Tirsdag den 19. oktober kunne man her i avisen læse en artikel om en dengang nys åbnet udstilling i Berlin, Hitler und die Deutschen, som kører indtil februar måned næste år. Artiklen var ledsaget af en gengivelse af Adolf Reichs maleri fra 1943 med titlen ‘Das grössere Opfer’.
Man ser en etbenet soldat på krykker lidt til højre for midten, og til venstre i billedet ser man nogle drenge med raslebøsser, som nogle pæne borgere lægger nogle mønter i. Men teksten, der ledsager maleriet, eller rettere: Forklaringen på dets titel, er mildt sagt noget forfejlet. Det hedder nemlig: ‘Titlen henviser vel til, at den etbenede soldat har ydet større offer end de nydelige borgeres spytten i drengenes bøsser’.
Her overser billedanalytikeren flere detaljer. For det første er der en kvinde i sørgedragt og med barnevogn til højre for soldaten. Uden tvivl en krigsenke, der således også har bragt ‘et større offer’.
Men det har de to drenge med raslebøsserne samt ‘de nydelige borgere’, der spytter i bøsserne altså også. For det drengene samler ind til, er den såkaldte Volkssturm, altså det totale forsvar af Berlin. Derfor er de også i uniform, hvis man ser nøjere efter.
Dertil kommer, at man tydeligt kan se, at det er koldt. Alle på billedet, ikke bare soldaten, bringer altså ‘das grössere Opfer’. Det kan man oven i købet læse alt sammen på planchen ved siden af billedet på museet.
Nære angst for Hitler
Udstillingen er ifølge samme artikel i Information af en tysk historieprofessor, Wolfgang Wippermann, blevet kritiseret for at nære angst for Hitler.
Man har således bevidst, for at undgå at tiltrække sympatisører med hang til kultdyrkelse, undladt at udstille uniformer eller ‘lignende genstande’, som Hitler selv har båret eller berørt. Det sidste kan nu ikke være rigtigt. For artiklen er også ledsaget af et billede af en bronzeæske, formet som en bog, som Hitler modtog som gave den 1. maj 1938. Kan man modtage en gave uden at røre ved den?
Ifølge Wolfgang Wippermann er udstillingen skruet sådan sammen, at »når der er et propagandabillede, skal der også straks være et billede fra en kz-lejr, som stilles over for hinanden«.
Det var nu ikke mit indtryk under besøget. Derimod slog det mig, at museet ikke var det eneste sted, hvor man blev præsenteret for ‘Hitler und die Deutschen’. På resterne af Muren var der plancher med nogenlunde de samme billeder, og rundt omkring kunne man via telefoner høre uddrag af Hitlers og Goebbels’ taler.
Løftet pegefinger
Jeg kunne ikke helt slippe den tanke, om der bag det alt sammen også ligger en eller anden form for løftet pegefinger mod vor tids kritik af indvandrerpolitikken. Det hedder nemlig i den medfølgende brochure, at man ganske vist fik tryghed og arbejde under det nationalsocialistiske regime, men at man glad og gerne overså forfølgelsen og udstødelsen af ‘die Gemeinschaftsfremden’, altså de fremmede i samfundet. Denne (mis)tanke understreges i øvrigt af, hvad den konservative avis Die Welt er citeret for at skrive: »Som i en forfærdelig lignelse viser det os, at de værste uhyrligheder og katastrofer ikke bare kommer over os som en forbandelse, men at det i sidste instans er op til os at forhindre dem.«
Til sidst: Når man nu er så bange for nazieffekter, hvordan kan det så være, at man ved Muren sælger kommunisteffekter i stor stil, som børn oven i købet render rundt med? Gad nok vide, hvad der ville ske, hvis man slog en bod op, der solgte SS-kasketter og hagekorsarmbind!
Men uanset hvad er det temmelig enestående, at man virkelig tager fat om nældens rod!
Kommentarer
Dagligt kan man læse om en nazisme, soim fandtes for flere generationer siden, men for den, der færdes blandt folk født i 1920’ og først i 30’erne er begrivenhederne altid til stede.
Imidlertid må historien udover et personligt perspektiv have en almen interesse for at blive fortalt, og det får nazismen kun, hvis man betragter samfundstrækkene parallelt i Tyskland og Danmark. Sammenligningerne er tydelige, hvad den konservative reaktion på nationalismen angår, og har direkte følger for dansk politik i dag.
Man kan sammenligne den korrespondance, som tilflød danske aviser fra Berlin omkring 1930 fra to meget forskellige konservative iagttagere, Kaj Munk til Jyllandsposten og Ebbe Munck til Berlingske Tidende.
Mens Kaj Munk er imponeret indtil det begejstrede over nationalsociallismens program og evne til at styre samfundet (ikke mindst arbejdsløsheden) og til at tiltrække sig sympatisører fra konservative og liberale kredse, deler Ebbe Munck den aristokratiske og socialdemokratiske skepsis over for en gemen opkomling, der var kendt fra gadeslagsmål og desertering, og man diskuterede Gemeinschaftsfremden und Überfremdungsproblematik (som man gør i dag).
Men for dem begge gælder en ikke ubetydelig - den for nazismen medfødte - modstand mod kommunisterne og en i øvrigt ubegrundet frygt for et kommunistisk komplot ala Hitler. Kaj Munks modvilje begyndte først at dæmre fra statsprogromen i 38 og indtil 1941, men til sin død værdigede han ikke kommunisterne en eneste omtale og kun nødtvunget Stauning. Ebbe Munck udvidede sin aversion under besættelsen i Stockholm og samarbejdet med London og SOE ved at deltage i opbygningen (også militært) af efterkrigstidens antikommunisme, altså Den kolde Krig, som endne har følger.
Alene heri er dansk politik præget af tysk politik og først derved får Hitler nærvær og kan, som artiklen skriver, “vende tilbage”.
Undre mig såre over Jens Kvist afskedssalut og kommunist paranoia og hvorfor skal den avis jeg abonnere på udtrykke så ensidige højredrejet holdninger og værdier? Jens Kvist kender selvfølgelig værdien, af den lille racisme, og det lille giftdråbe man daglig kan placere her og der. Måske skulle præsten overveje, at nazieffekters symbolske værdi signalere, racistisk dominans, og appellere udelukket til potentielle sejrherre. Kommunistiske effekter derimod påkalder håbet, for de undertrykte og udbyttede masser om, at historien en dag vil vende til deres fordel. Omvendt kan man med samme perfide logik anmode om, at der foran sognekirkerne blev opsat store plancher med oplysning om hekse bålene, og de forbryderiske teologiske processer som førte til samme.
Det er fuldstændig uden for enhver sociologisk indsigt at antyde at Nazismen specielt skulle være iboende i det Tyske folk, og kunne udløses af omgangen med nazieffekter. Militarismen og nazismen, som går hånd i hånd, er knyttet til en dolkestødslegende, eksempelvis Versailleis-freden, og en forarmelse af et folk… i vores tid, kunne nynazisme være en reaktion på Det store røveri, i Rusland.
Nazisymboler er skam i høj kurs, især i nogle kredse, og man må veksle mellem håb og håbløshed, når man som Jens Kvist tænker på at forhindre en ny katastrofe.
Tvivlen kan komme frem i forbindelse med den aktuelle bog om Anders Lassen. En lærer ved Anders skole, Herlufholm, skrev i forbindelse med 4.maj en kronik, der viste Anders Lassens mod og mandshjerte, og i den forbindelse måtte jeg bemærke, at Anders havde en god barndomsven i sin fætter Axel, idet deres mødre var søstre. De mødtes tit ved Bækkeskov, hvor familien havde et mindre gods (ved Vindebyholt mellem Faxe Ladeplads og Præstø) og kom begge i krig og begge fik høje fortjenstmedaljer, Anders engelske, Axel tyske (Østfronten).
Og nu til sagen, at vende tilbage til Hitler og krigen.. Anders døde i april 45, mens Axel levede til 1993/94. Han var som flere tyske officerer ikke nazist, og forsøgte helt op til sin død at påvirke de unge nynazister, idet han afholdt møder med dem og forsøgte at få dem talt fra nazismen. Lige meget hjalp det, vistnok, de tyske ungnazister minder lidt for meget om SA’erne i 20’erne.
Står vi altid ved år 0, må vi begynde forfra, men som i 1940: fordi man er modstander af krig, behøver man ikke at være pacifist. Det gjaldt måske både Anders og Axel, der begge var modige soldater og begge kæmpede for en sag. Det samme gælder i dag.