Balladen om Tommy

Tommy Seebachs geni lå i den sangbare melodi, som han så ofte blev udskældt for. Ørehængernes konge fejres syv år efter sin død med en dokumentarfilm og et bokssæt med hans komplette soloudgivelser

Hvor Tommy Seebach på de første soloplader er en fandens happy-go-lucky-guy med hurtige ørehængere i ærmet, slutter han sin egentlige pladekarriere, 10 år før sin død, som en kompleks og reflekteret mand.

Jan Persson

Historien om Tommy Seebach er egentlig banal. En mand slider sig til succes. Succesen stopper pludselig, og manden drikker sig ihjel. Så grimt kan det siges. Men som med alle historier er der jo selvfølgelig også andet og mere bag de hårde facts.

Tommy Seebach havde en glorværdig solokarriere fra midten af 70'erne og 10 år frem. Han havde tidligere haft succes som wunderkind i Sir Henry, men det var solovejen, han helst ville gå, selv om han var et både følsomt, genert og nervøst gemyt.

De første soloplader er på engelsk, og de sælger flot, men det er med danske tekstforfattere, han får sine største succeser, nærmere bestemt i Dansk Melodi Grand Prix.

Siddende ved klaveret lidt i baggrunden med tre korsangere i trip trap træsko-højde i forgrunden synger han sig helt bogstaveligt og klichéagtigt ind i folks hjerter og hjerner med »Disco Tango« i 1979. Feltet var uhyggeligt i 1979. Der skulle kæmpes med og mod blandt andre Mabel, Kim Larsen, Brødrene Olsen samt Liller & Grethe Ingmann. Men »Disco Tango« vandt, og Tommy Seebachs fantastiske optur begyndte.

Spillejob væltede ind, og det samme gjorde guldpladerne og ikke mindst Grand Prix-hittene. Tommy Seebach var i de tidlige 80'ere kongen af Dansk Melodi Grand Prix. Han rystede den ene ørehænger ud af ærmet efter den anden. Igen lyder det som en kliché, men for en gangs skyld er det sandt. Også hans jingler til tv-programmer som Eldorado og Hit sad lige i skabet.

Det var ganske vist populært den gang at elske at hade Dansk Melodi Grand Prix, men selv hans argeste modstandere kunne synge med på »Krøller eller ej« og »Hip Hurra det' min fødselsdag«, selv om de nødigt ville gribes i det.

Blev kult

Tommy Seebachs geni lå i den sangbare melodi. Hans musikalitet minder om f.eks. Paul McCartneys, og netop McCartney har været udsat for den samme kritik som Seebach. Det er bare silly love songs, fjollede melodier, som ingen dybde har.

Og som med McCartney tager man også fejl i Tommy Seebachs tilfælde. Der er meget mere dybde i hans musik, end overfladen antyder.

Tommy Seebach døde af hjertestop i 2003. De sidste år af hans liv havde taget en drejning, fordi han stoppede med at drikke efter et såkaldt hjerteslag et par år tidligere. Han var begyndt at få gejsten tilbage, han var begyndt at skrive musik igen, og han var pludselig nærværende over for sin familie igen. Desværre havde han slidt sin krop i stykker. Han var kun 53, da han døde.

Og som det altid går, når en tidligere stjerne dør en lidt sørgelig død, så skal der gå noget tid, før folk er i stand til at værdsætte det, stjernen stod for. Stille og roligt er Tommy Seebach gået hen og blevet kult, og det har nok heller ikke ligefrem skadet, at sønnen Rasmus har taget tråden op som hitmager. Så tiden inde til et vaskeægte comeback.

EMI udsender en cd-boks med Seebachs komplette soloudgivelse, inklusive flere sjældne og aldrig tidligere udsendte numre. Og dokumentarinstruktøren Sami Saif har lavet dokumentarfilmen Tommy.

