»TARGET: WWW.VISA.COM : FIRE!!! WEAPONS«, skrev ‘Operation Payback’ på Twitter onsdag aften, og mindre end tre minutter senere måtte Visas webserver give op. Det samme skete for Mastercard.com og PostFinance.com, den schweiziske bank, der havde lukket den nu anholdte Wikileaks stifter Julian Assanges bankkonto. Den svenske anklager og den amerikanske senator Joseph Lieberman blev ramt.

50 minutter efter angrebet på Visa blev ‘Operation Payback’ smidt af Facebook, næsten morgen af Twitter. De, som troede, at udtrykket ‘informationskrig’ blot var en løs metafor, blev klogere i den forgangne uge. Wikileaks blev næsten lukket ned og hackere svarede igen ved at angribe de firmaer, der havde trukket stikket. ‘Informationskrig’ viste sig at være en præcis beskrivelse af de faktiske forhold.

»Den første seriøse informationskrig er i gang. Wikileaks er slagmarken. I er tropperne,« skrev internetpioneren John Perry Barlow på Twitter.

Bag ‘Operation Payback’ står hackergruppen Anonymous, der kæmper for det, de kalder det frie internet. Det morsomme er blot, at det gør næsten alle. For mindre end et år siden holdt den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, en markant tale om informationsfrihed i det, der i hvert fald lignede en kommentar til et kinesiske angreb på Google, hvor hun bl.a. sagde:

»Information har aldrig tidligere været så fri. Der er flere muligheder for at sprede flere ideer til flere mennesker end nogensinde før. Og selv i autoritære samfund hjælper informationsnetværk folk med at finde ny viden og stille regeringer til ansvar.« Man kan med en vis sikkerhed sige, at det ikke er de samme kvaliteter ved det frie internet, som hackergruppen og den amerikanske udenrigsminister hylder.

John Perry Barlowskrev i 1990’erne det, der blev kendt som internettets uafhængighedserklæring:

»Regeringer i den industrielle verden, I trætte giganter af kød og stål, jeg kommer fra Cyberspace, tankens nye hjem. På vegne af fremtiden, beder jeg jer fra fortiden om at lade os være i fred. I er ikke velkomne blandt os. I har ingen magtbeføjelser, hvor vi samles«.

Dokumentet blev ikonisk for en epoke i internettets anarkistiske historie, og det med magtbeføjelsen var ikke blot et postulat. Internettet er en sært ureguleret størrelse midt i et reguleret samfund.

Hvis man vil forstå,hvad der menes med ‘det frie internet’, skal man forstå, at internettet pr. arkitektur er designet, så ingen ved, hvad der løber gennem kablerne. For teleselskaberne er det ikke andet end ettaller og nuller, og det er forklaringen på de mange bemærkelsesværdige slagsmål, internettet har affødt. Hvorfor tillod teleselskaberne eksempelvis, at et firma som Skype tog en lukrativ del af deres marked ved hjælp af deres egne kabler? Hvorfor er det trods intense kampagner ikke lykkedes at stoppe piratkopiering af musik og film? Hvorfor er det så svært at stoppe Wikileaks, selv om den politiske vilje til det er åbenlys? Svaret er, at sådan er internettet teknisk set indrettet. Det er ikke af god vilje, men i mangel på sanktioner, at der ikke blev grebet ind. Det afgørende argument har igen og igen været det frie internet.

Heller ikke juridisker internettet som andre vitale dele af den globale infrastruktur. Strukturen er ikke underlagt international kontrol, men styres af et amerikanske firma, der står for den afgørende del af adresserne på internettet som .com og .dk. Der er næppe mange dele af den danske infrastruktur, der som det nationale topdomæne .dk ligger uden for statens kontrol. Mange har ønsket, at internettet skulle underlægges et internationalt organ, men ønsket er altid blevet afvist med det samme argument: At internettet i de seneste 20 år har været en så afgørende dynamisk kraft i den globale udvikling, at man ikke ville risikere, at der ‘gik FN i den’, eller at der kom ‘kinesiske tilstande’ på internettet. Hidtil har argumentet om internettet som en nødvendig dynamo for både vækst og informationsfrihed vundet over ønsket om kontrol. Spørgsmålet er, om Wikileaks kan forskyde debatten og styrke den side, der argumenterer for mere kontrol.

Krigen mellem dem, som forsvarer Wikileaks ret til at være på internettet, og dem, som ønsker det lukket, foregår lige så ureguleret. De amerikanske politikere vil ikke vente på domstolene og har ladet det være op til private virksomheder som Amazon, Everydns, PayPal og Visa under politisk pres at træffe den principielle afgørelse, om Wikileaks skulle stoppes eller ej. Begge sider opererer i et lovløst territorium. De amerikanske politikere ved pression, hackerne ved krigsførelse. USA har længe stået som en af de mest insisterende fortalere for det frie internet. Efter den amerikanske reaktion på Wikileaks er det svært at se Barack Obama igen - som han gjorde i Kina - argumentere for, at jo friere information flyder, desto stærkere er et samfund. På sigt er den store taber det frie internet, hvis stærkeste fortaler har mistet autoritet.

Denne artikel er anbefalet af: