Fire forhenværende udenrigsministre har i denne uge turneret med et fælles budskab om, at den amerikanske diplomatlækage vil skade alverdens udenrigstjenesters fremtidige samarbejde. Af frygt for nye lækager agter diplomatiets gentlemen at lukke sig endnu mere om sig selv. Til det er der kun ét at sige: Hvis magthaverne i et åbent demokrati svarer med øget lukkethed, når de bliver kigget i kortene, så er det alene deres beslutning. Ansvaret for suspendering af den åbenhed, samfundet er baseret på, kan de ikke tørre af på medierne. Og lad os sige det ligeud: I det udenrigsministerielle kor har Uffe Ellemann-Jensen været mest skinger. Fredag skrev han således i en kommentar i Berlingske Tidende: »Der er ingen toppolitiker eller topembedsmand, som vil have lyst til at vove skindet i en åbenhjertig samtale med ambassadøren på en udenlandsk ambassade, når man kan risikere at ende på forsiden af verdenspressen bagefter.«

Men ifølge USA’s forsvarsminister og tidligere CIA-chef, Robert Gates, er diplomatiske forsyningslinjer ikke funderet på den tillid, som Uffe Ellemann-Jensen taler om. USA får ifølge Gates hjælp af to årsager: Enten fordi de andre lande har sympati for USA. Eller fordi de frygter USA. Gates finder diplomatlækagen pinlig og forkert, men den får ingen konsekvenser for udenrigstjenesten, fastslår han. Hvem skal man stole mest på her? En nuværende forsvarsminister i USA eller en dansk udenrigsminister, der nu har været forhenværende i 17 år?

Efter en uge, hvor regeringer og udenrigstjenester verden over har fordømt de omfattende lækager fra det amerikanske udenrigsministerium, er det på sin plads at erindre om nogle grundlæggende samfundsroller og - værdier. Det er fuldt forståeligt, at magthaverne river sig i håret over, at deres magtbastioner underlægges et eftersyn, de hidtil har været hævet over. Udenrigstjenesters magtposition har jo i høj grad været baseret på en lukkethed, som hidtil har været uudfordret. Mediernes opgave er den modsatte: Vi skal til enhver tid arbejde for åbenhed og oplysning. Blandt vores fornemste opgaver er kontrol af magthaverne og at stille dem til ansvar for uoverensstemmelser mellem tale og handling. Derfor skal der heller ikke lyde nogen klagesang herfra, når vi selv bliver skældt ud. Hvem der kritiserer, skal tåle kritik.

Kritikerne har doghaft vanskeligt ved at blive enige om, hvad de skal kritisere. Nogle fremfører, at der intet nyt er i de lækkede diplomatdokumenter. Andre - som altså Ellemann-Jensen - mener, at oplysningerne anretter stor skade. Hvordan de to sæt af argumenter forenes, har vi endnu til gode at få åbenbaret. Men selv om kritikernes argumenter stritter i flere retninger, så lad os alligevel prøve at gå ind på deres tankegang. Hvad er nyt i materialet? Masser. Lad os bare nævne tre af de største afsløringer:

At Kina betragter Nordkorea som et uopdragent barn og er parat til at arbejde for et samlet Korea styret fra syd.

At amerikanske diplomater har spioneret mod FN-systemet.

At Saudi-Arabiens konge gentagne gange har tryglet USA om at bombe Irans atomanlæg.

Det er tre uafviselige nyheder af største væsentlighed og med langtrækkende perspektiver. Argumentet om, at det er gammelkendt stof holder altså ikke for en nærmere prøvelse. At der har været gisnet om Saudi-Arabiens blodstørst er ikke det samme, som at den – som nu – er bekræftet. Her er tale om et ekstraordinært materiale, som kræver en ekstraordinær journalistisk behandling. Det er vores opgave at prioritere historierne efter væsentlighed og relevans. Vi skal derfor være de første til at beklage, at flere medier - særligt tv - i denne uge valgt at bruge mest sendetid på at bringe kulørte og perspektivløse diplomatindberetninger om udvalgte statsledere.

Interpol-jagten på Wikileaks grundlægger, Julian Assange, har været en anden af ugens effektive afledningsmanøvrer fra lækagernes substans. Assange er på flugt fra en svensk arrestordre i en voldtægtssag, og i går forlød det, at britisk politi står foran en anholdelse i det sydlige England.

Vi skal på ingen måde forsvare Julian Assange, om hvem der med rette kan siges rigtigt meget skidt.

Men det centrale er altså, at der foreløbig ikke har været noget at udsætte på de oplysninger, han har været med til at formidle til ansvarlige internationale medier – herunder Information. Så her ser vi endnu et eksempel på den velkendte taktik med at gå efter budbringeren frem for at forholde sig til budskabet. For de magthavere, der har mistet deres monopol på oplysninger, er strategien ganske forståelig. Desværre er der også en del danske og internationale medier, der følger efter. Dermed arbejder de direkte imod det, de er sat i verden for: at være budbringere af oplysning.

Denne artikel er anbefalet af: