Opslag til denne artikel

Emneord:korruption, overvågning
Organisationer:FN, Wikileaks
Steder:Afghanistan, Danmark, Irak

Man kan bruge nye ord. Man kan kalde det for cyberkrig, internetrevolultion og hacktivisme. Og så kan det tage sig ud, som om vi har en ny situation.

Men kampen om Wikileaks er et klassisk drama med to klassiske fronter:

Den ene hævder, at de, der regerer, er gode og vil det gode og ikke skal kontrolleres af de dumme og de almindelige amatører.

Den anden position minder med Lord Actons sentens om, at al magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut. Den position hævder, at ingen skal regere uden selv at blive regeret, og at ingen magt skal udøves uden kontrol.

Den første front er reaktionær og principielt forkastelig. Den er enevældig og autoritær. Den anden front er progressiv og principielt rigtig. Det er den, vi gerne vil have, at alle de andre indtager i hele verden.

Det er længe siden, at de borgerlige var ordentlige reaktionære: Nu går de ind for kvindernes frigørelse, de vil ikke længere have autoritære ledere, og de er overbeviste om, at man ikke behøver slå eleverne for at holde orden i klasselokalet. De er holdt op med at være reaktionære.

Informationsterror

Det var de i hvert fald indtil Wikileaks-affæren, men de seneste uger har den borgerlige presse ført en bemærksesværdig reaktionær kampagne efter den gode, gamle logik: Den sociale orden er god, og de, der udfordrer den, er terrorister. Uden frygt for at blive til grin skriver Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen:

»Vi må diskutere informationsterror som en reel trussel i vores samfund.«

Hendes avis ville gå i fængsel for Frank Grevil, men han har jo også rettens ord for, at han intet havde at afsløre. Når det bliver alvor, holder man med magthaverne.

Knudsen hævder, at man risikerer at skabe »krig« og »konflikt«, hvis man ikke anerkender det »nødvendige diplomati«. Med andre ord: Det værste af det værste kan ske, hvis ikke vi lader de dygtige diplomater arbejde uden kontrol og åbenhed.

Samme kritik er fremført af den selvudnævnte senior-overdiplomat i Danmark, Uffe Ellemann-Jensen: Efter de seneste afsløringer kan diplomater slet ikke sladre ved cocktailparties på Hilton-hoteller!

Han erklærer i øvrigt indblik i al verdens ondskab og understreger dermed, hvor ufatteligt naiv resten af verden er, når man tror, at vestlige stormagter lever op til retsstatsgarantier.

Det er generelt utroligt, så meget så mange vidste i forvejen, og så lidt de fortalte, men det skyldes jo magtlogikken: De få regenter og redaktører må gerne kende til sandheden eller lade, som om de hører hjemme i klubben af oplyste kynikere, mens resten af befolkningen er for inkompetent.

Som det hedder i en trist, trist leder om verdens forfald i Weekendavisen:

»Man skal bare kunne lyve og stjæle, så kan man levere udskrifter af de første kladder til allerede kendte indberetninger om hændelser på slagmarkerne i Irak og Afghanistan.«

Oplysningerne er altså de udvalgte fås private ejendom, og de, der bringer fælles oplysninger om fælles magthavere ud til offentligheden, er tyveknægte.

Wikileaks beskrives i Jyllands-Posten som »vold« og »hærværk« mod den frie og åbne information. En redaktør fra avisen lancerer det synspunkt, at åbne samfund bygger på tillid. Og avisens stjerneanalytiker, Ralf Pittelkow, skriver det sådan her.

»Wikileaks er et spejlbillede på forfald i samfundet.«

Denne figur dominerer det borgerlige verdensbillede i Danmark: De, der bestemmer, er moralsk gode og politisk kompetente, og deres modstandere er udskud og forbrydere.

Det borgerlige Danmarks presse er således på linie med de amerikanske myndigheder, når de prøver at tvinge internationale virksomheder til at boykotte Wikileaks. Tendenser til åbenhed og indblik i magtudøvelse ses som en ond trussel mod den gode orden. Her må man minde om, at pressechefer også er en slags virksomhedsledere, og det er velkendt, at små magthavere ser op til store magthavere …

Ikke tillid, mistillid

Ingen taler for ophævelse af fortrolighed i efterretningstjenesten eller afskaffelse af diplomatiet, det er ikke kampen. Men det, de borgerlige siger, er noget vrøvl: De åbne samfund bygger ikke på tillid, men på mistillid. De er baseret på, at der ikke skal gives magt uden kontrol, og at alle ledere skal kunne drages til ansvar af dem, de leder. Det er en indsigt, som burde appellere til borgerlige: Magt uden kontrol inspirerer til korruption. Man siger, man repræsenterer det fælles bedste, men det bliver mere og mere egne interesser, der dikterer det bedste. Det er ikke et moralsk postulat, men en praktisk erfaring. Hvem husker ikke, hvordan udenrigsminister Colin Powell i februar 2003 foran hele verdens offentlighed sad i FNs sikkerhedsråd og løj om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben? Hvem husker ikke den danske regerings løfte om, at man sandelig ikke havde udleveret fanger i Afghanistan?

De statslige myndigheder har fået større og større magt til at registrere, manipulere og overvåge borgerne. De har fået teknologisk mulighed, og de har fået politisk lov. Det er ikke så meget det, at de lyver systematisk for de befolkninger, som skal vælge dem, og de skatteborgere, som finansierer dem. Det er det, at de lyver så skamløst og selvsikkert. Problemet er politisk set ikke kun, at der bliver overvåget mere og mere. Problemet er, at der ikke er nogen, der overvåger overvågerne. De konkrete afsløringer i materialet fra Wikileaks bliver i det perspektiv vigtige, men det vigtigste er, at selve afsløringen finder sted: De ved fremover, at de kan blive taget på ordet. Overvågerne må indstille sig på, at de selv bliver overvåget. Diplomater vil vide, at de kan blive kontrolleret, og politikerne vil vide, at de kan blive stillet til regnskab.

Det er selvfølgelig ubehageligt og ulækkert, hvis man er enevældig og tror på den uindskrænkede magts lyksaligheder. Men så har man jo også stillet sig på den forkerte side af historien. Det er klassisk.

Denne artikel er anbefalet af: