Alt for mange mennesker parkeres på en førtidspension, og dermed får de aldrig chancen for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det mener regeringen, som vil gøre op med de nuværende regler, så både personer under og over 40 år kan få førtidspensionen erstattet af udviklingsforløb.
»Vi bruger omkring 50 milliarder kroner på førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse. Det er knap ni milliarder mere end forventet,« sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), da udspillet blev fremlagt onsdag.
Lykkes det regeringen at samle flertal for reformen, vil unge under 40 år kun tildeles førtidspension, hvis der ikke er andre muligheder. Alle andre sættes i et udviklingsforløb, der skal afklare, om de i stedet kan passe et almindeligt job eller et fleksjob. Også ældre over 40 år kan blive omfattet af et udviklingsforløb på op til fem år. Først herefter vil kommunen afgøre, om der er behov for en førtidspension.
Det bliver jobcentrene, der får et ansvar for at undersøge, hvilke tilbud der kan forbedre arbejdsevnen. I den periode fastholdes både unge og ældre på deres nuværende ydelse, for eksempel kontanthjælp, som er lavere end førtidspension.
Også den økonomiske gevinst ved at være i fleksjob skal begrænses. I fremtiden vil det ikke være muligt at være i fleksjob og tjene over 700.000 kroner om året.
Inger Støjberg (V) lægger med forslaget op til, at ansatte i fleksjob kun skal have løn for den tid, de arbejder. I dag får fleksjobansatte fuld løn, uanset hvor mange timer de arbejder.
Regeringen forventer, at reformen vil give tre milliarder kroner i besparelse til statskassen, når den er fuldt indfaset i 2030.
Kommentarer
Med så lang en tidshorisont kan det sagtens nå at blive bremset. Og verden vil givetvis være en helt anden, hvor vi alle formodentlig den største del af livet vil være udenfor arbejdsmarkedet. Ellers vil udviklingen da gå fuldstændig i stå.
Man kan da godt få 700.000 kr i løn som fleksjobber
men kommunerne kan kun give løntilskud til max 2/3 af 430.000 kr. Hvis fleksjobberen skal have højere løn end 430.000 er det virksomheden, ikke det offentlige, der betaler. Ministeren lyver bevidst for at miskreditere ordningen og overdriver de besparelser der forventes.
Denne kommentar er anbefalet af:
Regeringen præsenterer sine reform-tanker, samtidig med at den bruger retorik. F.eks. siger ministeren, Inger Støjbjerg, at de unge parkeres på en førtidspension. Hun generaliserer. Spørgsmålet er, hvad det vil sige at være ung. Og spørgsmålet er, om alle er parkeret.
Er man ung, hvis man er 35 år? I så fald er det en ny definition af begrebet ung. Samtidig kunne det være interessant at se, hvor mange førtidspensionister, der er i forskellige aldersgrupper. F.eks. hvor mange er der i aldersgruppen 20-25, hvor mange i aldersgruppen 26-30, osv. op til 36-40 år.
Endvidere vil det være interessant at undersøge, på hvilket grundlag folk er blevet tilkendt en førtidspension. Når vi ved det, kan vi tage stilling til, om førtidspensionisten reelt er blevet parkeret, eller om førtidspensionen faktisk er den bedste løsning for ham/hende.
Det er usandt, at det er let få tilkendt en førtidspension. Man skal med den nuværende lovgivning i forvejen gennem et langt forløb, hvor ens problematik bliver grundigt undersøgt, for at ende med at få tilkendt en førtidspension. Sagsbehandlerne undersøger alle muligheder for, at borgeren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Man forsøger med sygdomsbehandling, med revalidering og andre muligheder. Man undersøger, om vedkommende kan komme ud i et almindeligt job. Går det ikke, undersøges det, om vedkommende kan komme i et flexjob, og i givet fald hvilket. Først når alle muligheder er undersøgt - og på det tidspunkt er der gået 1 - 1½ år, måske længere tid - kan en førtidspension komme på tale. At det skulle være let at få tilkendt en førtidspension er en “and”. Men når ministeren fremstiller det sådan, og folk falder for retorikken, fremmer det regeringens politiske projekt.
Det er en god idé at tilbyde førtidspensionister og evt. flexjobbere et udviklingsforløb, men her støder vi på to problemer: Hvad indebærer et udviklingsforløb? Og hvordan ser økonomien ud for den, der går i gang med et sådant forløb?
Resultaterne med aktivering er ikke entydigt gode - på trods af, at jobcentrene har arbejdet med aktivering i mange år. Med det nye udviklingsforløb står vi med en helt ny opgave. Hvordan skal forløbet gribes an? Hvem skal påtage sig opgaven? Er de tilstrækkeligt klædt på til opgaven? Hvordan ser budgettet ud for denne nye medarbejderstab? Er budgettet for lille, bliver resultatet derefter. Modtagerne af forløbet er i forvejen svage og sårbare. Det vil være en skam og en skandale at belemre dem med et projekt af dårlig kvalitet.
Modtagerne af udviklingsforløbet har for de flestes vedkommende udgifter til husholdning, hjælpemidler, medicin og andre ting, som almindelige, raske borgere ikke har brug for. Skal førtidspensionisten gå fra førtidspension til en udviklingsforløbs-ydelse, som har en størrelse svarende til kontanthjælp, så er det temmelig tvivlsomt, om han/hun kan få dagligdagen til at hænge sammen. At belemre ham/hende med økonomiske problemer oveni de sundhedsmæssige og økonomiske problemer, vedkommende i forvejen har, vil være uanstændigt og en skandale. I så fald vil vi ikke gøre dem nogen tjeneste med et tilbud om et udviklingsforløb, tværtimod.
Der er i dag mange, der har stor glæde af et flexjob. Det er deres mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. Nogle vil sikkert kunne gå op i tid, nogle vil måske endda kunne gå over i et almindeligt job. Men vi ved ikke noget konkret om, hvor mange det drejer sig om. Igen skærer Inger Støjbjerg alle over een kam. Hun får det til at lyde, som om der er tale om et generelt problem med flexjobberne. Hvor ved hun det fra? I bedste fald kan der være tale om en formodning.
Når der skæres ned på antallet af flexjob, samtidig med at det antal flexjob, der bliver tilbage forbeholdes de svageste, så er spørgsmålet, hvad jobcentrene skal stille op med de borgere, der er for raske til et flexjob, men for svage til et almindeligt job. Skal disse mennesker forblive i en udviklingsforløbs-karrusel fra de møder op på jobcentret første gang og indtil de bliver 40 år gamle?
Endelig er der spørgsmålet, om de besparelser, regeringen håber at opnå med reformen, i sidste ende bliver ædt op af den indsats, der er nødvendig for at levere et anstændigt tilbud til borgerne.
Tanken om at give førtidspensionister og fremtidige klienter på jobcentrene nogle tilbud er god. Men - som sagerne står nu, er der mange ubesvarede spørgsmål og alt for få fakta. En del af regeringens forslag bygger dels på formodninger og dels på alt for få fakta.
Før vi tager stilling til dette politiske projekt, skal al retorikken og demagogien skrælles af, så vi kan se nøgternt og sagligt på de mange problemstillinger, en evt. reform vil rejse.
Denne kommentar er anbefalet af:
»Vi bruger omkring 50 milliarder kroner på førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse. Det er knap ni milliarder mere end forventet,« sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V),
Der har i mere end et år været talt om behovet for en førtidspensionsreform og om de store udgifter til førtidspension. Ifølge tal kommer der da også pt ca. 2.000 flere på førtidspension pr. år end der gjorde ved den gamle ordning fra før 2003, hvor man efter politikernes grundige arbejde og studier valgte at reformere.
Den stigende tilgang, hvad den så end skyldes, kan dog ikke give 9 milliarder i ekstra årlige omkostninger eller noget der tilnærmelsesvis minder om. Differencen ved 2.000 personer flere og uden hensyn til eksempelvis ekstra skattekroner retur, giver i forhold til personer kontanthjælp i omegnen af 7.000 kroner mere i bruttoudgift pr. måned pr. næse, og altså et samlet beløb i omegnen af 168 millioner, så vidt jeg kan regne.
Såfremt 9 milliarder i ekstra omkostninger pr. år ellers afspejler forhold i virkeligheden, er det måske værd at vende blikket mod fleksjob.
Målet er at alle skal arbejde helst lidt over evne og groft sagt om nødvendigt slides helt ned og derigennem ‘kvalificere’ sig (hvilket delvist afpejles af de 2.000 flere pr. år på førtidspension) samt at det gode liv og behandlingen for en lang række lidelser foregår på arbejdsmarkedet, i øvrigt uanset det manglende behov hos arbejdsgivere og den store ledighed blandt fleksjobbere på det såkaldt ”rummelige” arbejdsmarked, hvor hver femte fleksjobber ikke var i arbejde i 2009.
Alligevel forekommer det som, at de længe og stærkt markedsførte ekstraomkostninger for den dyre førtidspension netop stammer fra aktiveringen og fleksjobordningen. I 2008 meldtes der således om, at antal personer på fleksjob og ledighedsydelse var steget fra ca. 10.000 personer i 2000 til knap 60.000 i 2007. Men hvorfor så denne misinformation om at det er førtidspensionen der koster milliarderne?
Så sent som i marts 2010 kunne man også i business.dk læse, at det var udgifterne til fleksjob, der var eksploderede, og at staten i år ville bruge 8,7 mia. kr. på fleksjob
http://www.business.dk/arbejdsmarked/udgifter-til-…
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Lise Pedersen og Henrik Wagner for saglig dokumentation.
Regeringens oplysninger om flexjobbere, der modtager en årlig gage på 700.000 kr. årligt, og hvor staten betaler 2/3 heraf er usand. Der er loft over, hvor meget staten skal betale.
Regeringens måde at fremlægge økonomien på, får det til at lyde som om, førtidspensionister tegner sig for betydelige stigninger i budgettet. Dette er en tilsnigelse. Det er netop flexjob-ordningen, der bør ses nærmere på. Det er her, budgettet er steget markant.
For at få tilkendt førtidspension, skal man igennem et nåleøje og et langvarigt forløb. Regeringen får det til at lyde, som om det er let at få tilkendt førtidspension, men dette er ligeledes usandt.
Den nuværende lovgivning er god nok, når det gælder førtidspension.
Det er en god idé at give førtidspensionister nogle tilbud, men der skal ikke være tale om tvang - det skal netop være tilbud. Og førtidspensionisterne skal ikke miste deres førtidspension. At lade syge, handicappede, svage borgere leve af en ydelse, der er mindre end kontanthjælp, er en skandale.
Regeringen mangler stadig at forklare, hvad der skal ske med de borgere, der er for raske til flexjob og ikke raske nok til et ordinært job på arbejdsmarkedet.
Det er vigtigt med ordentlig dokumentation og en saglig debat for at imødegå regeringens retorik, verbale tricks og salgsgas.
Det ville være velgørende, hvis Information ville tage sagen op igen, og hvor den saglige dokumentation blev ført i felten m.h.p. at påvise fejl og fordrejninger i regeringens oplæg - og evt. m.h.p. at påvise, at der også kan være en skjult dagsorden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er utvivlsomt mange flere end førnævnte aspekter ved virkningen af regeringens (og oppositionens) politik og ved deres urokkelige ideer om, at arbejde er godt og sundt i alle tilfælde også for landets økonomi. I denne sammenhæng har det tilsyneladende kostet langt mere end et alternativ og mindre bureaukratisk tungt system som f.eks. borgerløn, men udgifterne til dækning af skåltaler og løfter fra 2003 bør dels åbent regnes med i politikernes regnestykker i samme kolonne og ikke adresseres via spin og telegrammer i forhold til andre sager, som man (formentligt både regering og store dele af oppositionen) nu ønsker at gå til angreb på så som de kronisk syge under 40 år, hvis muligheder og forhold man ønsker at begrænse, fordi de hævdes at have kostet x antal milliarder og derfor skal parkeres i noget for årstiden smartere benævnt som f.eks. ‘udviklingsforløb’.
Omvendt bliver et andet aspekt af regnskabet heller ikke nævnt i partipressen eller dens telegrambureauer, og i bedste fald som fodnoter lang tid efter, at den store kampagne er rullet over tv skærmene.
Når der bruges omkring 9 milliarder kroner ekstra på at (tvangs)aktivere i denne underafdeling af beskæftigelsespolitikken – hvoraf heraf mestendels påstås at være mere end man havde forventet - så siger det ikke blot en del om de folkevalgtes evne til at kunne se fremad og planlægge andet end deres egne taburetter – men de glemmer pludselig også helt, hvad de selv prøver at overbevise andre om.
Med jævne mellemrum hævdes det, at Danmark har klaret sig meget bedre end andre lande og dette på flere parametre grundet den gode førte politik. På beskæftigelsen for eksempel kan man dog spørge sig selv om, hvor mange flere end de allerede store konstaterede stigninger i ledighed og ikke mindst de eksplosive i langtidsledigheden, som man ville have oplevet, hvis ikke man havde aktiveret disse ekstra mange 50.000 syge fleksjobbere end i år 2000.
Dertil kommer at man pludselig regner med klap for øjet i forhold sine egne glitrede papirer. For optræder disse fleksjobbere da på ingen måde positivt i regnearket som en indtægtsgivende ressource for virksomhederne og har de ikke også betalt langt mere i skat end de ville have gjort, hvis de havde fået sparket og i samme periode havde overlevet i andre eksisterede ordninger på sygedagpenge, kontanthjælp o.lign.?
Så jeg ville lige som Chris Alexander også meget gerne se nogle forskellige regnestykker end dem, der lanceres gennem regeringens spindoktorer, Ritzau, de statskontrollerede tv stationer og den partipolitiske dagspresse.
Debatten om flexjobbere og førtidspensionister foregår på et højt sagligt grundlag, dog primært med fokus på hvad Staten kan og gøre ved problemerne, men uden et samspil med landets virksomheder er det meget svært at nå konkrete resultater. Staten har nedsat Rådet for Samfundsansvar, Corporate Social Resposibilty, CSR med Mads Øvlisen som formand. Hensigten er at danske virksomheder både lokalt og international skal tage et større ansvar for sociale, miljømæssige og etiske problemer. Det er et meget vigtigt forum som bør have alle interesserede borgeres fulde opmærksomhed.
http://www.raadetforsamfundsansvar.dk
http://www.samfundsansvar.dk/
http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2010/1…
Eksempelvis mener jeg at Staten via erhvervsstøtte burde søge at fastholde virksomheder, der tilbyder manuelle job - for ligesom at starte et sted.
…andre har naturligvis andre gode forslag, men som sagt: klø på - jeg tror det kunne blive et godt forum for en debat om hvad vi vil med det danske samfund…
Tak til Bill Atkins for henvisningen. Den vil jeg benytte mig af.
Regeringens oplæg byder på flere vanskeligheder. Det er sådan, at folk, hvor en sag om pension eller flexjob trækker i langdrag, i dag bliver henvist til kontanthjælp. Men - har de en samlever, der har et job og dermed indtægt, så får de ingen kontanthjælp, fordi de har en forsørger. Det er relevant i diskussionen om “udviklingsforløbs-ydelse”.
Med regeringens oplæg lægges der op til, at folk, der kommer på “udviklingsforløbs-ydelse, vil komme i samme situation. Det vil givetvis indebære, at en person i et udviklingsforløb, ikke vil få nogen ydelse, hvis samleveren kan forsørge ham/hende.
Med de påtænkte fremtidige stramninger af kriterierne for at få tildelt førtidspension og for at komme i et flexjob, vil mange komme i et udviklingsforløb. Mange af disse borgere vil således ikke kunne oppebære nogen udviklingsforløbs-ydelse, eftersom de har en samlever, der kan forsørge dem.
Her har regeringen muligheden for at svinge sparekniven. Kassen smækkes i for mange af de borgere, der kommer i et udviklingsforløb.
Dette falder godt i tråd med regeringens ønske om, at folk skal klare sig selv, og at folk skal have et incitament til at komme i ordinært job.
Men det er samtidig problematisk, eftersom det er et brud med princippet om, at borgerne skal ligestilles. Fx at kvinden, der har ikke har været på arbejdsmarkedet, fordi hun har passet børnene og hjemmet, alligevel har ret til folkepension. Eller at hun har ret til et personfradrag, selv om hun ikke har indtægt; men ægtefællen kan benytte hendes personfradrag på sin selvangivelse.
Det er også problematisk, fordi det er et brud med princippet om, at folk skal kunne leve sammen uden at blive “straffet” for det. Mister borgeren sin indtægt, fordi han/hun kommer i et udviklingsforløb, vil omstændighederne i lige så høj grad blive et incitament til, at folk flytter fra hinanden. Er der børn i forholdet, bliver situationen derved endnu mere problematisk.
Regeringens såkaldte “førtidspensions-reform” udstikker en dybt problematisk kurs såvel økonomisk som etisk.