»De rige lande giver sig ikke en tomme, og de fattige lande slås om de fonde, der ikke engang eksisterer,« siger Angel Ibarra fra El Salvador.

Han er en del af det mellemamerikanske lands delegation i Cancún og deltager i forhandlingerne i gruppen af u-lande, G77.

»Vi er i øjeblikket paralyseret, fordi landene kæmper mod hinanden om at kunne kalde sig de mest udsatte nationer. Det er der penge i,« siger han. Under sidste års COP15 i København blev det vedtaget, at de rige lande frem mod 2012 skal overføre klimabistand for 30 mia. dollar. Fra 2020 skal der overføres 100 mia. dollar om året fra de rige til de fattige lande. Og det er de penge, spørgsmålet om, hvor de skal komme fra og hvem der står forrest i køen, der splitter G77.

Uklarhed

På førstedagen af det såkaldte high level segment, hvor ministrene overtager arbejdet fra embedsmændende, brokkede flere u-lande sig over, at forhandlingsteksten med de »fælles visioner« ikke medregner historisk klimagæld, ligesom teksten om finansiering ikke redegør for gennemsigtighed i udbetalingen af klimabistand.

Ifølge Chandra Bhushan fra det indiske Center for Science and Environment, der følger u-landenes forhandlingerne tæt, er det særligt det sidste punkt omkring manglende gennemsigtighed, der skaber strid internt i grupen af u-lande.

»Man forventer i forvejen ikke meget af klimamødet i G77 gruppen. Men er der én ting, man ønsker, så er det klarhed omkring finansieringen. Hvor meget, til hvem og hvilken type penge. Er det nye penge, eller er det allerede lovet bistand? Det er derfor, at alle kræver gennemsigtighed,« siger Chandra Brushan, der mener, at uklarhed har været en bevidst strategi fra de rige lande.

»Det splitter u-landene, og jeg er bange for, at det rent faktisk er meningen,« siger han og peger på forløbet omkring Københavner-aftalen.

»Klimapenge er siden COP15 i København blevet udbetalt igennem et utal af fonde og bilaterale aftaler. Sådan har man har opnået opbakning fra 140 lande til Københavner-aftalen. Lidt efter lidt er landene blevet købt,« siger han.

Kritik af klimapenge

En stor del af den fremtidige klimabistand skal findes i private investeringer og igennem handel med CO2-kvoter. Og det skaber stor usikkerhed: »Prisen på CO2 bliver kun høj nok, hvis der findes en klimaaftale med høje ambitioner for reduktion. Ellers kommer finansieringen jo aldrig til at eksistere,« siger klimamedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg, der heller ikke er begejstret for den klimabistand, der udbetales i øjeblikket. Her er EU foreløbig gået forrest med den bistand, der skal falde inden 2012. Her tegner EU-landene sig samlet for i alt for 2,4 mia. dollar i klimabistand om året de kommende tre år. Men en god del er slet ikke nye penge, men derimod allerede lovet udviklingsbistand. Og ydermere skal en del af bistanden betales tilbage, siger Mattias Söderberg.

»Halvdelen af EU’s bistandsmidler gives som lån. Og det er ikke godt nok. De rige land har skabt problemet, og så kan det ikke være rigtigt, at de fattige lande i sidste ende står tilbage med regningen i form af gæld,« siger Mattias Söderberg.