TEGUCIGALPA - Som 16-årig forlod Carlos Diaz resterne af sine forældres farm i det sydlige Honduras. Året inden havde en tropisk orkan ødelagt deres ejendom. Familiens investeringer var tabt, og som ældste søn måtte han udvise handlekraft.

»Mine forældres situation var håbløs, så jeg tog afsted. I Los Angeles i Californien ventede nogle venner af familien med et job i en restaurant,« siger Carlos Diaz, og peger ned på sine ben:

»Men jeg nåede aldrig så langt.«

Som tusinde af andre centralamerikanere valgte Carlos Diaz at køre med dødens tog, som ruten fra det sydlige Mexico til USA’s grænse i nord kaldes. På taget eller klamrende til godsvognenes sammenkoblinger sidder flygtningene i op mod en uge, som det tager godstoget at snegle sig de godt 3.000 kilometer fra syd til nord.

»Jeg gled ned og hang i en times tid halvt ude over togvognen. Jeg håbede, at toget snart ville stoppe, men det gjorde det ikke. Til sidst røg jeg af og fik skåret mit ene ben og tæerne på den anden fod af,« fortæller Carlos Diaz, der én af de skønnet 150.000 honduranere, der hvert år forsøger at nå Nordamerika i håbet om en økonomisk redning. Under FN’s netop afholdte globale forum for immigration og udvikling i Puerto Vallarta i Mexico var mødets slogan: »Fælles velstand, fælles ansvar.«

Ingen rettigheder

Øverst på dagsorden var en række af den seneste tids eksempler på diskriminering af immigranter. Særligt fokus fik Frankrigs behandling af romaer og den nordamerikanske stat Arizonas nye, skrappe indvandrerlov.

Men også værtslandet stod for skud. For selv om Mexico med 12 mio. udvandrere er verdens største eksportør af arbejdskraft, så er Mexico også et af klodens mest befærdede transitlande af flygtninge fra syd. Og de millioner, der årligt passerer mexicansk territorium, er mindst lige så dårligt stillet som de mexicanere, der søger lykken i USA.

Senest blev 72 immigranter fra fortrinsvis Mellemamerika dræbt i en massakre sandsynligvis udført af den mexicanske mafia. Men ingen ved det, for politiets efterforskning er stoppet og som anklagerne lød på topmødet, så udviser de mexicanske myndigheder meget lidt interesse i at opklare de tusinde af årlige mord, voldtægter og bortførelse af immigranter i Mexico.

Kritikken kom fra blandt andet FN’s kommissær for menneskerettigehder, Navi Pillary. Hun beklager, at den globale tendens er, at indvandrere i stigende omfang behandles som kriminelle og ikke som det økonomiske aktiv, de også er.

»Vores eneste svar på en global udfordring synes at være øget grænsekontrol,« lyder anklagen fra Navi Pillary, der minder om, at international lov garanterer at ingen diskrimineres - heller ikke immigranter.

Global økonomi

Fra Verdensbanken lyder en lignende opfordring. Forud for mødet i Mexico præsenterede banken deres årlige opgørelse over verdens flygtninge og den enorme økonomi, de årligt genererer. Og her er konklusionen klar: Immigration er en økonomisk gevinst for både modtager og afsenderlandene.

»Når arbejdskraften søger hen, hvor den er mere produktiv, er det en samlet gevinst,« lyder det i rapporten.

Særligt er remitter (de penge indvandrere sender hjem, red.) vigtige for millioner af familier i udviklingslande. I følge Verdensbanken udgør remitter i 2010 omkring 325 mia. dollar eller tre gange verdens officielle udviklingsbistand.

»Remitter øger fattiges muligheder for uddannelse, sundhed og opstart af mindre virksomheder i hjemlandene. De gør også fattige familier mere modstandsdygtige over for kriser og naturkatastrofer,« siger analytiker i Verdensbanken, Hans Timmer, der peger på, at det internationale samfund i bestræbelserne på at begrænse antallet af flygtninge overser de mange muligeheder.

Men der er en bagside. For det er ikke kun fattige, der immigrerer. Og særligt de mindre og mest kaotiske lande oplever også en decideret udtømning af uddannet arbejdskraft. I lande som Haiti og Jamaica flygter otte af ti med en videregående uddannelse. Og ud af de skønnet 214 mio. immigranter i verden i 2010, lever mange helt uden rettigheder, afskåret fra sociale services og i konstant risiko. De er samfundets bund, og mange ender med at tabe alt.

Sådan var det ved at gå for Carlos Diaz i Honduras. I dag arbejder han på modtagelsescentret for deporterede honduranere i hovedstandens lufthavn. Her rådgiver han de godt 30.000, der hvert år ankommer fra USA.

»Jeg siger til dem, at de skal passe på. Ikke andet. For jeg ved, at mange er nødt til at tage afsted igen. Her er der intet.«

Denne artikel er anbefalet af: