel samt religiøs baggrund betyder ikke at de ikke favoriserer visse grupper. Tilknytningskravet i udlændingeloven tilgodeser fx folk, der har opholdt sig det hovedsageligt i Danmark i deres ungdom, i stedet for at rejse ud og se hvordan man lever livet i andre lande. De har nu svært ved at vende tilbage. Men mange af dem er jo også muslimer, så det lader til at være i overensstemmelse med den generelle politiske diskurs i Danmark.
Brockdorff skriver videre:
”Hvis klodens 1,4 milliarder troende muslimer ikke kan forstå, at i demokratiske lande som Danmark har man frie valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ligestilling og andre personlige frihedsrettigheder, så må de blive hjemme i deres fædreland, og lade være med at søge til demokratier som vores med påstande om, at de er forfulgte i deres eget hjemland på grund af religiøs fanatisme og islamisk diktatur.”
Og her er det så at en række præmisser for Brockdorffs argument gør det umuligt at føre en dialog, der kan resultere i en løsning, der ville gøre demokratiets fædre og mødre stolte. At samle alle verdens muslimer og tage dem til indtægt for en bestemt holdning er dumt. Specielt når man ved at den måde de 1.4 mia. bliver opregnet gør at tallet indbefatter massevis af mennesker, der er lige så troende som jeg selv – og jeg er ateist. At sige ydermere at de skal rejse blive i deres hjemlande viser jo at Brockdorff enten ikke har læst artiklen som jo faktisk taler om de muslimer, der er danske statsborgere og derfor i en juridisk (og i mange tilfælde også identitetsmæssig forstand) er danskere. De er hjemme Brockdorff! Et andet og mere sandsynligt scenario er at Brockdorff ikke mener at folk med rødder i en muslimsk kultur burde opholde sig i Danmark. Og i så fald har vi jo forladt ideen om at alle er lige for loven igen.
Problemet som McIntyre påpeger og Brockdorff så smukt illustrerer er at en dialog i et demokratisk samfund kan (og jævnligt bliver) afsporet ved at præmissen for diskussionen er beviseligt forkert.
Jeg mener ikke vi skal forbyde beviseligt tåbelige præmisser. Men jeg mener sagtens man kan kræve af offentlige talerør (journalister, politikere, eksperter, etc.) at de lader deres argumenter stå mål med virkeligheden. Det er jo fx muligt at kritisere fundamentalistiske muslimer uden at påstå at alle 1,4 mia. mener det samme – et faktum som muslimske kritikere at fundamentalistisk islam dagligt gør os opmærksomme på.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi har jo aldrig haft ubegrænset ytringsfrihed. Der er både racisme- blasfemi og injurielovgivning. Så der har altid været et forsøg på, at håndhæve en eller anden form for etik bag brugen af ytringsfriheden, Så istedet for i yderste tilfælde, at slå på tromme for rationel intolerance og censur som MacIntyre foreslår, kunne man jo ligesågodt diskutere etikken bag ytringsfriheden. Det eksempel han selv kommer med omkring Jyllandsposten er vel et eksempel på, at de i hvert fald et stykke ad vejen, efterfølgende har gjort sig nogle etiske overvejelser omkring publiceringen af Muhammedtegningerne., selvom da var skaden selvfølgelig sket.
En fornøjelse at læse gengivelsen af Alasdair MacIntyre betragtninger. Endelig en, der sætter ord og begreber på plads, på en meningsfuld måde.
Og ros til Tore Mukherjee Holsts dissekering m.v. af Ole Brockdorfs kommentar.
Det plejer at være en nydelse at læse Ole Brockdorfs kommentarer, da de sædvanligvis er velargumenterede og gennemtænkte. Det er langtfra altid, jeg er enig, men det er jo ikke en gyldig grund til at undlade at anerkende kvaliteten af andres argumenter.
I denne tråd, fremstår Ole Brockdorf som frådende fundamentalist, der sværger til sine dogmer såsom mediokrati og den uhæmmede ret og pligt til at være, garneret med en fatwa mod de vantro kættere, der ikke bekender sig til den rene og sande lære.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg takker oprigtigt Tore Mukherjee Holst for en virkelig begavet kommentar til mine holdninger omkring ytringsfriheden som ”demokratiets tikkende hjerte”, og skal efterfølgende gøre hvad jeg kan for at udfylde de forskellige dele i min argumentation, hvor Tore udtrykker klar uenighed i de af mig udtrykte synspunkter.
