Veteranens lod kan være nådesløst. Han eller hun vil altid blive holdt op mod sine bedste værker ofte stillet ansvarlig for at have ødelagt et eller andet eftermæle, som findes i hver sin individuelle form i hver enkelt lytters ører. Og skulle de formaste sig til at prøve noget nyt, ja, så falder hammeren gerne og ofte fra de ellers så trofaste fans som vist er mere trofaste over for deres egne æstetiske kriterier end over for deres idolers helt naturlige behov for udvikling eller for at flytte sig.
Det ændrer bare ikke ved, at The Orbs samarbejde med Pink Floyd-guitaristen David Gilmour er noget så godt gammeldags som en neder. Ikke som i chillout, men som i skuffelse.
The Orb med Alex Paterson som hovedkraft blev ellers darlings takket været deres chillout-musik allerede tilbage i 89 ved at sænke tempoet fra ravet og blæse bløde skyer stopfulde af musikalske referencer op i stratosfæren, hvor lytterne så dengang gerne stanghøje på ecstasy kunne boltre sig.
Ambient house hed barnet dengang den seneste udladning fra The Orb kunne så meget passende genrebestemmes som flyvsk fallitbo. Albummet ved navn Metallic Spheres består af to lange numre, som udstiller tomheden i de to samtalepartneres eller måske rettere sladretanters gestik.
Men det er ikke en tomhed med potentialer eller plads, tværtimod er den helt unødvendigt overmøbleret. David Gilmour virker rådvild og laver bare flydetoner og melodier udad sin helt egen tangent. Et par steder lyder det som om, vi glider gennem det Orb-beslægtede Wish You Were Here-album, men kun for at totalhavarere i en grøft uden for Pink Floyd-klassikeren.
Brian Eno i nyt lys
The Orb og David Gilmour formøbler deres arvemasse for åbent tæppe. Brian Eno flytter sit arvegods et par meter og får det til at fremstå i nyt lys på sit nye album, Small Craft On A Milk Sea. Det sker med lidt hjælp fra to landsmænd, elektronikeren Jon Hopkins og guitaristen Leo Abrahams, samt fra Enos imposante bagkatalog, som der trækkes masser af tråde til: hans meritter som medlem af Roxy Music, hans visionære produktioner af helt centrale plader fra David Bowie, Talking Heads, U2. Hans stilskabende samplerværk med David Byrne. Og hans egen mutantrock og hybridpop, elektroniske kompleksiteter og atmosfæriske værker, ikke mindst fra Ambient-serien der lagde navn til genren. Alt sammen står det som milepæle i musikhistorien.
Den 62-årige brite er blandt utallige andre titler en klokkeklar forfader til The Orb, ja, Alex Paterson arbejdede en overgang på Enos ambientselskab, EG Records. Der er bare pokkers til forskel på deres evne til at genbesøge fortiden. Orb og Gilmour driver gennem for længst aflukkede balsale, hvor møblerne er overtrukket med lagner. Eno er i gang med at bygge over- og underetager. Langsomt, men sikkert, album for album.
I nærværende tilfælde bliver der ciseleret med mikromejsel, sejlende på fjerlet flygel oppe under de ambiente hvælvinger, så det resonerer i lytterens egen kalkkuppel og tilbage til Ambient-serien. Andre steder udbygges komplekse labyrinter med elektronkanoner a la Nerve Net. Rytmik hagler i sitrende forløb, der lyder som opklippede, perverterede udgaver af Byrne-samarbejdet My Life In The Bush of Ghosts og Talking Heads-milepælen Remain In Light. Og elguitaren udforskes her ikke altid lige vellykket som man har kunnet høre det gennem årtier i Enos produktion af sig selv og andre.
Og som ofte helt tilbage fra Discreet Music og Ambient-serien fra midt-70erne og frem befinder Eno sig her i 2010 ofte på kanten af muzak. Og det er intentionen. Man skal både kunne lytte og bruge det som baggrund. Eller det tror jeg i hvert fald.
Small Craft On A Milk Sea er rummeligt at befinde sig i og samtidig fyldt med ideer og muligheder, potentialer. Et noteapparat undervejs. Brillant i flere passager, interessant i andre. Og dermed et ikke ringe sted at starte i et værk, hvor der er så uendelig mange steder at stige på.
Daft Punk jager effekter
På Tron: Legacy går det knap så elegant for sig. Elektronisk opfedet bas dolker i den efterhånden karakteristisk dramatiske strygerstress, som vi kender fra f.eks. Hans Zimmers (og James Newton Howards) soundtracks til The Dark Knight og Inception.
Der er romantiske petitesser og karakteristisk melodisk zigzag, her desværre genfødt som uinspirerede trædemøller for udtjente robotter. Lige som ideen om at overlejre strygersuppe med acid-gurglende bas fremstår uopfindsom. Og grim. Hvilket man også ofte kan sige om partiturdelen af menageriet.
Hvad Daft Punk måtte kunne i maskinerne (og det viser de kun i falmet format her), det formår de slet ikke at overføre til orkestret, som i stedet må hakke sig gennem effektjagende kalkeringer.
Det er for meget Hollywood og for lidt Daft Punk; en sært grå sci-fi-suppe, i hvert fald som ren lytteoplevelse. Den elektroniske arvemasse ofres ganske enkelt på masseforførelsens alter.
The Orb feat. David Gilmour: Metallic Spheres (Columbia/Sony)
Brian Eno with Jon Hopkins & Leo Abrahams: Small Craft On A Milk Sea (WARP/VME)
Daft Punk: Tron: Legacy Original Motion Picture Soundtrack (EMI)
Kommentarer
Er man i tvivl om Brian Enos genialitet, så start med ‘Here Come The Warm Jets’ fra 1973 - og fortsæt så gennem de mere end 45 albums han har udgivet (alene eller med andre), og konstater selv hvilket vid vi her har med at gøre. Han er udenfor navlebeskuende smags(løse)-fornemmelser.
Denne kommentar er anbefalet af:
Han var medstifter af Roxy Music!! Var med på de to første LP’er!! Han har samarbejdet med David Bowie og Robert Fripp (King Crimson) og mange andre!! Check ham lige engang hvis du ikke kender ham. Han er en af de fem mest betydningsfulde kunstnere indenfor moderne musik!!
Tja, det vil jo altid være en subvjektiv vurdering, men “My Life in the Bush of Ghosts” var en plade, der i den grad pegede fremad.
Lidt overset er måske Eno¨s pruduktion af pladen “No New York”, der satte begrebet no-wave på musik-verdenskortet. Her hører man for første gang høre musikere som James Chance, Lydia Lunch, Arto Lindsey m.fl.
En plade, der varmt kan anbefales herfra.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for tippet Niels - lige den har jeg aldrig hørt. VH
Nå ja, jeg ville lige sige at David Byrne - der er partner på ‘My life in the bush…’ - er også værd at bemærke. Solo eller med Talking Heads! (Jeg synes personligt at de unge skal have mulighed for at lære rigtig musik at kende!)
Ja, kan se at jeg endnu engang fakdt lidt over ordene, men det er jo fredag eftermiddag.
Jeg har set at “No New York” er blevet genudgivet for nylig. Nu som dobbeltalbum, hvor den oprindeligt var en enkelt LP. Så der er sikkert mange -for undertegnede-ukendte numre.
Per, det er en kras oplevelse, hvis man er ukendt med disse New Yorker drenge og piger og no wave.
God fornøjelse.
Mere krads end f.eks. The Soft Machines ‘Facelift’ fra ‘Third’ (1970), King Crimsons ‘The ConstruKction of Light’ (‘2000), eller Velvet Underground? Eller check lige Daevid Allens/Gongs ‘New York Gong - About Time (El Alien’s New Wave Dispensation) (1978)! Krads på sin helt egen måde.
Her må jeg melde pas.
Kender meget lidt til Soft Machine. Og King Crimson efter midt-halvfjerdserne er også ukendt for mig. Gong kender jeg lidt til, men har aldrig rigtigt fundet dem kradse.
Velvet Underground er jo al god musiks Moder (sammen med Can og Kaptajnen, selvfølgelig) og dem finder jeg ikke kradse.
Jeg synes lige på stående fod ikke jeg kan finde noget, der er helt sammenligneligt med den såkaldte no wave.
Elementer af punk, af new wave, af Ornette Coleman og ?. Måske?