Fra i dag er Mexico vært for FN’s konvention om klimaforandringer i Cancún. Det er i høj grad ironisk, at en så vigtigt konference om det globale miljø skal finde sted i et land, hvis miljø selv er blevet alvorligt ødelagt, og i en by, der må stå som selve skoleeksemplet på alt det, man ikke skal gøre, hvis man gerne vil beskytte miljøet.

Selve Cancún er som en perfekt illustration af såvel lys som skyggesider ved en ukontrolleret udvikling, og byen kan på én gang stå som symbol på både modernitet og tilbageståenhed. Cancún - ‘slangernes rede’ på det oprindelige indianske sprog - blev anlagt for fire årtier siden efter en regeringsbeslutning. Det var dengang et sted af stor naturskønhed - en øde ø adskilt fra fastlandet af smalle kanaler, en række laguner, og en kyststrækning omgivet af uberørt regnskov og uberørte strande. Nu, blev det besluttet, skulle det uspolerede paradis omdannes til landets vigtigste tu- ristattraktion.

Hundredvis af ton beton, stål og glas blev brugt på at virkeliggøre denne investordrøm. Massive anlægsarbejder gik i gang med deltagelse af entreprenørere, byudviklere, politikere og multinationale hotelkæder, der tilsammen finansierede opførelse af over 27.000 hotelværelser og en by med mere end 700.000 indbyggere. Projektet viste sig imidlertid at være ikke blot ekstremt miljødestruktivt - det efterlod også tusindvis af mennesker uden ordentlig sanitet, elektricitet eller tilstrækkeligt adgang til vand.

Cancún tiltrækker fremmed valuta og næsten halvdelen af Mexicos turister, skønt byen samtidig er et symbol på fattigdom. Denne ekspanderende by i en nation uden job drager enhver form for lykkeridder - om man vil hvidvaske penge eller handle med narko eller prostituerede.

Økologisk katastrofe

I virkeligheden er der tale om to byer, som deler det samme navn og kun er forbundet af en bred allé. Den ene er byen privilegiernes og forlystelserne by, den anden et sted, hvor knaphed og elendighed hersker. I virkeligheden kan man vel dårligt tænke sig et mindre passende sted for en global klimakonference.

Den manglende omsorg for miljøet er dog ikke begrænset til Cancún. Det er ingen overdrivelse at kalde hele Mexico for en økologisk katastrofe. Store dele af landet er som en stor losseplads. Grundvandet er forurenet, og det samme er meget af den bedste landbrugsjord, hvis den da ikke er eroderet bort. Skovene er ødelagt. Fabrikker, industrianlæg og åben minedrift udtømmer deres affald uden forholdsregler. Enorme bymæssige koncentrationer forurener grundvand og gør indhug i landbrugsjorden, mens mega-turistprojekter fortærer strande og regnskove.

Overalt hober tonsvis af giftigt, ikke biologisk nedbrydeligt affald sig op - plast, batterier, dæk, skadeligt kemisk affald eller spildprodukter fra industrien. Selv om de nu er officielt forbudt, henligger hemmelige dumpningssteder for kemisk PCB - et overordentligt giftigt stof, der engang blev anvendt som isoleringsmateriale og kølemiddel i transformere og elektrisk udstyr - stadig uberørt. Stoffets effekt er kronisk og bioakkumulerende (dvs. ophobes i levende organismer), ligesom det kan forårsage kræft og påvirke det hormonelle system.

Til Mexicos miljøkrise føjer sig en massiv krise i sanitet. Fremkomsten sidste år af influenzavirusset H1N1 på industrielle svinefarme i Perote, Veracruz, var et skræmmende varsel om, hvad der kan forstå. De hundredvis af lossepladser ud for Mexicos store byer er som enorme væksthuse for alvorlige sygdomme. Den vildtvoksende og uregulerede industrielle udvikling er grobund for genetiske mutationer, leukæmi og medfødte misdannelser. Det giftige affald, som udledes i Atoyac-floden i staten Tlaxcala, har allerede dræbt den lokale fauna og forårsager nu et stærkt stigende antal kræfttilfælde i den lokale befolkning, viser en undersøgelse af mexicanske forskere offentliggjort i tidsskriftet Mutagenese.

Livsfarligt miljø

Den svage miljøregulering og de korrupte statslige myndigheder betyder i kombination med kommercielle aftaler, der lader miljøødelæggelser forblive ustraffet, at de multinationale selskaber i praksis har licens til at ødelægge. Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen i 2001 fratog Mexico dets eneste komparative fordel i henseende til at tiltrække kapital - dets store udbud af billig arbejdskraft. Uden at annoncere det offentligt har den mexicanske regering til gengæld tilbudt de multinationale koncerner en fuldstændig miljømæssig afregulering og tillige lukket øjnene for krænkelserne af den eksisterende miljølovgivning. Dette har fremskyndet en tendens, der allerede blev synlig i landet med gennemførelsen af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale i 1994.

I Mexico er de føderale love om bortskaffelse af fast affald i realiteten ikke det papir værd, de er skrevet på. Der er næsten ingen kommuner, der opfylder deres forpligtelse til at sortere, genvinde og genbruge affald. Samtidig er privatiseringen af renovation, overførsel og bortskaffelse intensiveret.

Disse mere eller mindre usynlige miljøødelæggelser har naturligvis fremprovokeret protester fra dem, der skal leve med konsekvenserne dag for dag.

Men at forsvare miljøet kan i Mexico være livsfarligt. Ruben Flores Hernandez, en skovfoged i staten Morelos, blev i april sidste år myrdet af folk, der bedrev ulovlig skovhugst. Og han er ikke alene. I de seneste år er over 30 miljøforkæmpere blevet dræbt.

Cancún-konferencen kan blive det vindue, der synliggør modstanden imod de miljøødelæggelser, der finder sted i Mexico. Dette er i det mindste, hvad man håber på i de organisationer, der tegner den. De ønsker at benytte konferencen som en anledning til at vise verden, hvor alvorlig en situation de står i, og at udstille en regering, der taler om at beskytte miljøet, men i virkeligheden gør alt for sikre dets ødelæggelse.

Luis Hernandez Navarro er debatredaktør på den mexicanske avis La Jornada

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen