Et af tidens markante tegn er en voksende frustration og vildrede over, hvordan en positiv udvikling af folkeskolen kan realiseres. Regeringens fremlagte plan for folkeskolen bærer præg af, at man ikke har forstået, hvad nutidens skærpede uddannelseskrav rent faktisk indebærer. Målsætningen om en ungdomsuddannelse til 95 procent kræver en højnelse af elevers generelle læringsniveau, hvilket også omfatter den elevgruppe, der traditionelt ikke uddanner sig.
Dette er ikke noget lille ønske. Det indebærer intet mindre end forandringer, der fører til afgørende gennembrud for denne gruppe elevers læring. Vort samfund er med andre ord i begreb med at skulle foretage et paradigmeskift for at kunne matche informations- og vidensamfundets krav til uddannelse.
Det danske skolesystem, som vi har kendt det, har hidtil været gearet til, at uddannelse var forbeholdt de bedst egnede. Restgruppen af elever med utilstrækkelige boglige forudsætninger blev frasorteret som ‘ikke egnede’ og henvist til ufaglært arbejde og mesterlære, der var til umiddelbar rådighed. Det er som bekendt fortid, og man må nødvendigvis spørge, om et skolesystem indrettet efter fortidens uddannelsesbehov kan foretage springet ind i fremtiden, så lavt præsterende elever også vil blive tilgodeset?
Udfordringerne er hidtil blevet imødegået ved at intensivere de velkendte traditionelle midler, eksempelvis ved at måle og kontrollere elevpræstationerne. Karakter- og testsystemets formål er at udskille høje præstationer fra lave præstationer, hvorved højt præsterende elever tilgodeses, fordi høje karakterer opfattes som udmærkelser fra lærerne og systemet som blåstempling til videreuddannelse og privilegerede fremtidsmuligheder. Almen menneskelig erfaring fortæller os, at ros, anerkendelse og succes er opbyggende. Fremgang får os til at vokse med opgaverne, giver selvtillid og udvikler os i en positiv læringscyklus til gavn for vores livsprojekt.
Kan viden ‘fyldes på’?
Lavt præsterende elever opnår det stik modsatte, når vedvarende faglige nederlag konsoliderer følelsen af ikke at slå til. En lærers opmuntrende støtte af den fagligt uformående elev efterlader næppe følelsen af fremgang, udmærkelse og succes. Lavt præsterende elevers indsats kommunikeres i sidste instans med skolesystemets vedholdende fejlfinding af manglende læring og lave karakterer. Dette er elevens målestok for sit eget faglige værd, hvilket oftest også har nedbrydende konsekvenser for selvværdet. Den negative læringsspiral er svær at bryde, medmindre man kan etablere en undervisning, hvor eleven opnår succes, anerkendelse og følelsen af ‘at kunne noget’.
Skolesystemets traditionelle specialundervisning fastholder elever med læringsproblemer i et undervisningsprincip, man kunne kalde for ‘mere af det samme’. Elever, der vedvarende ikke lærer et bestemt fagindhold, konfronteres med det samme stof igen og igen. Dermed opretholder skolesystemet opfattelsen af, at faglig viden kan ‘fyldes på elever’, hvis bare man bliver ved længe nok. Undervisning betragtes billedlig talt som en dataoverførsel fra lærer til elev, som før eller siden kan forventes fuldført. Denne tankegang tilsidesætter det basale forhold, at undervisning er kommunikation.
Nærmere betegnet er undervisning en vekselvirkende kommunikation mellem lærer og elev(er) om et fagligt stof. Tilsyneladende er kommunikationsmodellen afsender-indhold-modtager en langt mere udbredt forestilling om, hvordan undervisning foregår. Kommunikation i undervisning følger ikke én ensrettet vej, der ender med elevens læring. Det er en udvekslingsproces, hvor faglig information afstemmes og korrigeres mellem parterne i forsøget på at opnå en ret forståelse, hvilket involverer individets mentale bearbejdning af det kommunikerede. Undervisning er isoleret set afhængig af tre fundamentale forhold: Elevens tilegnelse, lærerens kommunikation og stoffets tilgængelighed.
Hvis et eller flere af disse forhold forrykker balancen, har det konsekvenser for elevens læring. En lærers handlemuligheder i undervisningen består alene af kommunikation. Centrale bindinger i undervisningens substans, eksempelvis kanondannelser og nationale test, har indskrænket lærerens handlemuligheder og fremtvunget undervisningstilrettelæggelse og indhold i overensstemmelse med disse bindinger.
Undervisningsministerens udtalelse om, at »vi har en folkeskole, som ikke leverer tilstrækkeligt dygtige elever, og ikke står mål med de penge, den koster«, falder således tilbage på tidligere regeringsfæller, der både har prioriteret nyt undervisningsindhold og undervisningsmidlernes anvendelse. Bekostelige dispositioner med fejlslagne resultater må tilskrives regeringsflertallet, absolut ikke lærerne, der ikke har bedt om regeringsindgrebene. Hvis de blev spurgt om undervisningsmidlernes anvendelse, ville kompetenceudvikling givetvis stå højt på deres liste.
Blot en startpakke
Elevers læring kan ikke fremmanes med et regeringsflertals skærpelse af krav om resultater, nationale test og offentliggørelse. Lærernes kompetencer i undervisning er ikke blevet en tøddel bedre af regeringsindgreb.
Hvis elever skal lære mere, end tilfældet er, er den logiske konsekvens at prioritere lærerstandens dygtiggørelse, så den udvikler nye kompetencer til at fremme elevers læring. Ifølge regeringen forestiller man sig, at ændringer i læreruddannelsen vil løse problemet. En løbende opdatering af læreruddannelsen må være et absolut minimumskrav, der vil gavne nyuddannede lærere og dermed kun et fragment af lærerstanden.
Den samlede lærerstands kompetenceudvikling er således ladt ude af betragtning, og enhver forventning om elevers øgede læring vil derfor være baseret på forhåbninger frem for målrettede dispositioner.
Kompetenceudvikling i vore dage finder konstant sted i enhver virksomhed eller organisation, hvor forudsætningen for vækst er de ansattes vidensdeling. Opdatering af vigtig viden er et princip for vækst, som også skolesystemet må implementere i sine rammer, såfremt de ansattes kompetencer skal kunne udvikles i takt med nye krav i samfundet. Teoretisk uddannelse kan, selv om den er nok så forskningsbaseret, ikke stå alene i denne sammenhæng.
Enhver nyuddannet lærer vil vide, at uddannelsens teoretiske tilgang til undervisning er en startpakke, der videreudvikles med lærerarbejdets konkrete erfaringer. Nogle lærere udvikler markant bedre undervisningserfaringer end andre, og såfremt man organiserer rammer og prioriterer ressourcer til, at lærerkolleger kan få del i disse erfaringer, er der basis for en fortløbende læring og udvikling i lærerstanden og skolesystemet. I skolesammenhæng må det være interessant at kunne dele viden om principper for undervisningspraksis i særligt vellykkede kategorier med henblik på at kunne udløse den forjættende vækst i folkeskolen.
Udviklingens drastisk ændrede vilkår og krav til folkeskolen har igangsat en betydningsfuld læringsproces i samfundet med at skulle indrette skolesystemet efter de nye betingelser. Samfundet er dårligt hjulpet, hvis formodninger og påstande baseret på ideologi, personlige præferencer og politiske prestigeprojekter får lov at dominere. En fremtidsholdbarhed i det danske skolesystem fordrer - foruden et selvfølgeligt, opbyggeligt og lærende samarbejde med de udøvende undervisere - evnen og viljen til redelighed og saglighed i de afgørende beslutningsgrundlag uden politisk fnidder.
Dette er den egentlige hurdle, vi som samfund står over for og skal løse.
Mogens L. Olsen er lærer
Kommentarer
Fremrangende kronik af lære Mogens L. Olsen
Ja thumbs up til Mogens :)
At undervisningen rettes mod tests gør den hverken bedre eller mere spændene!
Nu er det ikke så mange år siden, at jeg gik i folkeskole, jeg var med på de første hold, der skulle til eksamen i elektroniske geografi eksamener - computerne gik selvfølgelig ned, så vi var nødt til at gennemfører eksamen på sort/hvid kopier hvor man ikke kunne se kortene - men pointen er, at vi hele 9. klasse, kiggede på nedbørskemaer, læste kort og placerede danske byer, for at alle kunne klarer prøven - folk pjækkede en del fra de timer.
Da jeg så kom på gymnasiet fandt jeg ud af geografi faktisk var et helt vildt spændene fag, der både indeholdt global opvarmning, dinosaurusser, naturkatastrofer og udviklingsstrategier for verdens U-lande!!
Og det er da emner, der i den grad kan gøres spændene for folksskole elever.
Den helt grundlæggende forkerte opfattelse, som alle synes at nære uantastet, er, at det at lære er kedeligt, besværligt og møder en masse modstand blandt ‘de udsatte’.
Sådan behøver det ikke at være! Man kan netop i indholdsfagene, som blev nedprioriteret, på helt gængs vis give masser af interessant og nødvendig viden om verdens beskaffenhed.
Det er en dejlig kronik, Mogens L. Olsen har skrevet, der sætter tingene smukt i perspektiv og først og fremmest fortæller os, at den overskuelige klasse er det bedste læringsrum.