Af: Thorbjørn Jagland
8. december 2010
Lagt på information.dk 8. december 2010 kl. 19:50. Bragt i den trykte udgave 9. december 2010 på side 17 i 1. sektion. Senest opdateret 9. december 2010 kl. 23:27.

Opslag til denne artikel

Emneord:menneskerettigheder, Nobels fredspris, ytringsfrihed
Personer:Barack Obama, Liu Xiaobo
Organisationer:Nobelkomiteen

I to år i træk har den norske Nobel-komité præsteret at udløse verdensomspændende furore. I 2009, da præsident Barack Obama fik tildelt fredsprisen, protesterede mange med henvisning til, at det var for tidligt: Obama havde endnu ikke leveret varen og var jo stadig øverstbefalende for USAs væbnede styrker. Dette års pris, som går til den kinesiske menneskerettighedsaktivist, Liu Xiaobo, er tilsvarende blevet mødt med skarp modstand, i hovedsagen dog fra den kinesiske regering.

At reaktionerne har været så stærke siger alt om, hvor stor betydning Nobelkomiteens beslutninger tillægges. Men vores valg afspejler den dynamik, som danner grundlag for hele tanken om en Nobels Fredspris, og udviser en konsekvent logik ved at hædre personer, der gør det muligt at opretholde en balance mellem realpolitik og idealisme: på den ene side Obama, en sand udøver af politikken som det muliges kunst. På den anden side Dr. Liu Xiaobao, en outsider med en vision.

Jeg undrede mig i sin tid over reaktionerne imod Obamas pristildeling og har undret mig desto mere siden. Da vi valgte at give prisen til en amerikansk præsident, befandt USA sig i international konfrontation på næsten alle fronter, men Obama gjorde fra første færd forsøg på at bryde og vende den konfliktfulde stemning. Det gjorde han, da han rejste til Cairo for at række hånden ud til den muslimske verden, og det gjorde han, da han valgte Tyrkiet som mål for et af sine første statsbesøg.

Han tog skridt til, at USA igen betalte for sit medlemskab af De Forenede Nationer. Og han sendte et klart budskab til verden om, at Amerika ønsker at lede verden sammen med andre, ikke alene. Han stillede sig i spidsen for en beslutning i FNs sikkerhedsråd om at gøre det til officiel målsætning at afskaffe atomvåben i hele verden. Han benyttede sig af realpolitiske midler til at indlede et nyt kapitel i Rusland ved at lade forstå, at han var rede til at diskutere missilforsvarsskjoldet over Europa, hvorved der blev banet vej for START-forhandlingerne om nukleare våben.

Hele Europa har draget fordele af Obamas indsats, og for nylig kunne Dimitri Medvedev, Ruslands præsident, tale om »en ny æra« på NATO-topmødet i Lissabon. Uden Ruslands fornuftige beslutning om at spille Obamas spil ville denne positive udvikling ikke kunne være sket, og det samme gælder for en række andre tilnærmelser i de russiske relationer til NATO og en række individuelle europæiske lande. Men nogen skulle være den katalysator, der satte gang i forandringsprocessen. Og den rolle påtog Obama sig.

Ganske vist har Obama stadig to krige, han har arvet fra sin forgænger, og som han er nødt til at håndtere, ligesom også spørgsmålet om Irans atomvåbenambitioner forbliver uafklaret. Krisen på Koreahalvøen er langt fra overstået, og problemet med Nordkoreas a-våben er ligeledes uløst (også her af den grund, at konflikt bliver set som noget nyttigt af magthavere, som opfatter det som i deres egen bedste interesse at blive dæmoniseret af den ydre verden.)

Nyttige krige

Situationen i Korea og tildelingen af dette års fredspris til Liu danner en udmærket baggrund for at evaluere forholdet mellem menneskerettigheder og fred. Eksempelvis er Nordkorea et regime, som ikke har sikret sig folkeligt mandat gennem afholdelse af frie valg. Ethvert sådant regime vil uundgåeligt nære vedvarende frygt for sit eget folk og søge en ydre fjende, som det kan mobilisere det imod. Krige kan være nyttige for sådanne regimer, for hersker freden, er det ikke længere muligt at aflede folkets opmærksomhed ad den vej. På tilsvarende måde så man, at da kommunismens appel svandt bort i Serbien, gik Slobodan Milosevic over til at satse på nationalisme og derefter på krig. Dette demonstrerer klart, at der er sammenhæng mellem menneskerettigheder og vejen til fred.

Hvilket bringer os til Kina, et komplekst og kompliceret land. Konfucius sagde engang, at »utålmodighed i det små kan hindre os i at nå de større mål«, og dette illustrer meget godt den position, som er Lius, nemlig at forandringer er nødt til at komme gradvis og over en længere periode.

Men ytringsfrihed er imidlertid noget, som ikke kan komme gradvis. Enten har man det, eller også har man det ikke. Og hvad der er mere afgørende: Ytringsfrihed er essentiel for at skabe positive forandringer. Frie medier og en ægte opposition kan bidrage til at sikre, at en regering har et stærkt mandat og kan drages til ansvar, og modvirker dermed magtmisbrug og korruption.

Beklageligvis findes der alt for mange eksempler på, at autoritære regimer er ude af stand til at reformere sig selv. Et illustrativt eksempel er Sovjetunionen. Det sovjetiske samfunds nedtur begyndte, da landet befandt sig på et højdepunkt, og mange frygtede, at det ville overhale Vesten som økonomisk og teknologisk magt. Hvis de sovjetiske ledere havde lyttet til en tidligere vinder af Nobels fredspris, Andrej Sakharov, kunne forløbet være blevet et helt andet. Kina befinder sig efter alt at dømme nu ved et lignende vendepunkt, og hvis det bliver i stand til at udvikle en social markedsøkonomi i kombination med fulde civile rettigheder, vil det kunne få en kolossalt positivt indvirkning på hele verden. Hvis ikke, må vi alle tåle konsekvenserne.

Det er derfor det er så væsentligt, at vi ikke lader os selv dupere i forhold til Kina og nøjes med at drage fordel af de økonomiske muligheder, alt imens vi lukker øjnene for menneskerettighedssituationen.

I stedet må vi have det fornødne mod til at indtage kontroversielle positioner og tage ambitiøse skridt. Dette er grunden til, at realpolitik og idealisme må gå hånd i hånd. Idealister som Liu og realister som Obama leverer de visioner og handlinger, som er nødvendige for at skabe fred og respekt for menneskerettigheder over hele verden.

Thorbjørn Jagland er tidligere norsk statsminister og siden 2009 leder af den norske Nobelkomité
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: