Amalies verden og waterboarding

»Mor, hvad er waterboarding?« lyder det fra Amanda på 14 år i hjørnesofaen. »Er det den torturform, hvor man lader en dråbe dryppe meget langsomt ned hele tiden?«

»Så du det billede af George Bush, der kigger ud af flyvinduet efter orkanen Katrina? Det er det billede, han fortryder allermest fra sin tid som præsident. Det kan du da skrive en klumme om,« foreslår Emilie på 18 med munden fuld af Mortens and.

Det er bestemt muligt, at mine børn er samspilsramte, når det angår medier. Eller også er den opvoksende generation bare så medievante og globalt orienteret, at den slags spørgsmål forekommer naturlige en onsdag aften. På trods af det bombardement af tåbeligheder, som deres generation ellers er udsat for.

For dem begge er det begyndt med tegneserierne i B.T. ved morgenbordet. Man vender avisen om, mens man slubrer müeslien i sig, og de barnlige øjne fanger en overskrift på forsiden. Et gisp - efterfulgt af et - »Hør lige, hvad den mand gjorde…«

»Nej, det er ikke alt, hvad der står på forsiden af B.T., som nødvendigvis er sandt,« formaner man igen og igen.

»Nej, man ved ikke, om det er ham, der har gjort det,« forsikrer man med en venlig tanke til Pressenævnet, mens man ubemærket skubber andre af morgenbordets avisudbud nærmere skålen med müesli og forsøgsvis læser henkastet op af artikler, som kan aflede opmærksomheden fra dagens morbide historie i formiddagsaviserne.

Der bliver takket pænt nej tak til begge dele. Indtil det en dag er en rubrik i Politiken, der fænger - godt hjulpet på vej af en WulffMorgenthaler- stribe. Det fortsætter i Information, hvor der pludselig er værdifuldt materiale til en samfundsfagsopgave. Hvor det ender, det ved kun avisdøden. Men sikkert er det, at verden uden for børneværelset for længst er rykket ind i deres bevidsthed. På godt og ondt.

Paradise Hotel og Robinson er skod-fjernsyn, har jeg sagt til mine børn gennem hele deres opvækst. Efterfulgt af følgende overbevisende argument: Jeg ved det, for jeg laver selv fjernsyn! Teknisk set er de dygtigt lavet, men jeg holder aldrig op med at bekymre mig for, at den slags tv smitter af på børn og unge, så de tror, at programmerne indeholder noget, der bare tilnærmelsesvis ligner livet.

Derfor gør jeg mig irriterende umage med hele tiden at stikke hovedet ind ad døren og gøre opmærksom på klip, kameravinkler og tåbelige udsagn fra deltagerne. Det må være stærkt irriterende.

Men kanalerne byder hele tiden på nye uhyrligheder udi banaliteters privatliv, som kræver en kommentar fra mig. Mener jeg. Børnene har vænnet sig til det og hører ikke længere efter - lidt som når man spørger, om nogen har lyst til at gå en tur i det dejlige vejr. Larmende tavshed - eller et overbærende, skævt grin. Da jeg var barn, blev man dum af at læse tegneserier. Og vi børn kæmpede hårdt for at overbevise de voksne om, at vi på ingen måde troede, at hverken Lucky Luke eller Tintin havde noget med virkeligheden at gøre. Man blev skydegal og indianerfjendtlig af at læse alle de Bill og Ben-bøger, som jeg overtog fra min storebror. Der var meget i vejen. Også dengang.

Nuvel. Mine børn skal i hvert fald aldrig vokse op og bebrejde mig, at jeg ikke sagde det - der er noget, der hedder skod-tv! Men så længe børn kan tage rejsen fra tegneserierne i B.T. og Amalies Verden - til »Mor, hvad er waterboarding?« og »Så du billedet af George Bush i flyvemaskinen?« - så går det såmænd nok.

Amanda har fået forklaret, hvad waterboarding går ud på, og jeg gemmer billedet af George Bush, der ser ud af flyvinduet.