Ytringsfriheden er i mit univers hele grundlaget for demokratiets eksistens, fordi denne politiske styreform trods alt har vist sig gennem de sidste par hundrede år, at have den største grad af personlige frihedsrettigheder for alle borgerne i et land. Uanset etnisk, kulturel, social, religiøs og politisk baggrund. Hvis ikke man forstår dèt bør man ikke opholde sig i et sådant land – men i stedet bosætte sig i de kommunistiske eller islamiske diktaturer.
Udøvelsen af demokratiet som politisk styreform bygger som alt andet i livet på kompromisser imellem menneskers forskellige synspunkter, hvor man hele tiden fører pragmatisk dialog om, hvordan man skaber de bedst mulige lovgivninger på alle fronter, der med hensyn til lighed og retfærdighed skal ramme bredest muligt.
Som ægte frihedselskende demokrat accepterer jeg alle menneskers politiske og religiøse samt menneskelige holdninger, når bare man følger de til enhver tid gældende lovgivninger, der er vedtaget i repræsentativt eller folkeligt demokratisk flertal. Ligeledes skal alle i en demokratisk stat være indforstået med, at stat og religion altid skal være adskilt fra de politiske beslutningsprocesser, hvor ingen kan påberåbe sig religiøse særkrav gennem lobbyisme og andet.
Ellers går demokratiet og folkestyret i opløsning.
Problemet med islam er modsat kristendommen, at den fungerer som politisk lovreligion for langt de fleste muslimer på kloden, hvor millioner af sjæle lever deres liv i hverdagen efter en 1.400 gammel bog ved navn Koranen, og hvor man fastholder religiøse patriarkalske stammekulturer og æresbegreber, der efter min opfattelse er fuldstændig uforeneligt med demokratiet og folkestyret som politisk styreform.
Muslimske imamer og muftier samt andre religiøse lærde styrer beviseligt verden over millioner af menneskers liv med Koranen i hånden og fortæller dem, at de bliver udstødt af fællesskabet med andre trosfæller, hvis de for eksempel ikke beder til Allah fem gange om dagen og ellers bærer rundt på deres religiøse klæder, så alle ikke-muslimer forstår deres religiøse baggrund – ”for ellers er du ikke en sand troende muslim”.
Hvem kan forestille sig anno 2010, at Danmark havde en folkekirke med præster og biskopper, som året rundt dikterede borgerne, at de nøje skal efterleve de 10 bud i Biblen, for ellers bliver de ikke betragtet som sande troende af de andre i menigheden? Hvordan ville etniske danskere reagere, hvis der pludselig var daglige konflikter mellem kristendommens protestanter, katolikker og lutheranere, som man oplever det i blandt Irak mellem sunnimuslimer og shiamuslimer?
Ingen oplyste mennesker bryder sig om dèt scenario.
Tore skriver på et tidspunkt i sin kommentar, at der er nogle præmisser i min argumentation, der gør det umuligt at føre dialog. Her er jeg lodret uenig. Alle har ret til at udtrykke deres meninger på den måde, som de nu èn gang har lært at gøre det. Også jeg. Men der står jo ingen steder noteret i spillereglerne for demokratiet og brugen af ytringsfriheden, at Tore og andre er tvunget til at tage mine skrevne ord alvorligt – eller læse dem – og dèt gør denne rettighed til den største gave i menneskehedens historie, som alle frihedselskende mennesker bør kæmpe for med næb og kløer.
I mit univers er det helt ude af proportioner, at 53 islamiske diktaturer under OIC har siddet i fem år og ”gejlet” hele den muslimske verden op til had mod en lille demokratisk nation som vores, fordi en uafhængig avis bragte 12 karikatur-tegninger i september 2005, hvor man blandt andet illustrerede profeten Muhammed med en bombe i turbanen og sagde, at dette religiøse ikon for muslimerne bliver misbrugt af hårdkogte islamister til at skabe had og terror mod verdens 2,2 milliarder kristne.
