Kunstnere: Arnoldis kunstsyn er reaktionært

Endnu før Per Arnoldi har sat sig til rette i Kunstrådets formandsstol, har hans udmeldinger om rådets fremtidige praksis skabt både vrede og resignation blandt flere udøvende kunstnere. I modsætning til Kunstrådets afgående formand Mads Øvlisen, der ønskede provokerende og debatskabende kunst, mener Per Arnoldi ikke, at kunsten skal provokere. Den skal heller ikke skabe debat. Den skal bare berige.

»Det er en tragikomisk, men desværre ret forventelig udmelding,« siger den danske provo-kunstner Kristian von Hornsleth.

»Per Arnoldi arbejder med en form for kunst, der skal give de rige nogle flotte farver i deres pæne hjem. Det er trist. Men det er på en måde også godt, for så er der jo nogle flere at provokere.«

I 1995 hængte Kristian von Hornsleth afbrændte Dannebrogsflag op i Helsingørs flagstange under titlen Gud bevare Danmark, i 2006 fik han en hel landsby i Uganda til at tage efternavnet Hornsleth, to år senere solgte han aktier til våbenindustrien, og sidste år gjorde han sig bemærket ved at male et pornografisk billede af en fremtrædende dansk kulturjournalist.

Hornsleths kunstsyn ligger med andre ord milevidt fra Per Arnoldis - men netop derfor kan udnævnelsen af Arnoldi på paradoksal vis ende med at blive et plus, mener han.

»Det er lidt, ligesom da George Bush var præsident, dengang var det også sjovere at være imod. Når autoriteterne selv beder om provokation, er det ligesom når reklamebureauerne leger ‘ung med de unge’ - det virker ikke rigtig. Det virker kun, når der er rigtig modstand. Så udnævnelsen af Arnoldi kan jo ende med at blive en hel gave til dansk kunst,« siger Kristian von Hornsleth.

I et interview med Politiken i weekenden fremhævede Per Arnoldi kunstnergruppen Surrend som eksempel på en type kunst, der alene dyrker provokationen for provokationens skyld. Gruppen er i øjeblikket aktuel med en plakat, der forestiller kongehusets medlemmer i pornografisk positur.

»De har lavet sig en lille bitte rolle, men den er for snæver, fordi den allerede er overstået,« sagde Per Arnoldi.

Men Jan Egesborg, som er en af hovedkræfterne bag Surrend, føler sig på ingen måde ramt af Arnoldis kritik.

»Der er en sjov selvmodsigelse i udfaldet mod os. Arnoldi tilkender os kun en lille rolle, men hvorfor så overhovedet nævne os? Vi føler, det er mission accomplished. I øvrigt har det ingen betydning for os, om det er Per Arnoldi eller Anders And, der er formand for Kunstrådet. Vi kunne alligevel aldrig finde på at søge midler ad den vej,« siger Egesborg.

Han mener, det er Arnoldis kunstopfattelse og ikke Surrends, der er alt for indskrænket:

»For mig at se er den kunst, Arnoldi fremhæver, noget, som 50 plus-segmentet fra Rungsted kan stå og græde over. Det er ret uinteressant og vidner om en alt for snæver kunstopfattelse, som glemmer vækstlaget i dansk kunst. Det er en forlænget arm for Per Stig Møllers kunstsyn.«

Også Tone Olaf Nielsen, medstiftende medlem af det uafhængige kuratorkvindekollektiv Kuratorisk Aktion, finder Arnoldis udtalelser »dybt problematiske«. I gårsdagens Information sagde Arnoldi, at kunst hverken skal »frelse verden eller stoppe forureningen eller give sigøjnere tag over hovedet«. Det er imidlertid i det kunstneriske felt, Tone Olaf Nielsen selv arbejder - senest i forbindelse med etableringen af Trampolinhuset, et brugerstyret kulturhus for asylansøgere og danskere.

»Jeg repræsenterer den del af kunstscenen, som ifølge Per Arnoldi ikke har nogen relevans. Og jeg mener, det er dybt problematisk for en formand for Kunstrådet at frasortere en stor del af den progressive kunstscene, som har gjort sig bemærket internationalt de sidste mange år,« siger Tone Olaf Nielsen:

»Han forsøger at promovere og indføre et kunstsyn, som samtidskunsten har stræbt efter at gøre op med de sidste 50 år. Det går simpelthen ikke. Det er intolerant, reaktionært og konservativt.«

Provokation som genre

Den nyudnævnte formands udmeldinger vækker straks større genklang hos kunstneren Bjørn Nørgaard, der selv blev landskendt på sin provokerende hesteslagtning i 1970, der fandt sted på en mark i Hornsherred som en protest mod Vietnamkrigen.

»Jeg er ikke fuldstændig enig med Per Arnoldi, men jeg kan nu alligevel godt forstå hans udmelding,« siger Nørgaard.

»Det, der er sket i dag, er, at provokationen er gået hen og blevet en genre i kunsten. Man sætter sig for at lave noget, der skal provokere, og det var ikke det, vi gjorde i 1960’erne. Men fordi det, vi lavede, var så anderledes og ukendt for mange mennesker, blev folk alligevel voldsomt provokerede af det. Der er forskel på hensigt og virkning - og hvis provokation bliver det almindelige, så mister provokationen sin kunstneriske nyskabelse, for så bliver det at lave provokerende kunst lige så salon- agtigt som alle mulige andre former,« siger han.

Ifølge professor og dr. phil. Frederik Stjernfelt er Per Arnoldis formuleringer om, at kunst ikke skal provokere, imidlertid »lige lovlig firkantede«.

»Kunst kan jo være kunst af flere vidt forskellige grunde. En af grundene kan være, at den beriger, som Arnoldi er inde på - men det kan også være, fordi den ærgrer og provokerer eller trøster og dekorerer. Og jeg bliver faktisk lige så modfalden over at høre, at kunst ikke skal provokere, som jeg bliver over at høre, at den skal,« siger han.

I 2005 udgav Frederik Stjernfelt sammen med Søren Ulrik Thomsen bogen Kritik af den negative opbyggelighed, der tager form som et opgør med den tanke, der sidestiller provokation og kunst.

»Det, som Søren Ulrik og jeg vender os imod i vores bog, er, at vi synes, der er en udbredt og mærkelig konsensus om, at det kun er provokerende ting, der er kunst. Det er et indskrænkende synspunkt. Men det er lige så indskrænkende at sige, at kunst ikke må provokere, for det må den da bestemt gerne. Det skal bare ikke være selve definitionen på kunst,« siger han.