Det er »spektakulært« og skaber masser af omtale for udviklingsministeren. Men Søren Pinds (V) oprettelse af en ny »frihedspulje«, der skal omlægge et trecifret millionbeløb af bistandsmidlerne til at bekæmpe radikalisering og fremme demokrati i udvalgte u-lande, vil næppe føre til mindre ekstremisme.
Sådan lyder dommen fra en af Danmarks førende eksperter i udviklingsbistand, Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), efter at Søren Pind præsenterede ideen i Jyllands-Posten i går.
»Erfaringerne med, at bistanden kan gøre noget ved den form for radikalisering, som Søren Pind taler om, er meget dårlige. Når jeg taler med de folk, der ved noget om terrorisme, så siger de, at det er en række meget forskellige faktorer, der afgør, om et område er i fare for at blive radikaliseret. Blandt andet har ekstremisterne brug for, at befolkningen lokalt accepterer, at de er der. Og der tror jeg ikke, at bistanden kan »købe« lokalbefolkningen til ikke at bakke op,« siger Lars Engberg-Pedersen. Han nævner som eksempel ‘Taliban-land’ i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
»Uden, at der er lavet tilbundsgående evalueringer af bistandsindsatsen i dette område, så tror jeg ikke, at man kan sige, at de forskellige indsatser har gjort, at befolkningen er blevet mere skeptiske over for terrorister og ekstremister,« siger han.
Tvivlsomt
En lignende konklusion drog USA’s daværende ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, om Pakistans støtte til en række militante grupper i en fortrolig indberetning i 2009, som i denne uge blev lækket af Wikileaks. Her skrev hun:
»Det er udelukket, at Pakistan vil se en øget bistand (…) som tilstrækkelig kompensation for at droppe sin støtte til disse grupper.«
Hidtil har det vigtigste kriterium for dansk udviklingsbistand været fattigdomsbekæmpelse gennem en række såkaldte sektorprogrammer. Lars Engberg-Pedersen betegner det som »tvivlsomt«, at målene om fattigdomsbekæmpelse kan opnås i områder, der som i Pakistan eller Somalia er præget af uro og radikalisering.
»Bistand er rigtig god til at støtte op om uddannelse, drikkevand, sundhed, infrastruktur og alle forudsætningerne for at lave økonomisk vækst. Alt det fungerer bedst i nogenlunde fredelige områder, hvor der er nogenlunde politisk stabilitet. Bistand har ikke de bedste erfaringer fra tumultariske områder, hvor der er den form for strømninger eller uro,« siger Lars Engberg-Pedersen, der til gengæld roser regeringens planer om at målrette udviklingsbistanden fra i dag 26 modtagerlande til 15 fra 2011.
»Jeg synes stadig, at fattigdomsbekæmpelse må være det afgørende kriterium. Men så skal man i samarbejde med modtagerregeringerne hele tiden spejde efter, hvor de gerne vil fremme deres demokratiseringsproces. Og jeg synes også, at man skal bakke op om andre aktører, der trækker i den rigtige retning. Men så bliver det selvfølgelig ikke lige så spektakulært som en ‘frihedsfond’,« siger han.
Bidrag til civilisationen
For Søren Pind er der »intet nyt under solen« i Lars Engberg-Pedersens kritik.
»Men vi kan ikke længere se passivt til. Når jeg tager til Somalia og på nærmeste hold oplever et politisk system, der er overraskende demokratisk og kæmper mod en kultur, hvor man omskærer kvinder - når de så fortæller, at wahabisme er et stigende problem, så ville det være fuldstændigt absurd, hvis vi bare skulle sige, at dér må I sejle jeres egen sø,« siger Søren Pind - der nu vil forsøge at få andre vestlige lande med på ideen om bekæmpelse af ekstremisme som kriterium for bistanden.
»Det kan ikke på nogen måde være dårligt, at vi fremmede den tanke, der er den vestlige verdens største bidrag til civilisationen - nemlig at det enkelte mennesker er ukrænkeligt. Det er det, som er modsvaret på radikalisering,« siger han.
Søren Pind forventer at præsentere sin frihedsfond i løbet af et par måneder.
Kommentarer
Nu er løsningen nok ikke at udrydde andre kulturer, jeg vil dog medgive at opbygge en velfungerende stat er den rigtige løsning. Problemstillingen er nok at man glemmer menig mand, og ser det med henblik på egen vinding. Den opstilling vil til enhver given tid fejle.
“nemlig at det enkelte mennesker er ukrænkeligt”
Fortæl det til muslimerne i Danmark, jeg er sikker på de ser lidt anderledes på den analyse. Bare for at hive et eksempel frem.
Så hvad er det præcis udover forurening og undertrykkelse af den tredie verden vi bidrager med?.
Jeg er foruroliget over, at vi har en Søren Pind som udviklingsminister. Meget foruroliget over, at hans handlinger baserer sig på hans egne personlige analyser. Helt skræmmende er hans melding: “Når jeg tager til Somalia og på nærmeste hold oplever et politisk system, der er overraskende demokratisk og kæmper mod en kultur,..”
Hvor længe var han der - på nærmeste hold? Hvordan kunne han opleve ‘et politisk system’?
Vi har haft mange mange ministre med mange mange mentale problemer. Der har været en god tradition for at disse mennesker har støttet sig til et nøgternt embedsmandssystem.
Men i dagens danske ministerier er man kun embedsmand, hvis man taler kejseren efter munden. Og hvis ministeren mener dit eller dat, så sættes det i værk - uden (eller faktisk med) slinger. Manden fortæller jo selv at han gang på gang begår tankebrølere - at spise af livets tærte kalder han det.
Derfor finder jeg sådanne udmeldinger fra ministeren ganske skræmmende.
Er jeg den eneste?
Denne kommentar er anbefalet af:
Søren Pind driver udviklingspolitik til ære for sit eget image på den neoliberale hjemmefront. Sotos skødeudstedelser hyldes på trods af, at de smadre en flere tusind år gammel kultur for landbrugsfællesskaber, og medfører at de fattiges jord pantsættes og kommer i lånehajers og bankers klør. Yunus’ microlån hyldes, på trods af at de skaber gældsatte fattige familier, som resten af deres liv kommer til at afdrage på gæld til lånehajer. Hvor mange gældsplagede fattige, der går der på et enkelt succesprojekt, rager Søren Pind en høstblomst. Frihedspulje, rend mig. Hans udtalelse om at vi ikke kan gå her og have de frelste holdninger, men at vi må acceptere en vis korruption, peger på hvordan hans frihedsfond skal bruges.
Det eneste der kører rundt i hovedet på manden, er de rygklap han får i kredsen af nyrige opkomlinge på den neoliberale front.
Denne kommentar er anbefalet af:
Søren Pind har ikke forstået, at det netop er den amerikanske udenrigspolitik han så ukritisk støtter som er en af de væsentligste årsager til den islamistiske jihadisme.
Specielt er det her værd at genopfriske hukommelsen omkring Pinds uforbeholdne og særdeles respektfulde fascination af Reagan. I anledning af Ronald Reagans død skrev Søren Pind en kronik i Jyllandsposten (07.06.04) med titlen ”Ronald Wilson Reagan - manden der vandt krigen” [1] i hvilken Pind beskriver Reagan som ”manden, der kom til at symbolisere den vestlige verdens tro på frihed og demokrati” hvorfor han ”overalt i den frie verden mindes … med dyb taknemmelighed og savn.” Det er iflg. Søren Pind, Ronald Reagans ”urokkelige tro på, at frihed var bedre end ufrihed” der er blandt hovedårsagerne til, at Ronald Reagan var intet mindre end ”den største amerikanske præsident i det 20. århundrede.”[2]
Hvad der åbenbart er undgået Pinds opmærksomhed er, at det netop var under Reagan at kimen blev lagt til den islamitiske jihadisme i Pakistan og Afghanistan som senere skulle forgrene sig ud i verden.
Den pakistanske journalist og regionale ekspert, Ahmed Rashid, skriver i sin bog Descent into Chaos om dette:
“Zia’s longevity as a ruler was made possible by the unstinting support he received from President Ronald Reagan and the U.S. administration after the Soviet Union invaded Afghanistan in December 1979.”
“General Zia’s eleven-year rule was to have the most long-lasting and damaging effect on Pakistani society, one still prevalent today. Zia, who seized power from Bhutto in a coup in 1977, dealt with Pakistan’s identity crisis by imposing an ideological Islamic state upon the population. Many of today’s problems—the militancy of the religious parties, the mushrooming of madrassas and extremist groups, the spread of drug and Kalashnikov culture, and the increase in sectarian violence took place during the Zia era.”
“Between 1982 and 1990 the CIA, working with the ISI [Inter-Services Intelligence; det pakistanske efterretningsvæsen, som USA var med til at opbygge] and Saudi Arabia’s intelligence service, funded the training, arrival, and arming of some thirty-five thousand Islamic militants from forty-three Muslim countries in Pakistani madrassas to fight the Soviets in Afghanistan. This global jihad launched by Zia and Reagan was to sow the seeds of al Qaeda and turn Pakistan into the world center of jihadism for the next two decades.”[3]
Om Somalia udtaler Pind.
“vi kan ikke længere se passivt til. Når jeg tager til Somalia og på nærmeste hold oplever et politisk system, der er overraskende demokratisk og kæmper mod en kultur, hvor man omskærer kvinder - når de så fortæller, at wahabisme er et stigende problem, så ville det være fuldstændigt absurd, hvis vi bare skulle sige, at dér må I sejle jeres egen sø,« siger Søren Pind - der nu vil forsøge at få andre vestlige lande med på ideen om bekæmpelse af ekstremisme som kriterium for bistanden.”
Igen er der nogle historiebøger Pind ikke har fået åbnet. Den wahabistiske ideologi stammer fra Saudi-Arabien som aktivt støtter diverse tvivlsomme rabiate muslimer verden, eksempelvis i Pakistan og Afghanistan, og i Saudi-Arabien (og Ægypten, Indonesien og Vest-Sahara) lader man ikke blot folk sejle deres egen sø, man støtter aktivt deres undertrykkere fra amerikansk side. Dette har Pind aldrig taget afstand fra, men til gengæld gentagne gange forsøgt at hvidvaske.
Vil man bekæmpe ekstremisering skulle man nok tage fat ved ondets rod i stedet.
[1] http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article349791.ece
[2] http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2009/10/10/ni…
[3] Ahmed Rashid: ”Descent into Chaos: The U.S. And the Disaster in Pakistan, Afghanistan and Central Asia.”
Denne kommentar er anbefalet af:
Gad vide om dette ikke er en indirekte støtte til terror?
Nu gives der penge hvis man arbejder imod radikalisering, så skal man jo have noget radikalisering at kæmpe imod. Så modtagerlandenes ‘pragmatiske’ politikere ser nok fidusen i at støtte begge lejre. Lidt til terror, for at retfærdiggøre antiterror - og lidt til antiterror, for at få del i pinds penge.
Skal vi ikke undlade at kalde det bistand? Bistand giver man ubetinget fordi der behov. Når der stilles modkrav kalder vi det normalt en handel.
Denne kommentar er anbefalet af:
Pind viser sig nu som arvtager af missions-fordringen, i form af en politisk arrogant bedreviden, som drejer sig om, at kultur bør afskrive sin multilaterale diversitet og rette ind efter en vestlig borgerlig tankegang, som har store ambitioner i højborgens elitært forsikrede verdensforståelse, men ikke begriber, at værdier er anderledes lokalt forankrede i al almindelighed.
Og som dermed afgørende har sat princippet om respekt for kulturfænomenerne i stedet for egen lokal egennyttig selvforståelse. Et klart skridt i retning af, at skyde selve Vesten i foden med hensyn til at gøre politisk vilje afhængig af konkret faktualitet. Med andre ord en illusorisk genvej til Pinds specielle univers. Som her demonstrerer, at selv enhver kan byde ind med langt mere fornuft i anliggendet…
Med venlig hilsen
Man kan have sine tvivl på, at noget som helst handler om at frembringe demokrati, frihed o.lign. andre steder, og ikke blot er profilering, penge, spin og snæver dansk indenrigspolitik.
Hjælp med udgangspunkt i støtte til hjemlige virksomheder (eller egne bidragsydere), milliarder til eget landbrug, udvikling via bekostelige krige med efterfølgende mislykkede projekter i selvsamme lande (senest set med Irak), pigeskoler som skal forsvare mange tusinder af døde og krigsindsatser for milliarder, frembringelse af reelle terrorist træningslejre, dyrkning af vækstlag for fundamentalister, narkotika og endnu mere korruption.
Nu skal udviklingsministeriet tilsyneladende fremover sættes ind sammen med besættelsestropperne og vi skal i gang med at planlægge næstkommende krige i Afrika, for med udgangspunkt i anvendte argumentation fra de seneste er der mere end rigeligt at tage fat på i resten af dette århundrede.
Et par tilfældige eksempler fra seneste uge med de hjemlige stammeledere var så, at man oplever Venstres udenrigsordfører fordømme, at danske statsborgere kan finde på at rejse på ferie til Myanmar, et land uden demokrati, og der risikere at hælde penge i lommerne på de forkerte. Hvorimod Venstres tidligere udviklingsminister, der aftrådte så sent som i februar mente, at turisme i landet netop var en hjælp for de rigtige - og man dagen efter ser partiets skatteminister lancere sig selv som strålende eksempel på udvikling ved at rejse til Qatar, et land uden organiserede legale politiske partier, og der få hældt dyre gaver i lommen. Er der overhovedet nogen rød tråd for krigerne i dette parti andet end, at man bare skal mele sin egen kage?
frihedspulje? sludder: frihedsPULE
Lille kvist fortsaetter i samme spor som sin store leder. Det handler selvfoelgelig ikke om at promovere demokrati og bekæmpe radikalisering - tvaertimod. Det handler om at UDBREDE totalitarisme. Noejagtig som for 20 aar siden da Venstre gav store pengeposer til Taliban.
Og siden danskerne er ret uvidende - kan svindleren ogsaa bruge skatteydernes penge til at promovere sig selv ved en aarlig Oscar-agtig ceremoni. Frihedens store ven.
Jeg braekker mig.
Manden er i virkeligheden noget så sjældent som en en liberal autonom.
Det altid kører med klatten.
Man kan i øvrigt læse meget mere om USAs ekstremt tvivlsomme støtte til Indonesien, Saudi-Arabien og Ægypten og Søren Pind på min blog.
Saudi-Arabien:
http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/usas-bev…
Ægypten:
http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/usas-stt…
Indonesien:
http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/barack-o…
Søren Pind:
http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/sren-pin…
Formålet med sidste linkfest er en uddybning af mit indlæg længere oppe i tråden, hvor jeg skriver, at radikalisering blandt muslimer kan ledes tilbage til amerikansk udenrigspolitik. Linkene er så ment som en uddybning af mit postulat og man finder i artiklerne på min blog meget information som altsammen implicit problematiserer Søren Pinds tvivlsomme projekt. USAs støtte til diverse repressive regimer i mellemøsten og hinsides er netop blandt hovedårsagerne til massemobiliseringen af jihadister