'Alle regeringer har hemmeligheder'

»Kameraer denne vej, denne vej. Hvem har brug for et mikrofoncheck? Check, check, check.«

Der er som regel ro og fred og rigelig plads i USA’s officielle pressecenter i New Yorks midtown. Men denne eftermiddag er der så fyldt, at mødet må flyttes til et større lokale. Tv-fotograferne kæmper om de bedste pladser. Teknikerne får styr på de sidste detaljer og etablerer videolink til endnu flere reportere i Washington, mens de udenlandske korrespondenter myldrer ind for at høre regeringens talsmand, undersekretær Philip J. Crowley, kaldet PJ, kaste sig ud i en kompliceret øvelse: At holde en pressebriefing om en sag og en stak dokumenter, man egentlig slet ikke ønsker at kommentere på.

Det er damage control i fuld udfoldelse: Crowley forsøger på én gang at understrege, hvor skadelige de seneste Wikileaks-læk har været og samtidig overbevise om, at USA’s diplomater med tiden vil kunne fortsætte deres arbejde præcis som før.

Wikileaks og Julian Assange har med deres læk af fortrolige indberetninger fra USA’s ambassader kloden rundt forårsaget »substantiel skade,« erklærer Crowley i sine indledende kommentarer:

»Vi anerkender klart, at i en periode vil diplomatiet rundt om i verden blive mere vanskeligt at udføre. Der er risiko for både liv og interesser,« siger han og tilføjer, at der er regimer, som går målrettet efter USA’s kilder:

»Der er autoritære samfund, hvor individer, der har kontakt med amerikanske diplomater, kan sætte sig selv i fare. De risikerer deres karrierer. De risikerer deres liv i nogle tilfælde.«

Store udfordringer

USA har tilbudt beskyttelse til dem, der måtte føle sig truet, men endnu er der ingen tegn på, at det har været nødvendigt, medgiver Crowley.

Gennem den timelange briefing må han flittigt afvise en strøm rygter: At der skulle være nogen form for konspiration bag lækkene. At USA skulle have medvirket eller støttet offentliggørelsen. At USA’s diplomater reelt fungerer som spioner alt sammen er det »nonsens,« siger han og remser op, hvad en stribe diplomater er i gang med netop denne eftermiddag kloden rundt:

»Det er sådan her, amerikanske diplomater arbejder dag ud og dag ind. Uden at tale om specifikke indberetninger, så vil man kunne se i lækkene, at vores diplomater absolut stræber efter det samme privat, som vi siger offentligt. Vi forventer, at de sender oprigtige meldinger hjem til politikerne om, hvad de ser og oplever. Det vil de fortsætte med, og vi er meget stolte af dem.«

Derefter stiller han op til fri beskydning fra korrespondenterne, som hver især er mødt frem med deres nationale dagsorden: Nedsættende kommentarer om de østrigske ledere? En fornærmet tyrkisk premierminister? En russisk præsident, der er blevet trådt over tæerne? Crowley glider af på det meste med nye variationer af de argumenter, som USA har fremført de seneste dage angiveligt også under mere private former de seneste måneder lige siden Obama-regeringen første gang fik nys om lækket: At indberetningerne kun er øjebliksbilleder, ikke udtryk for en officiel holdning. At USA har et godt forhold til sine partnere rundt om i verden. At han ikke vil kommentere på indholdet af fortrolige dokumenter.

»Vi står over for store udfordringer. Ingen af dem kan løses uden bredt samarbejde. Ingen af dem kan løses uden USA’s medvirken. Så vi kan ikke lade Julian Assange undergrave det tætte samarbejde,« siger han og uddyber senere: »Oplysninger er fortrolige af en årsag. I nogle tilfælde er de vigtige for vores diplomati eller vores økonomi. I nogle tilfælde har de betydning for kilderne. Alle regeringer har hemmeligheder. Alle virksomheder har hemmeligheder. Så vi er klar over, at dette er skadeligt, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at lære af det.«

USA har heller ingen holdning til anholdelsen af Julian Assange i London; det er en sag mellem Sverige og Storbritannien. Og USA har hverken holdning til eller viden om, hvorfor virksomheder som Visa og Mastercard har fastfrosset Wikileaks konti. Derimod har den amerikanske regering sat sine egne jurister til at undersøge, hvordan man kan tage juridiske skridt mod Wikileaks, forklarer Crowley:

»Der er en undersøgelse i gang, først og fremmest af, hvad der er foregået internt i USA. Vi vil forfølge dette aggressivt, og enhver, der har overtrådt amerikansk lov, vil blive holdt ansvarlig.«

Undersøgelse i gang

Også internt i USA’s udenrigsministerium er der ændringer på vej. Flere medier har de seneste dage viderebragt en historie om, at USA skulle være på vej med en større rokade på ambassaderne. Det har anonyme kilder i ministeriet dog afvist i denne uge. Men Crowley anerkender, at der kommer til at ske ændringer:

»Vi har allerede begrænset adgangen til den type oplysninger, som er lækket,« siger han og begiver sig ud i en længere forklaring om information i det 21. århundred: Efter terrorangrebet i New York, 11. september 2001 blev USA’s need to know behovet for sikre solide efterretninger erstattet af et need to share« et behov for at dele informationen og samarbejde på tværs af politi, militær, efterretningstjenester og hjemlige myndigheder.

»På kort sigt giver vi nu færre mennesker adgang, men vi er også ved at gennemgå vores procedurer via en task force i Det Hvide Hus. Det er meget muligt, at vi nu må balancere behovet for at dele med et nyt behov for at beskytte informationerne.«