Jeg har aldrig opfattet Kurt Westergaards tegning med bomben i turbanen som en modbydelig provokation, forhånelse og nedgørelse af muslimernes profet, men udelukkende som en symbolsk understregning af den ubestridelige historiske kendsgerning, at magtfulde religiøse muslimske fanatikere i årevis har ført religionskrig imod den kristne verden, uden at de har noget som helst folkeligt mandat til det fra 1,4 milliarder trosfæller.
Under alle omstændigheder fastholder jeg til enhver tid holdningen om, at hvis troende muslimer søger frem til en moderne udviklet nationalstat som vores kan det ikke være rigtigt, at vi etniske danskere hele tiden skal udvise særlige religiøse hensyn, mangfoldighed og tolerance over for dem som minoritetsgruppe samt ellers acceptere, at det offentlige Danmark og medierne konstant betragter muslimer som ”ofre” for racisme og diskrimination.
De bor trods alt ikke på gaden som hjemløse.
Begreber som ”mangfoldighed” og ”tolerance” gælder trods alt begge veje, og Tore samt andre ved udmærket godt, at vi etniske danskere i sandhed også hver dag bliver udsat for racisme og diskrimination af muslimske borgere herhjemme. Men det vælger man i stedet at kalde for ”kulturelle problemer”, kombineret med den løbende påstand om, at mange herboende muslimer har ”massive sociale problemer”.
Jeg hører til den generation af danskere, som har den opfattelse, at den massive indvandring af muslimer til Danmark i ly af Flygtningeloven fra 1983 har været en katastrofe, der har knust et på alle måder homogent folkefærd af etniske danskere, fordi vi beviseligt har fået titusinder af troende muslimer til landet, der overhovedet ikke vil have noget som helst at gøre med os socialt og kulturelt samt menneskeligt.
Imidlertid vil landets hundredtusinder af muslimer gerne modtage de sociale og økonomiske rettigheder i lighed med os i den etniske befolkning, og her tænker jeg selvfølgelig på vores omfattende økonomiske fordelingspolitik, hvor det trods alt er majoriteten af den etniske befolkning – mænd som kvinder – der gennem de sidste 40 år har indtjent landets årlige bruttonationalprodukt, og dermed kunnet livsforsørge titusinder af muslimske flygtninge og indvandrere uden arbejde.
Hvem takker os for denne medmenneskelighed?
Der står trods alt ikke skrevet nogen steder i FN-konventionerne, at fordi et land tager imod dig som flygtning, hvad enten du er muslim eller ikke, at så har du krav på særbehandling. Hverken med hensyn til religion eller uddannelse eller arbejde. Et modtagerland har pligt til hver dag at give dig mad, drikke og husly, men der står ingen steder noteret, at det skal være en 4-værelses lejlighed med toilet og bad samt alle mulige typer overførselsindkomster til livsforsørgelse.
Ingen muslimske indvandrere eller flygtninge til Danmark – eller hvem som helst andre – har krav på bare at kunne gå rundt i sit eget daglige multikulturelle univers og leve en arbejdsfri tilværelse i et demokratisk og moderne opbygget land, der siden 1970 har sendt kvinderne ud på arbejdsmarkedet på linje med os mænd for at tjene penge hjem til familiens livsforsørgelse, for det slår ethvert begreb om lighed og retfærdighed i stykker.
Men …
Selvom jeg er vildt uenig i den af skiftende regeringer førte udlændingepolitik kunne jeg aldrig drømme om, at råbe ”perker” eller andre grimme ord efter muslimer på gaden. Ej heller kunne jeg finde på at udstøde dem fra noget fællesskab eller gøre dem noget ondt. Imidlertid vil jeg som et frit menneske have lov til at kritisere muslimers adfærd herhjemme og internationalt, når jeg finder det berettiget, og dèt lader sig kun gøre i kraft af ytringsfriheden som ”demokratiets tikkende hjerte” for alle frihedselskende mennesker.
Hvis alle troende muslimer i dette land rummede den samme grad af kærlighed, forståelse, medfølelse og tilgivelse over for deres medmennesker i hverdagen som jeg, så ville Danmark være et sandt paradis for alle sjæle. Men sådan er virkeligheden bare ikke anno 2010, fordi alt for mange af nationens muslimer styres af deres forhold til Koranen med sine gamle æresbegreber og patriarkalske stammekulturer, der overhovedet ikke hører hjemme i en moderne udviklet demokratisk nation.
Og, ja, Heinrich, jeg er ”frådende fundamentalist”.
Men kun med hensyn til ytringsfriheden.
Ellers mister vi livet som frie mennesker …
Denne kommentar er anbefalet af:
Sikke en gang Jøde-snak, krydret med Krarups evindelige ævl om at Islam er “en lov-religion” hvorimod Kristendommen ikke er ..
Nu bliver jeg sgu nok sort-listet for den der uindskrænkede Ytringsfrihed stopper altid når man
bruger Jøde-testen …
i det man har ytringsfrihed kan man også vælge at lade være med at ytre sig hvis det er åbenlyst at man kommer til at såre andre, f.eks kunne jeg godt ytre mig om en fed dame jeg møder i bussen og sige til min sidemand:”hahahahahaha se den fede so skal bruge to sæder”, men jeg er et (synes jeg selv) anstændigt menneske og vælger derfor at lade være med at ytre mig om det, sværere er den ikke, hvis man ikke forstår det fejler man et eller andet. Og nu har Lars Hedegaard og andre været ude at sige at de diskuterede med Flemming Rose inden udgivelsen, at tegningerne ville resultere i en tilspidset situation, selvom F. Rose påstår noget andet, det var noget med at “muslimerne skal lære hån og spot-kampagne”, folkene bag tegningen vidste udmærket godt hvad resultatet af udgivelsen ville være, basta.
Hvordan forventer MacIntyre, at man skal overbevise holocaustbenægtere og kreationister om de tager fejl, hvis man ikke indrager dem i den offentlige debat?
Denne kommentar er anbefalet af:
Ole,
først tak for dit svar til Tore. Ikke selve svarets indhold, som næppe ændrer på nogens holdninger, men for at debattere lødigt, ordentligt og begavet, som man naturligvis bør.
Nu handler denne tråd om Alastair MacIntyres betragtninger, som jeg virkelig synes er værd at reflektere over. Men alligevel vil jeg tillade mig med at fremture med en min egen lommefilosofiske betragtning, som jeg et par gange før har luftet.
Nemlig, at ytringsfrihed som sådan ikke kan tilskrives nogen entydig positiv funktion, såsom at være en forstandig civil rettighed eller et koncept der peger fremad.
Der skal være plads til at kritisere magthavere og bestående dogmer, men som jeg ser det, er det ikke friheden til at ytre sig der er væsentligt. Det væsentlige ville være, at de der tales til, er forpligtede til at lytte grundigt. Lyttepligt i stedet for ytringsfrihed.
Hvad nytter det, at enhver utilfreds person råber, trygler og protesterer, hvis ingen lytter? Det eneste er værdi, er at lytte, og forsøge at forstå hvad andre forsøger at udtrykke. I bedste fald, kunne en meningsfuld og værdig dialog opstå. En situation, det gensidige råberi sjældent fremelsker.
Selvfølgelig kan ytringsfrihed ikke tilskrives nogen entydig positiv funktion i Danmark, som Heinrich nævner det i sin kommentar. Men hvis vi på tværs af politisk og religiøs samt menneskelig observans ikke kan være enige om at være uenige i hverdagen, uden at hade, foragte, udstøde og hævne os på hverandre, så er vi nogle uanstændige og ansvarsløse mennesker, der skaber et fascistisk samfund med anarki og vold, hvor de stærkes magt hersker over de svage.
Hvilke frihedselskende mennesker ønsker et samfund for vores børn og børnebørn, præget af daglig ”krænkelsesfundamentalisme” mellem os mennesker på grund af patriarkalske og selvopfundne kulturer fra alle mulige etniciteter, der mener, at de har ret til at hævne sig på andre mennesker uden om den til enhver tid siddende lovgivende og dømmende samt udøvende magt?
Demokratiet og folkestyret er uløseligt forbundet med ytringsfriheden som en personlig frihedsrettighed for alle borgere, uanset etnisk og politisk samt religiøs baggrund, og hvor alle udelukkende står til ansvar for sine ytringer over for den til enhver tid gældende lovgivning, der praktiseres af domstolene på baggrund af den vedtagne lovgivning fra landets parlamentariske forsamling.
Uden demokrati og ytringsfrihed dør vores menneskesjæl.
Til yderligere oplysning - tænk, hvis den slags betydnignsfulde diskussioner, som stadig var kernen i et filosofistudium ved universitetet for 25 år siden, stadig blev vægtet! Så havde vi undgået meget af tidens tåbeligheder og forfald. MacIntyre er en både stor og vægtig filosof for vor tid.
Denne kommentar er anbefalet af:
ja-ja: http://en.wikipedia.org/wiki/After_Virtue
Denne kommentar er anbefalet af:
Mon dog ikke et krav om “respekt” uhyre let bliver:1: “respekt” for “mine” synspunkter. 2: “respekt” for dem “vi” ønsker at beskytte. Bør “nogen” “lukke munden”? - da ikke “os”!
Per Thomsen:
Betyder din kommentar at du er enig med McIntyre i at krænkende ytringer ikke skal forbydes ved lov, og dermed uenig med flere muslimske organisationer i at Jyllands-Postens burde retsforfølges og straffes for publiceringen?
MacIntyre behandler begrebet ytringsfrihed der:
hvor ydmygende tale bliver farlig for samfundets bedste
og han foreslår:
en konfrontation mellem krænkeren og den krænkede
og
At sådan en regnskabspligt bør påbydes
Den krævede konfrontation er opfyldt ved at krænkeren træde åbent frem. At vedkommende så tilfældigvis er dansker betyder da intet, medmindre at den krænkede tænker i primitive stereotyper - ligesom mange af vi danskere gør: “Alle muslimer er terrorister” modsvarer tanken “Alle danskere er islamhadere”.
I tiden efter muhammedtegningerne fik jeg den fornemmelse at danskerne var betydelig mere stereotype deres tankegang en muslimerne. På trods af at Arla, som jo var offer for en stereotyp tankegang, som blev godt pisket frem af det muslimske præsteskab, handlede i fuldstændig panik:
http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?arti…
så er Arlas omsætning i dag den samme som inden muhammedkrisen, og jeg husker at et par større danske ingeniørfirmaer midt under krisen hentede store ordre hjem i muslimske lande - og det mens vi her i landet stadig betragter enhver med et muslimsk gen som en potentiel terrorist.
Jeg synes filosofferne skulle bearbejde vores hang til massehysteri og stereotyp tankegang, og så lade den der har sine meningers mod, om at forvalte den ytringsfrihed der er sidste ende altid vil være et personligt ansvar.
McIntyre skriver:
”Konsekvensen af at henvise til naturlige rettigheder eller menneskerettigheder er, at det styrker en dårlig politisk vane med at tænke i abstrakte, generelle og universelle termer i tilfælde, hvor vores tanker burde være koncentreret om det konkrete, lokale og enkelte”.
Jeg vil give ham ret i, at vi i nogle tilfælde er dårlige til at diskutere HVORDAN og HVORFOR de grundlæggende rettigheder bør anvendes i konkrete tilfælde og kontekster. F.eks. de grundlæggende ret til ytringsfrihed.
Men omvendt mener jeg også at mange lokale traditioner kunne have godt af en stærk dosis “bstrakt universalisme”. Når lokale kulturer og samfund f.eks. systematisk krænker kvinders moralske og juridiske ligestilling, kan dette bedst kritiseres med universalistiske begreber om menneskeværd og retfærdighed. Ikke med lokale kulturelt-religiøse narrativer.
Jonas Jakobsen:
“Når lokale kulturer og samfund f.eks. systematisk krænker kvinders moralske og juridiske ligestilling, kan dette bedst kritiseres med universalistiske begreber om menneskeværd og retfærdighed.”
Det virker ærligt mere oplagt og pragmatisk, hvis lovbrud påtales af myndighederne, for at statuere eksempler, og at de stedlige smagsdommere, åndshøvdinge og magthavere, offentligt italesætter at der er tale om umoralsk og lovstridig praksis.
