Druk og dæmoner på Drosselvej

Sami Saif har begået en underholdende, men måske også lige lovlig velsmurt dokumentarfilm om Tommy Seebachs klassiske showbiz-historie, fra MGP-konge til falleret popvrag

Selv en popignorant som undertegnede husker godt den turbulente tid i starten af 1990'erne, hvor Tommy Seebach efter i en årrække nærmest at have personificeret det danske Melodi Grand Prix blev vraget som et offer for tidens krav om fornyelse. Og da han så i 1993 alligevel kom med (på et afbud) med Under stjernerne på himlen - og vandt! - floppede han så fælt ved den internationale finale i Irland, at Danmark blev udelukket fra at deltage året efter.

Det er fristende at trække på skulderen og tænke: Who cares? Men bag beretningen om MGP-kongens stejle nedtur, indtil hans død i 2003 af et hjertestop som bare 53-årig, ligger ikke blot en større historie om en hel musikgenres kamp for at overleve, men også en personlig tragedie af dimensioner, som normalt ikke hører hjemme i danskpoppens Giro 413-univers af evig fødselsdagsfest.

Og det er den historie, filmmageren Sami Saif har sat sig for at fortælle i filmen, der slet og ret hedder Tommy.

Fire job i døgnet

Om referencen til The Whos rockopera af samme navn fra 1969 er bevidst, vides ikke. Men ligesom Pete Townshends hovedkarakter nærmest var autistisk skrap ved pinball-maskinen, synes den danske Tommy at have været en spillemand af Guds nåde, som nærmest rystede de fængende melodier og riffs ud af ærmet. Til gengæld havde han i det lange løb sværere ved at få karriere og privatliv til at gå op i en højere enhed.

I en årrække gik det ellers rigtig godt. Gennem et overflødighedshorn af arkivmateriale tager filmen sin beskuer med på en rejse fra de vilde turneer med pigtråds-idolerne Sir Henry & His Butlers i sidste halvdel af 1960'erne over den første tid som solist i midten af 1970'erne og frem til det egentlige gennembrud med MGP-vinderen Disco Tango i 1979.

Herefter lå det ganske land for Seebachs fødder. Og parallelt med den professionelle succes havde den ferme popsnedker oven i købet mødt kvinden i sit liv, Karen, sammen med hvem han fik tre børn. Der blev råd til villa på Drosselvej, og selv om familien i perioder rakkede land og rige rundt, fordi farmand spillede op til fire job i døgnet, fornemmer man, at det på mange måder var den bedste af alle verdener - lige indtil kurven knækkede, og dæmonerne fik overtaget.

Lidt for knastfri

Det hele fortælles i Saifs film redeligt og empatisk af Seebachs musikerkolleger og med generøs åbenhed af enken Karen og deres tre velformulerede voksne børn. Og dér, hvor ordene slipper op, tager billedmaterialet over, ikke mindst i hovedpersonens egne privatoptagelser, som i sammenhængen er lidt af et scoop.

Tommy er således både et stykke danmarkshistorie fra en ikke særlig fjern fortid og beretningen om en klassisk showbiz-skæbne. Filmen er tilrettelagt i et tempofyldt og medrivende flow, som passer godt til emnet. Dog synes effektiviteten indimellem at få fortællingen til at glide lidt for knastfrit hen over smertepunkterne, ligesom der aldrig for alvor bliver givet bud på, hvorfor det går så galt, som det gør.

I den forstand er der tale om en underligt let film om en deprimerende deroute med massiv druk og bristede drømme. Men måske fordi Seebachs menneskelige kvaliteter og hans stigende desperation i dén grad sidder uden på tøjet i de mange offentlige og private klip, bliver man ikke desto mindre berørt af hans historie.

En historie, der dybest set handler om en kunstner, som blev offer for en musikgenre, han selv havde været med til at forny, og som i stedet for at opnå den brede anerkendelse, han livet igennem længtes efter, endte med en status et eller andet sted mellem folkeeje og kitsch-klovn a la Povl Kjøller.

Fakta

Instruktion: Sami Saif
Dansk
Grand, København, Café Biografen Odense, Nicolai, Kolding, Øst for Paradis, Århus og Biffen, Aalborg

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu