Jeg gik ung ind i 90’erne med en tro på, at der var nogenlunde styr på ligestillingen mellem mænd og kvinder. Vi fik at vide, at vi havde frihed til at gøre, hvad vi havde lyst til, men hannernes (og visse hunners) reaktioner sagde noget helt andet, da forstadsfester og teenagetungekys begyndte at gribe om sig. De seksuelt ’aggressive’ piger skilte sig ud – og blev også tit hængt ud, selvom tankerne om kropslighed og seksualitet aldrig nåede længere end til dagbøgerne. Handlinger (krop og kys) talte for sig selv.
I denne uges BØGER sætter vi fokus på unge kvindelige forfattere, der råt og ærligt skriver åbent om sex, begær, aggressivitet og kropslighed. Skønt! Fnis og foragt over kvinders aggressive seksualitet findes nemlig også efter teenageårene, på universiteter og på arbejdspladser.
Som forfatter Ida Marie Hede pointerer i artiklen, giver det derfor rigtig god mening ikke bare at tale om mænd og kvinders seksualitet, men at tale om de muligheder, som en kvinde faktisk har for at give udtryk for sin lyst til sex i vores samfund. Jo, kvinder kan godt tale om blod, sæd og tårer. Men alligevel forbliver visse mønstre så frygtelig fastlåste (så meget lærte forstaden os!): »Man er typisk kvinde på en bestemt måde, og træder derfor meget nemt ved siden af,« som Ina Munch Christensen formulerer det.
Og det kommer blandt andet til udtryk ved, at kvinders lyst og liderlighed ikke fylder mere, end det gør, i litteraturen i dag. I et dagligt arbejde med et bogtillæg, hvor det kan kræve bevidst (om)prioritering ikke at fylde siderne op med midaldrende mænd, er de unge hidsige kvinder meget velkomne.
De er samtidens trodsige tøser, der tager afsæt i tidens populærkultur og blotlæggelsen af det private – og det skal naturligvis afspejles i litteraturen.
»Der er ikke tale om et påtaget oprør. Sådan taler jeg. Sådan skriver jeg,« siger Christina Hagen. Derfor virker det også ægte, når hun skriver om parring på et tiltisset sengetæppe.
Fælles for de unge kvinder er, at de ikke vil sættes i bås, de vil ikke kaldes feminister – og de vil på ingen måde fremstå som en gruppe, der har en strategi for et oprør. Det er også i tidens ånd at være individualistisk og bryde med alle gældende dogmer og regler – men jeg ville nu ikke være så bange for at vedkende mig en flok, der gider skrive om, at piger ikke gider mere pis, når det gælder krop og køn. Så skriv, skriv til tastaturet bliver fedtet, riv fat i kød, hår og læber på den mand/kvinde, I har lyst til – og skriv.
Kommentarer