Ytringsfrihedsfundamentalister har vi nok af, uden at deres logik hænger sammen - sådan havde jeg det også selv som ung. Den ældre mig prøver at finde løsninger på skismaet om, at der aldrig kommer noget sundt ud af at stoppe kæften på folk med trusler - men at det er et hamrende usundt, når folk frit bruger kæften til trusler.
Ytringsfrihed vil aldrig være absolut, selv om noget så indlysende åbenbart skal begrundes uafbrudt. I et frit demokrati kan politiske kræfter vælge i årevis at forfølge deres modstandere gennem løgne i pressen. Ikke mindst hvor der er stærke bånd mellem de stærkeste medier og samme politiske kræfter, kan sådan en vildledning ikke stoppes - fuld ytringsfrihed er også retten til ubekymret at sprede løgne.
Da kristne i Rwanda slagtede løs på hinanden, skete dette med stor hjælp fra præster og medier, der sammen koordinerede barbariet. Uden mediernes godvillige hjælp var det ikke lykkedes først at skabe så meget had, og derpå dagligt at samle folk til nedhugningerne. Sådan en journalistik er ren krigsforbrydelse, og bør stoppes i tide.
Problemet er undervejs i processen fra det ene eksempel til det næste, at indse at nu er kæden for alvor hoppet af. MacIntyre har en god pointe i at ønske frihedsrettigheder gjort til en socialt etableret, institutionaliseret rettighed, uden dermed at gøre dem til juridiske rettigheder. Det er også dejligt naivt fx her i Danmark hvor dette, der tidligere kunne kaldes almindelig borgerlig anstændighed nu er fortid, mens partierne bredt slås om at komme længst under nederste fællesnævner.
Selvcensur har vi alle, og den bliver dagligt justeret af alle andres reaktioner. Skriv at muslimer er ude på at erobre verden, og der lyder nogle få forargede ord. Skriv det samme om jøder, og alle døre smækker i - selv om begge påstande er lige absurde. Eller prøv at skrive dem på hhv Uriasposten og her, og sammenlign reaktionerne. Problemer er, når sådanne frie ytringer bliver acceptabel sprogbrug, og ikke længere vækker almen modstand. Når de bliver omfavnet af regeringer, der begynder at handle ud fra dæmoniseringerne. Hvad så?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jamen, MacIntyre har helt ret.
Problemet er at hverdagsdebatten starter fra et kontekstsløst fundamentalistisk udgangspunkt, hvor ord tillægges grundlæggende betydninger uden at se på den sammenhæng de anvendes i.
Sproget er kontekstafhængigt OG noget man GØR. Så man kan lave en Luhmann, og forskyde problemstillingen til at handle om handlinger generelt, og så er krænkelser uacceptable, og en “rationel intolerence” som MacIntyre kalder det, ikke bare acceptabel, men bydende nødvendig, uforvarende hvad ordene menes at betyde “i sig selv”, med en Kant’iansk udtryk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Langsomt kommer verden til sig selv efter denne populistiske døs. Den største forbrydelse mod befolkningen har været forringelserne i skolen, hvor man har ladet hånt om nødvendig viden og indsigt.
Magne
MacIntyres argumentation hænger da overhovedet ikke sammen.
Hvis pointen er at sproget er en social konstruktion og derfor ikke har nogen intrinsisk berettigelse, så er det da kørt helt af sporet for den gamle mand. Religion og “rationel intolerance” er jo også sociale konstruktioner og har derfor heller ingen intrinsisk ret til beskyttelse mod andre menneskers meninger.
At manden kan påstå vi skal til at indrette ytringsfriheden efter et tåget koncept, som “rationel intolerance” viser jo bare han enten ikke har fulgt ordenligt med i historieundervisningen eller at han slet og ret har glemt den. For hvordan gik det lige historisk for de samfund, der arbejdede med begrænsninger på ytringsfriheden ud fra former af “rationel intolerance”?
