Jeg er netop hjemvendt fra en kort og samtidig meget lang rejse til Kina flyet landede i Kastrup Lufthavn med en forsinkelse på 16 timer. Men der kom også noget godt ud af den lange rejsetid. Den gav mig nemlig masser af tid til at fordøje og reflektere over alle de mange indtryk fra min rejse til et land, der på mange måder er så forskelligt fra vores eget. Og der var masser af stof til eftertanke.

Anledningen til besøget var, at jeg sammen med to kollegaer skulle underskrive en samarbejdsaftale mellem RUC og East China Normal University (ECNU) i Shanghai. Med aftalen er det blevet besluttet, at man skal etablere et viden- og research-center, hvor Kina og Danmark skal udveksle viden og erfaringer inden for området læring. Idéen er, at vi sammen er klogere.

I Kina er man meget opmærksomme på og bevidste om, at man kan lære noget af Vesten og universiteterne i den vestlige verden. Den kinesiske læringsform er traditionelt set kendt for at være præget af udenadslære uden så meget af den kritiske tilgang, vi er kendt for i Vesten. I Kina er det hele lidt mere stift, tænker de fleste. I Danmark er vi mere afslappede, mindre hierarkiske og mere demokratiske. I Danmark reflekterer vi selvstændigt og lærer de studerende, at det er godt at stille spørgsmål. Og vi lærer gerne fra os til lande som Kina. Vi ved godt, at vi er lidt bedre til det med uddannelse, end de er derovre. Vi er bl.a. gode til at involvere og inddrage de studerende. Bedre end de er i Kina i hvert fald. Eller er vi?

Fejr de studerende

Lad mig illustrere min pointe med en lille oplevelse fra vores besøg på ECNU. Vi er til et seminar, som åbnes af en af universitets højt- respekterede professorer. Min forventning er, at hun vil tale en times tid åbne seminaret med en form for forelæsning, som skal gøre tilhørerne klogere på dagens tema, læring. Men efter blot fem minutter sker der noget overraskende. Bag hende står tre studerende, som hun nærmest skubber frem foran sig. På en venlig og sød måde. Lidt som en andemor, der stolt viser sine tre ællinger frem og samtidig viser dem, at verden ikke er så farlig endda. Nu er det deres tur til at vise, hvad de ved om området, og hvor dygtige og vidende de faktisk er. I Danmark er det som regel forskerne, der tager æren for forskningen og de opdagelser og konklusioner, den afstedkommer. Også selvom studerende har bidraget og hjulpet til med større eller mindre dele af forskningsprojektet.

I Kina handler det som studerende, og for universitetet, meget mere om stoltheden ved at vise, hvad man kan som studerende. Glæden ved og stoltheden over at have bidraget. Om at fejre de studerende. Give dem plads. Og mod til at turde selv.

Et juleønske

Det tror jeg godt, vi kunne lære noget af her i Danmark, også på RUC, hvor vi jo ellers synes, vi er eksperter i det med gruppearbejde og inddragelse af de studerende. Måske kan det blive endnu bedre. Flere af de kinesiske studerende bjergtog os desuden med virkelig velforberedte og professionelle præsentationer og et fantastisk flot og flydende engelsk. Og jeg fandt også ud af, at det er en fordom, at de studerende ikke er kritiske. Eksempelvis havde en af de studerende mod til at rejse sig op foran den store forsamling, vi var, og påpege, at det er problematisk, at ét parti vil styre, hvordan alting foregår, når det, som inden for deres felt, handler om viden og at lære at lære. Så jo, de er både kritiske og progressive i Kina, og måske er det i højere grad os, der kan lære af dem.

Så mit juleønske for dette år er: Lad os blive bedre til at fejre og anerkende de studerende, deres engagement, deres succeser og resultater. Også dem, der ikke syner af så meget.

Ib Poulsen er rektor på Roskilde Universitet