Der er flere rørende øjeblikke i Saifs dokumentarfilm, og mange sjove gamle klip og familiesmalfilm. Vi vil som seere så gerne, at det går Tommy godt, og på mange måder er det en meget hyggelig film, men måske ikke en specielt interessant film. Og det skyldes ganske enkelt Tommy Seebachs natur. Et musikalsk geni er ikke nødvendigvis et interessant menneske for andre end den nærmeste familie, og desværre findes der tilsyneladende ikke klip, hvor Tommy Seebach indgående fortæller om sin musik. Sønnerne Rasmus og Nicolai, datteren Marie og konen Karen fortæller sympatisk og meget ærligt om både op- og nedture, men hvad det er, der gør, at Seebachs musik er så pokkers god, hvorfor han stadig bliver spillet, og hvorfor den nye cd-boks er så livgivende, det finder vi faktisk ikke ud af.

Vennen Dario Campeotto er en af dem, der kommer Seebachs natur tættest, da han skildrer ham som en gammel bokser, der, hver gang der er Grand Prix, lukker sig inde for at lade op til at vise, at han stadig er mesteren. Og når sønnen Rasmus Seebach fortæller om, hvordan han næsten har medlidenhed med sin far over, at han hele tiden skulle forsvare, at han skrev popmusik, så fortæller det meget mere end lige Tommys historie.

Tilsyneladende - men vi kan ikke være sikre - var Tommy mere intuitiv end intellektuel i sin tilgang til musik. Det faldt ham nemt at skrive iørefaldende sange, men set i forhold til musikbranchen og publikum var hans problem, at hans genre var forholdsvis snæver. Han skrev pop, gjorde han. Det var det, han følte, og det var det, han gjorde. Han eksperimenterede ikke med sin tilgang. Et nummer, han skrev i 90'erne kunne lige så godt være skrevet i 70'erne, kun lyden på pladerne er anderledes.

Det er der jo ikke noget galt i, men i så lille et land som Danmark, med så forholdsvis få penge i musikbranchen totalt, så betyder mode og såkaldte trends mere end f.eks. i Tyskland, England og USA, hvor man sagtens kan tjene gode penge uden at figurere på hitlisterne og uden at være tvunget til at tage ydmygende spillejob på butikstorvet i halvtomme centre i provinsen.

På ret køl

Tommy Seebach kunne kun det, han kunne, han fuckede ikke med opskriften, så hvis tiden ikke var med ham, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Da han havde skrevet melodien til »Under stjernerne på himlen«, vidste han, at han havde skrevet et hit, så da den blev afvist af Melodi Grand Prix-udvalget, kunne han ganske enkelt ikke forstå det. Og faktisk sendte han sangen ind flere år i træk, og hver gang blev han afvist, indtil han i 1993 alligevel kom med på et afbud. Og lidt ligesom det danske fodboldlandshold vandt han mod alle odds. Sangen vandt med overbevisende mange stemmer foran nummer to, og efter flere års nedtur og druk, troede både han og familien, at nu kom karrieren på ret køl igen.

Men sådan skulle det desværre ikke gå. Sangen klarede sig så dårligt ved det internationale melodigrandprix, at Danmark ikke kunne deltage året efter (sådan var reglerne dengang, men det er en anden historie ...) og fra at være hele Danmarks Tommy (igen), var det nu pludselig Seebachs skyld, at Danmark skulle ydmyges. Aviserne kørte i lang tid hetz mod Tommy Seebach, gud og hver udtalte sig om, hvor skrækkelig han var, og der blev krævet fornyelse hele raden rundt.

Ikke overraskende var Tommy Seebach selv en smule overrasket over denne reaktion. Han havde skrevet en sang - en meget smuk sang endda - han havde spillet den til Dansk Melodi Grand Prix, han havde vundet meget overbevisende, og det var jo sådan set ikke hans skyld, at de ikke var vilde med den ude i Europa.

Kompleks og reflekteret

Og hvor det skulle have været et vendepunkt i karrieren, blev det desværre blot en cementering af nedturen. Tommy Seebach fortsatte sit heftige drikkeri og blev nødtvunget skilt fra sin elskede familie. Albummet, der ledsagede grandprix-sangen, blev det sidste med originale Tommy Seebach-sange, og det er interessant nok hans allerbedste album. Ud over titelnummeret indeholder Under stjernerne på himlen to af hans smukkeste og mest komplekse melodier, »Jaloux« og »Finito«, samt tre-fire virkelig gode dansenumre. Teksterne til albummet er på nær grandprix-sangen skrevet af Bjarne Lisby, men det er Tommy Seebachs eget liv, med kærlighed og skuffelser, han synger om. Flere steder har han næsten mistet stemmen, men til gengæld har den så meget nærvær, at det næsten er uhyggeligt. Bortset fra grandprix-sangene er det primært alle boksens ballader, der viser Seebachs genialitet.

Hvor Tommy Seebach på de første soloplader er en fandens happy-go-lucky-guy med hurtige ørehængere i ærmet, slutter han sin egentlige pladekarriere, 10 år før sin død, som en kompleks og reflekteret mand, der simpelthen er nede i møget, men alligevel kan skrive hjerteskærende musik. Det var i nedturen, at han var virkelig stor. Desværre havde det bare for store konsekvenser.

Ole Knudsen (f. 1959) er udviklingschef på Gyldendal, og han har en særlig forkærlighed for Tommy Seebachs jingle til den skandinaviske musikquiz 'Hit', fordi han i 1982 var på det vindende hold

Tommy har premiere 17. november i hele landet

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Fakta

Grand Prix
Fra at være den lidt tilbagetrukne generte klaverspillende sanger, kom Tommy Seebach efterhånden længere og længere frem i billedet. Han deltog selv syv gange i DMGP, vandt imponerende tre gange og havde lutter topplaceringer:

1979 – Disco Tango (vandt)
1980 – Bye-Bye (sunget af Lecia & Lucienne – fik en 7.-plads)
1981 – Krøller eller ej (vandt)
1982 – Hip hurra det’ min fødselsdag (fik en 2.-plads)
1984 – Pyjamas for to (fik en 4.-plads)
1985 – Det’ det jeg altid har sagt (fik en 2.-plads)
1987 – Det’ gratis (fik en 4.-plads)
1993 – Under stjernerne på himlen (vandt)

Album
’Wheels’, 1975
’Lucky Guy’, 1976
’Tommygum’, 1977
’Disco Tango’, 1979
’Love On The Line’, 1981
’Den med gyngen’, 1983
’Pop-korn’, 1986
’Tommy Seebach’, 1989
’Glædelig Jul’ (sammen med Annette Heick), 1989
’Under stjernerne på himlen’, 1993
’Instrumental Megahits 1’, 1993
’Instrumental Megahits 2’, 1994

____

Tommy-boksen, som er sammensat af Jørgen de Mylius, Claus Hagen Petersen og Thomas Hemdorff, indeholder Tommy Seebachs ni soloplader, et julealbum sammen med Annette Heick og Seebach Bands to instrumentalalbum. Som bonusnumre findes samtlige singler, tv-jingler, engelske udgaver af grandprix-sange samt flere aldrig tidligere udsendte sange

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Søren  Rehhoff

Jeg har aldrig forstået det der med, at Tommy Seebach skrev ørehængere. Jeg kan ikke huske nogle af hans sange. Det er altid underligt hvor stor forskel der er på, hvad folk opfatter som iørefaldende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Tommy Seebach hyggede sig alene med en tjener over en kop sort kaffe bare 12 timer før sin alt for tidlige død mandag den 31. marts 2003 på Dyrehavsbakken i København, hvor den 52-årige folkekære sanger og musiker pludselig styrtede omkuld med et hjertestop, som ingen af de tililende mennesker var i stand til at redde, selvom de gennemførte adskillige forsøg på genoplivning.

På det tidspunkt havde Tommy Seebach lagt både alkohol og cigaretter bag sig i 14 måneder, fordi han kæmpede en personlig hård kamp for igen at vinde sin families kærlighed, respekt, tillid og troværdighed, som han igennem så mange år havde sat komplet over styr på grund af et vanvittigt og ukontrolleret alkoholmisbrug, men også for at komme tilbage til en god karriere med 6-8 store jobs hver måned rundt omkring i landet.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden retur til januar 2002.

Frem til dette tidspunkt – 14 måneder før sin bortgang – drak Tommy Seebach øl og spiritus i store mængder fra han stod op til han gik i seng, og han brugte tusinder af kroner på månedlige regninger til ”Café Borup” og ”Indskudspubben” samt ”Café Posthuset” på Borups Allé på Frederiksberg i København, hvor sangeren boede i en lejlighed, og hver aften gik han døddrukken i seng.

En torsdag eftermiddag i januar 2002 stod Tommy som vanligt stærkt beruset i baren på ”Café Borup”, da børnene Rasmus og Maria kom ind ad døren med et rasende blik i øjnene. Tommy havde brændt dem og familien af på en konkret aftale samme dag. Ungerne skældte ham hæder og ære fuld, hvorefter de forlod ham med bemærkningen om, ”at vi skammer os dybt over dig, far, du er simpelt hen bare en fordrukken sut”.

Tjeneren på ”Café Borup” overhørte sammen med flere gæster de hårde skældsord fra Rasmus og Maria, der efterlod en lamslået Tommy Seebach med opsvulmede alkoholiserede våde læber. Han stirrede med grædende øjne på tjeneren, der indtil da på alle sine vagter havde været med til at servere for ham og sagde:

- Det her kan jeg ganske enkelt ikke bære. Nu er det slut. Færdig. Punktum. Finale. Nu stopper jeg èn gang for alle med at drikke. I morgen går jeg op til min læge og får en flydende indsprøjtning med antabus, og jeg holder antabussen hele vejen igennem, for jeg vil under ingen omstændigheder miste hele min familie på grund af min sindssyge livsførelse.

Herefter gik Tommy Seebach ud af døren og hjem i sin lejlighed, og ringede til sin bedste ven og roadmanager Arne Bille, der havde arbejdet hårdt og loyalt for ham gennem flere år, og som stod ved hans side nærmest døgnet rundt efter det første hjertestop den 25. januar 2001 på ”Café Posthuset”.

Tommy Seebach gentog det samme over for roadmanager Arne Bille, som han udtrykte til bartenderen på ”Café Borup”, nemlig at han fra den ene dag til den anden ville stoppe med at drikke, fordi han efter konfrontationen med børnene på caféen endegyldigt forstod, at han ville miste dem og ekskonen Karens respekt og kærlighed for altid, hvis ikke hans umådeholdne drikkeri stoppede nu.

Og han gjorde det sørme.

Dagen efter dukkede Tommy Seebach som vanligt op på de nævnte tre caféer på Borups Alle, men nu var bajerne, unterbergerne og whiskysjusserne skiftet ud med kaffe eller sodavand. Men ikke bare det. Blot tre uger senere meddelte denne utrolige folkelige sjæl, at han også var stoppet med at ryge 60-80 cigaretter om dagen, og i løbet af ganske kort tid blev han et helt andet positivt og dejligt menneske.

Tommy Seebachs fantastiske styrke, mod, vilje og talent til at lægge 30 års druk og rygning bag sig de sidste 14 måneder af sit liv, var drevet af et ubændigt ønske om, at hans elskede Karen og børnene ville tage ham tilbage, så han ikke længere skulle bo alene i en lille lejlighed. Men i stedet kunne have levet et kærligt og trygt liv i familiens rammer, så han anno 2010 kunne have nydt den formidable succes for sønnen Rasmus Seebach.

Kun èn gang i perioden fra januar 2002 til sin død i marts 2003 tog Tommy Seebach en mindre druktur, hvilket skete i forbindelse med lukningen af sæsonen på Dyrehavsbakken, hvor den elskede popstjerne optrådte seks gange om ugen hos sin gode ven Busser i "Bakkekroen". Men allerede dagen efter stod han på ”Café Borup” og sagde:

- Hold kæft, det her gør jeg aldrig mere, mand. Jeg troede et øjeblik, at jeg kunne drikke med lidt måde. For pokker, jeg har det ad helvede til. Dundrende hovedpine og brækfornemmelser. Nåh, men så fik jeg da i hvert fald endegyldigt slået fast, at jeg ikke længere kan tåle at drikke noget som helst.

Og siden rørte han ikke èn dråbe.

Tommy Seebach døde imidlertid på grund af sin egen stolthed og ære, fordi han torsdag den 27. marts 2003 ikke ville låne 1.200,00 kroner til sin hjertemedicin af restauratør Stig Pedersen på ”Café Borup”, der gennem et år udtrykkeligt havde instrueret sine tjenere om, at hvis Tommy manglede penge til sin hjertemedicin, skulle man omgående låne ham dem fra kassen.

Denne torsdag sad han i baren på værtshuset og rodede med sine recepter og udtrykte sin irritation over, at skulle bruge så mange penge på hjertemedicinen, der var en konsekvens af den ”ballonudvidelse”, som var blevet indopereret et år tidligere. Tjeneren stod med de 1.200 kroner i hånden på vegne af restauratøren og sagde, at nu skulle han gå hen på apoteket og købe sin hjertemedicin, men han nægtede at tage imod dem.

- Nej, jeg vil ikke låne penge af nogen, for jeg skal nok klare det indtil på mandag (dødsdagen), hvor jeg skal have min første ugeløn fra "Bakkekroen" på Dyrehavsbakken, sagde Tommy Seebach til caféens tjener. Herefter gik han ud af døren med en bemærkning om, at han ikke ville høre mere tale om, at låne de 1.200 kroner af caféen til sin livsvigtige hjertemedicin.

Hans sidste aften i live købte han en shawarma i en forretning og ringede til vennen Arne Bille og spurgte til, om de ikke skulle mødes til lidt hygge på "Café Borup", men Arne sagde nej på grund af tidspunktet, fordi han vidste caféen lukkede klokken 22.00 søndag aften den 30. marts. Alligevel bankede Tommy på til caféen, hvor tjeneren var i gang med dagens nedlukning. Han blev lukket ind, fik en kop sort kaffe og sodavand, og sammen havde de som altid en god hyggelig sludder om alt muligt.

Tommy Seebach sagde med et venligt smil til caféens tjener, ”at som du kan se har jeg overlevet uden min hjertemedicin i tre dage, og alt er bare i orden. Men nu kører jeg ud på Dyrehavsbakken i morgen og får min løn på "Bakkekroen", og så får jeg købt min hjertemedicin, så hverken du eller andre længere skal bekymre jer for mit helbred”.

Mindre end 12 timer efter døde han i armene på flere af de ansatte på Dyrehavsbakken, fordi han fik hjertekramper på grund af den manglende indtagelse af hjertemedicin gennem tre dage. Tænk hvis tragedien med et hjertestop var sket bare 10 minutter forinden i hans bil, da han med 60-70 kilometer i timen kørte til Klampenborg for at hente sin løn. Men han døde heldigvis mellem armene på mennesker, der elskede og forgudede ham som en dejlig person.

Personligt er jeg ikke det mindste i tvivl om, at Tommy Seebach lige nu sidder og smiler i sin Himmel over den enorme succes, der er kommet hans søn Rasmus til del i de sidste par år. Han ville i dag være hans bedste ven og rådgiver med hensyn til showbusiness. Ligesom jeg er overbevist om, at hans elskede Karen Seebach ville have givet ham en ny chance i ægteskabet, så de sammen kunne have nydt børnenes succes og relanceringen af hans egen store flotte produktion af dejlige popsange gennem 30 år.

Jeg var den omtalte tjener på "Café Borup".

anbefalede denne kommentar