Ikke dermed sagt der ikke findes gode grunde til at begrænse ytringsfriheden - personligt mener jeg fint man kan sætte grænsen der hvor ens ytringer direkte skader andre mennesker. Men den holdning antager jeg udelukkende ud fra den rationelle vurdering, at man ikke har nogen naturlig ret til at blande sig i andre menneskers gøren og laden, medmindre det direkte skader en selv - sådan kort fortalt.
Det korte af det lange er at ords og særlige sammensætninger af ords betydninger er sociale konstruktioner. Hvilket vil sige evt. skadelige virkninger af bestemte ord og sammensætninger af ord ikke stammer fra ordene i sig selv. Med andre ord stammer ting som racisme og intolerance jo ikke fra ord, som f.eks. “skævøje” eller “jødesmovs”. De stammer helt andre steder fra og forbydelsen af bestemte ord gør jo intet i forhold til at bekæmpe racisme eller intolerance. Det svarer til at påstå man kan bekæmpe AIDS ved ikke at snakke om det - og hvordan var det lige den strategi gik i de tidlige 80’ere?
MacIntyre synes være endnu en i rækken af primært anglo-amerikanske tænkere som stiller spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes universalitet til fordel for en relativisme (eller pragmatisme, som i denne situation er nogenlunde det samme).
På trods af at begrebet om ytringsfrihed helt klart i øjeblikket forsøges kapret af højreorienterede xenofober, så synes jeg ikke der er nogen grund til at begynde at relativisere på fænomenet på den bekostning. Rettigheden om fri ytring er simpelthen for dyrekøbt, som enhver med lidt historisk bevidsthed let erfarer.
Desuden, som flere allerede har påpeget, så eksisterer der ikke ubegrænset ytringsfrihed i noget land, der findes bla. injurie- og antiracismelovgininger som naturlig modvægt eller forsvar for enkeltpersoner, så problemstillingen (både relativisternes og xenofoberns) synes for mig at se at værehovedsagelig fiktiv.
Denne kommentar er anbefalet af:
Problemet er, grundlæggende, at vi tror, at vi kan læne os facilt op af regelbindinger og sociale kontrakter; men det er altså i alle samfund den enkeltes samvittighed, der er på spil, og det er vel først og fremmest dét, at vi har givet køb på denne eksistentielle fordring, der har givet plads til svinske holdninger, fordi ansvarligheden for det, man mener, ikke længere fordres eller udæskes. Identitet skabes i respektfuld diskussion med andre, især opponenter, for det er først, når synspunkter brydes, at de slibes til og vinder betydning.
Det er laden-stå-til, der har bragt os i den nuværende, uønskværdige situation med dogmatiske synspunkter på Gud og hvermand, hvor en mere realistisk vurdering burde tales frem.
MacIntyre vil tilsyneladende begrænse ytringsfriheden for alle de, som ikke tænker som ham selv, det vil sige rationelt og videnskabligt. Og det er jo netop kernen når vi diskuterer om ytringsfrihed bør begrænses: hvem skal definere til hvilken grad begrænsningen skal gå, når det handler om at udtrykke en mening.
Mennesket er ikke et fuldt ud rationelt væsen. Det lader sig derfor krænke af de mest besynderlige årsager,
Jeg føler mig for eksempel krænket når nogen påstår at der eksisterer en almægtig gud, som har sat love og forordninger til i denne verden som jeg og alle andre skal følge. Jeg forventer og kræver en ubetinget undskyldning for denne krænkelse.
Niklas Monrad, du er altid så god til at eksemplificere udsigelseskraften hos de større ånder. Også her: meninger er jo netop usigeligt uinteressante, hvis de ikke bygger på argumenter og/eller generelle erfaringer. Det handler ikke om at mene dit eller dat, men at søge årsager til, at tingene forholder sig på en bestemt måde - herunder ikke mindst: om de faktisk forholder sig som beskrevet udfra de sammenhænge, man forudskikkede. Vil man ikke gøre det arbejde, er man ikke oplyst nok til at kunne bidrage konstruktivt og gør sig selv og andre en større tjeneste ved at lytte til dem, der har gjort arbejdet med at undersøge og analysere.
Og her har vi et godt eksempel på hvad konsekvensen af manglende ret til at udtrykke sig kan blive: En kvinde er dømt til døden for blasfemi.
http://www.telegraph.co.uk/news/newstopics/religio…
Peter,
Hvad er det præcis du vil sige?
@ Kim
Jeg er grundlæggende enig med dig, og er heller ikke begejstret for selve begrebet “rationel intolerence”, som jo bare er at bytte ét relativt begreb ud med et andet, men jeg synes McIntyres oplæg netop rummer en pointe om selve forandlingen om værdisætningen af begreber.
McIntyre taler grundlæggende fra en humanistisk position, og derfor ikke umiddelbart i samstemmighed med social konstruktivismen, så hvis han her flirter med konstruktivisme, så må det være et ganske nyt standpunkt for ham.
Men målgruppen taget i betragtning (hverdags realisterne), så betyder det mindre hvor præmisserne kommer fra, da det er på et praktisk niveau McIntyre her snakker, og derfor kan jeg godt hænge på i hans argumentation og få noget positivt ud af den.
@Monrad kunne også have peget på dødsfald, som skete i de manipulerede masser, der lod sig hidse af diverse tegninger - som eksempel på hvad konsekvensen af retten til at udtrykke sig kan blive. Men det ville selvfølgelig gøre virkeligheden alt for kompliceret…
Denne kommentar er anbefalet af:
Magne
Om MacIntyre beskriver sig selv som social konstruktivist eller ej er mig ret underordnet. For det MacIntyre jo gør er at afvise den ubegrænsede ytringsfrihed, som en social konstruktion. Hvilket for så vidt også er fint nok, hvis det ikke bare lige var fordi MacIntyres eget moralfilosofiske projekt jo, i sin essens, er socialkonstruktivistisk. Det skal lige siges jeg tager udgangspunkt i MacIntyres moralfilosofiske projekt som han startede helt tilbage i After Virtue. Så hvis hans seneste udmelding skal forstås som et brud med den filosofi han har været proponent for de sidste 30 år, ja så holder min indvending ikke i sin nuværende form. Men jeg tvivler nu også på der er tale om noget som helst brud.
Derudover mener jeg så også der er andre væsentlige problemer med hans argumentation. Hvis altså den er fremstillet korrekt her i artiklen. Men hvis artiklen stemmer nogenlunde overens med det manden rent faktisk siger og mener, så er der altså noget der tyder på manden har mistet sin filosofiske pondus, om man vil.
F.eks. taler han om “de stærkeste” stemmer, hvilket jo bliver direkte absurd, da han så eksemplificerer med henvisning til kreationister og holocaustbenægtere. Det sidste eksempel er interessant fordi holocaustbenægter sgu aldrig nogensinde har udgjort nogen “stærk stemme” i en demokratisk stat… med andre ord er eksemplet direkte latterligt.
Mht. kreationisterne kan vi så hurtigt blive enige om de har en alt for stærk stemme i USA. Men der er alligevel to betydelige problemer med eksemplet. Først og fremmest giver det jo ingen mening i den overordnede kontekst, hvor han bringer Muhammedtegningerne ind i diskussionen - videnskabeligt set er Muhammeds påstande fuldstændigt lige så ubegrundede, som påstanden om jorden er under 10.000 år gammel. MacIntyre bevæger sig altså væk fra påstanden om at det her handler om videnskabelighed og tildeler en uvidenskabelig særrettigheder mens han vil fjerne en anden helt fra den offentlige diskurs - det er sgu da selvmodsigelse i verdensklasse.
Det andet problem med eksemplet er at man vel næppe kan tale om demokrati, hvis man går ind og fjerner bestemte holdninger fra den demokratiske proces. Men det er naturligvis en ærlig sag, at være modstander af demokrati. Det er bare selvmodsigende, at “forsvare” demokratiet ved at gå ind og skære i folkets valgmuligheder.
Det korte af det lange er jeg mener man skal vare sig for at bide alt for meget fast i mandens pointer. Der er ihvertfald ikke meget rationalitet over at æde alle hans selvmodsigelser, bare fordi man har sympati med hans overordnede holdning om at den offentlige diskurs skal være til gavn for samfundet - jeg tror trods alt de færreste vil gøre sig til fortalere for den modsatte holdning, at diskursen skal være til skade for samfundet ;)
Denne kommentar er anbefalet af: